210

Gustav Adolf forenede sig med Gustav Horn og Johan Banér, og i Spidsen for 40,000 Mand skyndte han sig at 211naa Tilly, som af Kurfyrsten af Bayern havde faaet Befaling til at trække sig tilbage og indtage sin Stilling bag Floderne Donau og Lech, der som brede Grave omgav og beskyttede Bayern. Tilly maatte adlyde, gik over Donau og afbrød alle Broerne over denne Flod med Undtagelse af Broen ved Donauwörth, i hvilken Stad han indlagde en sterk Besætning under Hertug Rudolf af Lauenburg.

Paa dette Tog kom Gustav Adolf til Nürnberg, en af Tydsklands fornemste Stæder. Indbyggerne var her, ligesom i de fleste frie Rigsstæder, ivrige Lutheranere; men med stigende Angest havde de nu i flere Aar seet, hvorledes den lutherske Lære hos Naboerne var bleven udryddet. Hidtil var Nürnberg sluppen fri; men Indbyggerne væntede hvert Aar det truende Slag. Da Gustav Adolf optraadte paa Tydsklands Jord, opgik ogsaa for dem en ny Morgenrøde, hvis Løfte om bedre Tider med hvert nyt Seiersbudskab mere og mere bekræftedes, og eftersom Befrieren nærmede sig, blev deres Glæde stedse mere levende. Nu kom han i egen Person til deres Stad, og det ikke i Spidsen for en truende Hær, thi denne lod han drage forbi, men alene, ligesom paa et Besøg, omgiven af sine Høvdinger og Tydsklands befriede Fyrster. Raadet og de fornemste af Indbyggerne gik ham imøde for at bringe ham Stadens Nøgler, Gaderne vrimlede af jublende Skarer, Vinduerne af Tilskuere med viftende Tørklæder og klappende i Hænderne. Alles Blik var fæstet paa den seirende Helt, som venlig hilsende red frem gjennem Folkeskaren. Nu endelig, da han stod midt iblandt dem, ansaa de sig sikre. Klokkernes og Kanonernes Lyd samt Mængdens Glædesskrig hilste Kongen ved hans Indtog, medens mangt et Øie under tause Taarer takkede Kongernes Konge for den vundne Frelse.

Da Gustav Adolf var stegen af i det ham anviste Pallads, indtraadte Raadet og frembar kostbare Gaver, bestaaende i betydelige Pengesummer og rige Forraad til Hæren, desuden to af Sølv særdeles smukt arbeidede Himmel- og Jordglober til „Forsvareren af Jordens Frihed og Himlens Lys.“ De gamle Raadsherrer var rørte og ikke mindre Kongen selv. „Jeg takker eder,“ sagde han, „eder og hele eders Stad for disse rige Gaver. De skal altid blive mig kjære, 212ikke blot som kostbare, men endnu mere som Minder om eders Kjærlighed. Dog kan I ikke give eller love mig noget bedre end Troskab mod vor retfærdige Sag og Standhaftighed i vor hellige Lære. Lad eder aldrig ledes bort derfra hverken ved Trusler eller Løfter! I har skjænket mig Billeder af Himlen og Jorden; maatte Jorden med dens Rigdomme og Herlighed ikke lokke os bort fra Himlens endnu herligere Gaver! — Gud har sat eder, gode Herrer, til Styrere af denne Stad, hvis Mage i Rigdom og Størrelse jeg neppe har seet. Eders Kald er vigtigt, og mange tusende Menneskers Ve og Vel ligger i eders Haand. Fra værdige Forfædre har I arvet ikke blot denne deres Værdighed, men ogsaa, som jeg haaber, deres Tænkesæt, saa at I er baade gode Patriciere og gode Patrioter og engang for Guds høieste Domstol frimodig kan gjøre Regnskab for eders vigtige Kald. — Vidunderlig har Gud hidtil midt under Farer og Ødelæggelser beskjermet og bevaret eders Stad. Vidunderlig har han ogsaa til eders Frelse skikket mig til disse Egne, da jeg dog snarere skulde væntet mig at faa se den yderste Dag end at komme til eders Stad. Men ved Siden heraf har han ogsaa i den Skjæbne, som er overgaaet mange af eders Trosfæller, vidnet for eder om sin straffende Vrede til Advarsel og Vækkelse for eder. — Ikke hver Dag sender Gud eder en saadan Prædikant som idag, en, der ikke alene kan trøste med Ord, men ogsaa hjelpe med Gjerning. Derfor hør mine Ord og læg dem paa Hjerte. Langt fra min kolde, men rolige Fædrebygd er jeg kommen hid til eders urolige Lande, og det for eders Skyld og for vor fælles hellige Lære. For den har jeg ofret min egen Rolighed, mine fattige Undersaatters Gods, deres Blod, deres Liv, ja mit eget Liv, om saa skulde være Guds Vilje. Saavidt det beror paa mig, skal jeg med Guds Hjelp stride og lide. Men saa besverger jeg og eder ved Guds Barmhjertighed, gjør, hvad eder tilkommer, for den store Gjerning! Vær standhaftige, udholdende! Strid den gode Strid og bevar Troen, saa skal ogsaa Guds Haand opholde og beskytte eders Stad, eder til udødelig Ære baade i Livet og efter Døden, og endelig skjænke eder Salighedens uforvisnelige Krans.“

