218

Kristian den fjerde er født paa det ældre Fredriksborgs Slot den 12te April 1577. Historien om den gamle Bonde fra Samsø, der kom tilhove og spaaede, at en „ypperlig Herre og Konge i disse nørre Lande“ skulde fødes, er bekjendt nok. Tyge Brahe stillede hans Horoskop og forudsagde hans Skjæbne, skjønt det ikke gik saa ganske efter Forudsigelsen. Den smukke, muntre, fremlige Dreng havde arvet de bedste Sider af Faderens og Moderens Natur; hans Opdragelse var saa god, den kunde være det efter Tidens Vilkaar, og kommer baade Kongen, Dronningen og Formynderregjeringen til stor Ære. Til Tugtemester beskikkedes Slotspresten Mester Hans Mikkelsen, der havde god Øvelse i at opdrage fornemme Folks Børn. Henrik Rammel blev Hovmester, en tydskfødt, meget dannet og i høi Grad praktisk Herre, der stod i udbredte Handelsforbindelser med Middelhavet og Østersøen; en Kjender bemærkede med Føie om ham: „Han forstod sig paa Verdens Regimente og Tilstand 219langt bedre end de andre Raader alle tilsammen.“ Imidlertid fordrede Adelen under Formynderregjeringen en indfødt Hovmester, og Rammel blev afløst af Hak Holgersen Ulfstand, en af Syvaarskrigens Helte. Opdragerne havde Befaling til at vise den tilbørlige Alvor og ikke lade den unge Herre have sin egen Vilje, at passe paa, hvem han omgikkes med, og ikke tilstede nogen uvedkommende Adgang, samt sørge for forsvarlig god Levemaade, „saa Retterne blev synderlig vel tilflyede.“ Kristian den fjerde, der i Begyndelsen opdroges sammen med sin Broder Hertug Ulrik og nogle adelige Drengebørn, blev alvorlig holdt til Gudsfrygt; Morgen og Aften holdt han sin Bøn og læste et Stykke i Bibelen, og allerede som Barn havde han taget til Valgsprog: regnum firmat pietas (Gudsfrygt er Rigets Styrke). Man tænkte at faa en lærd Konge af ham, hvortil Arild Hvitfeldt i sin Krønike udtrykkelig peger hen, og man lod ham derfor skrive en Mængde latinske Stile op, lære Grammatik, Logik, Rhetorik, Mathematik, Sprog, kort Indbegrebet af Tidens Visdom. Han gjorde ogsaa store Fremskridt; med Latinen blev han saa fortrolig, at han talte Sproget med Lethed, saavelsom Italiensk og Tydsk; Fransk og Spansk kunde han forstaa; men han blev alligevel ikke nogen lærd; det praktiske Liv havde for stor Tillokkelse for ham. Dette blev heller ingenlunde forsømt. Ligesom Jørgen Rosenkrands jevnlig priste Lærdommens Betydning, talte Nils Kaas til ham om Lov og Ret, Kristoffer Walkendorf om Fabriker og Næringsvæsenet, Peder Munk om Flaaden, og Dronningen indprentede ham først og sidst at blive en god Husholder. Han blev oplært til at forstaa sig paa Maleri, Musik, Krigskunst, alle Kunster og Haandverk, og kunde som ældre tale med som Mand af Faget. Fra Barnsben af viste han en sand Lidenskab for Søen, og den blev forstandig ledet, saa han paa engang kunde lege og lære noget ved sin Leg; paa Skanderborg Sø saa man Drengen staa til Rors paa en som Orlogsmand taklet stor Baad og selv udstede Befaling til allehaande Manøvrer. I Ridekunst, Ringrenden, Dystløb og Fegtning bragte han det saavidt, at han søgte sin Lige i hele Riget. Under stadigt Tilsyn af Stormænd med levende Sans for dansk Folkelighed blev hans ægte nordiske Natur pleiet og fredet, og det 220eneste, der med Føie kunde klages over, var, at man ved hver Leilighed indgjød ham Ærbødighed for Adelen og dens Fortjenester; til Lykke baadede det alligevel ikke stort, og hans Forkjærlighed for de lavere Stænder var umiskjendelig. Efterhaanden som han voxte til, veilededes han til at varetage Rigets Sager og viste sig paa Rettertinget og i Raadssalen, hvor han tidlig forbausede alle og vakte Forventning om, at en ny Salomon vilde opstaa i ham.

