87

Den danske Konge Svein Tjugeskjeg var gift med Sigrid storraade. Sigrid var den største Uven af Kong Olav Tryggvessøn og havde det til Grund, at han havde ophævet Aftalen med hende og slaaet hende i Ansigtet. Hun eggede Kong Svein meget til at paaføre Olav Tryggvessøn Krig og bragte det tilsidst dertil, at Kong Svein var bestemt paa at gjøre dette. Tidlig om Vaaren sendte han Mænd øster i Svitjod til Olav Sviakonge og Erik Jarl og lod dem sige, at Olav, Norges Konge, havde Leding ude og agtede om Sommeren at drage til Vendland. Med Danekongens Ordsending fulgte ogsaa den Anmodning, at Sviakongen og Erik Jarl skulde have en Hær ude og dermed støde til Kong Svein; de skulde da alle tilsammen lægge til Strid mod Olav Tryggvessøn. Til denne Færd var Sviakongen og Erik Jarl hel villige; de samlede en stor Skibshær fra Svitjod og drog dermed syd til Danmark; Sviakongen og Erik Jarl stevnede til Møde med Danekongen, og de havde da alle tilsammen en utallig Hær.

Da Kong Svein havde sendt Bud til Svitjod efter Hæren, sendte han Sigvalde Jarl til Vendland for at udspeide Kong Olav Tryggvessøns Hær og Reise. Sigvalde Jarl reiste derfor sin Vei og kom frem i Vendland, drog til Jomsborg og siden til Kong Olav Tryggvessøn. Her blev der talt saare venskabelig mellem dem, og Jarlen sattes i den største Yndest hos Kongen. Astrid, Jarlens Kone og Burislavs Datter, var en stor Veninde af Kong Olav, især formedelst deres fordums Svogerskab, da Kong Olav havde været gift med hendes Søster Geira. Sigvalde Jarl var en forstandig og raadig Mand; da han kom til at raadslaa med Kong Olav, sinkede han længe hans Afreise der østenfra og fandt dertil saare mange og forskjellige Grunde. Kong Olavs Hær var meget ilde tilfreds hermed; hans Mænd længtede saare efter at komme hjem, da de laa seilfærdige, og Veiret tegnede sig til god Bør. Sigvalde Jarl fik hemmelig Efterretninger fra Danmark og erfarede, at Sviakongens Hær da var kommen østenfra, ligeledes, at Erik Jarl havde sin Hær rede; at disse Høvdinger nu vilde komme øster under 88Vendland og havde aftalt, at de der skulde oppebie Kong Olav ved den Ø, som hed Svolder, samt at Jarlen skulde mage det saa, at de der kunde træffe Kong Olav. Der kom ogsaa et løst Rygte til Vendland om, at Svein Danekonge havde en Hær ude, og snart gik der Tale om, at Svein vilde have fat paa Kong Olav. Men Sigvalde Jarl siger til Olav: „Kong Svein tænker slet ikke paa at binde an med dig, naar han ei har mere end Danehæren, saa stor en Hær, som I har. Men har I Mistanke om, at Ufred vænter eder, da skal jeg følge eder med mit Folk, og endnu ansees det dog som en god Støtte for Høvdinger at ledsages af Jomsvikinger; jeg skal skaffe eder elleve vel udrustede Skibe.“ Kongen tog herimod; Vinden var ubetydelig, men gunstig; Kongen lod Flaaden løse og blæse til Bortseiling. Seilene blev nu heisede; Smaaskibene gik hurtigst og seilede bort ud paa Havet. Jarlen seilede nær Kongens Skib, raabte over til dem og bad Kongen seile efter ham. „Jeg ved bedst Besked,“ siger han, „om hvor der er dybest i Sundene mellem Øerne; det kan nok behøves for eder med de store Skibe.“ Jarlen seilede altsaa foran med sine Skibe, elleve i Tallet; efter ham seilede Kongen med sine Storskibe; han havde og elleve; hele den øvrige Hær seilede ud paa Havet. Da Sigvalde Jarl seilede ind til Svolder, kom en Skude roende ud imod dem og lod Jarlen vide, at Danekongens Hær laa der lige for dem i Havnen. Strax lod Jarlen Seilene sænke paa sine Skibe, og de roede ind under Øen.

