200

De fremmede Herrer udsugede Folket ubarmhjertig, og der var i lang Tid ingen dansk Mand, der vilde anføre de ulykkelige Bønder mod deres Undertrykkere. Derfor blev ogsaa Sjællenderne, da de havde grebet til Vaaben mod Grev Johan, nedhugne for Fode af hans tydske Ryttere. Men Jyderne led dog mest. Den holstenske Grev Gert, hvem Holstenerne kaldte den store, men Jyderne den kullede (ɔ: skaldede), var deres Herre; hans tydske Krigsfolk drog omkring i Landet, plyndrede og brændte allevegne og udøvede mange umenneskelige Grusomheder. Da gjorde Bønderne Opstand, Adelsmændene stillede sig i Spidsen for dem og fordrev Grev Gert og hans Krigsfolk. Men Greven samlede en stor Hær, rykkede med den ind i Nørrejylland og adspredte de væbnede Jyder. Da besluttede Nils Ebbesen, en jydsk Adelsmand, at vove sit Liv for at redde Landet. Men dette var ingen let Sag; thi Greven laa med fire tusend Krigsfolk i Randers, og Nils havde ikke flere end sexti Mand.

Nils Ebbesen boede paa sin Gaard Nørre-Ris, der laa i Folby Sogn, to Mile søndenfor Randers, paa Veien til Skanderborg. Som han nu en Dag stod og tænkte paa, hvorledes han bedst kunde udføre sit Forsæt, kom der en Mand ridende med Grev Gerts Bud til Nils Ebbesen, om denne vilde komme til ham i Randers, imod at han frit og uhindret kunde drage bort igjen. Nils Ebbesen tænkte paa at komme. Da Budet var redet bort, sagde Ebbesens Hustru, der havde hørt hans Erende: „Mig tykkes, du gjorde bedre i at blive hjemme; thi Gert har sikkert Svig i Sinde. Hans Ord kan ingen Mand stole paa.“ Nils Ebbesen svarede: „Jeg drager derhen, om det saa skal koste mit Liv; thi nu skal det bestemmes, om den holstenske Greve skal være Konge i Landet, eller om vi danske skal være et frit Folk.“

Saa lod han tredive af sine Mænd ruste sig og stige tilhest og red med dem til Randers. Da han traf Greven, bød denne ham velkommen og spurgte: „Hvorledes staar det til i Nørrejylland? Hvad nyt har du spurgt? Hvorledes lever nu dine mægtige Frænder, som før stod i Vaaben 201mod os? De har ikke ladet sig se i Marken, da vi rykkede herind med vor Hær. Hvad vil I? Vil I fegte med mig, eller beder I om Fred?“ Nils Ebbesen svarede: „Det staar vel til i Nørrejylland; hver Mand er trøstig i Hu, og mine mægtige Frænder er rede til at tage mod eder, hvad enten I kommer med Krig eller Fred.“ Nils hævede sin Røst, da han sagde dette, og enhver kunde merke, hvilken Modtagelse han mente. Grev Gert blev hidsig; men han tvang sig og talede med venlig Mine: „Du er en dygtig Mand, Nils Ebbesen! Jeg agter dig høiest af alle jydske Adelsmænd, og Folket har Tiltro til dig. Vil du være min Mand og tjene mig trofast, saa faar Nørrejylland Fred; hvis ikke, vil det blive ødelagt. Naar mine Tydskere først begynder Krigen, da vil de skjænde og brænde over det hele Land. Bring derfor Folket til Lydighed med det gode.“ Nils Ebbesen svarede: „Vel har Jyderne Tiltro til mig, og gjerne vil de følge mig, naar jeg fører dem i Strid mod deres Fiender.“ Nu tog det ene Ord det andet, og da Greven saa, at Nils Ebbesen ingenlunde vilde blive hans Mand og tjene ham, men tvertimod var tilsinds af al Magt at kjæmpe imod ham, saa bød han Nils Ebbesen at fly af Danmark; men fik han ham nogensinde i sin Vold, da vilde han lade ham hænge. „De Ord skal du mindes, naar jeg kommer igjen,“ svarede Nils Ebbesen og kastede sin Handske for Greven: „Jeg undsiger dig paa Livet; du skal dø som en Niding, naar jeg atter træffer dig, hvad enten det er under Tag eller under aaben Himmel, ved Hanegal eller ved Midnatstid, hvad enten du er væbnet eller vergeløs, sovende eller vaagende, hvad enten det er ved dit Taffel eller ved Alterets hellige Fod. Det sverger jeg ved den Gud, som du ikke tror paa.“ Derpaa red han bort med sine Mænd.