Den Flersidighed, der viste sig i Drengens Evner, gjorde ham det vanskeligt som voxen at bringe det til det udmerkede i nogen enkelt Retning. Han var begavet baade som Bygmester, Kunstkjender, Statsmand, Ingeniør, General og Admiral, i hvilken Henseende han staar ene i sit Slags; ingen uden han har forenet Kongen og Admiralen i en Person. Som Hærfører viste han et koldblodigt, urokkeligt Mod, hans Feltherreevner var betydelige, og hvad han mest kunde klage over, var, at Lykken blev ham utro i det afgjørende Øieblik. Som Regjeringsmand vilde han, uden at være Erobrer, hævde sin Krones Værdighed udadtil, sørge for Finanserne og Forsvarsvæsenet, Retspleien, gode Love og Oplysningen, tæmme Adelen, ophjelpe det saa rent forsømte Norge og hæve Bonden og fornemmelig Borgeren ved at fremme Handel og alle Næringsveie. Det var Kristian den andens Planer, der nu gjennem hans Idræt ligesom vaagnede af den Dvale, hvori de havde ligget gjennem to Menneskealdre, og begge Kongers sidste Maal var ogsaa det samme: Forøgelse af den kongelige Magtfuldkommenhed. Han besad Evne og Indsigter, ligesaa fuldt som Lyst, til selv at raade, et klart Blik for, hvad Tiden trængte til, Dristighed til at vove en Dyst, naar det gjaldt; der var ogsaa Kraft, mandig Kraft i hans Vilje; hvad det skortede paa, var det store Overblik, den forsynlige, jevne, sindige Beregning af Tid og Omstændigheder og den nødvendige Snildhed i at gjennemføre en Plan. Derfor indlod han sig stundom paa mere, end han kunde magte, og ene som han stod, heftig og opfarende, som han tillige var, forløb han sig og kunde ikke ret komme nogen Vei med sin Tids Stormænd; de lærte at frygte ham og hans Stok, der for et godt Ord susede dem om Ørene; de agtede, men elskede 221ham ikke og merkede sig efterhaanden ret vel, hvori hans svage Sider stak. Hans Arbeidsomhed var saa stor, at man ikke begriber, hvor han fik Ende paa, hvad han overtog; altid paafærde, et Øieblik i den ene, det næste i den anden Retning, vilde han selv se sig for og være med ved alt. Vistnok førte de patriarkalske Forhold dengang det med sig, at Fyrsten ganske anderledes end nu maatte give sig af med utallige Smaating; det havde baade Gustav Vasa, Karl den niende og Henrik den fjerde gjort; men Kristian den fjerde kan dog neppe frikjendes for at have drevet Husfaderligheden noget for vidt og sommetider fortabt sig i det smaalige; at Høet kom godt ind fra hans Ladegaard, var ham næsten ligesaa vigtigt som en Statssag. Dette er en af hans Hovedfeil som regjerende Konge og svækkede betydelig hans Overblik over det hele; det hang imidlertid sammen baade med hans flersidige Begavelse og ellers saa prisværdige Opdragelse. Saa tegnede han Ridset til et Slot eller et Orlogsskib, saa entrede han tiltops for at syne Taugverket; da Frue-Spir var nær ved at blæse ned, krøb han op og paaviste Stedet, hvor man skulde fastgjøre Jernankere, der kunde styrke det; saa lod han sig i sin bekjendte Stol paa Frederiksborg heise gjennem alle Stokverk for at holde Øie med Murfolkene paa Taget; saa saaede han udenlandsk Frø i Haven. I Kjøbenhavn holdt han meget af allerede Klokken fire om Morgenen at vise sig paa Holmen, staa der hele Timer støttet til sin lange Stok, passe paa Arbeiderne, tage Tommestok og Vaterpas ud af Stokken og maale og beregne Tømmeret; vovede nogen at standse ham paa Vandringen her, var han ikke god at bides med. Om Vinteren førte han paa sine Gaarde Tilsyn med Skovhugsten; skulde der diges i Marken eller bygges paa et af Slottene, manglede han visselig ikke; man kunde da se ham ved Aftenstid sidde paa sin Sten og som Husbond selv betale Folkene Dagløn. Ja, det kunde falde ham ind, som engang da han saa en Karl pløie, at tage fat i Tømmerne, gaa bag Plogen og sige: „Hils nu kun hjemme, at Kongen har pløiet for dig!“ eller en anden Gang at tage Murskeen i Haand eller sætte sig hos Bonden paa Agefjælen og age hjem med. Hvor han kom, havde han Øinene tilgavns med sig: „Jeg har selv,“ 222skriver han, „forleden Dag seet en hollandsk Kvinde paa Kjødmangergade sidde offentlig mod Loven og sælge Brød for sine Vinduer, hvorfor I skal Byfogden paa mine Vegne om et frit Losemente paa det blaa Taarn forsikre, det første jeg erfarer noget sligt igjen. Jeg har inte sat den fine Mand til Byfoged, at han skal eludere mine Forordninger.“ En anden Gang skrev han: „Jeg fandt, at Kalken ikke bliver slagen, men kun rørt omkring, saa den ligger hel i Baljerne; sligt vil tages iagt, ellers bliver der Skarn af alt, der gjøres.“ Morten Stenvinkel havde faaet Befaling at ændre noget ved sine Malerier paa Kronborg; „men,“ skriver Kongen, „den Dannemand agter lidet om, hvad ham sagt er;“ Befalingen gjentages derfor, „og,“ heder det, „saafremt han nu sig inte derudi skikke vil, som jeg inte tror han gjør, da skal han Losi paa det blaa Taarn ervarte.“ Han udstedte egenhændige skriftlige Ordrer om det allerubetydeligste, snart om en Smed med Kramper til Laasen, om en Tømmermand med en Fjæl til Porten, om Ammens sorte Trøie af Kaffa og Frøknernes og deres Pigers Skjørter og Strømper, der skulde sendes til Farveren. I en Skrivelse heder det: „Mester Ernst Møller skal gjøre Grev Valdemar tre Klædninger af de bedste Klæder, han har af mine; hvad som af samme Klæder afgaar, skal med Flid forvares indtil nærmere Besked;“ i en anden: „Skrædderen skal saaledes sy Snorerne paa, at de holder ud med Klædet; Klæderne gjøres nu saa fransøsk, at de Skjelmere kan hverken røre eller bøie sig.“ I en anden: „Der vil tænkes itide paa Tobak til det norske Folk paa Flaaden, som neppelig skal længe uden det Tøi blive sunde; de tager det gjerne an istedenfor Frokosten.“ Tildels paa Grund af saadanne Udfærdigelser stiger hans efterladte egenhændige Breves Tal til over 2000 ved Siden af en Mængde Dagbøger og Regnskabsbøger. Stilen i disse Breve er ham saa eiendommelig, saa frisk og naturlig, at han fortjener et Navn selv som dansk Forfatter. Ofte giver medfødt Vittighed Skrift saavelsom Tale en egen lakonisk Skarphed, især naar han bliver vred, hvor det da regner ned med: „Bärenhäutere, Dannemænd, Skjelmere, Skalke o. s. v.“ „Den Dokter udi Børnehuset,“ heder det, „kurerer Børnene, at de efter hinanden kommer henad Kirkegaarden, 223uanseet at, Gud være lovet, end omstund derude ingen Pest grasserer;“ et andet Sted: „Jeg eragter endnu ingen Mangel at være paa Skalke i Danmark, saa man enstund endnu er utrængt til de norske.“

