79

I det første Aar af sin Regjering opholdt Kong Olav sig mest i Viken og havde endnu ikke begyndt Omvendelsesverket i det trondhjemske; derfor synes han ei at være kommen i synderlig Berørelse med Islendinger, da disse, især de, som hørte til de fornemste Familier, nu i en lang Række af Aar havde været vante til at søge til Trondhjem som Landets fornemste Del eller som det Sted, hvor Haakon Jarl havde sit Sæde. Paa denne Maade kan vi ogsaa forklare, hvorledes det gik til, at flere af de Islendinger, der i Aaret 996 kom til Norge, intet havde hørt om, at Olav Tryggvessøn var bleven Konge i Norge og forkyndte den nye Tro. Blandt deres Tal var Skalden Hallfred Ottarssøn, der allerede var bleven antagen som Hirdmand hos Haakon Jarl efter at have digtet et Kvæde om ham. Da Hallfred om Sommeren 996 kom fra Island og lagde til ved Agdenes, erfor han, at Haakon Jarl var død, og at Olav Tryggvessøn var bleven Konge og paabød Kristendommen. Dette fandt Hallfred og hans Skibskammerater saa betænkeligt, at de besluttede at gjøre Løfter til Guderne for at faa Bør til at undkomme fra Norge til hedenske Lande. De lovede Frøi baade Gods og tre Saald Øl, hvis de kunde komme til Sverige, og Tor eller Odin lige saa meget, om de kunde komme hjem til Island. Men de fik ingen Bør og maatte, saa nødig de vilde, styre ind ad Fjorden for at komme i Havn. Da de naaede en Havn, kunde de dog ikke komme ind i Skibsleiet, fordi det allerede var optaget af en Del Langskibe. De vidste ikke den Gang, at disse Skibe tilhørte Kongen, som just var kommen tilbage fra sit første Tog til Haalogaland. De maatte derfor lægge sig langt ude paa et meget ubeleiligt Sted, hvor hele Havstormen og Søen stod paa, og hvor Skibet den hele Nat huggede forfærdelig, saa at de hvert Øieblik væntede, at 80Ankertauget vilde springe. Men ud paa Morgenen kom der en Baad roende ud til dem fra Langskibene; den styredes af en høi Mand i en grøn Trøie, og denne tilbød dem meget venlig sin Hjelp for at bringe dem ind i et bedre og sikrere Leie. I samme Øieblik sprang et af Ankertaugene; men Manden i den grønne Trøie styrtede sig i Søen, fik grebet Enden af Tauget og bragte den op i Skibet; de drog nu Ankerne op og lodsedes derpaa af Folkene i Baaden ind i Havn. De fik siden vide, at Manden i den grønne Trøie ikke var nogen anden end Kong Olav Tryggvessøn selv, og skjønt de ei endnu havde stiftet nærmere Bekjendtskab med ham, havde de dog paa denne Maade allerede lært at betragte ham i et elskværdigere Lys end hidtil. Han fortsatte strax efter sin Vei til Lade og lagde sine Skibe i Nidarosen, hvor ogsaa Hallfred strax efter ankom.

Omtrent paa samme Tid kom flere Islendinger af fornem Æt, blandt dem Brand den gavmilde. Kongen anmodede dem strax om at lade sig døbe, og da de vægrede sig derved, nedlagde han Forbud mod deres Hjemreise, saa at de altsaa mod sin Vilje og til sin store Misfornøielse maatte blive liggende. De besluttede dog, ei at lade sig tvinge med Magt og indgik et Forbund med hinanden om, at de alle som en vilde modsætte sig Kongens Kristendomspaabud. Medens Sagerne stod saaledes, ankom Kjartan, en Søn af den berømte Olav Paa fra Hjardarholt. Kjartan nævnes som den skjønneste, talentfuldeste og elskværdigste af alle sine samtidige paa Island. Mellem ham og hans Fætter Bolle Torleikssøn, der opfostredes paa Hjardarholt, herskede det fortroligste Venskab. Kjartan var tidlig kommen i en Kjærlighedsforstaaelse med den skjønne, men hevngjerrige og rænkefulde Gudrun. Man ansaa hende som den fagreste og forstandigste blandt alle de Kvinder, der i den Tid fandtes paa Island, og det hed, at alt, hvad de øvrige Kvinder havde i Stads, kun var ligesom Børneflitter i Sammenligning med hendes pragtfulde Dragt. Kjartans Fader spaaede sig intet godt af denne Kjærlighedsforstaaelse; men hans Advarsler frugtede intet, og da Kjartan nu skulde drage udenlands, blev det bestemt mellem ham og Gudrun, at hun skulde bie paa ham i tre Aar, inden hun bortgav 81sin Haand til nogen anden. Han kjøbte halvt Skib med Kalv Aasgeirssøn og seilede afsted, ledsaget af Bolle og flere andre Venner. Ankomne til Agdenes erfor ogsaa de, at Olav Tryggvessøn var bleven Konge og paabød Kristendommen. De fandt dette en temmelig betænkelig Sag, men lod sig dog ei deraf afholde fra at drage videre og styre ind til Nidaros, hvor de tidligere ankomne Islendinger, fornemmelig Brand, tog imod dem med stor Glæde. De opfordrede Kjartan til at slutte sig til deres Forbund. Herpaa gav han for det første intet bestemt Svar, men sagde kun, at han vilde samtykke i, hvad alle fandt raadeligst.

