205

Alle Smaafugle, i Skoven var, de gav paa Høgen stor Klage:Han rev dem af baade Fjær og Dun og vilde dem af Skoven jage.Men Ørnen bygger i Fjeldet.

Saa fløi de hen i en Egetop, et Raad at lægge paany,Hvordan en Konge de skulde faa, som kunde fra Høgen dem fri.

Frem for Flokken en liden Fugl traad, hun var saa sorrigfuld:„Og lad os keise den gamle Ørn, jeg haaber, han vorder os huld!“

Alle de andre Fugle smaa, de svared strax ja dertil:„Nu Ørnen vor Konge vorden er, saalænge som Gud han vil!“

Det da svared den stolte Høg: „Det steder jeg ingenlund!Naar Ørnen Fuglenes Konge blir, vi ødes i Bund og Grund!“

Den gamle Ørn han hørte det, han hverken smilte eller lo;Saa slog han ned den frække Høg alt med sin skarpe Klo.

Derved glædtes de andre Smaafugle, de sunge, hver med sin Stemme;I Lunden var Fryd og deilig Sang, saalænge som Ørnen var hjemme,206Sankedes da den Högehær, den skjulede Skog og Kjær:„Og lad os kun til Lunden fare, vi gjör vel den Örn Ufærd!“

Men sagt det er med Sandingen, og syntes det nu desværre,At Eg kan lege med mangen Storm, tilsidst blir dog Stormen densHerre.

Thi jog de bort den gamle Örn alt med hans Unger smaa;De andre Fugle de blev saa vilde, slet ingen Raad de saa.

Nu sidder Högen i Egetop, nu breder han ud sin Vinge;De andre Smaafugle, i Skoven er, dem maa vel Jammeren tvinge.

Nu sidder Kragen paa baren Kvist, hun svælter over sin Klo,Og Uglen sig skjuler i Elletrunte*), hun haver saa stor Uro.

Og Viben löber i Ager-Ren alt med sin höie TopNaar Högen han kommer flyvende frem, han vil hende æde op.

Nu er der Sorg i den hele Lund, hvor för der var Fuglesang;Og hver maa vel ynkes over de smaa; den Tid er dem nu saa trang.

Gud hjelpe og ham, den gamle Örn, som flyver paa vildene Hede!Han ved sig hverken Læ eller Ly, hvor han kan bygge sin Rede.

Den Vise den er ikke lagt om Fugle, den lagdes om Danmarks Eg:Kong Kristjern var den kongelig Örn, saa ilde ham Adelen sveg.Men Örnen bygger i Fjeldet.

Gammel Folkevise.

205

Alle småfugler, i skogen var, de ga på Høgen stor klage:Han rev dem av både fjær og dun og ville dem av skogen jage.Men Ørnen bygger i fjellet.

Så fløy de hen i en Egetop, et råd å legge paany,Hvordan en Konge de skulle få, som kunne fra Høgen dem fri.

Frem for flokken en liten fugl tråd, hun var så sorrigfuld:„Og la oss keise den gamle Ørn, jeg håper, han vorder oss huld!“

Alle de andre fugler små, de svarte straks ja dertil:„Nå ørnen vår Konge vorden er, så lenge som Gud han vil!“

Det da svarte den stolte Høg: „Det steder jeg ingenlund!Når ørnen Fuglenes Konge blir, vi ødes i bunn og grunn!“

Den gamle Ørn han hørte det, han hverken smilte eller lo;Så slo han ned den frekke Høg alt med sin skarpe klo.

Derved glædtes de andre småfugler, de sunge, hver med sin stemme;I Lunden var fryd og deilig sang, så lenge som ørnen var hjemme,206Sankedes da den Högehær, den skjulede skog og Kjær:„Og la oss kun til Lunden fare, vi gjør vel den ørn Ufærd!“

Men sagt det er med Sandingen, og syntes det nå dessverre,At Eg kan leke med mangen Storm, til sist blir dog stormen densHerre.

Thi jog de bort den gamle ørn alt med hans unger små;De andre fugler de ble så ville, slett ingen råd de så.

Nå sitter Högen i Egetop, nå brer han ut sin Vinge;De andre småfugler, i skogen er, dem må vel jammeren tvinge.

Nå sitter kragen på baren kvist, hun svelter over sin klo,Og Uglen seg skjuler i Elletrunte*), hun haver så stor uro.

Og Viben løper i Ager-ren alt med sin høye toppNår Högen han kommer flygende frem, han vil hende ete opp.

Nå er der sorg i den hele Lund, hvor för der var Fuglesang;Og hver må vel ynkes over de små; den tid er dem nå så trang.

Gud hjelpe og ham, den gamle ørn, som flyver på ville Hede!Han ved seg hverken Læ eller ly, hvor han kan bygge sin Rede.

Den Vise den er ikke lagt om fugler, den lagdes om Danmarks Eg:Kong Kristjern var den kongelig ørn, så ilde ham adelen svek.Men Örnen bygger i fjellet.

Gammel folkevise.