Vi har i forbigaaende af Ordrerne kunnet bemerke Kongens Sparsommelighed; den viser sig i alle Retninger. Som han skaffede sine forslidte Klæder god Anvendelse hos Børnene, saaledes levede han til dagligt Brug yderst tarvelig; næsten kun naar der kom fremmede Sendebud, tillod han sig at gjøre en Hoffest; reiste han, brugte han sjelden mere end en eller to Vogne og lagde sig underveis ind paa Kroer eller hos Bønder. Hans Heste, Kvæg, Korn og Hø, ja selv hans Vildt og Fiske, blev, om muligt, gjorte i Penge; hans Bønder maatte svare ham al Skyldighed, uden at turde vænte stor Eftergivelse; han holdt meget af at have udestaaende paa gode Renter og førte baade over den egne Kasse, han syntes at have havt, og over Rigets et Regnskab, der var nøiagtigt indtil Smaalighed, og hvor selv den Daler, ja Mark, han gav en fattig, ikke blev oversprungen. Da han ikke var rundhaandet i de fleste Henseender, var det kun Kortene og Boldspillet, som han satte Pris paa, der undertiden kom til at koste ham Penge. Dog var hans Sparsommelighed paa ingen Maade udsprungen af Gjerrighed; naar Statens Vel eller Værdighed krævede det, naar han kunde tilfredsstille sin Kunstsans, naar der skulde bygges et Slot eller kjøbes et Maleri eller Smykke eller gjøres Udgifter til det betydelige Kapelpersonale, han holdt, da blev Pungen sandelig ikke lukket til. Hans danske Sindelag var hver Mand bekjendt i Landet og viste sig i det store som det smaa; han befalede sine Sendebud baade i England og Rusland ikke at bruge andet Sprog end Modersmaalet, og hvis der begjæredes Tydsk, da at gjøre en høflig Undskyldning, „at de ikke var det Sprog mægtige.“ Ogsaa hans Retfærdighed var vitterlig, saa Folket altid med Glæde saa ham i Rettertinget, og som den var det, var hans sjelden skarpe Syn til at opdage Brøden det ikke mindre. Havde han lovet noget, kunde man trygt forlade sig derpaa. Hans Dør holdtes ikke lukket for Folk, der havde noget at klage over eller søge om; han viste sig jevnlig offentlig, modtog 224Bønskrifter, indlod sig venlig med alle, stødte ingen bort, skattede Dygtigheden, hvor den fandtes, drog de borgerlige frem og ansaa ikke sit Bord beskjemmet, fordi en jevn, simpel Mand tog Plads ved det, som af og til skede, navnlig naar „der skjødes om Oxen“ i Rosenborghave. Hvor naturligt, at Folket følte sig tiltalt af den uslebne, men ærlige Djervhed, der lyste frem af al hans Færd, af denne folkelige, trohjertige, saa høit stillede Husfaders Personlighed! Sandhed var det, naar han udbrød: „Han kunde trygt lægge sig til at sove i enhver Hytte i Landet.“ Det var det folkelige hos Kristian den fjerde, der bidrog til saa udelukkende at gjøre ham til Folkets Mand, og det er Grunden til, at ingen dansk Konge fører et rigere Liv i Sagnet, og at den samtidige, som i aandelig Henseende overrager ham, Gustav Adolf, dog paa ingen Maade kan maale sig med ham i Folkeyndest.

Hvad der maatte forsterke det Indtryk, Kongens aandelige Personlighed gjorde, var hans mægtige, føre Kongeskikkelse, der i Høide næsten naaede til Stamfaderens, Kristian den førstes, Maal. Hans Holdning, hans Ansigt, de glimrende Øine, der vidnede om Kraft og Mod, denne Ørnenæse, disse bestemte Træk, denne smukke mandige Røst gjorde tilsammen sit Indtryk; det skjæmmede ikke, at han ved et Skud havde mistet to Tænder; det vidnede jo om krigersk Tapperhed; heller ikke var det til hans Skade, at det oprindelig brune, svære Haar og Marelokkerne allerede hos den midaldrende sterkt var isprængt med graat. Hans Legeme var smukt, som det var kraftigt at se til; det havde overstaaet de haardeste Sygdomme og hærdedes ved stadig Færd under aaben Himmel, ikke mindre end ved ridderlige Øvelser. Daglig foretog han disse, med eller uden sine Sønner, med eller uden Veddemaal; engang red han ifølge et saadant Veddemaal med Anders Sinklar i to Timer paa en Norbagge fra Frederiksborg til Kjøbenhavn, hvorimod Sinklar ikke gjorde det i ringere end tre. Men et saa kraftfuldt Legeme, slig en gammelnordisk Kongenatur hørte der ogsaa til for at holde det ud, han maatte holde ud, og leve saa lystig, som han i mange Henseender gjorde.

225Kristian den fjerdes rastløse Virkelyst drev ham til at tilbringe sin meste Tid paa Reiser. Han besøgte jevnlig sine egne Lande, selv de mest fraliggende, Øsel, Gotland og Finmarken; til Norge kom han i Førstningen to Gange aarlig; i det hele har han været der en halvhundrede Gange; af fremmede Lande var det Tydskland og England, hvorhen Forholdene bragte ham; var der ingen længere Reiser at gjøre, laa han dog idetmindste Sommer som Vinter paa Farten mellem Kjøbenhavn, Fredriksborg og Kronborg. Vi vil fortælle om et Par af de vigtigste Reiser. — Flere Omstændigheder gjorde ham det saare ønskeligt at stifte Bekjendtskab med det nordligste Punkt i hans Besiddelser; Grændsetvisten med Sverige om Finmarken vilde ikke høre op, Havfiskeriet og Handelen paa Arkangel, som de fremmede drev, fremkaldte ubehagelige Berørelser med disse, og endelig fik Finmarken forhøiet Vigtighed, da man væntede at finde en Vei til Indien nordom Norge og Rusland. Hans Reise maatte imidlertid helst holdes hemmelig, hvorfor han under Livsstraf forbød at røbe den og ombord ikke vilde bære andet Navn end Kaptein Kristian Fredriksen. Hans Broder, Hertug Ulrik, gik med som Mat. Midt i April 1599 lettede en hel liden Flaade af Orlogsmænd og Lastskibe Anker paa Kjøbenhavns Red; dog var den bestemt til at dele sig i to Afdelinger: 5 Skibe, der skulde gjøre et eget Kryds under Erik Urne, og de øvrige, til hvilke Viktor hørte, det Fartøi, Kongen for med. Den 13de Mai lagde Skibene Nordkap forbi, en nøgen, enestaaende, brat nedludende Klippe i den vilde Sø. Hvaler og Isbjerge kom tilsyne forud, agterud, til Siderne, overalt, medens de styrede til Vardøhus og derpaa videre til Olin; det var første og sidste Gang, disse Afkroge af den beboede Verden saa en europæisk Fyrste. Underveis opbragtes Englendere, naar Søpassene ikke befandtes i behørig Orden; thi Kongen hævdede som hans Fader Høihedsretten over de danske og norske Farvande, og England kunde endnu ikke skaffe sin Grundsætning Gyldighed om Havenes Frihed, en Grundsætning, der iøvrigt ikke var ubeskeden. Skibene jagede netop to saadanne Fartøier ved Indløbet til Olins Havn, da Viktor ved Aftenstid stødte paa en blind Klippe; Stødet var voldsomt, 226hveranden af Mandskabet faldt omkuld, man saa Splinter flyde rundt paa Søen og væntede strax at synke. Omsider, efter en ængstelig Times Forløb, fik man Lækken nogenlunde stoppet med Vikkeposer og Blaaler og Skibet flot ved Hjelp af Tauge; Englenderne havde man trods Uheldet ikke sluppet afsyne, men ved Skud og Folk i Baade tvunget dem til Overgivelse. Kristi Himmelfartsdag saa Veiret nok helt bistert ud med Storm og Snefog; alligevel vovede Skibene henimod Aften at lette fra Olins Havn, ved hvilken Leilighed strax en af Engelskmændene paaseilede Viktor og derfor maatte kappe sin Mesanmast. Men Stormen tog til med Mørket og kastede dem ind under Fjeldene, saa de løb den største Fare for at gaa under i de sydende, brølende Brændinger. Da kaldtes to engelske Skippere op, som sad i Rummet i Jernbøiler; de kjendte Løbet, fik Mersseilene til at flyve, lagde om og lodsede Skibene lykkelig ind i en ny Havn; der var der nu ogsaa Leilighed til at kjølhale og udbedre Viktor. Imidlertid havde Kongen her og andensteds paa Kysten sin Morskab med de indfødte, fik dem til at kaste Klæderne, indsmøre Legemet med Fedt og brydes, hvorpaa de blev bevertede. Ensteds betalte Herrerne en Ganfin for at sige, hvorledes det stod til i Kjøbenhavn; han skulde, efter Landets Skikke, til at træffe sine Forberedelser og tumle og springe rundt, indtil han daanede, som om Aanden var gaaet fra ham; men der kom Befaling til at lette Anker, og de maatte følgelig reise bort fra Finnen og hans Kunster. Da Fartøierne paa Hjemveien opholdtes af Storm og Uveir, skyldte Styrmand Aanund fra det trondhjemske en sort langhaaret Kat derfor, som en af Mandskabet havde taget fra en Finnekone; den Skræk greb om sig, og man begjærede Katten kastet overbord. Kongen holdt imidlertid af den, fordi den var saa vever, entrede omkring i Takkelagen og snappede Fugle, og den blev følgelig en Tidlang skaanet, indtil den en Dag under Gudstjenesten ved sine Krumspring havde faaet Mandskabet til at le. Nu hjalp ingen Bønner mere; man saa jo, der var Troldskab i den, og det høieste, Kongen drev det til, var, at den, istedenfor simpeltvæk at kastes i Søen, blev surret fast i en Balje med Levnetsmidler for en Maaned. 227Sidst i Juni naaede Skibene endelig til Bergen. Kongen gik her iland, sad i Retterting, var tilstede ved en Henrettelse, besaa Bryggen og de lybskes Lege der og slog iøvrigt selv Gjækken løs i ungdommelig Overgivenhed. Han var tilstede ved et meget lystigt Bal paa Apotheket, der endte med, at Vinduerne blev slaaede ud og hans Vaaben sat ind istedenfor; en anden Gang lod han en af sine Junkere sætte sig bag ham paa Hesten; ogsaa Bønderne besøgte han, sad et Sted ved Bryllupsbordet og tømte Bægeret med dem efter Sed for St. Olav og andre og til syvende og sidst for sig selv.