Det var just paa den Tid, da Olav havde ladet Byanlægget ved Nidaros paabegynde, saa at der var mange Folk tilstede, og Havnen med sine Omgivelser afgav et livligt Skue. En Godveirsdag om Høsten, da flere af Byfolkene fornøiede sig med at svømme, foreslog Kjartan sine Landsmænd at gaa hen og se paa dem. De gjorde saa; enkelte af dem deltog ogsaa i Svømningen. De bemerkede især en Mand, som svømmede med større Færdighed end alle de øvrige. Kjartan opfordrede baade Hallfred Ottarssøn og sin Frænde Bolle til at maale sig med ham; men ingen af dem vovede det. „Da skal jeg selv forsøge derpaa,“ sagde Kjartan, kastede Klæderne af sig og sprang ned i Elven. Han styrede hen til hin Mand, der svømmede saa godt, greb fat i ham, dukkede under med ham og holdt ham en Stund under Vandet for at sætte hans Dygtighed som Dykker paa Prøve. Efter en Stund tog Bymanden til Gjengjeld fat paa Kjartan, dukkede under med ham og forblev nede med ham saa længe, at Kjartan syntes, det var paa høi Tid, da han slap ham op igjen. Ikke længe efter dukkede han atter ned med ham og holdt ham under Vandet i saa lang Tid, at Kjartan ei skjønnede, hvorledes dette vilde løbe af, og tyktes aldrig forhen at have været i en saadan Knibe. Endelig kom de op igjen og svømmede nu til Land for at klæde sig paa. Hidtil havde de ei vexlet et eneste Ord sammen. Nu spurgte Bymanden, hvad Kjartan hed. Denne nævnte sit Navn. „Du svømmer godt,“ sagde Bymanden, „er du ligesaa dygtig i andre Idrætter?“ „Hjemme paa Island hed det, at jeg var den ypperste i alt saadant,“ 82svarede Kjartan; „men nu har jo dette intet at betyde.“ „Det kommer dog an paa, med hvem du har prøvet din Færdighed,“ sagde Bymanden, „hvorfor spørger du mig ei om mit Navn?“ Kjartan svarede, at det var ham det samme, hvad han hed. „Du er en dygtig Mand, men ogsaa meget stolt,“ sagde Bymanden; „mit Navn skal du dog vide, jeg er Kong Olav Tryggvessøn, og jeg tror ikke, du vil have nogen Skam af at være kommen tilkort mod mig.“ Kjartan svarede intet, men gik bort i sin Skarlagens-Kjortel uden Kappe. „Bi dog lidt,“ sagde Kongen, „og gaa ikke saa hurtig bort.“ Kjartan gik tilbage, skjønt just ikke meget gjerne. Kongen tog sin Kappe af og gav ham den, forat han, som han sagde, ei skulde gaa uden Kappe til sine Kammerater; han bad ham ogsaa betragte den Kappestrid, de havde havt, kun som Spøg og Morskab. Kjartan takkede Kongen for Gaven og gik hjem til sine Mænd, der roste Kappen som meget kostbar. Men de øvrige Islendinger syntes meget ilde om, at han havde modtaget denne Foræring, da han derved ligesom havde stiftet Venskab med Kongen og givet sig i hans Vold.