213Efter Middagen forlod Kongen Staden; men hans ædle Skikkelse, hans hele Optræden, hans varme Ord havde vundet alles Hjerter. Hans Tale til Raadsherrerne blev strax optegnet efter Hukommelsen og læstes snart i tusende Afskrifter med Henrykkelse og Taarer. Rundt omkring i Stadens mangfoldige Verksteder maltes, tryktes, pressedes, støbtes, indvævedes hans Brystbillede paa tusende forskjellige Maader, men altid med Udtryk af samme Beundring, samme Kjærlighed, og en af Stadens lærde havde snart færdig en lang og vidtløftig Stamtavle, hvorigjennem han vilde bevise, at Gustav Adolf nedstammede fra en af Nürnbergs gamle Borggrever.

Fra Nürnberg vendte Kongen sig mod Donauwörth. Hertug Rudolf havde begyndt at udbedre Stadens Fæstningsverker; men Kongen kom for hurtig over ham. Efter to Dages Beleiring maatte Hertugen tage Flugten. Kongen bemægtigede sig Staden og gik derpaa over den derværende Bro ind i den schwabiske Kreds, hvor han uden Modstand udbredte sine seierrige Vaaben.

Imidlertid havde Tilly forenet sig med Storfyrst Maximilian og forlagt sine Tropper i det ene Hjørne af Bayern, som dannes af Floderne Lech og Donau. I denne sterke Stilling og med en Hær af 22,000 Mand haabede Kurfyrsten at kunne stænge Fienden ude, i alle Fald fra de bayerske Arvelande. — Gustav Adolf sammenkaldte sine Høvdinger til et Krigsraad og forelagde dem det Spørgsmaal, om man trods Tillys fordelagtige Stilling skulde forsøge at trænge frem over Floden eller vælge en anden Vei. Meningerne var delte. Gustav Horn holdt paa, at „Kongen burde forlade baade Tilly og Bayern, men derimod drage til Bøhmen for at adsplitte de Tropper, som Wallenstein der havde samlet til Keiserens Tjeneste, og derpaa gjennem Mähren trænge ind i Østerrige; dette vilde være det sikreste Middel til at tvinge Keiseren til at give efter. Derimod at gaa over den dybe og stride Lech og det lige for Øinene af en sterk og dygtig Fiende vilde altid koste meget Folk, selv om det lykkedes.“ — Denne Mening tiltraadtes af de ældste og fleste af Høvdingerne, men ikke af Kongen. Han paastod derimod, „at man burde benytte sig af den Forskrækkelse, 214som havde grebet hele den bayerske Hær, men ikke selv lade sig forskrække af dens store Antal, saameget mere som denne Hær mestendels bestod af Bønder, tagne lige fra Plogen. Donauwörth var et godt Støttepunkt, om Overgangen skulde mislykkes; dog haabede han, at dette ikke skulde behøves; Lykken staar den djerve bi.“ Horn vedblev at forsvare sin Mening. „Hvad!“ raabte Kongen, „vi, som har passeret Oderen, Elben og Rhinen, ja selve Østersøen, skulde vi staa forsagte her ved Lech! Husk paa,“ tillagde han, „at ofte lykkes de vanskeligste Foretagender, just fordi Modstanderen holder dem for umulige.“ Horn taug, de øvrige ligesaa, og Overgangen blev besluttet.