Svein Danekonge, Olav Sviakonge og Erik Jarl var der da med al sin Hær; Veiret var fagert, og Solen skinnede klart. Alle Høvdingerne gik nu op paa Holmen med store Skarer af Folk og saa, hvorledes Skibene seilede ud paa Havet, saare mange tilsammen. De ser nu, at der seiler et stort og prægtigt Skib. Da sagde begge Kongerne: „Dette er et stort og sjelden fagert Skib; det er vist Ormen lange.“ „Nei,“ svarer Erik Jarl; „ei er dette Ormen lange;“ og han havde Ret; thi dette Skib tilhørte Eindride af Gimse. Kort efter ser de et andet Skib seile, langt større end det første. Da sagde Kong Svein: „Nu er Olav Tryggvessøn ræd, siden han ei tør seile med Hoved paa 89sit Skib.“ Erik Jarl svarer: „Dette er ikke Kongens Skib; jeg kjender baade Skib og Seil; thi Seilet er stavet; dette er Erling Skjalgssøn; lad dem kun seile, det er bedre, at disse savnes i Kong Olavs Flaade, end at dette Skib, der er saa vel udrustet, skulde være der.“ En Stund efter saa de og kjendte Sigvalde Jarls Skibe, der dreiede ind under Holmen. Derpaa saa de, der seilede tre Skibe, et meget stort. Kong Svein talte da til de andre og bad dem gaa til sine Skibe; „thi der,“ siger han, „farer Ormen lange.“ Erik Jarl siger: „De har mange andre store og prægtige Skibe end Ormen lange; lad os bie lidt endnu.“ Da sagde en Mængde Mænd: „Erik Jarl vil nok ikke stride idag og hevne sin Fader; dette er en stor Skam, som vil spørges i alle Lande, hvis vi ligger her med en saa talrig Hær, og Kong Olav seiler ud til Havs lige for vor Næse.“ Da de en Stund havde talt herom, saa de, at der seilede fire Skibe; et af dem var en stor Drage, meget prydet med Guld. Da reiste Kong Svein sig og sagde: „Høit skal Ormen lange bære mig i Kveld; ham skal jeg styre.“ Mange sagde, at Ormen lange var et saare stort og deiligt Skib, og at det var et herligt Verk at lade et saa stort Skib bygge. Men Erik Jarl sagde, saa nogle hørte det: „Om saa Kong Olav ikke havde større Skib end dette, vilde dog aldrig Kong Svein kunne tage det fra ham med hele Danehæren.“ Nu drev Folket til Skibene, tog Tjeldene af og gjorde sig slagfærdige. Dog medens Høvdingerne talte det imellem sig, som nu er sagt, saa de, at der seilede tre meget store Skibe og det fjerde sidst: det var Ormen lange. Af de store Skibe, som havde seilet i Forveien, og som de antog for Ormen, var det første Tranen, det andet Ormen skamme. Men da de saa Ormen lange, kjendte alle den; ingen negtede da, at det jo var Olav Tryggvessøn, som seilede der. De gik nu til Skibene og gjorde sig rede til Angreb. Det var en fast Aftale mellem Høvdingerne, Kong Svein, Kong Olav og Erik Jarl, at hver skulde have sin Tredjepart af Norge, hvis de fik Bugt med Olav Tryggvessøn; men den af dem, som først besteg Ormen, skulde faa den og alt det Bytte, som gjordes paa den; ellers skulde enhver have det Skib, han selv ryddede. 90Erik Jarl havde en overhaands stor Barde*), som han pleiede at bruge i Viking; der var en Kam øverst paa begge Rande og nedenfor en tyk Jernplade, der var ligesaa bred som Randen og naaede helt ned til Vandgangen.

Da Sigvalde Jarl og hans Mænd roede ind under Holmen, saa Torkel Dyrdil fra Tranen og de øvrige Skibsbefalingsmænd, der var hos ham, at Jarlen dreiede sine Skibe ind under Holmen; da sænkede ogsaa de Seilene, roede efter ham, raabte over til ham og spurgte, hvad det skulde betyde. Jarlen siger, at han vil bie paa Kong Olav; „det ser ligest ud til, at der er Ufred for os.“ De lod nu Skibene drive, indtil Torkel Nevja kom med Ormen skamme og de tre Skibe, som fulgte ham. Dem fortalte man samme Tidende, og de lod nu ogsaa Seilene falde og Skibene drive, oppebiende Kong Olav. Da Kongen seilede ind til Holmen, roede hele Hæren ud for dem og frem paa Sundet. Kongens Mænd bad ham, da de saa det, at seile sin Vei og ikke lægge til Strid mod en saa stor Hær. Kongen stod i Løftingen og svarede høit: „Ned med Seilet! ei skal mine Mænd tænke paa Flugten; jeg har aldrig flygtet i Strid; Gud maa raade for mit Liv; men aldrig begiver jeg mig paa Flugt.“ Man gjorde da saaledes, som Kongen sagde.

Kong Olav lod nu blæse til Sammenlægning af alle Skibene; i Midten laa Kongens Skib; paa den ene Side af det Ormen skamme og paa den anden Tranen. Da man begyndte at tenge Stavnene sammen, bandt man ogsaa Stavnene paa Ormen lange og Ormen skamme til hinanden; men da Kongen saa det, raabte han høit og bad dem lægge det store Skib bedre frem og ikke lade det ligge længst tilbage af alle Skibe i hele Hæren. Da svarer Ulv den røde: „Skal Ormen lægges saa meget længere frem, som den er længere end andre Skibe, da vil det nok blive en haard Dyst om Saxene**) idag.“ Kongen svarer: „Jeg vidste ikke, at jeg havde en Stavnbo, der baade var rød og ræd.“ Ulv svarer: „Fegt du ikke mere bagfra i Løftingen, end jeg i Stavnen!“ Kongen havde en Bue i Haanden; han lagde 91en Pil paa Strengen og sigtede paa Ulv. Denne sagde: „Skyd andensteds hen, Konge, did hvor det bedre behøves; hvad jeg gjør, det gjør jeg for dig.“

