198

Marsk Stig havde blodige Daad fuldbragt,Som aldrig vil gange af Minde;Han havde sin Herre og Konning undsagtOg dræbt sin Lyksaligheds Fiende.Nu var han vandret til Fædres HjemFor Gud at lægge sit Regnskab frem;To Døtre bleve tilbage,De maatte af Danmark drage.

De havde ei Fader, ei Moder mer,De havde ei Ven eller Frænde;Sørgmodig de paa hinanden ser:„Hvorhen skal vi arme os vende?Mon nogen os huser i fremmede Land?“Og saa tog den ældste den yngste ved Hand,Paa Kind runde Taarerne stride,De drog ud i Verden den vide,

Saa ginge de Piger til Sveriges Land,De græd og sørged saa saare;Kong Byrge han var saa haard en Mand,Han rørtes ei ved deres Taare:„Marsk Stig haver fældet min Frænde kjær;Hvorlunde kommer hans Børn nu her?Tænk aldrig Husly at finde,Hvor Eriks Venner er inde!“

„Hvad kunne vi for Kong Eriks Død?Vi arme, uskyldige Piger!Forladte vi flygter og søger vort BrødI fremmede Lande og Riger,Men ingen os huser i fremmede Land!“Saa tog den ældste den yngste ved Hand,Paa Kind runde Taarerne stride,De gik ud i Verden saa vide.

199Som Maager flyr over vildene StrandOg hviler paa skaldede Stene,Saa gik de Piger til Klippernes LandDen Nordmannakonning at tjene.Og Kongen ser paa de Piger smaa:„To vænere Møer jeg aldrig saa;I kan dog ei brygge og bageMed Hænder saa hvide, saa svage?“

„Nei, væve vi kunne i Rør og LadOg spinde dig Guldet hint røde;Men aldrig bliver vort Hjerte glad,Siden Fader og Moder os døde.I Dannemark er vi baaren og fød,Marsk Stig, vor Fader, er bleg i Død;Men vi fælder Taarer saa strideOg gaar ud i Verden den vide,“

Og Kongen dem klapper paa blegen Kind,Han bad dem ei sørge, ei græde;Han monne dem klæde i SkarlagenskindOg i Fruerstuen indlede:„Jeg kjendte jer Fader, den Dannemand,Han var en Herre til Mund og til Hand:Velkomne hans Børn mig ere,Nu jeg eders Fader vil være.“

Taus sad de Piger ved VæverlistOg vov med Guldet hint rødeFørst Jomfru Maria og Jesum KristOg Fader og Moder, som døde;Saa vov de Hjort, og saa vov de Hind,Saa vov de sig selv med hviden Kind,Saa vov de med Fingre snareGuds hellige Engleskare,

Og der de havde det Verk fuldbragt,Da var deres Sorrig forsvunden;Men Øiet tindred saa blegt, saa svagtSom Lampen mod Morgenstunden.Den ældste trykte den yngste i Hand,Saa ginge de til hint bedre Land,Hvor Uskyldstaarer, de stride,Aftørres af Englene blide.

B. S. Ingemann.

198

Marsk Stig hadde blodige Daad fullbrakt,Som aldri vil gange av Minde;Han hadde sin Herre og Konning unnsagtOg drept sin Lyksaligheds fiende.Nå var han vandret til fedres hjemFor Gud å legge sitt regnskap frem;To døtre ble tilbake,De måtte av Danmark dra.

De hadde ei far, ei mor mer,De hadde ei venn eller frende;Sørgmodig de på hinannen ser:„Hvorhen skal vi arme oss vende?Mon noen oss huser i fremmede land?“Og så tok den eldste den yngste ved hand,På kinn runde tårene stride,De drog ut i verden den vide,

Så ginge de piker til Sveriges land,De gråt og sørget så såre;Kong Byrge han var så hard en mann,Han rørtes ei ved deres tåre:„Marsk Stig haver felt min frende kjær;Hvorlunde kommer hans barn nå her?Tenk aldri husly å finne,Hvor Eriks venner er inne!“

„Hva kunne vi for Kong Eriks død?Vi arme, uskyldige piker!Forlatte vi flykter og søker vårt brødI fremmede land og riker,Men ingen oss huser i fremmede land!“Så tok den eldste den yngste ved hand,På kinn runde tårene stride,De gikk ut i verden så vide.

199Som Maager flyr over ville StrandOg hviler på skallede Steiner,Så gikk de piker til klippenes landDen Nordmannakonning å tjene.Og Kongen ser på de piker små:„To venere møyer jeg aldri så;Dere kan dog ei brygge og bakeMed hender så hvite, så svage?“

„Nei, vever vi kunne i Rør og LadOg spinne deg gullet hint røde;Men aldri blir vårt hjerte glad,Siden far og Moder oss døde.I Dannemark er vi båren og født,Marsk Stig, vår Fader, er bleg i død;Men vi feller tårer så strideOg går ut i verden den vide,“

Og Kongen dem klapper på blegen kinn,Han bad dem ei sørge, ei gråte;Han monne dem klede i SkarlagenskindOg i Fruerstuen innlede:„Jeg kjente jer far, den dannemann,Han var en Herre til munn og til hand:Velkomne hans barn meg er,Nå jeg deres far vil være.“

Taus satt de piker ved VæverlistOg vov med gullet hint rødeFørst jomfru Maria og Jesum KristOg Fader og Moder, som døde;Så vov de Hjort, og så vov de Hind,Så vov de seg selv med hvit kinn,Så vov de med fingre snareGuds hellige engleskare,

Og der de hadde det verk fullbrakt,Da var deres Sorrig forsvunnen;Men Øiet tindret så blekt, så svaktSom Lampen mot morgenstunden.Den eldste trykte den yngste i hand,Så ginge de til hint bedre land,Hvor uskyldstårer, de stride,Aftørres av englene blide.

B. S. Ingemann.