Fulgt af en liden Ryttertrop red Kongen ud for at vælge Stedet for Overgangen. Han fulgte Bredden, dog i nogen Afstand, da Tillys Kanoner fra den anden Side ofte tversover Strømmen skikkede Kugler efter de Svensker, som viste sig. Længe red Kongen forgjeves; thi Floden, som flød lige frem mellem sumpige Bredder, frembød ingen gunstig Leilighed til Overgangen. Endelig kom han til et Sted, hvor Strømmen gjorde en Bøining, saa der paa den modsatte Side dannedes en Odde eller Halvø, medens den vestlige Flodbred var omtrent 11 Fod høiere end den østlige. Disse Fordele vilde Kongen benytte, men fandt snart, at Tilly, som havde forudseet dette, allerede havde besat den ligeoverfor liggende Bred. Dette ærgrede Gustav Adolf, men afskrækkede ham ikke. „Hør her, Gutter,“ raabte han til nogle af sine Ryttere, „femti Rigsdaler for den, som skaffer mig sikker Underretning om, hvor dyb Floden er der borte ved Bøiningen!“ Rytterne red derhen, men kunde ikke komme Stranden nær for Fiendens Ild. Da traadte en Dragon frem og bad om Lov til forklædt som Bonde at gaa derhen og undersøge Sagen. Kongen samtykkede, red bort og skjulte sine Ryttere og stillede sig selv paa en afsides Bakke for i Kikkerten at iagttage, hvad der vilde ske. Om en Stund kom Dragonen ud fra en Gaard i Nærheden, klædt som Bonde og med en lang Stang paa Skulderen. Han gik lige frem til det omtalte Sted og raabte over til de bayerske Soldater og bad dem at hjelpe ham over. Da de ikke kunde opfylde hans Ønske, forsøgte han selv at vade over og gik 215ud i Strømmen, indtil Vandet stod ham til midt paa Livet, nu og da prøvende Dybden foran sig med Stangen. Da tilsidst Strømmen blev for dyb, standsede han, rystede betænkelig paa Hovedet og gik tilbage igjen. De bayerske Soldater lo ad hans Forsøg, og en af dem spurgte ham, om han kunde svømme. „Nei, Landsmand,“ svarede Bonden. — „Men er du da bindegal, som kan tænke paa at gaa over?“ sagde Bayreren, „Floden er 22 Fod dyb.“ — „Hvoraf ved du det saa vist?“ spurgte Bonden. — „Jo,“ svarede den anden, „for vore Officerer maalte den just igaar.“ — „Ak,“ sagde Bonden, „kan ikke nogen af jer, Landsmænd, gaa imod mig ud i Strømmen og siden med Stangen drage mig over Dybet? jeg skulde gjerne give ham en halv Dukat for Bryderiet.“ En Soldat kastede Klæderne og vadede ud i Vandet og Bonden ligesaa, saa at man deraf let kunde se, hvormeget Bunden skraanede paa begge Siderne. Men da Bonden af forstilt Frygt og Uvet bar sig rent dumt ad, svømmede Bayreren over for at hjelpe ham. Nu begyndte Bonden at ramse op lange Historier om sine Ulykker, om hvorledes de slemme Svensker havde ødelagt alle hans Marker o. s. v. Men da han ikke vovede for anden Gang at begive sig ud paa Dybet, og den nøgne Bayrer begyndte at fryse, svømmede den sidste tilbage igjen og overlod Bonden til sin Skjæbne. Denne vendte tilbage, som det lod til, ganske fortvivlet; men snart efter opsøgte han Kongen og gav ham de modtagne fuldstændige Underretninger. Gustav Adolf gjorde ham paa Stedet til Kvartermester ved Rytteriet og skjænkede ham desuden 100 Rdlr. til sit Udstyr som saadan.

Nu begyndte man strax paa de forberedende Arbeider. Flere omliggende Bondehuse blev nedrevne, og af Tømmeret sammensattes en Mængde sterke Bukke med Benenes Høide lempet efter Vandets Dybde. Meningen var at sætte dem ned i Floden, belægge dem med Planker og saaledes danne en Bro. Inde ved Stranden var paa den bayerske Side en lav Sandbanke. Kongen lod afpasse Høiden af Bukkene saaledes, at de netop naaede til Overfladen af Vandet, hvorved hele Broen vilde komme til at ligge saa lavt, at Sandbanken beskyttede den mod Kuglerne fra Tillys 216længere borte liggende Kanoner. Disse Tømmerarbeider foretoges i nogen Afstand fra Floden for ikke forud at vække Fiendens Opmerksomhed.

Da alle Tilberedelser var færdige, førte Gustav Adolf hele sin Hær til det bestemte Sted, og Tilly, som nøie fulgte alle hans Bevægelser, indfandt sig ogsaa paa den modsatte Side. Nede ved Floden bag Sandbanken var den bayerske Strand, med Undtagelse af en smal Landtunge, meget dyb og sumpig, længere borte høinede den lidt efter lidt. I denne Skraaning opkastede Tilly først en lang Grav, som opfyldtes af Musketerer; bag samme høiere oppe fik Artilleriet Plads, og øverst paa Høiden i en tæt Skov stod hele den bayerske Hær.