Da han kom hjem til sin Gaard, spurgte hans Hustru ham, hvad Udfald hans Samtale med Greven havde faaet. Nils Ebbesen svarede: „Han bød mig sverge ham Troskab eller rømme af Landet, og hvis jeg ingen af Delene vilde, da skulde jeg hænges. Det er tungt at vælge mellem de Vilkaar.“ „Det bedste Raad bliver da,“ svarede hans Hustru, „at slaa den kullede Greve ihjel.“ „Det har jeg lovet, og det skal jeg holde,“ svarede Nils Ebbesen.

202Han bød da sine Svende at være vel tilmode, og han gav dem fuldt op af Mad og Drikke. Da nu Folk og Heste havde udhvilet sig efter Ridtet, lod han alle de Mænd, han havde hos sig, ialt sexti, sidde op; selv iførte han sig sin Rustning, steg tilhest og talede saaledes til sine Mænd: „I ved alle, at jeg har undsagt Greven. Nu vil jeg ride til Randers og dræbe ham. Men vi er kun en liden Flok, og Grev Gert er midt i sin Krigshær; derfor kan vi ikke vænte at komme levende hjem, om det ogsaa lykkes os at trænge frem til Greven. Ingen skal følge mig, som ikke freidig vil vove sit Liv for Fædrelandet.“

Da raabte alle hans Svende, at de vilde følge ham mod den kullede Greve, om de ogsaa skulde finde Døden alle tilhobe. Nils Ebbesen red da med sine Folk mod Randers. Foran Byen drog de ind i en liden Lund, hvor de bandt sine Heste og holdt sig skjult, saalænge Dagslyset varede. Da Mørket var faldt paa, gik de tause til Byen; men da de var komne til Randers Bro, gav Nils nogle af sine Folk Ordre at blive tilbage for at løsne Brofjælene, saa de hurtig kunde kastes ud i Aaen.

Nils Ebbesen gik nu med sit Følge ind mod Byen. Broen drønede i den stille Nat under Mændenes Fodtrin; men saa hovmodige var Grevens Krigsfolk, at de alle sov ubekymrede, som om ingen turde vove at angribe dem. Saaledes naaede de op til Grevens Gaard, uden at Tydskerne havde merket dem. De sprængte Døren og trængte ind i Grevens Sovekammer, forinden han havde havt Tid til at væbne sig. Grev Gert bad meget for sit Liv og bød store Løsepenge; men Nils Ebbesen agtede ei derpaa, og hans Mænd slog Greven ihjel. Derpaa gik Nils Ebbesen med sine Folk ud paa Gaden og begyndte Tilbagetoget. Nogle af de tydske Krigsfolk var blevne vækkede ved Larmen, og de angreb nu Nils Ebbesen; men da Fienderne kjæmpede uden Orden og blev end mere forvirrede, da de hørte, at Greven var dræbt, saa lykkedes det Nils med sin lille Hob at kjæmpe sig frem til Broen. Da de var komne over denne, blev Fjælene kastede i Aaen, saa Fienderne ikke strax kunde forfølge dem. Derpaa gik de til Lunden, hvor deres 203Heste stod bundne, sad op og red ind i Landet. Dette skede Aar 1340.