Kong Olav stod i Løftingen paa Ormen og ragede høit op; han havde et guldlagt Skjold og forgyldt Hjelm og var let at kjende fra andre; han bar en rød kort Kjortel over Brynjen. Da han saa, at Flokkerne ordnede sig og Merkerne opreistes foran Høvdingerne, spurgte han: „Hvem er Høvding for de Folk, der ligger her lige over for os?“ — Man sagde, at det var Kong Svein Tjugeskjeg med Danehæren. Kongen svarer: „De Uslinger ræddes jeg ikke for; i Danerne er der intet Mod; men hvem raader for de Folk, der ligger paa høire Side af Danerne?“ — Der blev svaret, at det var Kong Olav med Svenskehæren. Kongen siger: „Sviarne vilde nok synes bedre om at sidde hjemme og slikke sine Blotboller end om at gaa op paa Ormen lange og smage eders Vaaben. Dog hvem eier de store Skibe, som ligger derude paa Bagbord af Danerne?“ — „Der,“ sagde man, „ligger Jarlen Erik Haakonssøn.“ „Han,“ svarer Kongen, „kan nok tykkes at have god Grund til at finde os; af den Flok kan vi vente os en skarp Strid; thi det er Nordmænd ligesom vi.“

Nu ordnede Kongerne Angrebet. Kong Svein lagde sit Skib mod Ormen lange; men Kong Olav svenske lagde ud fra ham igjen og stak sine Stavne mod de yderste Skibe af Kong Olav Tryggvessøns Flaade. Paa den anden Side lagde Erik Jarl til, og der begyndte nu en haard Strid. Sigvalde Jarl lod sit Skib drage sig til Side og lagde ikke til Strid. Dette Slag var meget skarpt og blodigt. Frembyggerne paa Ormen lange og Ormen skamme kastede Ankere og Stavnljaaer i Kong Sveins Skib og kunde skyde sine Vaaben ovenfra nedad paa Fienden; derved ryddede de alle de Skibe, som de fik holdt fast. Men Kong Svein og de, der undkom, flygtede over paa de andre Skibe og lagde bort ud af Skudmaal. Det gik da ganske saaledes med denne Hær, som Kong Olav Tryggvessøn havde spaaet. Olav Sviakonge lagde til isteden; men saasnart de kom nær Storskibene, gik det dem som de forrige, at de tabte mange Folk og endel Skibe og maatte med saa forrettet Sag lægge 92bort igjen. Men Erik Jarl lagde sin Barde sibordes ved Kong Olavs yderste Skib, ryddede det og hug det strax løs fra Tengslerne; derpaa lagde han hen til det, som var dernæst, og stred, indtil det var ryddet. Nu begyndte Mandskabet at løbe fra de mindre Skibe og op paa de store; men efterhaanden som hvert Skib blev ryddet, hug Jarlen det løst. Danerne og Sviarne lagde nu til paa alle Kanter af Olavs Skibe i Skudmaal; men Erik Jarl laa stedse sibordes ved Skibene og stred med Hugvaaben. Saasnart der faldt Folk paa hans Skibe, gik andre op isteden, Daner og Sviar. Da var Striden meget hidsig, og Folket faldt tæt; tilsidst kom det dertil, at alle Kong Olav Tryggvessøns Skibe var ryddede undtagen Ormen lange; paa den var nu alle de af hans Mænd komne, som var istand til at stride. Erik Jarl lagde Barden sibordes med Ormen, og der blev der endnu en ny Huggestrid. Erik Jarl var i Forrummet paa sit Skib, hvor der var fylket med en Skjoldborg; der blev nu kjæmpet baade med Hugvaaben og Spyd, og alle de Vaaben, man kunde faa, blev kastede; nogle skjød med Bueskud eller Haandskud. Da blev der saa stor en Vaabenregn paa Ormen, at man neppe kunde verge sig med Skjoldet, saa tykt fløi Spyd og Pile; thi rundt om Ormen laa der nu Hærskibe. Kong Olavs Mænd var nu saa rasende, at de løb op paa Randen af Skibet for at kunne naa Fienderne med Sverdet og dræbe dem; men det var ikke mange af Fienderne, som havde lagt sig saa nær under Ormen, at de kunde stride med Hugvaaben. De fleste af Kong Olavs Mænd gik derfor overbord, idet de ei hugsede paa andet, end at de sloges paa en slet Vold, og sank saa ned med sine Vaaben. Einar Tambarskjælver var i Krapperummet agter paa Ormen; han skjød med Bue og skjød haardere Skud end andre. Han skjød til Erik Jarl, men traf Rorknappen ovenfor Jarlens Hoved, saa at Pilen gik ind lige til Rorbaandene. Jarlen saa efter den og spurgte, om nogen vidste, hvo der skjød; men i det samme kom en anden Pil saa nær Jarlen, at den fløi mellem Siden og Armen paa ham, og ind i Hovedfjelen, saa at Spidsen stod langt ud. Jarlen sagde nu til en, som nogle kalder Finn, men andre siger var af finsk Herkomst, en ypperlig Bueskytte: „Skyd 93du den store Mand der i Krapperummet!“ Finn skjød, og Pilen kom midt paa Einars Bue i samme Øieblik, som han tredje Gang spændte den. Buen brast da i to Stykker. Da sagde Kong Olav: „Hvad brast der saa høit?“ — „Norge af din Haand, Konge,“ svarer Einar. „Saa stor Brist er vist endnu ikke skeet,“ siger Kongen, „tag min Bue og skyd med!“ I det samme kastede han Buen til ham; Einar tog Buen, men drog den strax frem foran Odden af Pilen og sagde: „For veg, for veg er Kongens Bue!“ kastede Buen tilbage, men tog sit Skjold og Sverd og stred mandeligen.