Lige mod Ilden fra alle disse Forskansninger rykkede Svenskerne frem, dog noget beskyttede af Stranden, der paa deres Side var noget høiere. Her opkastedes Jordvolde med Indskjæringer for fire Batterier med tilsammen 72 Kanoner, og mellem dem opstilledes Musketerer i Løbegrave langs hele Stranden. Fra disse Verker begyndte snart en saa ødelæggende Krydsild over den ligeoverfor liggende Halvø, at ikke en eneste Bayrer vovede der at vise sig. Alt dette blev færdigt den 3dje April, og strax derpaa begyndte Arbeidet med Broen. For saalænge som muligt at dølge sit Forehavende lod Kongen ved Stranden opstable og antænde en Mængde raa Ved, Beg og fugtig Halm, saa at Røgen deraf og Krudtrøgen indhyllede Stedet i et næsten ugjennemtrængeligt Mørke. Desuagtet opdagede Tilly snart Kongens Hensigt og rettede sit Skyts derimod; men den før omtalte Sandbanke og Broens vel beregnede Lavhed hindrede Kuglerne fra at gjøre nogen Skade. Tilly anlagde derfor paa Siderne nærmere Floden to Batterier for derfra at kunne ramme Broarbeidet og arbeidede desuden paa at forsterke sine andre Forskansninger for saa meget sikrere at kunne drive Fienden tilbage, om det skulde lykkes ham at komme over. Alt dette medtog hele den følgende Dag.

Endelig den 5te April blev Broen færdig. Tre hundrede Finner var de første, som sendtes over; de skulde paa den modsatte Side opkaste en Forskansning til Broens Forsvar, og hver enkelt af dem lovedes en Belønning af 21710 Rdl. Ikkun forsynede med Hakker og Spader sprang de over Broen, i samme Øieblik den var færdig, og gav sig strax ifærd med Arbeidet. Tilly, som i det længste vilde undgaa at sende sine Folk ned i den ødelæggende Kugleregn, fordoblede Ilden fra Kanonerne og besvaredes paa samme Vis af Svenskerne, som dog i det hele skjød baade hurtigere og bedre. Gustav Adolf gik selv til Kanonerne, rettede og afskjød med egen Haand over 60 Skud. Drønet af denne forfærdelige Skydning var saa sterkt, at hele Jorden skalv, og Kanontordenen hørtes mange Mil ind i Bayern. Svenskerne rettede sine Skud ikke blot mod Fiendens Forskansninger, men ogsaa mod den før omtalte Skov, og det ikke uden Frugt. Grene, Toppe, ja endog tykke Stammer styrtede hvert Øieblik ned og afstedkom stor Forvirring og Skade blandt de der staaende Tropper. Imidlertid havde Finnerne faaet sin Skanse færdig og fik nu Forsterkning af 300 Landsmænd under Karl Gustav Wrangel, som her udførte sin første Vaabendaad. Paa samme Tid havde ogsaa Hertug Bernhard af Weimar lidt høiere oppe fundet et Vadested, hvor han, fulgt af en Skare finske Ryttere, sprængte over og angreb Fienden fra Siden, medens Fodfolket begyndte at marschere over Broen. Nu sendte Tilly Altringer ned for at drive Fienden tilbage. Men saasnart Bayrerne nærmede sig Stranden og Ilden fra Kongens Kanoner og Wrangels Finner, standsede de og trak sig tilbage. Altringer sprang frem og førte dem atter mod Fienden; men i samme Øieblik for en Kanonkugle saa tæt forbi hans Hoved, at han ved Lufttrykket sansesløs styrtede til Jorden, og Bayrerne veg atter tilbage. Nu traadte Tilly selv ud fra Skanserne, fulgt af sine gamle Walloner. Men selv disse studsede og drog sig tilbage for den ødelæggende Kugleregn. Da styrtede Tilly frem, greb selv en af Fanerne og gik lige mod Fienden. Wallonerne fulgte; men faa Minutter efter rammedes den gamle Feltherre af en Kugle, som knuste hans ene Ben og kastede ham til Jorden. Wallonerne drog sig tilbage, men bar dog sin elskede Anfører med sig ud af Ilden. Denne Begivenhed fremkaldte fuldstændig Forvirring i hele Hæren. Tilly og Altringer laa saarede og uden Samling, og ingen, ikke engang 218Kurfyrsten, vidste, hvad der nu var at gjøre. Til Lykke for dem var det snart blevet mørkt, og begunstiget heraf drog Kurfyrsten sig bort med hele Hæren, efterladende henved 2000 døde paa Slagmarken.