Længere ud paa Høsten blev der en skarp Frost med haardt Veir, hvilket Hedningerne tilskrev Gudernes Vrede over, at Kong Olav vilde indføre en anden Tro. Dog blev Veiret efter nogen Tid bedre, og der kom nu mange Folk til Byen fra de nærmeste Hereder. Islendingerne leiede sig et fælles Herberge i Byen til Vinterophold. Kjartan betragtedes som deres Formand. En Dag hørte de Kongen holde en Tale til en Del forsamlede Bønder ude paa Ørene for at faa dem til at lade sig kristne. Han begyndte som sedvanligt med gode og venlige Ord, men truede tilsidst med Dødsstraf og anden haard Behandling, hvis de ei adlød ham; mange af Bønderne lod sig og derved bevæge til at antage Kristendommen. Da Islendingerne kom hjem til sit Herberge om Aftenen og havde sat sig til Drikkebordet, talte de meget høirøstet om denne Begivenhed. Kjartan spurgte Bolle, hvad han tyktes om den nye Tro. Bolle fandt den blødagtig og daarlig. Kjartan var ikke ganske enig med ham deri, men spurgte derpaa, om de ei havde lagt Mærke til, at Kongen fremførte Trusler mod de gjenstridige. „Jo visselig,“ 83svarede Bolle, „deraf kunde man ei tage Feil.“ „Min Beslutning,“ sagde Kjartan, „er nu den, at jeg ikke vil lade mig tvinge af nogen Mand, saa længe jeg kan føre Vaaben; jeg finder det derhos at være en Skam for en rask Karl at blive dræbt eller fangen som et Lam i en Sti; naar man alligevel skal dø, er det dog bedre, først at udføre en Daad, der længe vil mindes.“ „Hvad tænker du da at gjøre?“ sagde Bolle. „Det er snart sagt,“ sagde Kjartan, „at brænde Kongen inde.“ „Det kan jeg kalde et stort Anslag,“ sagde Bolle; „men jeg tror neppe, det lykkes, da Kongen altid har meget Held med sig, og desuden Dag og Nat er omgiven af sterk Vagt.“ „Jeg vidste nok, at de fleste af eder vilde finde dette Forslag betænkeligt, hvor dygtige Karle I end er,“ sagde Kjartan, „og jeg nævnede det ogsaa mest for at sætte eder paa Prøve.“ Bolle mente, at det var uvist, hvo der vilde vise størst Modløshed ved et saadant Foretagende, og da mange fandt denne Tale hel unødig, lod man den fare. Men i Herberget havde der ogsaa været Udsendinger fra Kongen for hemmelig at lytte til Islendingernes Tale og siden at give ham Beretning om, hvad Ord der faldt. Morgenen efter lod han sammenkalde et Ting og lod ogsaa Islendingerne tilsige at indfinde sig. Da Tinget var sat, takkede han alle de tilstedeværende for deres Nærværelse, hvis de vilde være hans Venner og tage ved Troen. Han henvendte sig særskilt til Islendingerne med den Anmodning, at de skulde tro paa den sande Gud og lade sig døbe. Da de ingen Beredvillighed viste dertil, spurgte han, hvo af dem det var, som havde foreslaaet at brænde ham inde. Da sagde Kjartan: „I tror nok, Herre, at den, der har sagt det, ei har Mod til at staa derved; men nu kan jeg sige eder, at det er mig, som bragte det paa Bane.“ „Det er ingen smaa Raad, du befatter dig med,“ svarede Kongen; „men neppe vil det lykkes dig at faa Bugt med mig; strengt taget havde du allerede gjort dig fortjent til, at jeg sørgede for, du ei kom til at foreslaa flere Kongers Indebrænding; men siden du saa kjækt stod ved dine Ord, og det desuden ikke er vist, at du mente dem alvorlig, skal jeg denne Gang skjænke dig Livet. Det er og hel rimeligt, at du siden vil komme til at overholde Troen saa meget bedre, som du nu 84taler heftig imod den, og hvis du først lader dig døbe med din gode Vilje, da vil vist mange af dine Landsmænd følge dit Exempel, ligesom ogsaa eders Frænder og Venner paa Island vil lytte sterkt til dine Ord; jeg nærer tillige den bestemte Overbevisning, at du har en bedre Tro, naar du forlader Norge, end du havde, da du kom hid. Far nu alle herfra i Fred; jeg skal dennesinde ikke bruge nogen Tvang mod eder; thi Gud vil ei, at nogen skal komme nødtvungen til ham.“ Kjartan takkede Kongen paa sine egne og Landsmænds Vegne for hans Naade og Venlighed. Han undskyldte sig med, at de var ophidsede af Øllet, og at Islendingerne desuden pleiede at være uvorne i Ord og Tale; de havde ogsaa, tilføiede han, Ord for, at de heller lod sig lede med det gode end tvinge med det onde; han ytrede tilsidst, at det nok kunde hænde, at han i Norge tog ved Troen, saa at han agtede Tor lidet, naar han kom tilbage til Island. Kongen smilede og sagde: „Jeg ser tydelig paa dit hele Væsen, Kjartan, at du stoler mere paa din Styrke og Legemsfærdighed end paa Tor eller Odin.“ Derpaa hævedes Tinget. Flere raadede Kongen at tvinge Kjartan og Islendingerne til at antage Kristendommen og advarede ham mod at taale saa mange Hedninger samlede i sin Nærhed; men han afviste alle slige Ytringer med Uvilje og sagde, at Kjartan og hans Kammerater var Hædersmænd og bedre end mange kristne.

