Læreplanatlas
Tredie DelIV. FORTÆLLINGER AF DANMARKS OG SVERIGES HISTORIE.

Gustav Vasas Eventyr i Dalarne.

Allen

206

Saasnart Gustav Erikson Vasa var kommen til Dalarne, tog han ind hos en Bonde og ombyttede sine Herreklæder med en Dragt, som Dalekarlene pleiede at gaa med, lange Buxer, en Kofte og en rund Hat, dertil en Øxe paa Skulderen. Saaledes vandrede han frem og fik han Tjeneste som Dagleier hos Anders Pederson paa Rankhyttan, en rig og anseet Mand, og arbeidede i Laden med de andre Karle. Men en Tjenestepige havde lagt Mærke til hans guldindvirkede Skjortekrave, der stak frem over Koften, hvoraf hun sluttede, at han ikke var den, han udgav sig for, og meddelte sin Herre sin Mistanke. Denne kaldte den formentlige Arbeidskarl for sig. Gustav Erikson aabenbarede ham sin 207Stilling og den Vaande, hvori han befandt sig, og nu gjenkjendte Anders Pederson ham; thi de havde studeret sammen i Upsala. Han modtog ham nu med al Venlighed og Hjertelighed, men gav ham tillige det fornuftige Raad, at han for at undgaa Opdagelse ikke skulde opholde sig for længe paa et Sted ad Gangen.

Efter nogen Tids Ophold paa Rankhyttan begav Gustav sig paa Veien til Herregaarden Ornes paa den anden Side af Runnsjøen. Paa Veien didhen var det kostbare Liv, hvorpaa Sveriges Fremtid beroede, nær blevet udslukt. Han vilde gaa over Lille-Elven, som sydfra flyder ud i Søen; men han lagde ikke Merke til, at Isen over det rindende Vand kun var tyndt frossen; han sank i; men ung og sterk frelste han sig ved egen Anstrengelse. Det var hans første Livsfare paa denne Vandring, men blev ikke den sidste. Ankommen paa Ornes blev han af Eieren, en Adelsmand Arend Pederson, der ogsaa var hans Universitetsven, modtagen paa det bedste og fik Tilsagn om Tryghed og al den Hjelp og Understøttelse, han i sin Stilling trængte til. Men bag ved de venlige Miner skjulte sig lumsk Forræderi. Under et Paaskud forlod han Gaarden og begav sig paa Reisen til den kongelige Foged, som boede flere Mile borte. Han underrettede denne om, hvilken Gjest han havde i sit Hus, og hvor skjøn Leiligheden var til at gribe den fredløse Mand og indlægge sig Fortjeneste hos Kongen. Fogden var naturligvis strax villig, og de begav sig, ledsagede af 20 Mand, til Ornes for at gribe Gustav Erikson. Men da de kom her, var Fuglen, som de vilde fange, bortfløien. Arend Pedersons ædle Hustru havde fattet Mistanke om sin Mands onde Hensigter, og bevæget af Medlidenhed besluttede hun at frelse den unge Herre fra den truende Undergang. Hun skaffede ham en Slæde og Hest og Veiviser, der førte ham til Presten Jon i Sverdsjø. Arend Pederson kunde hverken med det gode eller onde faa ud af sin Hustru, hvad der var blevet af den fremmede; men hun havde fra den Tid aldrig en god Dag med ham.

Det er især fra Opholdet hos Presten Jon i Sverdsjø, at Fortællingerne hober sig om de Farer og Eventyr, Gustav Vasa havde at bestaa. Sagnet har fulgt Sveriges Befrier 208Skridt for Skridt under hans Vandring i Dalarne og smykket hver Plet, hvor han har hvilet og standset, med Fortællinger om Eventyr og overstandne Farer; og Dalfolket bevarer dem endnu den Dag idag i trofast Minde. Vi nøies med at anføre et Par fra hans Ophold i Isalaby. Hertil kom Gustav fra Presten Jon og fandt Tilhold hos Svend Elfson. Denne flinke Karl og hans snilde Hustru frelste to Gange Gustavs Liv. Da han en Dag stod ledig og varmede sig ved Ovnen i Stuen, traadte uvæntet nogle af Fogdens Udsendinger ind og spurgte ivrig, om Flygtningen Gustav Erikson ikke havde søgt derhen. Hun benegtede det, men sagde i det samme til den overraskede Gustav: „Hvad staar du her og maaber for? Har du aldrig før seet Folk? Pak dig ud i Laden!“ Gustav gik ud i Laden og gav sig til at terske og undgik saaledes Opdagelse. Noget efter førte Svend Elfson ham til en anden Grænd, og til større Sikkerhed havde han skjult ham i et Halmlæs. Men Fogdens Betjente mødte Slæden, og for at forvisse sig om, at der ingen var skjult i Læsset, stak de derind med sine Spyd; Gustav blev rammet, men betvang sin Smerte. Han vilde alligevel være bleven røbet, da Blodet dryppede fra Halmen, hvis ikke Svend Elfson, snarraadig og snild, havde fremtaget sin Kniv og uformerket givet Hesten et Snit i Foden, saa den blødte, og Opmerksomheden aflededes. Paa hele sin Vei igjennem Dalarne blev Gustav Erikson forfulgt og eftersporet af Fogderne og deres Udsendinger. Ikke altid gik det dog disse Sporhunde godt. En af dem ved Navn Nils Vestgøte, der selv anden var kommen op i Dalarne, faldt paa sine Gjerninger. Han vilde dræbe Gustav Erikson, men blev selv dræbt.

