185

Svend Tveskjeg havde sig enMand,Som Torvald hed;I Leding rask og bold var han,Men blid i Fred.Hans Snekker seiled vide omFra Havn til HavnOg gjorde, hvorsomhelst de kom,Berømt hans Navn,Men Torvald har reddet sin Konge.

Han kjøbte Fanger, gav dem friOg klædte demOg sendte Mænd fra SlaveriTil Hus og Hjem.Og mangen Olding fik sin Søn,Sin Alders Trøst,Og mangen Mø sin Beiler skjøn,Sin Ungdoms Lyst.

En ærlig Kamp var Torvalds Fryd,Høit var hans Mod;Men aldrig dypped han sit SpydI svages Blod.Han fulgte Svend paa mangtet TogMed Herreskjold,Og hans Nærværelse forjogAl grusom Vold.

De heised Seil i høien Raa,Det var Kong Svend,Han seiled over Bølgen blaaMed sine Mænd:At gjeste Bretland var hans Agt,I Land han steg,Og Alting for hans OvermagtTilbage veg.

Men Bretlands Hertug ikke sov,Han samledeEn talrig Hær i mørken SkovAf Ryttere.Den danske Trop kom ilde anVed denne List,De bleve fangne, Mand for Mand,Og Svend tilsidst.

„Og hør, du Fangefoged fin!Og merk mit Bud:Du skynde dig i Taarnet ind,Før Torvald ud!Ei sømmer Bolt og Fængsel den,Hvis tapre HaandHar løst saa mangen fager SvendAf Trældoms Baand.“

Strax kom til Taarnets Dør enMandMed dette Bud;Men Torvald svor en Ed paaStand:„Jeg gaar ei ud!Jeg fri, og Kongen blive herI fremmed Vold! —Nei, da var Torvald aldrig værdAt løfte Skjold!“

Saa stor er ædle Sjæles Magt:Enhver blev friPaa Torvalds Bøn og for den Agt,Han var udi.Og aldrig glemte siden SvendAt vise sigImod sin Ungdoms brave VenTaknemmelig.

186Svend Tveskjeg sad hos Øl ogMjødMed Konger flerOg klappede paa Hynde blød:„Sid Torvald her!

Din Fader styred aldrig Land,Som en af os,Men den er Jarl og Adelsmand,Der naar din Ros.“Thi Torvald har reddet sin Konge,

Edv. Storm.

185

Svend Tveskjeg hadde seg enMann,Som Torvald het;I Leding rask og bold var han,Men blid i Fred.Hans Snekker seilte vide omFra Havn til havnOg gjorde, hvorsomhelst de kom,Berømt hans navn,Men Torvald har reddet sin Konge.

Han kjøpte fanger, ga dem friOg kledde demOg sendte menn fra slaveriTil Hus og hjem.Og mangen olding fikk sin sønn,Sin Alders trøst,Og mangen Mø sin beiler skjønn,Sin Ungdoms Lyst.

En ærlig kamp var Torvalds Fryd,Høyt var hans mot;Men aldri dyppet han sitt spydI svages blod.Han fulgte Svend på mangtet TogMed Herreskjold,Og hans Nærværelse forjogAll grusom vold.

De heiste Seil i høien rå,Det var Kong Svend,Han seilte over bølgen blåMed sine menn:Å gjeste Bretland var hans akt,I land han steg,Og Alting for hans overmaktTilbake veg.

Men Bretlands hertug ikke sov,Han samletEn talrig hær i mørken skogAv Ryttere.Den danske tropp kom ilde anVed denne list,De ble fangne, mann for mann,Og Svend til sist.

„Og hør, du Fangefoged fin!Og merk mitt bud:Du skynde deg i tårnet inn,Før Torvald ut!Ei sømmer Bolt og fengsel den,Hvis tapre håndHar løst så mangen fager SvendAv Trældoms Baand.“

Straks kom til tårnets dør enMannMed dette bud;Men Torvald svor en Ed påStand:„Jeg går ei ut!Jeg fri, og Kongen bli herI fremmed vold! —Nei, da var Torvald aldri verdÅ løfte skjold!“

Så stor er edle Sjæles makt:Enhver ble friPå Torvalds Bøn og for den akt,Han var uti.Og aldri glemte siden SvendÅ vise segImot sin Ungdoms brave vennTaknemmelig.

186Svend Tveskjeg satt hos øl ogMjødMed konger flerOg klappede på Hynde bløt:„Sid Torvald her!

Din far styrte aldri land,Som en av oss,Men den er Jarl og adelsmann,Der når din ros.“Thi Torvald har reddet sin Konge,

Edv. Storm.