Da det spurgtes, at Nils Ebbesen havde fældet Grev Gert, ringedes der med Kirkeklokkerne over hele Nørrejylland. Alle Jyder greb til Vaaben for at jage Tydskerne ud af Landet. Der fortælles, at da Nils Ebbesen en Dag havde forfulgt Fienderne, kom han om Aftenen træt og hungrig til et lidet Hus, hvor der boede en fattig gammel Kone. Hun havde kun to smaa Brød; men da hun hørte, at hendes Gjest var Nils Ebbesen, der havde dræbt den kullede Greve, delte hun sit ringe Forraad med ham og gav ham det ene Brød.

„Nils Ebbesen gjested en Kjærling god,Hun havde ikkun to Leve,Den ene gav hun Nils Ebbesen,— Han slog den kullede Greve.“

Saa høit var Ebbesen elsket, selv af de ringeste og fattigste, fordi han havde reddet Landet.

A. Fibiger.

Om Dannemarks Kvide der lød en SangSaa sørgelig;Der var ingen Konning i Dannevang,Men Borgerkrig;Dansken var fredløs i Skov og paa Hede,Herrer vi havde af Himmelens Vrede,For Tydskerne reves om Danmark.

Det voldte en Konning saa svigefuldSom Skum paa Vand;Det voldte to Grever af Jætte-KuldI Holsterland;Mange om Skylden og flere om Skaden,Fienden paa Borgen og Falskhed paa Gaden,Og Tydskerne reves om Danmark.

Grev Gert var en Kjæmpe, en Hals fuldhaard,Som Staal og Jern,Og Krigsmænd der strømmede til hans GaardFra nær og fjern;Alting han voved for lidet at vinde,Spared som Neslen ei Ven eller Fiende,Og Tydskerne reves om Danmark.

204Grev Hans var en Kræmmer, holdt Hus i KielMed Høg og Hund,Han kaldtes den milde, for evigt SmilVar om hans Mund;Ræven i Skoven og Ulven paa Hede,Herrer vi havde af Himmelens Vrede,Da Tydskerne reves om Danmark.

Nils Ebbesen var sig en RiddersmandFra Nörre-Ris,Og aldrig forstummer i HedelandDen Herres Pris;Han tog af Dage den kullede Greve,Fri vilde han enten dö eller leve,Da Tydskerne reves om Danmark.

Den kullede Greve drog op i NörI Herrefærd;Han rykkede frem, som han pleied för,Med Ild og Sverd.Jyderne alle fra Randers til RibeDanse han böd efter Holsternes Pibe,For Tydskerne reves om Danmark.

„Nils Ebbesen,“ sagde Grev Gert paa Jydsk„Din Frist er kort,Vil ikke i Galgen du lære Tydsk,Saa pak dig bort!Skam skal du faa med Herr Bugge paa Halden,Hvormange Heste I saa har paa Stalden,For nu raader Tydsken i Danmark.“

Niels Ebbesen svared et Ord i Hast:„Hæng Tyven og Skjelm,Men hæng ingen Ridder, för Sverdet brast,Med Skjold og Hjelm!Vogt dig for, hvem du til Fredlöshed dömmer,Langt ei fra Börn og fra Hustru jeg römmer,Mens Tydskerne rives om Danmark.“

Med Tydskerne vrede i Tusendtal,I Kammen kry,Den kullede Greve drog ind med PralI Randers By;Ilde han tured og værre det tegned,Kvinderne bæved og Börnene blegned,For Tydskerne reves om Danmark.

205Nils Ebbesen for da i Harnisk bratFor Landefred,Han gjestede Greven en Foraars-Nat,Og Sverdet bed;Fri vilde han enten dø eller leve,Livet han tog af den kullede Greve,Da Tydskerne reves om Danmark.

Sig hevned de Holster ved Skanderborg,Der faldt vor Helt,Og sunget der blev om Jyllands SorgVed Sund og Belt;Aldrig hans Minde dog lægges i Mulde,Han stod i Spidsen for Jyderne hulde,Da Tydskerne reves om Danmark.

