229

Kristian IV's Datter, den smukke og aandrige Eleonore Kristine, som i en Alder af 15 Aar blev gift med en dansk Adelsmand, Korfits Ulfeld, var et Mønster paa egteskabelig Kjærlighed og Troskab i gode og onde Dage. Medens Kristian den fjerde levede, var hendes Egteskab lykkeligt; thi Ulfeld var da i Anseelse, hans Misundere fik ikke Leilighed til at vove noget imod ham, og han selv var rolig, fordi hans Stolthed og naturlige Hidsighed ikke opirredes. Men saasnart denne Konge var død, gjorde hans Fiender, baade de aabenbare og hemmelige, Forsøg paa at skade og styrte ham. Ulfeld tragtede efter Hevn, og for at naa den over enkelte Personer var han ubesindig nok til at forgribe sig paa Staten selv. Alt dette drog ham fra et Vanheld til et andet, fra Landflygtighed til Fængsel, fra Fængsel igjen til Landflygtighed, saa at han tilsidst blev forfulgt fra et Sted til et andet, ikke var sikker nogensteds og døde under sin Forfølgelse i ynkelige Omstændigheder. Eleonore Kristine var som Kongedatter opfødt i Magelighed. Dersom hun var bleven i Danmark fra Begyndelsen af, da Ulfeld flygtede, havde hun bestandig kunnet nyde denne Magelighed; men intet var hende saa kjært som at dele Skjæbne med sin Mand. Hun fulgte ham overalt, i Landflygtighed og i Fængsel, og vilde hellere opofre alting end forlade ham. Det hændte sig, at han engang var i Fare paa Veien og maatte reise ukjendt under et fremmed Navn. For endog da at være hos ham og sørge for hans Bekvemmelighed, tog hun Mandfolkeklæder paa, fulgte ham og besørgede endog selv hans Vask. En anden Gang var Ulfeld i Sverige bleven mistænkt for en hemmelig Brevvexling, og den svenske Konge havde ladet nedsætte en Kommission for at undersøge Sagen. Da Ulfeld selv enten ikke kunde eller ikke vilde møde i Retten, men undskyldte sig med at være syg, traadte hans Hustru frem istedenfor ham og talede med saa kjæk 230en Hengivenhed for sin Mand, at Kommissionen frikjendte ham, og Kongen bifaldt Frikjendelsen.

For sin urokkelige Troskab mod sin Egtefælle maatte hun bøde haardt, endog efter Ulfelds Død, da hun maatte tilbringe 23 Aar i et strengt Fængsel. Hun fortrød dog ikke, hvad hun havde gjort, hvormeget hun end maatte lide derfor, men betragtede det meget mere som en Trøst i sin Elendighed, at hun havde iagttaget, hvad hun troede at skylde en Egtemand.

Det kunde ikke bevises, at hun havde havt Del i nogen af de Planer, Ulfeld var ubesindig og hevngjerrig nok til at smede mod sit Fædreland. Ikke heller giver Historien nogen grundet Formodning om, at nogen Overensstemmelse i saadanne Hensigter har været Grunden til hendes Enighed med ham. Det lader meget mere til, at hun alene lod sig lede af en mageløs Trofasthed og en altopofrende Kjærlighed. Idetmindste kan man ei slutte andet af en kort Beskrivelse, hun i sine sidste Aar har opsat over sit Levnet, hvori hun stedse nævner sin Mand med Høiagtelse og taler om sin Hengivenhed for ham som en Pligt. „Min salig Herre,“ siger hun blandt andet, „fandt for godt at begive sig med mig og vore Børn til Holland, hvilket gav Anledning til vor følgende Tragedie, og Gud ved, jeg var derimod; men da jeg altid eftertænkte min Pligt, fulgte jeg ham med tilbørlig Lydighed.“ Paa et andet Sted, hvor hun omtaler sit sidste Møde med Ulfeld, ytrer hun: „Min Herres sidste Afsked med mig i Amsterdam var disse Ord: Du har levet med mig i Kjærlighed, lidt med mig i Taalmodighed, raadet mig i Vanskeligheder, elsket mig i den høieste Elendighed; nu skilles vi; — herpaa gav jeg ham et trofast Svar med vaade Øine og med en Mund, der talede af et Hjerte, som var fuldt af den Kjærlighed, et Egteskabsløfte, der var styrket ved saa mange Aars kjærlige Omgang og prøvet i Modgang, kunde skjænke; og dermed hilsede vi hinanden for sidste Gang.“ Og i et smukt Digt, hun har skrevet om sin Modgang og Skjæbne, finder man blandt andre disse Linjer:

„Ei noget synes tungt for egte Kjærlighed;Trofasthed er den Dyd, man ei tør blues ved,“

231Eleonore Kristine var ellers et Fruentimmer af usedvanlige Egenskaber. Naturen havde givet hende en ypperlig Forstand; hun selv gjorde sig Umag for at dyrke den ved Videnskaber. Endog efterat hun var bleven gift, lod hun sig undervise og gjorde megen Fremgang saavel i det latinske som i det spanske og italienske Sprog. I de tvende sidste Sprog som og i andre Videnskaber gav hendes Mand hende Undervisning; thi ogsaa han forenede mange Indsigter med en fin Forstand, og denne Lighed i Sindskræfter og fælles Agtelse for Kundskab var uden Tvivl det, der især knyttede det sterke Baand mellem disse Egtefolk. Et Indblik i Eleonore Kristines mandige Karakter giver os de Ord, hvormed hun søgte at opmuntre sin Husbond under hans Fangenskab: „I Modgang er det let at foragte Døden; men den er sterkere, som kan bære Ulykken.“

Da Dronning Sofie Amalie, hendes værste Fiende, var død, løste Kristian V hende af Fængslet, gav hende Maribo Slot i Forlening og desuden, saalænge hun levede, 15000 Rdlr. aarlig.