I Juni Maaned syv Aar senere gjorde han med en liden Flaade sin navnkundige Reise til England, ledsaget af Statsmænd og lærde, Kristen Fris, Peder Munk, Gert Rantzau, Henrik Rammel, Dr. Hans Paulsen, Resen og Mester Jonas Venusin; thi han vilde vise nogle af sine dygtigste Folk. Reisens egentlige Øiemed var politisk. Modtagelsen hos Svoger og Søster, Kong Jakob og Dronning Anna, var naturligvis fortræffelig. Kongens prægtige Admiralskib, der skinnede af Forgyldning og var bedækket med Flag fra øverst til nederst, blev beundret; hans lærde Mænd ligesaa; han selv, da han ved Jakobs Side holdt Indtog i London gjennem Rækker af Soldater, Laug og Samfund med Faner, hilstes med Jubel: „Lykkeligt det Land,“ raabtes der, „som har saadan Konge!“ Saaledes gik en Maaneds Tid saare behagelig under bestandig nye Forlystelser. Kong Kristian var ogsaa en Mand for Englenderne, djerv, klog og praktisk dygtig. Kun stødte hans og Følgesvendes Lyst til at tømme et Bæger over Tørsten den mere forfinede Engelskmand, og de kunde dog ikke verge sig mod Fristelsen, skjønt det ved Ankomsten til England paany var indskjærpet, med Trusel, at hvo der forsyndede sig, skulde til Straf med Tommelfingeren surres fast til Masten.

Livet ved det danske Hof, som overalt i Norden, vakte ikke sjelden stor Forargelse hos de fremmede. „Egregie bibimus“ (vi drak ypperlig), er et stadigt Udbrud i den Dagbog, en af Hofsinderne, en Sigvard Grubbe, har holdt; men det var dog ikke altid, det gik over Sømmelighedens Grændser, og da kunde Kongen ret være elskværdig. Han 228holdt meget af at føre sine Gjester om paa Slottene, af deres egen Mund høre Lovtaler over disse stolte Bygninger og være Vidne til den Overraskelse, han af og til kunde berede dem, f. Ex. da franske Sendebud kom ind i et Kammer, hvor et skjult Kor opførte den herligste Musik. Ved Hoffester var Anretningen sirlig, Retterne baade lækre og nærende, og Samtalen utvungen, hvad Kongen satte stor Pris paa. Vi har den udførlige Beskrivelse af en saadan Fest, forfattet af den svenske Friherre Johan Skytte, som engang havde Erende i Kjøbenhavn. Før Bordet, da Maden var baaren frem, vaskede Kongen sig; Maden kom ind i fire Anretninger, en Snes Retter hver Gang. Første Anretning bestod af Stege, Vinsuppe, Posteier og Tærter; blandt Posteierne fandtes der to Gribbe med det danske Vaaben paa Brystet og udstrakte Vinger, malte og forgyldte og artig stafferede med Buxbom rundt omkring. Til næste Anretning hørte blandt andet to broget malede Basilisker (?), to stegte Grise med røde Æbler i Munden og to „Gallerier“ af store Gjeder; i Fadet foran Kongen stod et Gjedehoved overende med Leveren i Munden; Stykker, bestrøede med Buxbom, laa rundt omkring; midt paa Bordet stod Gjedens Hale opreist. I tredje Anretning var der Karper, Bagverk og deriblandt to Løver, som bar det danske Vaaben. Til fjerde Anretning hørte 27 Fade Konfekt, som syltede Pærer og Kirsebær og andre Lækkerier; under Maaltidet gaves der Musiknumere. „Den kan man ikke holde meget af,“ sagde den svenske Feltherre, „som ikke har Lyst til Musica.“ „Ja saamænd er det saa,“ sagde Kongen; „derfor lader jeg ogsaa mine Børn daglig opføde udi Musica instrumentali saavelsom vocali.“ „Derudi gjør eders Majestæt berømmeligen,“ lød Svaret, „saadanne. ingenia maa altid være in actione.“ „Ja saamænd,“ sagde Kongen; „gjør de ei det, som godt er, gjør de ondt.“ Den svenske Herre vendte sig nu til Rigsadmiral Mogens Ulfeld med de Ord: „Jeg tror, I heller hører den Musicam, som sker, naar store Kartover gaar løs, end denne.“ Ulfeld lo og svarede: „Jeg liker vel begge Dele, hver til sin Tid.“ Efter denne Samtale gav man sig til at drikke Broderskabs Skaaler, udbragte paa Dansk og Latin; men denne Gang gik det ikke som 229ellers, og Gjesterne var ved sin fulde Samling, da de skiltes ad.

