Læreplanatlas
Tredie DelIV. FORTÆLLINGER AF DANMARKS OG SVERIGES HISTORIE.

Eleonore Kristine Ulfeld.

Malling

229

Kristian IV's Datter, den smukke og aandrige Eleonore Kristine, som i en Alder af 15 Aar blev gift med en dansk Adelsmand, Korfits Ulfeld, var et Mønster paa egteskabelig Kjærlighed og Troskab i gode og onde Dage. Medens Kristian den fjerde levede, var hendes Egteskab lykkeligt; thi Ulfeld var da i Anseelse, hans Misundere fik ikke Leilighed til at vove noget imod ham, og han selv var rolig, fordi hans Stolthed og naturlige Hidsighed ikke opirredes. Men saasnart denne Konge var død, gjorde hans Fiender, baade de aabenbare og hemmelige, Forsøg paa at skade og styrte ham. Ulfeld tragtede efter Hevn, og for at naa den over enkelte Personer var han ubesindig nok til at forgribe sig paa Staten selv. Alt dette drog ham fra et Vanheld til et andet, fra Landflygtighed til Fængsel, fra Fængsel igjen til Landflygtighed, saa at han tilsidst blev forfulgt fra et Sted til et andet, ikke var sikker nogensteds og døde under sin Forfølgelse i ynkelige Omstændigheder. Eleonore Kristine var som Kongedatter opfødt i Magelighed. Dersom hun var bleven i Danmark fra Begyndelsen af, da Ulfeld flygtede, havde hun bestandig kunnet nyde denne Magelighed; men intet var hende saa kjært som at dele Skjæbne med sin Mand. Hun fulgte ham overalt, i Landflygtighed og i Fængsel, og vilde hellere opofre alting end forlade ham. Det hændte sig, at han engang var i Fare paa Veien og maatte reise ukjendt under et fremmed Navn. For endog da at være hos ham og sørge for hans Bekvemmelighed, tog hun Mandfolkeklæder paa, fulgte ham og besørgede endog selv hans Vask. En anden Gang var Ulfeld i Sverige bleven mistænkt for en hemmelig Brevvexling, og den svenske Konge havde ladet nedsætte en Kommission for at undersøge Sagen. Da Ulfeld selv enten ikke kunde eller ikke vilde møde i Retten, men undskyldte sig med at være syg, traadte hans Hustru frem istedenfor ham og talede med saa kjæk 230en Hengivenhed for sin Mand, at Kommissionen frikjendte ham, og Kongen bifaldt Frikjendelsen.

For sin urokkelige Troskab mod sin Egtefælle maatte hun bøde haardt, endog efter Ulfelds Død, da hun maatte tilbringe 23 Aar i et strengt Fængsel. Hun fortrød dog ikke, hvad hun havde gjort, hvormeget hun end maatte lide derfor, men betragtede det meget mere som en Trøst i sin Elendighed, at hun havde iagttaget, hvad hun troede at skylde en Egtemand.

Det kunde ikke bevises, at hun havde havt Del i nogen af de Planer, Ulfeld var ubesindig og hevngjerrig nok til at smede mod sit Fædreland. Ikke heller giver Historien nogen grundet Formodning om, at nogen Overensstemmelse i saadanne Hensigter har været Grunden til hendes Enighed med ham. Det lader meget mere til, at hun alene lod sig lede af en mageløs Trofasthed og en altopofrende Kjærlighed. Idetmindste kan man ei slutte andet af en kort Beskrivelse, hun i sine sidste Aar har opsat over sit Levnet, hvori hun stedse nævner sin Mand med Høiagtelse og taler om sin Hengivenhed for ham som en Pligt. „Min salig Herre,“ siger hun blandt andet, „fandt for godt at begive sig med mig og vore Børn til Holland, hvilket gav Anledning til vor følgende Tragedie, og Gud ved, jeg var derimod; men da jeg altid eftertænkte min Pligt, fulgte jeg ham med tilbørlig Lydighed.“ Paa et andet Sted, hvor hun omtaler sit sidste Møde med Ulfeld, ytrer hun: „Min Herres sidste Afsked med mig i Amsterdam var disse Ord: Du har levet med mig i Kjærlighed, lidt med mig i Taalmodighed, raadet mig i Vanskeligheder, elsket mig i den høieste Elendighed; nu skilles vi; — herpaa gav jeg ham et trofast Svar med vaade Øine og med en Mund, der talede af et Hjerte, som var fuldt af den Kjærlighed, et Egteskabsløfte, der var styrket ved saa mange Aars kjærlige Omgang og prøvet i Modgang, kunde skjænke; og dermed hilsede vi hinanden for sidste Gang.“ Og i et smukt Digt, hun har skrevet om sin Modgang og Skjæbne, finder man blandt andre disse Linjer:

„Ei noget synes tungt for egte Kjærlighed;Trofasthed er den Dyd, man ei tør blues ved,“

231Eleonore Kristine var ellers et Fruentimmer af usedvanlige Egenskaber. Naturen havde givet hende en ypperlig Forstand; hun selv gjorde sig Umag for at dyrke den ved Videnskaber. Endog efterat hun var bleven gift, lod hun sig undervise og gjorde megen Fremgang saavel i det latinske som i det spanske og italienske Sprog. I de tvende sidste Sprog som og i andre Videnskaber gav hendes Mand hende Undervisning; thi ogsaa han forenede mange Indsigter med en fin Forstand, og denne Lighed i Sindskræfter og fælles Agtelse for Kundskab var uden Tvivl det, der især knyttede det sterke Baand mellem disse Egtefolk. Et Indblik i Eleonore Kristines mandige Karakter giver os de Ord, hvormed hun søgte at opmuntre sin Husbond under hans Fangenskab: „I Modgang er det let at foragte Døden; men den er sterkere, som kan bære Ulykken.“

Da Dronning Sofie Amalie, hendes værste Fiende, var død, løste Kristian V hende af Fængslet, gav hende Maribo Slot i Forlening og desuden, saalænge hun levede, 15000 Rdlr. aarlig.

O. Malling.