Kong Olav Tryggvessøn stod i Løftingen paa Ormen og skjød stundom med Bue og stundom med Gavlaker (Kastespyd), altid to ad Gangen. Kongen saa frem i Skibet og lagde Merke til, at hans Mænd løftede Sverdene og hug tidt og ofte, men at de bed daarlig. Han raabte da høit: „Løfter I eders Sverd med saa liden Kraft, siden jeg ser, de ikke bider for eder?“ En svarede: „Vore Sverd er sløvede og meget brudte.“ Da gik Kongen ned i Forrummet og lukkede Høisædeskisten op; deraf fremtog han mange hvasse Sverd og gav sine Mænd dem; men da han strakte den høire Arm ned, saa flere, at der randt Blod ned under Armskinnen; men ingen vidste, hvor han var saaret.

Paa Ormen skede det bedste og for Fienden farligste Forsvar af Forrums-Mændene og Stavnboerne; begge Steder var Mandskabet mest udsøgt og Skibsbordet høiest. Paa Midten af Skibet begyndte Folket først at falde. Da der kun stod faa Mænd tilbage rundt om Masten, begyndte Erik Jarl at bestige Ormen og kom selv femtende op. Der kom Hyrning, Kong Olavs Maag, med en Flok imod ham, og efter den haardeste Strid maatte Jarlen vige tilbage og ned igjen paa Barden; men de, som havde fulgt ham, blev dels dræbte dels saarede. Nu begyndte atter den skarpeste Strid, og da faldt der mange Mænd paa Ormen. Da Mandskabet, som skulde forsvare Ormen, begyndte at tyndes, søgte Erik Jarl anden Gang at bestige den, og endnu en Gang fandt han haard Modtagelse. Da Stavnboerne paa Ormen saa dette, gik de agter i Skibet, satte sig til Verge 94mod Jarlen og gjorde ham sterk Modstand. Men da Mandskabet paa Ormen nu var faldet i saadan Mængde, at Skibsbordene paa mange Steder stod tomme, begyndte Jarlsmændene at gaa op paa mange Kanter. Alle de, som endnu stod paa Ormen til dens Forsvar, søgte agter i Skibet, der hvor Kongen var, og prøvede endnu paa at gjøre Modstand. Kolbjørn Stallare gik op i Løftingen til Kongen; de var meget lige i Klæder og Vaaben. Kolbjørn var stor og smuk fremfor andre. Endnu blev der en saare skarp Strid i Forrummet. Da var saa mange af Jarlens Folk komne op paa Ormen, som kunde rummes der; hans Skibe lagde allevegne til mod Ormen, og faa Folk var der til at forsvare den mod saa stor en Hær; derfor faldt de fleste paa en kort Tid, skjønt de var baade sterke og modige. Kong Olav selv og Kolbjørn Stallare med ham løb overbord, hver paa sin Kant; Jarlens Mænd havde lagt Smaaskuder udentil og dræbte dem, som styrtede sig i Vandet. Da Kongen selv var sprungen ud, vilde de fange ham og bringe ham til Erik Jarl. Men Olav holdt Skjoldet over sig, idet han styrtede sig ned; Kolbjørn Stallare derimod skjød Skjoldet under sig for at beskytte sig mod de Spyd, der blev stukne ud fra Skibene, som laa nedenunder. Han faldt derfor paa Søen saaledes, at Skjoldet kom under ham, og han kunde derfor ikke hurtig nok komme til at dukke ned, men blev fangen og dragen op i Skuden, hvor man troede at have faaet fat paa Kongen selv. Han blev nu ført frem for Jarlen; men da denne saa, at det var Kolbjørn, ikke Kong Olav, gav han ham Grid. I denne Vending løb alle Kong Olavs Mænd, som end var i Live, overbord fra Ormen; Torkel Nevja, Kongens Broder, var den aller sidste, som løb overbord.