Imidlertid fortsattes Bygningsarbeiderne i Byen med Raskhed, og lidt før Jul var Klemenskirken ganske færdig, saa at Biskoppen kunde holde Messe der om Julenatten. Kjartan foreslog sine Landsmænd at gaa hen og høre paa, hvorledes de kristne bar sig ad. Mange samtykkede deri, hvoriblandt Bolle og Hallfred Ottarssøn. De hørte nu Klokkernes Lyd og den smukke Sang og lugtede Røgelsens Vellugt. Kongen holdt selv en Tale, hvori han gjorde Rede for Julefestens Betydning og sagde, at den Høvding, som de alle skulde tro paa, var født i denne Nat. Islendingerne forblev der til efter Høimesse. Da de kom hjem, samtalede de om, hvad de havde seet og hørt, og bedømte det paa forskjellig Maade. Men paa Kjartan havde Kongens Tale gjort et saadant Indtryk, at han erklærede, at han for sin 85Del snarest muligt vilde lade sig døbe og haabede, at alle hans Skibsfæller vilde gjøre det samme. Bolle erklærede sig strax villig; ligesaa de øvrige. Hvad der afholdt dem fra at melde sig hos Kongen den Dag, var kun, at de vidste, at han nu sad til Bords. Men Islendingernes Tale blev ham endnu samme Dag berettet af hans fortrolige Kundskabsmænd, og han glædede sig saare derover. Den følgende Dag, anden Juledag, lod han Kjartan kalde til sig og foreslog ham at lade sig døbe. Kjartan var strax villig dertil paa den Betingelse, at Kongen vilde skjænke ham sit Venskab. Dette tilsagde Kongen ham med Glæde, og nu blev han døbt tilligemed Bolle og alle sine Skibsfæller. Han beholdt ham og Bolle hos sig i Julegilde og skal have udnævnt ham til sin Hirdmand den Dag, de afførte sig de hvide Daabsklæder.

Kort Tid efter mødte Kongen Hallfred Ottarsson paa Gaden. Han spurgte ham om hans Navn, og da han erfor, at han var Skalden Hallfred, anmodede han ham ligeledes om at lade sig døbe. Hallfred samtykkede deri paa den Betingelse, at Kongen selv vilde staa Fadder til ham. Dette lovede Kongen, og nu blev Hallfred døbt. Kongen lod sine Morbrødre Karlshoved og Jostein lære ham Credo og Pater noster. Ved samme Leilighed blev Brand den gavmilde og flere anseede Islendinger døbte. Kjartan og Bolle opholdt sig ved Kongens Hird den hele Vinter, og Kjartan var saa afholdt, at han ikke havde en eneste Avindsmand. Skalden Hallfred Ottarsson bad Kongen en Dag om at høre et Kvad, han havde digtet til hans Ære. Kongen vægrede sig derved, sandsynligvis fordi han vidste, at dette Kvad, som Kvæderne i Almindelighed, indeholdt mange Hentydninger til den hedenske Gudelære. Men Hallfred truede med, at hvis Kongen ikke vilde høre ham, da vilde han til Gjengjeld ogsaa søge at glemme, hvad Kongen havde ladet ham lære. „Du er en vanskelig Skald (vandræðaskáld),“ sagde Kongen, „og jeg faar da vel høre dit Kvad.“ Da Kvadet var fremsagt, roste Kongen det og tilbød Hallfred at blive hans Mand. „Jeg var forhen Haakon Jarls Hirdmand,“ svarede Hallfred, „og vil ikke gaa dig til Haande, uden at du lover mig, hvad der end hændes, aldrig at jage mig bort.“ „Men 86om du nu begaar en Handling, jeg ikke kan taale,“ sagde Kongen. „Saa dræb mig heller,“ svarede Hallfred. „I Sandhed du er en vanskelig Skald,“ sagde Kongen; „men min Mand skal du nu være.“ „Jeg modtager det Tilnavn, du har givet mig (vandræðaskáld),“ svarede Hallfred, „men hvad giver du mig i Navnfæste?“ Kongen gav ham et Sverd, men uden Skede, og bad ham digte et Vers derom, saaledes at Ordet „Sverd“ forekom i hver Verslinje. Hallfred kvad:

Et Sverd blandt alle Sverdesverde-rig mig gjorde;For Sverd-Svingeren vordersnart nu Færd af Sverde.

Sverd-Mangel vil ei vorde,værd er jeg trende Sverde,var der af Træ kun i Verdenværdig Skede til Sverdet.