Svenskerne forblev hele Natten ubevægelige hver paa sin Plads; men tidlig næste Morgen sendtes Nils Brahe med „de gule“ for at undersøge Fiendens Stilling. Han fandt Leiren tom. Kongen skyndte sig derhen og udraabte ved Synet af Tillys faste Forskansninger og fordelagtige Stilling: „Havde jeg været Hertug af Bayern, aldrig havde jeg forladt en saadan Stilling og aabnet mit Land for Fienden, nei ikke engang om en Kanonkugle havde taget væk Skjegget og Halvdelen af Hagen med.“

Dette var den gamle Tillys sidste Kamp. Fra Slagmarken førtes han i Kurfyrstens egen Vogn under ubeskrivelige Smerter til Ingolstadt, hvor han efter femten Døgns aandelige og legemlige Lidelser endte sine Dage.

Eft. A. Fryxell.

210

Gustav Adolf forente seg med Gustav Horn og Johan Banér, og i Spidsen for 40,000 mann skyndte han seg å 211nå Tilly, som av Kurfyrsten av Bayern hadde fått Befaling til å trekke seg tilbake og innta sin stilling bak flodene Donau og Lech, der som brede Grave omgav og beskyttet Bayern. Tilly måtte adlyde, gikk over Donau og avbrøt alle broene over denne Flod med unntakelse av broen ved Donauwörth, i hvilken stad han indlagde en sterk besetning under hertug Rudolf av Lauenburg.

På dette Tog kom Gustav Adolf til Nürnberg, en av Tydsklands fornemste Stæder. Innbyggerne var her, likesom i de fleste frie Rigsstæder, ivrige lutheranere; men med stigende angst hadde de nå i flere år sett, hvorledes den lutherske lære hos naboene var blitt utryddet. Hittil var Nürnberg sluppet fri; men innbyggerne ventet hvert år det truende slag. Da Gustav Adolf opptrådte på Tydsklands jord, opgik også for dem en ny morgenrøde, hvis løfte om bedre tider med hvert nytt seiersbudskap mer og mer bekræftedes, og ettersom befrieren nærmet seg, ble deres glede stedse mer levende. Nå kom han i egen person til deres stad, og det ikke i Spidsen for en truende hær, thi denne lot han dra forbi, men alene, likesom på et besøk, omgitt av sine høvdinger og Tydsklands befridde Fyrster. Rådet og de fornemste av innbyggerne gikk ham imøte for å bringe ham Stadens nøkler, gatene vrimlet av jublende Skarer, vinduene av tilskuere med viftende tørklær og klappende i hendene. Alles blikk var festet på den seirende helt, som vennlig hilsende red frem gjennom folkeskaren. Nå endelig, da han stod midt iblant dem, anså de seg sikre. Klokkenes og kanonenes lyd samt Mængdens gledesskrik hilste Kongen ved hans Indtog, mens mangt et Øye under tause tårer takket Kongernes Konge for den vunne Frelse.

Da Gustav Adolf var stegen av i det ham anviste palass, inntrådte rådet og frembar kostbare gaver, bestående i betydelige pengesummer og rike Forraad til hæren, dessuten to av sølv særdeles smukt arbeidet Himmel- og Jordglober til „forsvareren av Jordens frihet og Himlens lys.“ De gamle rådsherrer var rørte og ikke mindre Kongen selv. „Jeg takker dere,“ sa han, „dere og hele deres stad for disse rike gaver. De skal alltid bli meg kjære, 212ikke blot som kostbare, men enda mer som minner om deres Kjærlighed. Dog kan dere ikke gi eller love meg noe bedre enn troskap mot vår rettferdige Sag og standhaftighet i vår hellige lære. La dere aldri ledes bort derfra hverken ved trusler eller løfter! Dere har skjenket meg Billeder av Himlen og jorden; måtte jorden med dens Rigdomme og herlighet ikke lokke oss bort fra Himlens enda herligere gaver! — Gud har satt dere, gode herrer, til styrere av denne stad, hvis mage i rikdom og størrelse jeg neppe har sett. Deres kald er viktig, og mange tusende Menneskers ve og Vel ligger i deres hånd. Fra verdige forfedre har dere arvet ikke blot denne deres verdighet, men også, som jeg håper, deres Tænkesæt, så at dere er både gode patrisiere og gode patrioter og engang for Guds høyeste domstol frimodig kan gjøre regnskap for deres viktige kald. — Vidunderlig har Gud hittil midt under Farer og ødeleggelser beskjermet og bevaret deres stad. Vidunderlig har han også til deres Frelse skikket meg til disse Egne, da jeg dog snarere skulle ventet meg å få se den ytterste Dag enn å komme til deres stad. Men ved siden heraf har han også i den skjebne, som er overgått mange av deres trosfeller, vitnet for dere om sin straffende vrede til advarsel og vekkelse for dere. — Ikke hver dag sender Gud dere en sådan predikant som i dag, en, der ikke alene kan trøste med ord, men også hjelpe med gjerning. Derfor hør mine ord og legg dem på hjerte. Langt fra min kalde, men rolige Fædrebygd er jeg kommet hit til deres urolige land, og det for deres skyld og for vår felles hellige lære. For den har jeg ofret min egen Rolighed, mine fattige Undersaatters gods, deres blod, deres liv, ja mitt eget Liv, om så skulle være Guds vilje. Såvidt det beror på meg, skal jeg med Guds hjelp stride og lide. Men så besverger jeg og dere ved Guds Barmhjertighed, gjør, hva dere tilkommer, for den store gjerning! Vær standhaftige, utholdende! Strid den gode strid og bevar troen, så skal også Guds Haand oppholde og beskytte deres stad, dere til udødelig ære både i livet og etter døden, og endelig skjenke dere Salighedens uforvisnelige krans.“