Fr. Hammerich.

218

Kristian den fjerde er født på det eldre Fredriksborgs slott den 12te april 1577. Historien om den gamle bonde fra Samsø, der kom tilhove og spådde, at en „ypperlig Herre og Konge i disse nørre land“ skulle fødes, er bekjent nok. Tyge Brahe stillede hans horoskop og forutsa hans skjebne, skjønt det ikke gikk så ganske etter forutsigelsen. Den smukke, muntre, fremlige dreng hadde arvet de beste sider av Faderens og Moderens natur; hans oppdragelse var så god, den kunne være det etter Tidens vilkår, og kommer både Kongen, dronningen og Formynderregjeringen til stor ære. Til Tugtemester beskikkedes slottspresten mester Hans Mikkelsen, der hadde god øvelse i å oppdra fornemme Folks barn. Henrik Rammel ble hovmester, en tyskfødt, meget dannet og i høy grad praktisk Herre, der stod i utbredte handelsforbindelser med Middelhavet og Østersøen; en kjenner bemerket med føye om ham: „Han forstod seg på Verdens regimente og tilstand 219langt bedre enn de andre råder alle tilsammen.“ Imidlertid fordret adelen under Formynderregjeringen en innfødt hovmester, og Rammel ble avløst av Hak Holgersen Ulfstand, en av Syvaarskrigens Helte. Oppdragerne hadde Befaling til å vise den tilbørlige alvor og ikke lade den unge Herre have sin egen vilje, å passe på, hvem han omgikkes med, og ikke tilstede noen uvedkommende adgang, samt sørge for forsvarlig god levemåte, „så rettene ble synderlig vel tilflyede.“ Kristian den fjerde, der i begynnelsen opdroges sammen med sin bror hertug Ulrik og noen adelige Drengebørn, ble alvorlig holdt til gudsfrykt; Morgen og aften holdt han sin Bøn og leste et stykke i Bibelen, og allerede som barn hadde han tatt til Valgsprog: regnum firmat pietas (gudsfrykt er Rigets styrke). Man tenkte å få en lærd Konge av ham, hvortil Arild Hvitfeldt i sin krønike uttrykkelig peker hen, og man lot ham derfor skrive en mengde latinske Stile opp, lære grammatikk, logikk, retorikk, matematikk, språk, kort innbegrepet av Tidens visdom. Han gjorde også store fremskritt; med latinen ble han så fortrolig, at han talte språket med letthet, saavelsom italiensk og tysk; Fransk og spansk kunne han forstå; men han ble allikevel ikke noen lærd; det praktiske Liv hadde for stor tillokkelse for ham. Dette ble heller ingenlunde forsømt. Likesom Jørgen Rosenkrands jevnlig priste Lærdommens betydning, talte Nils Kaas til ham om lov og rett, Kristoffer Walkendorf om fabrikker og Næringsvæsenet, Peder Munk om flåten, og dronningen innprentet ham først og sist å bli en god Husholder. Han ble opplært til å forstå seg på maleri, musikk, Krigskunst, alle kunster og håndverk, og kunne som eldre tale med som mann av faget. Fra Barnsben av viste han en sann lidenskap for sjøen, og den ble forstandig ledet, så han på engang kunne leke og lære noe ved sin Leg; på Skanderborg Sø så man drengen stå til Rors på en som Orlogsmand taklet stor båt og selv utstede Befaling til allehånde manøvrer. I Ridekunst, Ringrenden, Dystløb og fektning brakte han det såvidt, at han søkte sin like i hele riket. Under stadig tilsyn av stormenn med levende sans for dansk folkelighet ble hans ekte nordiske natur pleiet og fredet, og det 220eneste, der med føye kunne klages over, var, at man ved hver leilighet inngjøt ham ærbødighet for adelen og dens fortjenester; til lykke baadede det allikevel ikke stort, og hans forkjærlighet for de lavere stender var umiskjennelig. Etterhånden som han vokste til, veilededes han til at varetage Rigets saker og viste seg på Rettertinget og i rådssalen, hvor han tidlig forbausede alle og vakte forventning om, at en ny Salomon ville oppstå i ham.