„Der er jo ikke „Sverd“ i hver Linie,“ sagde Kongen, idet han dog gav ham Skeden. „Men der er „trende Sverde“ i en af dem,“ svarede Hallfred, og dermed lod Kongen sig nøie. Hallfred maatte ellers oftere høre ilde af Kongen, fordi han som ivrig Skald ei kunde overtale sig til at udelukke de gamle Guders Navn af sine Kvad, og fordi han ei vilde laste dem, idet han syntes det var nok, ei at tro paa dem. Man beskyldte ham for at ofre hemmelig til et lidet Torsbillede, han bar i sin Pung; hans Avindsmænd, der misundte ham den Yndest, hvori han stod hos Kongen, bagvaskede ham, og Kongen skal omsider, for at straffe ham eller sætte ham paa Prøve, have sendt ham i det farlige Ærinde til den mægtige Torleiv spake, enten at dræbe eller blinde ham, fordi han ei vilde antage Kristendommen, et Ærinde, som Hallfred kun halvt udførte, da han efter at have stukket det ene Øie ud paa Torleiv lod ham beholde det andet og i Stedet derfor stak Øiet ud paa en af sine Bagvaskere. Kongen skal dog ei have taget Hallfred dette ilde op, og Hallfred sluttede sig nu til Kongen med en sværmerisk Kjærlighed. Han digtede flere Kvad om Kongen, og hvad der af disse Kvad er os opbevaret, indeholder de sikreste Efterretninger, vi har om Olav Tryggvessøns Livs og Regjerings Historie.

P. A. Munch.

79

I det første år av sin regjering oppholdt Kong Olav seg mest i Viken og hadde ennå ikke begynt Omvendelsesverket i det trondhjemske; derfor synes han ei å være kommet i synderlig berøring med islendinger, da disse, især de, som hørte til de fornemste familier, nå i en lang rekke av år hadde vært vante til å søke til Trondhjem som Landets fornemste del eller som det sted, hvor Haakon Jarl hadde sitt sete. På denne måte kan vi også forklare, hvorledes det gikk til, at flere av de islendinger, der i året 996 kom til Norge, intet hadde hørt om, at Olav Tryggvessøn var blitt Konge i Norge og forkyndte den nye tro. Blant deres tall var skalden Hallfred Ottarssøn, der allerede var blitt antatt som hirdmann hos Haakon Jarl etter å ha diktet et kvede om ham. Da Hallfred om sommeren 996 kom fra Island og la til ved Agdenes, erfarte han, at Haakon Jarl var død, og at Olav Tryggvessøn var blitt Konge og påbød kristendommen. Dette fant Hallfred og hans skipskamerater så betenkelig, at de besluttet å gjøre løfter til gudene for å få bør til å unnkomme fra Norge til hedenske land. De lovede Frøi både gods og tre såld øl, hvis de kunne komme til Sverige, og Tor eller Odin like så meget, om de kunne komme hjem til Island. Men de fikk ingen bør og måtte, så nødig de ville, styre inn ad fjorden for å komme i havn. Da de nådde en havn, kunne de dog ikke komme inn i skipsleiet, fordi det allerede var optaget av en del langskip. De visste ikke den gang, at disse skip tilhørte Kongen, som just var kommet tilbake fra sitt første Tog til Haalogaland. De måtte derfor legge seg langt ute på et meget ubeleilig sted, hvor hele Havstormen og sjøen stod på, og hvor skipet den hele natt huggede forferdelig, så at de hvert øyeblikk ventet, at 80ankertauet ville springe. Men ut på morgenen kom der en båt roende ut til dem fra langskipene; den styredes av en høy mann i en grønn trøye, og denne tilbød dem meget vennlig sin hjelp for å bringe dem inn i et bedre og sikrere leie. I samme øyeblikk sprang et av Ankertaugene; men mannen i den grønne trøye styrtet seg i sjøen, fikk grepet Enden av tauet og brakte den opp i skipet; de drog nå ankrene opp og lodsedes derpå av folkene i båten inn i havn. De fikk siden vide, at mannen i den grønne trøye ikke var noen annen enn Kong Olav Tryggvessøn selv, og skjønt de ei ennå hadde stiftet nærmere bekjentskap med ham, hadde de dog på denne måte allerede lært å betrakte ham i et elskværdigere lys enn hittil. Han fortsatte straks etter sin vei til Lade og la sine skip i Nidarosen, hvor også Hallfred straks etter ankom.