Da Kong Olav havde løbet overbord, raabte hele Hæren Seiersraab; da tog Sigvalde Jarl og hans Mænd til Aarerne og roede til Striden. Men den Vende-Snekke, hvorpaa Astrids Mænd var, roede bort og tilbage under Vendland; og det var manges Sagn, at Kong Olav skulde have draget Brynjen af under Vandet, derpaa dukket ned under Langskibene, siden lagt hen til Vende-Snekken og af Astrids 95Mænd være bleven ført til Vendland. Der er siden af flere gjort mange Frasagn om Kong Olavs Reiser.

Men hvorledes det end har sig, saa kom Olav Tryggvessøn aldrig siden til at styre Norge.

Snorre Sturlassön, ved P. A. Munch.

87

Den danske Konge Svein Tjugeskjeg var gift med Sigrid storraade. Sigrid var den største uvenn av Kong Olav Tryggvessøn og hadde det til grunn, at han hadde opphevet avtalen med henne og slått henne i ansiktet. Hun egget Kong Svein meget til å påføre Olav Tryggvessøn Krig og brakte det til sist dertil, at Kong Svein var bestemt på å gjøre dette. Tidlig om våren sendte han menn øster i Svitjod til Olav Sviakonge og Erik Jarl og lot dem si, at Olav, Norges Konge, hadde Leding ute og aktede om sommeren å dra til Vendland. Med Danekongens Ordsending fulgte også den anmodning, at Sviakongen og Erik Jarl skulle ha en hær ute og dermed støte til Kong Svein; de skulle da alle tilsammen legge til strid mot Olav Tryggvessøn. Til denne ferd var Sviakongen og Erik Jarl hel villige; de samlede en stor Skibshær fra Svitjod og drog dermed syd til Danmark; Sviakongen og Erik Jarl stevnet til møte med Danekongen, og de hadde da alle tilsammen en utallig hær.

Da Kong Svein hadde sendt bud til Svitjod etter hæren, sendte han Sigvalde Jarl til Vendland for å utspeide Kong Olav Tryggvessøns Hær og reise. Sigvalde Jarl reiste derfor sin vei og kom frem i Vendland, drog til Jomsborg og siden til Kong Olav Tryggvessøn. Her ble der talt såre vennskapelig mellom dem, og jarlen sattes i den største Yndest hos Kongen. Astrid, Jarlens kone og Burislavs datter, var en stor venninne av Kong Olav, især formedelst deres fordums svogerskap, da Kong Olav hadde vært gift med hennes søster Geira. Sigvalde Jarl var en forstandig og rådig mann; da han kom til å rådslå med Kong Olav, sinket han lenge hans avreise der østenfra og fant dertil såre mange og forskjellige grunner. Kong Olavs hær var meget ilde tilfreds hermed; hans menn længtede såre etter å komme hjem, da de lå seilfærdige, og været tegnet seg til god bør. Sigvalde Jarl fikk hemmelig etterretninger fra Danmark og erfarede, at Sviakongens hær da var kommet østenfra, likeledes, at Erik Jarl hadde sin hær rede; at disse høvdinger nå ville komme øster under 88Vendland og hadde avtalt, at de der skulle oppebie Kong Olav ved den Ø, som het Svolder, samt at jarlen skulle mage det så, at de der kunne treffe Kong Olav. Der kom også et løst rykte til Vendland om, at Svein Danekonge hadde en hær ute, og snart gikk der Tale om, at Svein ville ha fat på Kong Olav. Men Sigvalde Jarl sier til Olav: „Kong Svein tenker slett ikke på å binde an med deg, når han ei har mer enn Danehæren, så stor en hær, som dere har. Men har dere mistanke om, at ufred venter dere, da skal jeg følge dere med mitt folk, og ennå anses det dog som en god støtte for høvdinger å ledsages av jomsvikinger; jeg skal skaffe dere elleve vel udrustede skip.“ Kongen tok herimot; Vinden var ubetydelig, men gunstig; Kongen lot flåten løse og blåse til Bortseiling. Seilene ble nå heist; Smaaskibene gikk hurtigst og seilede bort ut på havet. Jarlen seilte nær Kongens skip, ropte over til dem og bad Kongen seile etter ham. „Jeg vet best Besked,“ sier han, „om hvor der er dypest i Sundene mellom øyene; det kan nok behøves for dere med de store skip.“ Jarlen seilte altså foran med sine skip, elleve i tallet; etter ham seilte Kongen med sine Storskibe; han hadde og elleve; hele den øvrige hær seilte ut på havet. Da Sigvalde Jarl seilte inn til Svolder, kom en skute roende ut imot dem og lot jarlen vide, at Danekongens hær lå der like for dem i havnen. Straks lot jarlen seilene senke på sine skip, og de rodde inn under Øen.