213Etter middagen forlot Kongen Staden; men hans edle skikkelse, hans hele opptreden, hans varme ord hadde vundet alles hjerter. Hans Tale til rådsherrene ble straks opptegnet etter hukommelsen og lestes snart i tusende avskrifter med henrykkelse og tårer. Rundt omkring i Stadens mangfoldige verksteder maltes, tryktes, pressedes, støbtes, indvævedes hans brystbilde på tusende forskjellige måter, men alltid med uttrykk av samme beundring, samme Kjærlighed, og en av Stadens lærde hadde snart ferdig en lang og vidløftig stamtavle, hvorigjennom han ville bevise, at Gustav Adolf nedstammet fra en av Nürnbergs gamle Borggrever.

Fra Nürnberg vendte Kongen seg mot Donauwörth. Hertug Rudolf hadde begynt å utbedre Stadens festningsverker; men Kongen kom for hurtig over ham. Etter to Dages beleiring måtte hertugen ta flukten. Kongen bemektiget seg staden og gikk derpå over den derværende bro inn i den schwabiske krets, hvor han uten motstand utbredte sine seierrike våpen.

Imidlertid hadde Tilly forenet seg med Storfyrst Maximilian og forlagt sine tropper i det ene hjørne av Bayern, som dannes av flodene Lech og Donau. I denne sterke stilling og med en hær av 22,000 mann håpet Kurfyrsten å kunne stenge fienden ute, i alle fall fra de bayerske arveland. — Gustav Adolf sammenkalte sine høvdinger til et krigsråd og forela dem det spørsmål, om man trass Tillys fordelaktige stilling skulle forsøke å trenge frem over Floden eller velge en annen vei. Meningene var delte. Gustav Horn holdt på, at „Kongen burde forlate både Tilly og Bayern, men derimot dra til Bøhmen for å adsplitte de tropper, som Wallenstein der hadde samlet til Keiserens tjeneste, og derpå gjennom Mähren trenge inn i Østerrige; dette ville være det sikreste middel til å tvinge keiseren til å gi etter. Derimot å gå over den dype og stride Lech og det like for øynene av en sterk og dyktig fiende ville alltid koste meget folk, selv om det lyktes.“ — Denne mening tiltraadtes av de eldste og fleste av høvdingene, men ikke av Kongen. Han påstod derimot, „at man burde benytte seg av den forskrekkelse, 214som hadde grepet hele den bayerske hær, men ikke selv lade seg forskrekke av dens store antall, saameget mer som denne hær mestendels bestod av bønder, tagne like fra plogen. Donauwörth var et godt støttepunkt, om overgangen skulle mislykkes; dog håpet han, at dette ikke skulle behøves; Lykken står den djerve bi.“ Horn vedble å forsvare sin mening. „Hva!“ ropte Kongen, „vi, som har passert Oderen, Elben og Rhinen, ja selve Østersøen, skulle vi stå forsagte her ved Lech! Husk på,“ tillagde han, „at ofte lykkes de vanskeligste foretagender, just fordi motstanderen holder dem for umulige.“ Horn tidde, de øvrige likeså, og overgangen ble besluttet.