Omtrent på samme tid kom flere islendinger av fornem ætt, blant dem Brand den gavmilde. Kongen anmodet dem straks om å la seg døpe, og da de vegret seg derved, nedla han forbud mot deres hjemreise, så at de altså mot sin vilje og til sin store Misfornøielse måtte bli liggende. De besluttet dog, ei å la seg tvinge med makt og inngikk et Forbund med hinannen om, at de alle som en ville motsette seg Kongens kristendomspåbud. Mens Sagerne stod således, ankom Kjartan, en sønn av den berømte Olav Paa fra Hjardarholt. Kjartan nevnes som den skjønneste, talentfulleste og elskværdigste av alle sine samtidige på Island. Mellom ham og hans fetter Bolle Torleikssøn, der opfostredes på Hjardarholt, hersket det fortroligste vennskap. Kjartan var tidlig kommet i en Kjærlighedsforstaaelse med den skjønne, men hevngjerrige og renkefulle Gudrun. Man anså henne som den fagreste og forstandigste blant alle de kvinner, der i den tid fantes på Island, og det het, at alt, hva de øvrige kvinner hadde i Stads, kun var likesom Børneflitter i sammenligning med hennes praktfulle drakt. Kjartans far spådde seg intet godt av denne Kjærlighedsforstaaelse; men hans advarsler frugtede intet, og da Kjartan nå skulle dra utenlands, ble det bestemt mellom ham og Gudrun, at hun skulle bie på ham i tre år, innen hun bortgav 81sin hånd til noen annen. Han kjøpte halvt skip med Kalv Aasgeirssøn og seilede av sted, ledsaget av Bolle og flere andre venner. Ankomne til Agdenes erfarte også de, at Olav Tryggvessøn var blitt Konge og påbød kristendommen. De fant dette en temmelig betenkelig Sag, men lot seg dog ei derav avholde fra å dra videre og styre inn til Nidaros, hvor de tidligere ankomne islendinger, fornemmelig Brand, tok imot dem med stor glede. De oppfordret Kjartan til å slutte seg til deres Forbund. Herpå ga han for det første intet bestemt svar, men sa kun, at han ville samtykke i, hva alle fant raadeligst.

Det var just på den tid, da Olav hadde latt Byanlægget ved Nidaros påbegynne, så at der var mange folk til stede, og havnen med sine omgivelser avga et livlig Skue. En Godveirsdag om høsten, da flere av byfolkene fornøyde seg med å svømme, foreslo Kjartan sine landsmenn å gå hen og se på dem. De gjorde så; enkelte av dem deltok også i Svømningen. De bemerket især en mann, som svømte med større ferdighet enn alle de øvrige. Kjartan oppfordret både Hallfred Ottarssøn og sin frende Bolle til å måle seg med ham; men ingen av dem vovede det. „Da skal jeg selv forsøke derpå,“ sa Kjartan, kastet kledene av seg og sprang ned i elven. Han styrte hen til hin mann, der svømte så godt, grep fat i ham, dukket under med ham og holdt ham en stund under vannet for å sette hans dyktighet som dykker på prøve. Etter en stund tok bymannen til gjengjeld fat på Kjartan, dukket under med ham og forble nede med ham så lenge, at Kjartan syntes, det var på høy tid, da han slapp ham opp igjen. Ikke lenge etter dukket han atter ned med ham og holdt ham under vannet i så lang tid, at Kjartan ei skjønte, hvorledes dette ville løpe av, og tyktes aldri forhen å ha vært i en sådan knipe. Endelig kom de opp igjen og svømte nå til land for å klede seg på. Hittil hadde de ei vekslet et eneste ord sammen. Nå spurte bymannen, hva Kjartan het. Denne nevnte sitt navn. „Du svømmer godt,“ sa bymannen, „er du likeså dyktig i andre idretter?“ „Hjemme på Island het det, at jeg var den ypperste i alt sådant,“ 82svarte Kjartan; „men nå har jo dette intet å bety.“ „Det kommer dog an på, med hvem du har prøvet din ferdighet,“ sa bymannen, „hvorfor spør du meg ei om mitt navn?“ Kjartan svarte, at det var ham det samme, hva han het. „Du er en dyktig mann, men også meget stolt,“ sa bymannen; „mitt navn skal du dog vite, jeg er Kong Olav Tryggvessøn, og jeg tror ikke, du vil ha noen skam av å være kommet tilkort mot meg.“ Kjartan svarte intet, men gikk bort i sin Skarlagens-kjortel uten kappe. „Bi dog litt,“ sa Kongen, „og gå ikke så hurtig bort.“ Kjartan gikk tilbake, skjønt just ikke meget gjerne. Kongen tok sin kappe av og ga ham den, for at han, som han sa, ei skulle gå uten kappe til sine Kammerater; han bad ham også betrakte den kappestrid, de hadde hatt, kun som spøk og morskap. Kjartan takket Kongen for gaven og gikk hjem til sine menn, der roste kappen som meget kostbar. Men de øvrige islendinger syntes meget ilde om, at han hadde mottatt denne Foræring, da han derved likesom hadde stiftet vennskap med Kongen og gitt seg i hans vold.