Svein Danekonge, Olav Sviakonge og Erik Jarl var der da med all sin hær; Været var fagert, og solen skinte klart. Alle høvdingene gikk nå opp på Holmen med store Skarer av folk og så, hvorledes skipene seilede ut på havet, såre mange tilsammen. De ser nå, at der seiler et stort og prektig skip. Da sa begge kongene: „Dette er et stort og sjelden fagert skip; det er vist Ormen lange.“ „Nei,“ svarer Erik Jarl; „ei er dette Ormen lange;“ og han hadde rett; thi dette skip tilhørte Eindride av Gimse. Kort etter ser de et annet skip seile, langt større enn det første. Da sa Kong Svein: „Nå er Olav Tryggvessøn redd, siden han ei tør seile med hode på 89sitt skip.“ Erik Jarl svarer: „Dette er ikke Kongens skip; jeg kjenner både skip og Seil; thi seilet er stavet; dette er Erling Skjalgssøn; la dem kun seile, det er bedre, at disse savnes i Kong Olavs Flaade, enn at dette skip, der er så vel utrustet, skulle være der.“ En Stund etter så de og kjente Sigvalde Jarls skip, der dreide inn under Holmen. Derpå så de, der seilte tre skip, et meget stort. Kong Svein talte da til de andre og bad dem gå til sine skip; „thi der,“ sier han, „farer Ormen lange.“ Erik Jarl sier: „De har mange andre store og prektige skip enn Ormen lange; la oss bie litt ennå.“ Da sa en mengde menn: „Erik Jarl vil nok ikke stride i dag og hevne sin far; dette er en stor skam, som vil spørres i alle land, hvis vi ligger her med en så talrig hær, og Kong Olav seiler ut til Havs like for vår nese.“ Da de en stund hadde talt herom, så de, at der seilede fire skip; et av dem var en stor Drage, meget prydet med gull. Da reiste Kong Svein seg og sa: „Høyt skal Ormen lange bære meg i kveld; ham skal jeg styre.“ Mange sa, at Ormen lange var et såre stort og deilig skip, og at det var et herlig verk å la et så stort skip bygge. Men Erik Jarl sa, så noen hørte det: „Om så Kong Olav ikke hadde større skip enn dette, ville dog aldri Kong Svein kunne ta det fra ham med hele Danehæren.“ Nå drev folket til skipene, tok tjeldene av og gjorde seg slagferdige. Dog mens høvdingene talte det imellom seg, som nå er sagt, så de, at der seilede tre meget store skip og det fjerde sist: det var Ormen lange. Av de store skip, som hadde seilet i forveien, og som de antok for Ormen, var det første Tranen, det andre Ormen skamme. Men da de så Ormen lange, kjente alle den; ingen negtede da, at det jo var Olav Tryggvessøn, som seilede der. De gikk nå til skipene og gjorde seg rede til angrep. Det var en fast avtale mellom høvdingene, Kong Svein, Kong Olav og Erik Jarl, at hver skulle ha sin tredjepart av Norge, hvis de fikk bukt med Olav Tryggvessøn; men den av dem, som først besteg Ormen, skulle få den og alt det bytte, som gjordes på den; ellers skulle enhver have det skip, han selv ryddet. 90Erik Jarl hadde en overhaands stor Barde*), som han pleide å bruke i Viking; der var en kam øverst på begge Rande og nedenfor en tykk jernplate, der var likeså bred som randen og nådde helt ned til vanngangen.

Da Sigvalde Jarl og hans menn rodde inn under Holmen, så Torkel Dyrdil fra Tranen og de øvrige Skibsbefalingsmænd, der var hos ham, at jarlen dreide sine skip inn under Holmen; da sænkede også de seilene, rodde etter ham, ropte over til ham og spurte, hva det skulle bety. Jarlen sier, at han vil bie på Kong Olav; „det ser likest ut til, at der er ufred for oss.“ De lot nå skipene drive, inntil Torkel Nevja kom med Ormen skamme og de tre skip, som fulgte ham. Dem fortalte man samme Tidende, og de lot nå også seilene falle og skipene drive, oppebiende Kong Olav. Da Kongen seilte inn til Holmen, rodde hele hæren ut for dem og frem på Sundet. Kongens menn bad ham, da de så det, å seile sin vei og ikke legge til strid mot en så stor hær. Kongen stod i løftingen og svarede høyt: „Ned med seilet! ei skal mine menn tenke på flukten; jeg har aldri flyktet i strid; Gud må råde for mitt liv; men aldri begir jeg meg på flukt.“ Man gjorde da således, som Kongen sa.