Den Flersidighed, der viste seg i Drengens evner, gjorde ham det vanskelig som voksen å bringe det til det udmerkede i noen enkelt retning. Han var begavet både som byggmester, kunstkjenner, statsmann, ingeniør, general og Admiral, i hvilken Henseende han står ene i sitt Slags; ingen uten han har forenet Kongen og admiralen i en person. Som Hærfører viste han et kaldblodig, urokkelig mot, hans Feltherreevner var betydelige, og hva han mest kunne klage over, var, at lykken ble ham utro i det avgjørende øyeblikk. Som Regjeringsmand ville han, uten å være erobrer, hevde sin Krones verdighet udadtil, sørge for finansene og Forsvarsvæsenet, rettspleien, gode Love og opplysningen, temme adelen, ophjelpe det så rent forsømte Norge og heve bonden og fornemmelig borgeren ved å fremme handel og alle næringsveier. Det var Kristian den annens planer, der nå gjennom hans idrett likesom våknet av den dvale, hvori de hadde ligget gjennom to menneskealdre, og begge Kongers siste mål var også det samme: Forøkelse av den kongelige Magtfuldkommenhed. Han besatt evne og innsikter, likeså fullt som Lyst, til selv å råde, et klart blikk for, hva tiden trengte til, dristighet til å vove en dyst, når det gjaldt; der var også kraft, mandig kraft i hans vilje; hva det skortet på, var det store overblikk, den forsynlige, jevne, sindige beregning av tid og omstendigheter og den nødvendige Snildhed i å gjennomføre en plan. Derfor innlot han seg stundom på mer, enn han kunne makte, og ene som han stod, heftig og oppfarende, som han tillike var, forløp han seg og kunne ikke rett komme noen vei med sin Tids stormenn; de lærte å frykte ham og hans stokk, der for et godt ord suste dem om ørene; de aktede, men elsket 221ham ikke og merket seg etterhånden rett vel, hvori hans svage sider stak. Hans Arbeidsomhed var så stor, at man ikke begriper, hvor han fikk ende på, hva han overtok; alltid paafærde, et øyeblikk i den ene, det neste i den annen retning, ville han selv se seg for og være med ved alt. Vistnok førte de patriarkalske forhold dengang det med seg, at fyrsten ganske annerledes enn nå måtte gi seg av med utallige småting; det hadde både Gustav Vasa, Karl den niende og Henrik den fjerde gjort; men Kristian den fjerde kan dog neppe frikjennes for å ha drevet husfaderligheten noe for vidt og sommetider fortapt seg i det smålige; at høyet kom godt inn fra hans ladegård, var ham nesten likeså viktig som en statssak. Dette er en av hans hovedfeil som regjerende Konge og svækkede betydelig hans overblikk over det hele; det hang imidlertid sammen både med hans flersidige begavelse og ellers så prisverdige oppdragelse. Så tegnet han Ridset til et slott eller et orlogsskip, så entret han tiltops for å syne tauverket; da Frue-Spir var nær ved å blåse ned, krøp han opp og påviste stedet, hvor man skulle fastgjøre Jernankere, der kunne styrke det; så lot han seg i sin bekjente stol på Frederiksborg heise gjennom alle Stokverk for å holde Øye med Murfolkene på taket; så sådde han utenlandsk frø i hagen. I Kjøbenhavn holdt han meget av allerede klokken fire om morgenen å vise seg på Holmen, stå der hele timer støttet til sin lange stokk, passe på arbeiderne, ta tommestokk og vaterpass ut av stokken og måle og beregne tømmeret; vovede noen å stanse ham på vandringen her, var han ikke god å bites med. Om vinteren førte han på sine Gaarde tilsyn med Skovhugsten; skulle der dikes i marken eller bygges på et av slottene, manglet han visselig ikke; man kunne da se ham ved Aftenstid sitte på sin Sten og som husbond selv betale folkene daglønn. Ja, det kunne falle ham inn, som engang da han så en Karl pløye, å ta fat i tømmene, gå bak plogen og si: „Hils nå kun hjemme, at Kongen har pløyd for deg!“ eller en annen gang å ta Murskeen i hånd eller sette seg hos bonden på Agefjælen og age hjem med. Hvor han kom, hadde han øynene tilgavns med seg: „Jeg har selv,“ 222skriver han, „forleden Dag sett en hollandsk kvinne på Kjødmangergade sitte offentlig mot loven og selge brød for sine vinduer, hvorfor dere skal byfogden på mine vegne om et fritt Losemente på det blå tårn forsikre, det første jeg erfarer noe slikt igjen. Jeg har inte satt den fine mann til byfogd, at han skal eludere mine forordninger.“ En annen gang skrev han: „Jeg fant, at kalken ikke blir slagen, men kun rørt omkring, så den ligger hel i baljene; slikt vil tas i akt, ellers blir der Skarn av alt, der gjøres.“ Morten Stenvinkel hadde fått Befaling å endre noe ved sine malerier på Kronborg; „men,“ skriver Kongen, „den dannemann akter lite om, hva ham sagt er;“ Befalingen gjentas derfor, „og,“ heter det, „såfremt han nå seg inte derudi skikke vil, som jeg inte tror han gjør, da skal han Losi på det blå tårn ervarte.“ Han utstedte egenhendige skriftlige ordrer om det allerubetydeligste, snart om en smed med kramper til låsen, om en tømmermann med en fjøl til porten, om Ammens sorte trøye av Kaffa og Frøknernes og deres Pigers skjørter og strømper, der skulle sendes til fargeren. I en skrivelse heter det: „Mester Ernst Møller skal gjøre grev Valdemar tre kledninger av de beste klær, han har av mine; hva som av samme klær avgår, skal med flid forvares inntil nærmere Besked;“ i en annen: „Skredderen skal således sy snorene på, at de holder ut med Klædet; Kledene gjøres nå så fransøsk, at de Skjelmere kan hverken røre eller bøye seg.“ I en annen: „Der vil tenkes itide på tobakk til det norske folk på flåten, som neppelig skal lenge uten det tøy bli sunde; de tar det gjerne an istedenfor frokosten.“ Tildels på grunn av sådanne utferdigelser stiger hans etterlatte egenhendige Breves tall til over 2000 ved siden av en mengde dagbøker og regnskapsbøker. Stilen i disse brev er ham så eiendommelig, så frisk og naturlig, at han fortjener et navn selv som dansk forfatter. Ofte giver medfødt vittighet skrift saavelsom Tale en egen lakonisk skarphet, især når han blir vred, hvor det da regner ned med: „Bärenhäutere, dannemenn, Skjelmere, Skalke o. s. v.“ „Den Dokter uti Børnehuset,“ heter det, „kurerer barna, at de etter hinannen kommer henad kirkegården, 223uanseet at, Gud være lovet, enn omstund derude ingen pest grasserer;“ et annet sted: „Jeg eragter ennå ingen Mangel å være på Skalke i Danmark, så man enstund ennå er utrængt til de norske.“