Lenger ut på høsten ble der en skarp Frost med hardt vær, hvilket hedningene tilskrev Gudernes vrede over, at Kong Olav ville innføre en annen tro. Dog ble været etter noen tid bedre, og der kom nå mange folk til byen fra de nærmeste Hereder. Islendingene leiede seg et felles herberge i byen til vinteropphold. Kjartan betragtedes som deres formann. En Dag hørte de Kongen holde en Tale til en del forsamlede bønder ute på ørene for å få dem til å la seg kristne. Han begynte som sedvanlig med gode og vennlige ord, men truet til sist med dødsstraff og annen hard behandling, hvis de ei adlød ham; mange av bøndene lot seg og derved bevege til å anta kristendommen. Da Islendingerne kom hjem til sitt herberge om Aftenen og hadde satt seg til Drikkebordet, talte de meget høyrøstet om denne begivenhet. Kjartan spurte Bolle, hva han tyktes om den nye tro. Bolle fant den blødagtig og dårlig. Kjartan var ikke ganske enig med ham deri, men spurte derpå, om de ei hadde lagt merke til, at Kongen fremførte trusler mot de gjenstridige. „Jo visselig,“ 83svarte Bolle, „derav kunne man ei ta feil.“ „Min beslutning,“ sa Kjartan, „er nå den, at jeg ikke vil la meg tvinge av noen mann, så lenge jeg kan føre våpen; jeg finner det derhos å være en skam for en rask Karl å bli drept eller fangen som et lam i en sti; når man allikevel skal dø, er det dog bedre, først å utføre en Daad, der lenge vil minnes.“ „Hva tenker du da å gjøre?“ sa Bolle. „Det er snart sagt,“ sa Kjartan, „å brenne Kongen inne.“ „Det kan jeg kalle et stort anslag,“ sa Bolle; „men jeg tror neppe, det lykkes, da Kongen alltid har meget held med seg, og dessuten Dag og natt er omgitt av sterk vagt.“ „Jeg visste nok, at de fleste av dere ville finne dette forslag betenkelig, hvor dyktige karer dere enn er,“ sa Kjartan, „og jeg nevnte det også mest for å sette dere på prøve.“ Bolle mente, at det var uvist, hvo der ville vise størst motløshet ved et sådant foretagende, og da mange fant denne Tale hel unødig, lot man den fare. Men i herberget hadde der også vært utsendinger fra Kongen for hemmelig å lytte til islendingenes Tale og siden å gi ham beretning om, hva ord der falt. Morgenen etter lot han sammenkalle et ting og lot også islendingene tilsige å innfinne seg. Da Tinget var satt, takket han alle de tilstedeværende for deres Nærværelse, hvis de ville være hans venner og ta ved troen. Han henvendte seg særskilt til islendingene med den anmodning, at de skulle tro på den sanne Gud og lade seg døpe. Da de ingen beredvillighet viste dertil, spurte han, hvo av dem det var, som hadde foreslått å brenne ham inne. Da sa Kjartan: „Dere tror nok, Herre, at den, der har sagt det, ei har mot til å stå derved; men nå kan jeg si dere, at det er meg, som brakte det på bane.“ „Det er ingen små råd, du befatter deg med,“ svarte Kongen; „men neppe vil det lykkes deg å få bukt med meg; strengt tatt hadde du allerede gjort deg fortjent til, at jeg sørget for, du ei kom til å foreslå flere Kongers innebrenning; men siden du så kjekt stod ved dine ord, og det dessuten ikke er vist, at du mente dem alvorlig, skal jeg denne gang skjenke deg livet. Det er og hel rimelig, at du siden vil komme til å overholde troen så meget bedre, som du nå 84taler heftig imot den, og hvis du først lader deg døpe med din gode vilje, da vil vist mange av dine landsmenn følge ditt eksempel, likesom også deres frender og venner på Island vil lytte sterkt til dine ord; jeg nærer tillike den bestemte overbevisning, at du har en bedre tro, når du forlater Norge, enn du hadde, da du kom hit. Far nå alle herfra i Fred; jeg skal dennesinde ikke bruke noen tvang mot dere; thi Gud vil ei, at noen skal komme nødtvungen til ham.“ Kjartan takket Kongen på sine egne og landsmenns vegne for hans nåde og vennlighet. Han unnskyldte seg med, at de var ophidsede av ølet, og at islendingene dessuten pleide å være uvorne i ord og Tale; de hadde også, tilføyet han, ord for, at de heller lot seg lede med det gode enn tvinge med det onde; han ytret til sist, at det nok kunne hænde, at han i Norge tok ved troen, så at han aktede Tor lite, når han kom tilbake til Island. Kongen smilte og sa: „Jeg ser tydelig på ditt hele vesen, Kjartan, at du stoler mer på din styrke og Legemsfærdighed enn på Tor eller Odin.“ Derpå hævedes tinget. Flere rådde Kongen å tvinge Kjartan og islendingene til å anta kristendommen og advarte ham mot å tåle så mange hedninger samlede i sin nærhet; men han avviste alle slike ytringer med uvilje og sa, at Kjartan og hans Kammerater var hedersmenn og bedre enn mange kristne.