Forgangne er siden femhundred AarI Lyst og Nød,End Dannebrog vaier og Danmark staarI Aften rød,Kappes nu, alle Smaafugle i Lunden,Nu er til Sang om Nils Ebbesen Stunden,Lad Tydskerne græde for Danmark!

N. F. S. Grundtvig.

200

De fremmede herrer udsugede folket ubarmhjertig, og der var i lang tid ingen dansk mann, der ville anføre de ulykkelige bønder mot deres undertrykkere. Derfor ble også sjællenderne, da de hadde grepet til våpen mot grev Johan, nedhugne for Fode av hans tyske Ryttere. Men Jyderne led dog mest. Den holstenske grev Gert, hvem Holstenerne kalte den store, men jydene den kullede (ɔ: skallede), var deres Herre; hans tyske Krigsfolk drog omkring i landet, plyndret og brente allevegne og udøvede mange umenneskelige grusomheter. Da gjorde bøndene oppstand, adelsmennene stillede seg i Spidsen for dem og fordrev grev Gert og hans Krigsfolk. Men Greven samlede en stor hær, rykket med den inn i Nørrejylland og adspredte de væbnede jyder. Da besluttet Nils Ebbesen, en jysk adelsmann, å vove sitt liv for å redde landet. Men dette var ingen lett Sag; thi greven lå med fire tusen Krigsfolk i Randers, og Nils hadde ikke flere enn seksti mann.

Nils Ebbesen bodde på sin gård Nørre-ris, der lå i Folby Sogn, to mil sønnenfor Randers, på veien til Skanderborg. Som han nå en dag stod og tenkte på, hvorledes han best kunne utføre sitt forsett, kom der en mann ridende med grev Gerts Bud til Nils Ebbesen, om denne ville komme til ham i Randers, imot at han fritt og uhindret kunne dra bort igjen. Nils Ebbesen tenkte på å komme. Da Budet var redet bort, sa Ebbesens hustru, der hadde hørt hans ærend: „Meg tykkes, du gjorde bedre i å bli hjemme; thi Gert har sikkert svik i sinne. Hans Ord kan ingen mann stole på.“ Nils Ebbesen svarte: „Jeg drar derhen, om det så skal koste mitt liv; thi nå skal det bestemmes, om den holstenske Greve skal være Konge i landet, eller om vi danske skal være et fritt folk.“

Så lot han tretti av sine menn ruste seg og stige til hest og red med dem til Randers. Da han traff greven, bød denne ham velkommen og spurte: „Hvorledes står det til i Nørrejylland? Hva nytt har du spurt? Hvorledes lever nå dine mektige frender, som før stod i våpen 201mot oss? De har ikke ladet seg se i marken, da vi rykket herind med vår hær. Hva vil dere? Vil I fekte med meg, eller beder dere om Fred?“ Nils Ebbesen svarte: „Det står vel til i Nørrejylland; hver mann er trøstig i hu, og mine mektige frender er rede til å ta mot dere, hva enten dere kommer med krig eller Fred.“ Nils hevet sin røst, da han sa dette, og enhver kunne merke, hvilken mottakelse han mente. Grev Gert ble hidsig; men han tvang seg og talte med vennlig mine: „Du er en dyktig mann, Nils Ebbesen! Jeg akter deg høyest av alle jyske adelsmenn, og folket har tiltro til deg. Vil du være min mann og tjene meg trofast, så får Nørrejylland Fred; hvis ikke, vil det bli ødelagt. Når mine tyskere først begynner krigen, da vil de skjænde og brenne over det hele land. Bring derfor folket til lydighet med det gode.“ Nils Ebbesen svarte: „Vel har jydene tiltro til meg, og gjerne vil de følge meg, når jeg fører dem i strid mot deres fiender.“ Nå tok det ene ord det andre, og da greven så, at Nils Ebbesen ingenlunde ville bli hans mann og tjene ham, men tvertimod var tilsinds av all makt å kjempe imot ham, så bød han Nils Ebbesen å fly av Danmark; men fikk han ham noensinne i sin vold, da ville han lade ham henge. „De ord skal du minnes, når jeg kommer igjen,“ svarte Nils Ebbesen og kastet sin hanske for greven: „Jeg undsiger deg på livet; du skal dø som en niding, når jeg atter treffer deg, hva enten det er under tak eller under åpen himmel, ved hanegal eller ved midnattstid, hva enten du er væpnet eller vergeløs, sovende eller våkende, hva enten det er ved ditt taffel eller ved Alterets hellige fot. Det sverger jeg ved den Gud, som du ikke tror på.“ Derpå red han bort med sine menn.