Omsider var Gustav Vasa kommen op i Hjertet af Dalarne, Egnen omkring Siljansjøen. Først optraadte han i Retvik Sogn ved Søens østlige Bred. Han søgte ved en rystende Skildring af det forfærdelige Blodbad i Stockholm at vække Almuen til Opstand mod den grusomme Konge. Men Retvikboerne og Dalfolket i det hele var trætte af den vilde Kamp, som nys var endt, og i hvilken de havde udøst Strømme af Blod og udholdt en Tørning saa haard som intet andet Landskabs Indbyggere. De trængte nu til en 209Smule Hvile. Gustavs Ord fandt derfor ingen synderlig Gjenklang. De erklærede, at de i en saa vigtig Sag ikke turde handle paa egen Haand; de maatte først vide, hvad de andre Sognes Mening var. Lidet opbygget begav Gustav sig til det store og anseede Mora Sogn ved Siljansjøens nordlige Bred, haabende paa, at naar han fik dette med sig, vilde vel flere Sogne slutte sig til ham. Det var i Julens hellige Tid, han færdedes her. Han fik Almuen samlet om sig og talte til dem, idet han gjennemgik Sveriges Historie fra Erik af Pommerns Dage til Blodbadet i Stockholm og med glødende Farver afmalede alle de Ulykker, Sverige havde havt af det danske Herredømme. Men selv den indtrængende og henrivende Veltalenhed, som Gustav Vasa besad, gjorde for Øieblikket intet Indtryk paa Mora-Mændene. Hans Navn var ogsaa temmelig fremmed for dem. De svarede ham koldt og afvisende. De havde endnu ikke, sagde de, glemt den blodige Langfredag ved Upsala; de vilde blive ved den Huldskab og Troskab, de havde lovet Kong Kristjern; han maatte se sig om efter et andet Tilholdssted, hvor han selv kunde.

Mismodig og mistvivlende forlod Gustav Vasa Mora og begav sig vesterud gjennem de store Skove til Lima Sogn ved den norske Grændse. Der syntes intet mere at gjøre for ham i Sverige. Han havde under bestandig Livsfare som en fredløs Mand vandret den lange Vei fra Kalmar til Mora, forsøgende paa at vække Folket af dets Tryghed og kalde det til Vaaben mod den haarde Undertrykker; men hans Røst havde været en Røst i Ørkenen. Selv Dalfolket, ellers saa krigsdjervt og saa villigt til at følge den modige, der reiste Fædrelandets Fane, svigtede nu. Da saaledes alt bristede, synes Gustav at have besluttet at gaa over Fjeldene til Norge og for stedse at sige Farvel til et Fædreland, der forsmaaede hans Tjeneste. Om det var skeet, vilde Sveriges Historie have faaet en anden Skikkelse. Men pludselig indtraadte en uventet Vending. I Januar Maaned 1521, omtrent otte Dage efterat Gustav havde forladt Mora, ankom hertil en anseet og velforsøgt Krigsmand ved Navn Lars Olofson, der tidligere havde tjent Sten Sture. Han bragte nye Tidender om Kong Kristjerns Færd. Han fortalte, 210at Kongen nu havde begyndt at ride sin Eriksgata, at han havde befalet at opreise Galger ikke blot i Kjøbstæderne, men overalt paa Landet ved hver Bondefogeds Gaard; de kunde snart selv vænte ham; thi han vilde udstrække sin Eriksgata herop, og de vilde snart faa Brev om Udskrivning af Levnetsmidler til Underhold for Kongen og hans Krigsfølge. Over dette blev Mora-Mændene meget forskrækkede og ilde tilfredse. Lars Olofson lod til at kjende Gustav Erikson; thi han spurgte ivrig efter ham, og da han hørte, han var dragen bort, beklagede han det meget; thi han sagde, at saadan en Herre trængte de just til, hvis de ikke med Rigets øvrige Indbyggere skulde blive aldeles undertrykte og fordærvede. Mora-Mændene begyndte nu at angre, at de havde ladet Gustav gaa fra sig, og Lars Olofson raadede dem til om muligt at kalde ham tilbage. Ikke længe efter kom en anden svensk Herre, en Adelsmand fra Upland ved Navn Jon Mikkelson, til Mora. Han gav en omstændelig Beretning om Blodbadet og gjorde det saa bevægelig og med saa mange rystende Enkeltheder, at hans Tilhørere brast i Graad. Han tilføiede, at der rundt omkring i Sverige fandtes mange Adelsmænd og andre Krigsmænd, af hvilke en Del for Øieblikket maatte søge Skjul og Sikkerhed i Skovene, og som kun væntede paa en god Høvedsmand for at reise sig og gribe til Vaaben mod Undertrykkerne. Nu blev det Mora-Mændenes eneste Bekymring, at Gustav maaske allerede var gaaet over Fjeldet til Norge. De afsendte strax nogle Mænd, som skulde opsøge ham og opfordre ham til at vende tilbage. Disse fulgte hans Spor saa hurtig, som Skierne kunde føre dem frem, og traf ham høit oppe mod Nord i Sælen. Han fulgte villig det uvæntede Kald. I Mora samlede sig efter hans Tilbagekomst Udsendinger fra flere af de nærmeste Sogne og valgte ham til sin Høvedsmand og svor ham Troskab og Lydighed. Dette var Begyndelsen til Gustav Vasas Regimente.

C. F. Allen.