Kong Olav lot nå blåse til Sammenlægning av alle skipene; i midten lå Kongens skip; på den ene side av det Ormen skamme og på den annen Tranen. Da man begynte at tenge stavnene sammen, bandt man også stavnene på Ormen lange og Ormen skamme til hinannen; men da Kongen så det, ropte han høyt og bad dem legge det store skip bedre frem og ikke lade det ligge lengst tilbake av alle skip i hele hæren. Da svarer Ulv den røde: „Skal Ormen legges så meget lenger frem, som den er lenger enn andre skip, da vil det nok bli en hard dyst om saksene**) i dag.“ Kongen svarer: „Jeg visste ikke, at jeg hadde en Stavnbo, der både var rød og redd.“ Ulv svarer: „Fegt du ikke mer bakfra i løftingen, enn jeg i stavnen!“ Kongen hadde en bue i hånden; han la 91en pil på strengen og sigtede på Ulv. Denne sa: „Skyt annensteds hen, Konge, dit hvor det bedre behøves; hva jeg gjør, det gjør jeg for deg.“

Kong Olav stod i løftingen på Ormen og ragede høyt opp; han hadde et guldlagt skjold og forgylt Hjelm og var lett å kjenne fra andre; han bar en rød kort kjortel over brynjen. Da han så, at flokkene ordnet seg og merkene opreistes foran høvdingene, spurte han: „Hvem er høvding for de folk, der ligger her like over for oss?“ — Man sa, at det var Kong Svein Tjugeskjeg med Danehæren. Kongen svarer: „De uslinger ræddes jeg ikke for; i danene er der intet mot; men hvem råder for de folk, der ligger på høyre side av danene?“ — Der ble svaret, at det var Kong Olav med Svenskehæren. Kongen sier: „Sviarne ville nok synes bedre om å sitte hjemme og slikke sine Blotboller enn om å gå opp på Ormen lange og smake deres våpen. Dog hvem eier de store skip, som ligger derude på babord av danene?“ — „Der,“ sa man, „ligger jarlen Erik Haakonssøn.“ „Han,“ svarer Kongen, „kan nok tykkes å ha god grunn til å finne oss; av den Flok kan vi vente oss en skarp strid; thi det er nordmenn likesom vi.“

Nå ordnede kongene angrepet. Kong Svein la sitt skip mot Ormen lange; men Kong Olav svenske la ut fra ham igjen og stak sine stavner mot de ytterste skip av Kong Olav Tryggvessøns Flaade. På den annen side la Erik Jarl til, og der begynte nå en hard strid. Sigvalde Jarl lot sitt skip dra seg til side og la ikke til strid. Dette slag var meget skarpt og blodig. Frembyggerne på Ormen lange og Ormen skamme kastet ankere og Stavnljaaer i Kong Sveins Skib og kunne skyde sine våpen ovenfra nedad på fienden; derved ryddet de alle de skip, som de fikk holdt fast. Men Kong Svein og de, der unnkom, flyktet over på de andre skip og la bort ut av Skudmaal. Det gikk da ganske således med denne hær, som Kong Olav Tryggvessøn hadde spådd. Olav Sviakonge la til isteden; men så snart de kom nær Storskibene, gikk det dem som de forrige, at de tapte mange folk og endel skip og måtte med så forrettet Sag legge 92bort igjen. Men Erik Jarl la sin Barde sibordes ved Kong Olavs ytterste skip, ryddet det og hug det straks løs fra Tengslerne; derpå la han hen til det, som var dernest, og stred, inntil det var ryddet. Nå begynte mannskapet å løpe fra de mindre skip og opp på de store; men etterhånden som hvert skip ble ryddet, hug jarlen det løst. Danene og Sviarne la nå til på alle kanter av Olavs Skibe i Skudmaal; men Erik Jarl lå stedse sibordes ved skipene og stred med Hugvaaben. Så snart der falt folk på hans skip, gikk andre opp isteden, daner og Sviar. Da var striden meget hidsig, og folket falt tett; til sist kom det dertil, at alle Kong Olav Tryggvessøns Skibe var ryddet unntagen Ormen lange; på den var nå alle de av hans menn kommet, som var i stand til å stride. Erik Jarl la Barden sibordes med Ormen, og der ble der ennå en ny Huggestrid. Erik Jarl var i forrommet på sitt skip, hvor der var fylket med en skjoldborg; der ble nå kjempet både med Hugvaaben og spyd, og alle de våpen, man kunne få, ble kastet; noen skjød med Bueskud eller Haandskud. Da ble der så stor en Vaabenregn på Ormen, at man neppe kunne verge seg med skjoldet, så tykt fløy spyd og Pile; thi rundt om Ormen lå der nå hærskip. Kong Olavs Mænd var nå så rasende, at de løp opp på randen av skipet for å kunne nå fiendene med sverdet og drepe dem; men det var ikke mange av fiendene, som hadde lagt seg så nær under Ormen, at de kunne stride med Hugvaaben. De fleste av Kong Olavs Mænd gikk derfor overbord, idet de ei hugsede på annet, enn at de sloges på en slett vold, og sank så ned med sine våpen. Einar Tambarskjælver var i Krapperummet akter på Ormen; han skjød med bue og skjød hårdere skudd enn andre. Han skjød til Erik Jarl, men traff Rorknappen ovenfor Jarlens hode, så at pilen gikk inn like til rorbåndene. Jarlen så etter den og spurte, om noen visste, hvo der skjød; men i det samme kom en annen pil så nær jarlen, at den fløy mellom siden og armen på ham, og inn i Hovedfjelen, så at Spidsen stod langt ut. Jarlen sa nå til en, som noen kaller Finn, men andre sier var av finsk herkomst, en ypperlig bueskytter: „Skyt 93du den store mann der i Krapperummet!“ Finn skjød, og pilen kom midt på Einars bue i samme øyeblikk, som han tredje gang spente den. Buen brast da i to stykker. Da sa Kong Olav: „Hva brast der så høyt?“ — „Norge av din hånd, Konge,“ svarer Einar. „Så stor brist er vist ennå ikke skjedd,“ sier Kongen, „ta min bue og skyt med!“ I det samme kastet han buen til ham; Einar tok buen, men drog den straks frem foran Odden av pilen og sa: „For veg, for veg er Kongens bue!“ kastet buen tilbake, men tok sitt skjold og sverd og stred mandeligen.