Da han kom hjem til sin gård, spurte hans hustru ham, hva utfall hans samtale med greven hadde fått. Nils Ebbesen svarte: „Han bød meg sverge ham troskap eller rømme av landet, og hvis jeg ingen av delene ville, da skulle jeg henges. Det er tungt å velge mellom de vilkår.“ „Det beste råd blir da,“ svarede hans hustru, „å slå den kullede Greve ihjel.“ „Det har jeg lovet, og det skal jeg holde,“ svarte Nils Ebbesen.

202Han bød da sine svenner å være vel tilmode, og han ga dem fullt opp av mat og drikke. Da nå folk og hester hadde uthvilt seg etter rittet, lot han alle de menn, han hadde hos seg, i alt seksti, sitte opp; selv iførte han seg sin rustning, steg til hest og talte således til sine menn: „I ved alle, at jeg har unnsagt greven. Nå vil jeg ride til Randers og drepe ham. Men vi er kun en liten Flok, og grev Gert er midt i sin Krigshær; derfor kan vi ikke vente å komme levende hjem, om det også lykkes oss å trenge frem til greven. Ingen skal følge meg, som ikke freidig vil vove sitt liv for fedrelandet.“

Da ropte alle hans svenner, at de ville følge ham mot den kullede Greve, om de også skulle finne døden alle tilhobe. Nils Ebbesen red da med sine folk mot Randers. Foran byen drog de inn i en liten Lund, hvor de bandt sine hester og holdt seg skjult, så lenge dagslyset varte. Da Mørket var falt på, gikk de tause til byen; men da de var kommet til Randers bro, ga Nils noen av sine folk ordre å bli tilbake for å løsne brofjelene, så de hurtig kunne kastes ut i åen.

Nils Ebbesen gikk nå med sitt følge inn mot byen. Broen drønnet i den stille natt under Mændenes fottrinn; men så hovmodige var Grevens Krigsfolk, at de alle sov ubekymrede, som om ingen turde vove å angripe dem. Således nådde de opp til Grevens gård, uten at tyskerne hadde merket dem. De sprengte døren og trengte inn i Grevens Sovekammer, forinden han hadde hatt tid til å væpne seg. Grev Gert bad meget for sitt liv og bød store løsepenger; men Nils Ebbesen aktede ei derpå, og hans menn slo greven ihjel. Derpå gikk Nils Ebbesen med sine folk ut på gaten og begynte tilbaketoget. Noen av de tyske Krigsfolk var blitt vekket ved larmen, og de angrep nå Nils Ebbesen; men da fiendene kjempet uten orden og ble enda mer forvirrede, da de hørte, at greven var drept, så lyktes det Nils med sin lille hop å kjempe seg frem til broen. Da de var kommet over denne, ble fjelene kastet i åen, så fiendene ikke straks kunne forfølge dem. Derpå gikk de til Lunden, hvor deres 203hester stod bundne, satt opp og red inn i landet. Dette skjedde år 1340.