Vi har i forbigående av ordrene kunnet bemerke Kongens sparsommelighet; den viser seg i alle retninger. Som han skaffet sine forslitte klær god anvendelse hos barna, således levde han til daglig Bruk ytterst tarvelig; nesten kun når der kom fremmede sendebud, tillot han seg å gjøre en Hoffest; reiste han, brukte han sjelden mer enn en eller to vogner og la seg underveis inn på Kroer eller hos bønder. Hans Heste, kveg, korn og Hø, ja selv hans vilt og fisker, ble, om mulig, gjorte i penger; hans bønder måtte svare ham all skyldighet, uten at turde vente stor ettergivelse; han holdt meget av å ha utestående på gode renter og førte både over den egne kasse, han syntes å ha hatt, og over Rigets et regnskap, der var nøyaktig inntil smålighet, og hvor selv den daler, ja Mark, han ga en fattig, ikke ble oversprungen. Da han ikke var rundhåndet i de fleste henseender, var det kun kortene og ballspillet, som han satte pris på, der undertiden kom til å koste ham penger. Dog var hans sparsommelighet på ingen måte utsprungen av gjerrighet; når Statens Vel eller verdighet krevde det, når han kunne tilfredsstille sin Kunstsans, når der skulle bygges et slott eller kjøpes et maleri eller smykke eller gjøres utgifter til det betydelige kapellpersonale, han holdt, da ble pungen sannelig ikke lukket til. Hans danske sinnelag var hver mann bekjent i landet og viste seg i det store som det små; han befalte sine sendebud både i England og Rusland ikke å bruke annet språk enn morsmålet, og hvis der begjæredes tysk, da å gjøre en høflig unnskyldning, „at de ikke var det språk mektige.“ Også hans rettferdighet var vitterlig, så folket alltid med glede så ham i Rettertinget, og som den var det, var hans sjelden skarpe syn til å oppdage brøden det ikke mindre. Hadde han lovet noe, kunne man trygt forlate seg derpå. Hans Dør holdtes ikke lukket for folk, der hadde noe å klage over eller søke om; han viste seg jevnlig offentlig, mottok 224bønnskrifter, innlot seg vennlig med alle, støtte ingen bort, skattede dyktigheten, hvor den fantes, drog de borgerlige frem og anså ikke sitt bord beskjemmet, fordi en jevn, simpel mann tok plass ved det, som av og til skjedde, navnlig når „der skjødes om oksen“ i Rosenborghave. Hvor naturlig, at folket følte seg tiltalt av den uslepne, men ærlige djervhet, der lyste frem av all hans ferd, av denne folkelige, trohjertige, så høyt stillede Husfaders personlighet! Sannhet var det, når han utbrøt: „Han kunne trygt legge seg til å sove i enhver hytte i landet.“ Det var det folkelige hos Kristian den fjerde, der bidrog til så utelukkende å gjøre ham til Folkets mann, og det er grunnen til, at ingen dansk Konge fører et rikere Liv i sagnet, og at den samtidige, som i åndelig Henseende overrager ham, Gustav Adolf, dog på ingen måte kan måle seg med ham i Folkeyndest.

Hva der måtte forsterke det inntrykk, Kongens åndelige personlighet gjorde, var hans mektige, føre Kongeskikkelse, der i høyde nesten nådde til Stamfaderens, Kristian den førstes, mål. Hans Holdning, hans ansikt, de glimrende øyne, der vitnet om kraft og mot, denne ørnenese, disse bestemte trekk, denne smukke mandige røst gjorde tilsammen sitt inntrykk; det skjemte ikke, at han ved et skudd hadde mistet to tenner; det vitnet jo om krigersk tapperhet; heller ikke var det til hans skade, at det opprinnelig brune, svære Haar og Marelokkerne allerede hos den midaldrende sterkt var isprengt med grått. Hans Legeme var smukt, som det var kraftig å se til; det hadde overstått de hårdeste sykdommer og hærdedes ved stadig ferd under åpen himmel, ikke mindre enn ved ridderlige øvelser. Daglig foretok han disse, med eller uten sine sønner, med eller uten veddemål; engang red han ifølge et sådant veddemål med Anders Sinklar i to timer på en Norbagge fra Frederiksborg til Kjøbenhavn, hvorimot Sinklar ikke gjorde det i ringere enn tre. Men et så kraftfullt legeme, slig en gammelnordisk Kongenatur hørte der også til for å holde det ut, han måtte holde ut, og leve så lystig, som han i mange henseender gjorde.

225Kristian den fjerdes rastløse virkelyst drev ham til å tilbringe sin meste tid på reiser. Han besøkte jevnlig sine egne land, selv de mest fraliggende, Øsel, Gotland og Finmarken; til Norge kom han i Førstningen to ganger årlig; i det hele har han vært der en halvhundre ganger; av fremmede land var det Tydskland og England, hvorhen forholdene brakte ham; var der ingen lenger reiser å gjøre, lå han dog idetmindste sommer som vinter på farten mellom Kjøbenhavn, Fredriksborg og Kronborg. Vi vil fortelle om et par av de viktigste reiser. — Flere omstendigheter gjorde ham det såre ønskelig å stifte bekjentskap med det nordligste punkt i hans besittelser; Grensetvisten med Sverige om Finmarken ville ikke høre opp, Havfiskeriet og handelen på Arkangel, som de fremmede drev, fremkalte ubehagelige Berørelser med disse, og endelig fikk Finmarken forhøyet viktighet, da man ventet å finne en vei til Indien nordom Norge og Rusland. Hans Reise måtte imidlertid helst holdes hemmelig, hvorfor han under livsstraff forbød å røpe den og ombord ikke ville bære annet navn enn kaptein Kristian Fredriksen. Hans Broder, hertug Ulrik, gikk med som mat. Midt i april 1599 lettede en hel liten flåte av orlogsmenn og Lastskibe Anker på Kjøbenhavns red; dog var den bestemt til å dele seg i to avdelinger: 5 skip, der skulle gjøre et eget Kryds under Erik Urne, og de øvrige, til hvilke Viktor hørte, det fartøy, Kongen for med. Den 13de mai la skipene Nordkap forbi, en nøgen, enestående, brat nedludende klippe i den ville Sø. Hvaler og isberg kom til syne forut, akterut, til sidene, overalt, mens de styrte til Vardøhus og derpå videre til Olin; det var første og siste gang, disse avkroker av den bebodde verden så en europeisk fyrste. Underveis opbragtes englendere, når Søpassene ikke befandtes i behørig orden; thi Kongen hevdet som hans far høyhetsretten over de danske og norske farvann, og England kunne ennå ikke skaffe sin grunnsetning gyldighet om Havenes frihet, en grunnsetning, der i øvrig ikke var ubeskeden. Skipene jagede nettopp to sådanne fartøyer ved innløpet til Olins havn, da Viktor ved Aftenstid støtte på en blind klippe; Støtet var voldsomt, 226hver annen av mannskapet falt omkuld, man så splinter flyte rundt på sjøen og ventet straks å synke. Omsider, etter en engstelig Times Forløb, fikk man lekken noenlunde stoppet med Vikkeposer og Blaaler og skipet flott ved hjelp av Tauge; Englenderne hadde man trass uhellet ikke sluppet av syne, men ved skudd og folk i båter tvunget dem til overgivelse. Kristi Himmelfartsdag så været nok helt bistert ut med Storm og Snefog; allikevel vovede skipene henimot aften å lette fra Olins havn, ved hvilken leilighet straks en av engelskmennene påseilede Viktor og derfor måtte kappe sin mesanmast. Men Stormen tok til med mørket og kastet dem inn under fjellene, så de løp den største fare for å gå under i de sydende, brølende brenninger. Da kaltes to engelske skippere opp, som satt i rommet i jernbøyler; de kjente Løbet, fikk mersseilene til å flyve, la om og lodsede skipene lykkelig inn i en ny havn; der var der nå også leilighet til å kjølhale og utbedre Viktor. Imidlertid hadde Kongen her og annensteds på kysten sin morskap med de innfødte, fikk dem til å kaste kledene, innsmøre Legemet med fett og brytes, hvorpå de ble bevertet. Ensteds betalte herrene en Ganfin for å si, hvorledes det stod til i Kjøbenhavn; han skulle, etter Landets Skikke, til å treffe sine forberedelser og tumle og springe rundt, inntil han dånet, som om Aanden var gått fra ham; men der kom Befaling til å lette Anker, og de måtte følgelig reise bort fra finnen og hans kunster. Da Fartøierne på hjemveien opholdtes av Storm og uvær, skyldte styrmann Aanund fra det trondhjemske en sort langhåret katt derfor, som en av mannskapet hadde tatt fra en Finnekone; den skrekk grep om seg, og man begjærte katten kastet overbord. Kongen holdt imidlertid av den, fordi den var så vever, entrede omkring i Takkelagen og snappet fugler, og den ble følgelig en Tidlang skånet, inntil den en dag under gudstjenesten ved sine krumspring hadde fått mannskapet til å le. Nå hjalp ingen bønner mer; man så jo, der var trollskap i den, og det høyeste, Kongen drev det til, var, at den, istedenfor simpeltvæk å kastes i sjøen, ble surret fast i en balje med Levnetsmidler for en måned. 227Sist i juni nådde skipene endelig til Bergen. Kongen gikk her i land, satt i Retterting, var til stede ved en henrettelse, beså Bryggen og de lybskes Lege der og slo i øvrig selv Gjækken løs i ungdommelig overgivenhet. Han var til stede ved et meget lystig Bal på apoteket, der endte med, at vinduene ble slått ut og hans våpen satt inn istedenfor; en annen gang lot han en av sine junkere sette seg bak ham på hesten; også bøndene besøkte han, satt et sted ved Bryllupsbordet og tømte begeret med dem etter Sed for St. Olav og andre og til syvende og sist for seg selv.