Fulgt av en liten ryttertropp red Kongen ut for å velge stedet for overgangen. Han fulgte bredden, dog i noen avstand, da Tillys kanoner fra den annen side ofte tvers over strømmen skikkede kuler etter de svensker, som viste seg. Lenge red Kongen forgjeves; thi Floden, som fløt like frem mellom sumpige bredder, frembød ingen gunstig leilighet til overgangen. Endelig kom han til et sted, hvor strømmen gjorde en bøyning, så der på den motsatte side dannedes en Odde eller halvøy, mens den vestlige Flodbred var omtrent 11 fot høyere enn den østlige. Disse Fordele ville Kongen benytte, men fant snart, at Tilly, som hadde forutsett dette, allerede hadde besatt den ligeoverfor liggende bred. Dette ergret Gustav Adolf, men avskrekket ham ikke. „Hør her, gutter,“ ropte han til noen av sine Ryttere, „femti riksdaler for den, som skaffer meg sikker underretning om, hvor dyp Floden er der borte ved bøyningen!“ Rytterne red derhen, men kunne ikke komme stranden nær for Fiendens ild. Da trådte en Dragon frem og bad om lov til forkledd som bonde å gå derhen og undersøke Sagen. Kongen samtykket, red bort og skjulte sine Ryttere og stillede seg selv på en avsides Bakke for i kikkerten å iaktta, hva der ville ske. Om en stund kom dragonen ut fra en gård i nærheten, kledd som bonde og med en lang Stang på skulderen. Han gikk like frem til det omtalte sted og ropte over til de bayerske soldater og bad dem å hjelpe ham over. Da de ikke kunne oppfylle hans ønske, forsøkte han selv å vade over og gikk 215ut i strømmen, inntil vannet stod ham til midt på livet, nå og da prøvende dybden foran seg med stangen. Da til sist strømmen ble for dyp, stanset han, rystet betenkelig på hodet og gikk tilbake igjen. De bayerske soldater lo ad hans forsøk, og en av dem spurte ham, om han kunne svømme. „Nei, landsmann,“ svarte bonden. — „Men er du da bindegal, som kan tenke på å gå over?“ sa bayreren, „Floden er 22 fot dyp.“ — „Hvorav vet du det så vist?“ spurte bonden. — „Jo,“ svarte den annen, „for våre offiserer målte den just i går.“ — „Ak,“ sa bonden, „kan ikke noen av jer, landsmenn, gå imot meg ut i strømmen og siden med stangen dra meg over dypet? jeg skulle gjerne gi ham en halv dukat for bryderiet.“ En Soldat kastet kledene og vadet ut i vannet og bonden likeså, så at man derav lett kunne se, hvor mye Bunden skraanede på begge sidene. Men da bonden av forstilt frykt og uvett bar seg rent dumt ad, svømte bayreren over for å hjelpe ham. Nå begynte bonden å ramse opp lange historier om sine ulykker, om hvorledes de slemme svensker hadde ødelagt alle hans Marker o. s. v. Men da han ikke vovede for annen gang å begi seg ut på dypet, og den nakne bayrer begynte å fryse, svømte den siste tilbake igjen og overlot bonden til sin skjebne. Denne vendte tilbake, som det lot til, ganske fortvivlet; men snart etter oppsøkte han Kongen og ga ham de mottatte fullstendige underretninger. Gustav Adolf gjorde ham på stedet til kvartermester ved rytteriet og skjenket ham dessuten 100 Rdlr. til sitt utstyr som sådan.

Nå begynte man straks på de forberedende arbeider. Flere omliggende bondehus ble nedrevne, og av tømmeret sammensattes en mengde sterke Bukke med Benenes høyde lempet etter vannets dybde. Meningen var å sette dem ned i Floden, belegge dem med planker og således danne en bro. Inne ved stranden var på den bayerske side en lav sandbanke. Kongen lot avpasse høyden av bukkene således, at de nettopp nådde til overflaten av vannet, hvorved hele broen ville komme til å ligge så lavt, at sandbanken beskyttede den mot kulene fra Tillys 216lenger borte liggende kanoner. Disse Tømmerarbeider foretoges i noen avstand fra Floden for ikke forut å vekke Fiendens oppmerksomhet.

Da alle Tilberedelser var ferdige, førte Gustav Adolf hele sin hær til det bestemte sted, og Tilly, som nøye fulgte alle hans bevegelser, innfant seg også på den motsatte side. Nede ved Floden bak sandbanken var den bayerske Strand, med unntakelse av en smal landtunge, meget dyp og sumpig, lenger borte høinede den litt etter litt. I denne skråning opkastede Tilly først en lang grav, som oppfyltes av musketerer; bak samme høyere oppe fikk artilleriet plass, og øverst på høyden i en tett skog stod hele den bayerske hær.