Da det spurgtes, at Nils Ebbesen hadde felt grev Gert, ringedes der med kirkeklokkene over hele Nørrejylland. Alle jyder grep til våpen for å jage tyskerne ut av landet. Der fortelles, at da Nils Ebbesen en dag hadde forfulgt fiendene, kom han om Aftenen trett og hungrig til et lite hus, hvor der bodde en fattig gammel kone. Hun hadde kun to små brød; men da hun hørte, at hennes gjest var Nils Ebbesen, der hadde drept den kullede Greve, delte hun sitt ringe Forraad med ham og ga ham det ene brød.

„Nils Ebbesen gjestet en kjerring god,Hun hadde ikkun to Leve,Den ene ga hun Nils Ebbesen,— Han slo den kullede Greve.“

Så høyt var Ebbesen elsket, selv av de ringeste og fattigste, fordi han hadde reddet landet.

A. Fibiger.

Om Dannemarks Kvide der lød en sangSå sørgelig;Der var ingen Konning i Dannevang,Men Borgerkrig;Dansken var fredløs i skog og på Hede,Herrer vi hadde av Himmelens vrede,For tyskerne reves om Danmark.

Det voldte en Konning så svikefullSom Skum på vann;Det voldte to grever av jette-KuldI Holsterland;Mange om skylden og flere om skaden,Fienden på Borgen og falskhet på gaten,Og Tydskerne reves om Danmark.

Grev Gert var en kjempe, en hals fuldhaard,Som Staal og jern,Og Krigsmænd der strømmet til hans gårdFra nær og fjern;Alting han voved for lite å vinne,Sparte som neslen ei venn eller fiende,Og Tydskerne reves om Danmark.

204Grev Hans var en kremmer, holdt hus i KielMed Høg og hund,Han kaltes den milde, for evig smilVar om hans munn;Ræven i skogen og Ulven på Hede,Herrer vi hadde av Himmelens vrede,Da Tydskerne reves om Danmark.

Nils Ebbesen var seg en riddersmannFra Nörre-ris,Og aldri forstummer i HedelandDen Herres pris;Han tok av dager den kullede Greve,Fri ville han enten dø eller leve,Da Tydskerne reves om Danmark.

Den kullede Greve drog opp i NörI Herrefærd;Han rykket frem, som han pleiet för,Med ild og sverd.Jydene alle fra Randers til RibeDanse han bød etter Holsternes pipe,For tyskerne reves om Danmark.

„Nils Ebbesen,“ sa grev Gert på jysk„Din frist er kort,Vil ikke i galgen du lære tysk,Så pakk deg bort!Skam skal du få med Herr Bugge på Halden,Hvor mange hester dere så har på stallen,For nå råder Tydsken i Danmark.“

Niels Ebbesen svarte et ord i hast:„Heng tyven og skjelm,Men heng ingen ridder, för sverdet brast,Med skjold og Hjelm!Vogt deg for, hvem du til fredløshet dømmer,Langt ei fra Börn og fra hustru jeg römmer,Mens tyskerne rives om Danmark.“

Med tyskerne vrede i Tusendtal,I kammen kry,Den kullede Greve drog inn med PralI Randers by;Ilde han turet og verre det tegnet,Kvinnene bevde og barna bleknet,For tyskerne reves om Danmark.

205Nils Ebbesen for da i harnisk bratFor landefred,Han gjestet greven en forårs-natt,Og Sverdet bet;Fri ville han enten dø eller leve,Livet han tok av den kullede Greve,Da Tydskerne reves om Danmark.

Sig hevnet de Holster ved Skanderborg,Der falt vår helt,Og sunget der ble om Jyllands sorgVed Sund og Belt;Aldri hans Minde dog legges i Mulde,Han stod i Spidsen for jydene hulde,Da Tydskerne reves om Danmark.

Forgangne er siden femhundred årI Lyst og nød,Enn Dannebrog vaier og Danmark stårI aften rød,Kappes nå, alle småfugler i Lunden,Nå er til sang om Nils Ebbesen Stunden,Lad tyskerne gråte for Danmark!

N. F. S. Grundtvig.