Kong Olav Tryggvessøn stod i løftingen på Ormen og skjød stundom med bue og stundom med Gavlaker (kastespyd), alltid to ad gangen. Kongen så frem i skipet og la merke til, at hans menn løftet sverdene og hug titt og ofte, men at de bet dårlig. Han ropte da høyt: „Løfter dere deres sverd med så liten kraft, siden jeg ser, de ikke biter for dere?“ En svarede: „Våre sverd er sløvede og meget brutte.“ Da gikk Kongen ned i forrommet og lukkede Høisædeskisten opp; derav fremtog han mange hvasse sverd og ga sine menn dem; men da han strakte den høyre arm ned, så flere, at der rant blod ned under armskinnen; men ingen visste, hvor han var såret.

På Ormen skjedde det beste og for fienden farligste forsvar av Forrums-mennene og Stavnboerne; begge steder var mannskapet mest utsøkt og skipsbordet høyest. På midten av skipet begynte folket først å falle. Da der kun stod få menn tilbake rundt om masten, begynte Erik Jarl å bestige Ormen og kom selv femtende opp. Der kom Hyrning, Kong Olavs Maag, med en Flok imot ham, og etter den hårdeste strid måtte jarlen vike tilbake og ned igjen på Barden; men de, som hadde fulgt ham, ble dels drepte dels saarede. Nå begynte atter den skarpeste strid, og da falt der mange menn på Ormen. Da Mandskabet, som skulle forsvare Ormen, begynte å tynnes, søkte Erik Jarl annen gang å bestige den, og ennå en gang fant han hard mottakelse. Da Stavnboerne på Ormen så dette, gikk de akter i skipet, satte seg til verge 94mot jarlen og gjorde ham sterk motstand. Men da mannskapet på Ormen nå var falt i sådan mengde, at skipsbordene på mange steder stod tomme, begynte Jarlsmændene å gå opp på mange kanter. Alle de, som ennå stod på Ormen til dens forsvar, søkte akter i skipet, der hvor Kongen var, og prøvede ennå på å gjøre motstand. Kolbjørn Stallare gikk opp i løftingen til Kongen; de var meget like i klær og våpen. Kolbjørn var stor og smuk fremfor andre. Ennå ble der en såre skarp strid i forrommet. Da var så mange av Jarlens folk kommet opp på Ormen, som kunne rommes der; hans skip la allevegne til mot Ormen, og få folk var der til å forsvare den mot så stor en hær; derfor falt de fleste på en kort tid, skjønt de var både sterke og modige. Kong Olav selv og Kolbjørn Stallare med ham løp overbord, hver på sin Kant; Jarlens menn hadde lagt Smaaskuder udentil og drepte dem, som styrtet seg i vannet. Da Kongen selv var sprunget ut, ville de fange ham og bringe ham til Erik Jarl. Men Olav holdt skjoldet over seg, idet han styrtet seg ned; Kolbjørn Stallare derimot skjød skjoldet under seg for å beskytte seg mot de spyd, der ble stukne ut fra skipene, som lå nedenunder. Han falt derfor på sjøen således, at skjoldet kom under ham, og han kunne derfor ikke hurtig nok komme til å dukke ned, men ble fangen og dragen opp i skuten, hvor man trodde å ha fått fat på Kongen selv. Han ble nå ført frem for jarlen; men da denne så, at det var Kolbjørn, ikke Kong Olav, ga han ham grid. I denne vending løp alle Kong Olavs Mænd, som enn var i live, overbord fra Ormen; Torkel Nevja, Kongens bror, var den aller siste, som løp overbord.

Da Kong Olav hadde løbet overbord, ropte hele hæren Seiersraab; da tok Sigvalde Jarl og hans menn til årene og rodde til striden. Men den Vende-snekke, hvorpå Astrids Mænd var, rodde bort og tilbake under Vendland; og det var manges sagn, at Kong Olav skulle ha draget brynjen av under vannet, derpå dukket ned under langskipene, siden lagt hen til Vende-snekken og av Astrids 95Mænd være blitt ført til Vendland. Der er siden av flere gjort mange frasagn om Kong Olavs reiser.

Men hvorledes det enn har seg, så kom Olav Tryggvessøn aldri siden til å styre Norge.

Snorre Sturlassön, ved P. A. Munch.