I juni måned syv år senere gjorde han med en liten flåte sin navnkundige reise til England, ledsaget av statsmenn og lærde, Kristen Fris, Peder Munk, Gert Rantzau, Henrik Rammel, Dr. Hans Paulsen, Resen og mester Jonas Venusin; thi han ville vise noen av sine dyktigste folk. Reisens egentlige øyemed var politisk. Mottagelsen hos svoger og søster, Kong Jakob og dronning Anna, var naturligvis fortreffelig. Kongens prektige admiralskip, der skinte av Forgyldning og var bedekket med flagg fra øverst til nederst, ble beundret; hans lærde menn likeså; han selv, da han ved Jakobs side holdt Indtog i London gjennom rekker av soldater, laug og samfunn med faner, hilstes med jubel: „Lykkelig det land,“ raabtes der, „som har sådan Konge!“ Således gikk en Maaneds tid såre behagelig under bestandig nye forlystelser. Kong Kristian var også en mann for englenderne, djerv, klok og praktisk dyktig. Kun støtte hans og Følgesvendes Lyst til å tømme et beger over tørsten den mer forfinede engelskmann, og de kunne dog ikke verge seg mot fristelsen, skjønt det ved ankomsten til England paany var innskjerpet, med trussel, at hvo der forsyndet seg, skulle til straff med tommelfingeren surres fast til masten.

Livet ved det danske Hof, som overalt i Norden, vakte ikke sjelden stor forargelse hos de fremmede. „Egregie bibimus“ (vi drakk ypperlig), er et stadig utbrudd i den dagbok, en av Hofsinderne, en Sigvard Grubbe, har holdt; men det var dog ikke alltid, det gikk over sømmelighetens grenser, og da kunne Kongen rett være elskverdig. Han 228holdt meget av å føre sine gjester om på slottene, av deres egen munn høre lovtaler over disse stolte bygninger og være vitne til den overraskelse, han av og til kunne berede dem, f. Ex. da franske sendebud kom inn i et kammer, hvor et skjult Kor oppførte den herligste musikk. Ved Hoffester var anretningen sirlig, rettene både lekre og nærende, og samtalen utvungen, hva Kongen satte stor pris på. Vi har den utførlige beskrivelse av en sådan fest, forfattet av den svenske friherre Johan Skytte, som engang hadde ærend i Kjøbenhavn. Før bordet, da maten var båren frem, vasket Kongen seg; Maten kom inn i fire anretninger, en Snes retter hver gang. Første anretning bestod av Stege, Vinsuppe, posteier og terter; blant posteiene fantes der to gribber med det danske våpen på brystet og utstrakte vinger, malte og forgylte og artig stafferede med buksbom rundt omkring. Til neste anretning hørte blant annet to broket malede basilisker (?), to stekte Grise med røde epler i munnen og to „gallerier“ av store geiter; i Fadet foran Kongen stod et geitehode overende med leveren i munnen; Stykker, bestrøede med buksbom, lå rundt omkring; midt på bordet stod Gjedens hale oppreist. I tredje anretning var der karper, bakverk og deriblant to løver, som bar det danske våpen. Til fjerde anretning hørte 27 Fade konfekt, som syltede pærer og kirsebær og andre lekkerier; under måltidet gaves der musikknumre. „Den kan man ikke holde meget av,“ sa den svenske feltherre, „som ikke har Lyst til Musica.“ „Ja saamænd er det så,“ sa Kongen; „derfor lader jeg også mine barn daglig opføde uti Musica instrumentali saavelsom vocali.“ „Derudi gjør deres majestet berømmeligen,“ lød svaret, „sådanne. ingenia må alltid være in actione.“ „Ja saamænd,“ sa Kongen; „gjør de ei det, som godt er, gjør de ondt.“ Den svenske Herre vendte seg nå til Rigsadmiral Mogens Ulfeld med de ord: „Jeg tror, dere heller hører den Musicam, som skjer, når store Kartover går løs, enn denne.“ Ulfeld lo og svarede: „Jeg liker vel begge dele, hver til sin tid.“ Etter denne samtale ga man seg til å drikke Broderskabs skåler, utbrakte på Dansk og latin; men denne gang gikk det ikke som 229ellers, og gjestene var ved sin fulle samling, da de skiltes ad.

Fr. Hammerich.