Like mot ilden fra alle disse forskansninger rykket svenskene frem, dog noe beskyttede av stranden, der på deres side var noe høyere. Her opkastedes Jordvolde med innskjæringer for fire batterier med tilsammen 72 kanoner, og mellom dem opstilledes musketerer i løpegraver langs hele stranden. Fra disse verker begynte snart en så ødeleggende kryssild over den ligeoverfor liggende halvøy, at ikke en eneste bayrer vovede der å vise seg. Alt dette ble ferdig den 3dje april, og straks derpå begynte arbeidet med broen. For så lenge som mulig å dølge sitt forehavende lot Kongen ved stranden opstable og antænde en mengde rå Ved, bek og fuktig halm, så at røyken derav og kruttrøken indhyllede stedet i et nesten ugjennemtrængeligt mørke. Desuagtet opdagede Tilly snart Kongens hensikt og rettet sitt skyts derimot; men den før omtalte sandbanke og Broens vel beregnede lavhet hindret kulene fra å gjøre noen skade. Tilly anlagde derfor på sidene nærmere Floden to batterier for derfra å kunne ramme Broarbeidet og arbeidet dessuten på å forsterke sine andre forskansninger for så meget sikrere å kunne drive fienden tilbake, om det skulle lykkes ham å komme over. Alt dette medtog hele den følgende Dag.

Endelig den 5te april ble broen ferdig. Tre hundre finner var de første, som sendtes over; de skulle på den motsatte side oppkaste en forskansning til Broens forsvar, og hver enkelt av dem lovedes en belønning av 21710 Rdl. Ikkun forsynte med hakker og spader sprang de over broen, i samme øyeblikk den var ferdig, og ga seg straks ifærd med arbeidet. Tilly, som i det lengste ville unngå å sende sine folk ned i den ødeleggende kuleregn, fordoblet ilden fra kanonene og besvartes på samme Vis av svenskene, som dog i det hele skjød både hurtigere og bedre. Gustav Adolf gikk selv til kanonene, rettet og afskjød med egen hånd over 60 skudd. Drønnet av denne forferdelige skyting var så sterkt, at hele jorden skalv, og Kanontordenen hørtes mange mil inn i Bayern. Svenskene rettet sine skudd ikke blot mot Fiendens forskansninger, men også mot den før omtalte skog, og det ikke uten frukt. Grener, Toppe, ja endog tykke stammer styrtet hvert øyeblikk ned og avstedkom stor forvirring og skade blant de der stående tropper. Imidlertid hadde finnene fått sin skanse ferdig og fikk nå forsterkning av 300 landsmenn under Karl Gustav Wrangel, som her utførte sin første Vaabendaad. På samme tid hadde også hertug Bernhard av Weimar litt høyere oppe funnet et vadested, hvor han, fulgt av en Skare finske Ryttere, sprengte over og angrep fienden fra siden, mens fotfolket begynte å marsjere over broen. Nå sendte Tilly Altringer ned for å drive fienden tilbake. Men så snart bayrerne nærmet seg stranden og ilden fra Kongens kanoner og Wrangels finner, stanset de og trakk seg tilbake. Altringer sprang frem og førte dem atter mot fienden; men i samme øyeblikk for en kanonkule så tett forbi hans hode, at han ved lufttrykket sansesløs styrtet til jorden, og bayrerne veg atter tilbake. Nå trådte Tilly selv ut fra skansene, fulgt av sine gamle valloner. Men selv disse studsede og drog seg tilbake for den ødeleggende kuleregn. Da styrtet Tilly frem, grep selv en av fanene og gikk like mot fienden. Vallonerne fulgte; men få minutter etter rammedes den gamle feltherre av en kule, som knuste hans ene Ben og kastet ham til jorden. Vallonerne drog seg tilbake, men bar dog sin elskede Anfører med seg ut av ilden. Denne begivenhet fremkalte fullstendig forvirring i hele hæren. Tilly og Altringer lå saarede og uten samling, og ingen, ikke engang 218Kurfyrsten, visste, hva der nå var å gjøre. Til Lykke for dem var det snart blitt mørkt, og begunstiget heraf drog Kurfyrsten seg bort med hele hæren, efterladende henved 2000 døde på slagmarken.

Svenskene forble hele natten ubevegelige hver på sin plass; men tidlig neste morgen sendtes Nils Brahe med „de gule“ for å undersøke Fiendens stilling. Han fant leiren tom. Kongen skyndte seg derhen og utropte ved synet av Tillys faste forskansninger og fordelaktige stilling: „Hadde jeg vært hertug av Bayern, aldri hadde jeg forlatt en sådan stilling og åpnet mitt land for fienden, nei ikke engang om en kanonkule hadde tatt vekk skjegget og halvdelen av Hagen med.“

Dette var den gamle Tillys siste kamp. Fra Slagmarken førtes han i Kurfyrstens egen vogn under ubeskrivelige smerter til Ingolstadt, hvor han etter femten Døgns åndelige og legemlige lidelser endte sine dager.

Eft. A. Fryxell.