O. Malling.

229

Kristian IV's Datter, den smukke og åndrike Eleonore Kristine, som i en alder av 15 år ble gift med en dansk adelsmann, Korfits Ulfeld, var et mønster på ekteskapelig Kjærlighed og troskap i gode og onde dager. Mens Kristian den fjerde levde, var hennes ekteskap lykkelig; thi Ulfeld var da i anseelse, hans Misundere fikk ikke leilighet til å vove noe imot ham, og han selv var rolig, fordi hans stolthet og naturlige hissighet ikke opirredes. Men så snart denne Konge var død, gjorde hans fiender, både de åpenbare og hemmelige, forsøk på å skade og styrte ham. Ulfeld tragtede etter hevn, og for å nå den over enkelte personer var han ubesindig nok til å forgripe seg på staten selv. Alt dette drog ham fra et vanhell til et annet, fra landflyktighet til fengsel, fra fengsel igjen til landflyktighet, så at han til sist ble forfulgt fra et sted til et annet, ikke var sikker noensteds og døde under sin forfølgelse i ynkelige omstendigheter. Eleonore Kristine var som Kongedatter opfødt i makelighet. Dersom hun var blitt i Danmark fra begynnelsen av, da Ulfeld flyktet, hadde hun bestandig kunnet nyte denne makelighet; men intet var henne så kjært som å dele skjebne med sin mann. Hun fulgte ham overalt, i landflyktighet og i fengsel, og ville hellere oppofre alting enn forlate ham. Det hendte seg, at han engang var i fare på veien og måtte reise ukjent under et fremmed navn. For endog da å være hos ham og sørge for hans bekvemmelighet, tok hun mannfolkklær på, fulgte ham og besørgede endog selv hans Vask. En annen gang var Ulfeld i Sverige blitt mistenkt for en hemmelig brevveksling, og den svenske Konge hadde latt nedsette en kommisjon for å undersøke Sagen. Da Ulfeld selv enten ikke kunne eller ikke ville møte i retten, men unnskyldte seg med å være syk, trådte hans hustru frem istedenfor ham og talte med så kjekk 230en hengivenhet for sin mann, at kommisjonen frikjente ham, og Kongen bifalt frikjennelsen.

For sin urokkelige troskap mot sin ektefelle måtte hun bøte hardt, endog etter Ulfelds død, da hun måtte tilbringe 23 år i et strengt fengsel. Hun fortrød dog ikke, hva hun hadde gjort, hvor mye hun enn måtte lide derfor, men betraktede det meget mer som en trøst i sin elendighet, at hun hadde iakttatt, hva hun trodde å skylde en ektemann.

Det kunne ikke bevises, at hun hadde hatt del i noen av de planer, Ulfeld var ubesindig og hevngjerrig nok til å smede mot sitt fedreland. Ikke heller giver historien noen grunnet formodning om, at noen overensstemmelse i sådanne hensikter har vært grunnen til hennes enighet med ham. Det lader meget mer til, at hun alene lot seg lede av en makeløs trofasthet og en altopofrende Kjærlighed. Idetmindste kan man ei slutte annet av en kort beskrivelse, hun i sine siste år har oppsatt over sitt Levnet, hvori hun stedse nevner sin mann med høyaktelse og taler om sin hengivenhet for ham som en plikt. „Min salig Herre,“ sier hun blant annet, „fant for godt å begi seg med meg og våre barn til Holland, hvilket ga anledning til vår følgende tragedie, og Gud vet, jeg var derimot; men da jeg alltid ettertenkte min plikt, fulgte jeg ham med tilbørlig lydighet.“ På et annet sted, hvor hun omtaler sitt siste møte med Ulfeld, ytrer hun: „Min Herres siste avskjed med meg i Amsterdam var disse ord: Du har levet med meg i Kjærlighed, litt med meg i tålmodighet, rådet meg i vanskeligheter, elsket meg i den høyeste elendighet; nå skilles vi; — herpå ga jeg ham et trofast svar med våte øyne og med en munn, der talte av et hjerte, som var fullt av den Kjærlighed, et ekteskapsløfte, der var styrket ved så mange Aars kjærlige omgang og prøvet i motgang, kunne skjenke; og dermed hilste vi hinannen for siste gang.“ Og i et smukt dikt, hun har skrevet om sin motgang og skjebne, finner man blant andre disse linjer:

„Ei noe synes tungt for ekte Kjærlighed;Trofasthet er den dyd, man ei tør blues ved,“

231Eleonore Kristine var ellers et fruentimmer av usedvanlige egenskaper. Naturen hadde gitt henne en ypperlig forstand; hun selv gjorde seg umak for å dyrke den ved vitenskaper. Endog etter at hun var blitt gift, lot hun seg undervise og gjorde mye fremgang såvel i det latinske som i det spanske og italienske språk. I de tvende siste språk som og i andre vitenskaper ga hennes mann henne undervisning; thi også han forente mange innsikter med en fin forstand, og denne likhet i sinnskrefter og felles aktelse for kunnskap var uten tvil det, der især knyttede det sterke bånd mellom disse ektefolk. Et innblikk i Eleonore Kristines mandige karakter giver oss de ord, hvormed hun søkte å oppmuntre sin husbond under hans fangenskap: „I motgang er det lett å forakte døden; men den er sterkere, som kan bære ulykken.“

Da Dronning Sofie Amalie, hennes verste fiende, var død, løste Kristian V henne av fengslet, ga henne Maribo slott i Forlening og dessuten, så lenge hun levde, 15000 Rdlr. årlig.

O. Malling.