Imidlertid fortsattes bygningsarbeiderne i byen med raskhet, og litt før jul var Klemenskirken ganske ferdig, så at biskopen kunne holde messe der om julenatten. Kjartan foreslo sine landsmenn å gå hen og høre på, hvorledes de kristne bar seg ad. Mange samtykket deri, hvoriblandt Bolle og Hallfred Ottarssøn. De hørte nå klokkenes lyd og den smukke sang og luktet røkelsens vellukt. Kongen holdt selv en Tale, hvori han gjorde Rede for Julefestens betydning og sa, at den høvding, som de alle skulle tro på, var født i denne natt. Islendingene forble der til etter høymesse. Da de kom hjem, samtalede de om, hva de hadde sett og hørt, og bedømte det på forskjellig måte. Men på Kjartan hadde Kongens Tale gjort et sådant inntrykk, at han erklærte, at han for sin 85del snarest mulig ville la seg døpe og håpet, at alle hans Skibsfæller ville gjøre det samme. Bolle erklærte seg straks villig; likeså de øvrige. Hva der avholdt dem fra å melde seg hos Kongen den dag, var kun, at de visste, at han nå satt til Bords. Men Islendingernes Tale ble ham ennå samme dag berettet av hans fortrolige kunnskapsmenn, og han gledet seg såre derover. Den følgende Dag, annen juledag, lot han Kjartan kalle til seg og foreslo ham å la seg døpe. Kjartan var straks villig dertil på den betingelse, at Kongen ville skjenke ham sitt vennskap. Dette tilsa Kongen ham med glede, og nå ble han døpt tillikemed Bolle og alle sine Skibsfæller. Han beholdt ham og Bolle hos seg i julegilde og skal ha utnevnt ham til sin hirdmann den dag, de avførte seg de hvite dåpsklær.

Kort tid etter møtte Kongen Hallfred Ottarsson på gaten. Han spurte ham om hans navn, og da han erfarte, at han var skalden Hallfred, anmodet han ham likeledes om å la seg døpe. Hallfred samtykket deri på den betingelse, at Kongen selv ville stå fadder til ham. Dette lovede Kongen, og nå ble Hallfred døpt. Kongen lot sine morbrødre Karlshoved og Jostein lære ham Credo og pater noster. Ved samme leilighet ble Brand den gavmilde og flere anseede islendinger døpte. Kjartan og Bolle oppholdt seg ved Kongens hird den hele vinter, og Kjartan var så avholdt, at han ikke hadde en eneste avindsmann. Skalden Hallfred Ottarsson bad Kongen en dag om å høre et Kvad, han hadde diktet til hans ære. Kongen vegret seg derved, sannsynligvis fordi han visste, at dette Kvad, som Kvæderne i alminnelighet, inneholdt mange hentydninger til den hedenske gudelære. Men Hallfred truet med, at hvis Kongen ikke ville høre ham, da ville han til gjengjeld også søke å glemme, hva Kongen hadde latt ham lære. „Du er en vanskelig skald (vandræðaskáld),“ sa Kongen, „og jeg får da vel høre ditt Kvad.“ Da Kvadet var fremsagt, roste Kongen det og tilbød Hallfred å bli hans mann. „Jeg var forhen Haakon Jarls hirdmann,“ svarte Hallfred, „og vil ikke gå deg til Haande, uten at du lover meg, hva der enn hændes, aldri å jage meg bort.“ „Men 86om du nå begår en handling, jeg ikke kan tåle,“ sa Kongen. „Så drep meg heller,“ svarte Hallfred. „I sannhet du er en vanskelig skald,“ sa Kongen; „men min mann skal du nå være.“ „Jeg modtager det tilnavn, du har gitt meg (vandræðaskáld),“ svarte Hallfred, „men hva giver du meg i Navnfæste?“ Kongen ga ham et sverd, men uten Skede, og bad ham digte et vers derom, således at ordet „sverd“ forekom i hver verslinje. Hallfred kvad:

Et sverd blant alle Sverdesverde-rik meg gjorde;For sverd-Svingeren vordersnart nå ferd av Sverde.

Sverd-Mangel vil ei vorde,verd er jeg trende Sverde,var der av tre kun i verdenverdig Skede til sverdet.

„Der er jo ikke „sverd“ i hver linje,“ sa Kongen, idet han dog ga ham skjeden. „Men der er „trende Sverde“ i en av dem,“ svarte Hallfred, og dermed lot Kongen seg nøye. Hallfred måtte ellers oftere høre ilde av Kongen, fordi han som ivrig skald ei kunne overtale seg til å utelukke de gamle Guders navn av sine Kvad, og fordi han ei ville laste dem, idet han syntes det var nok, ei å tro på dem. Man beskyldte ham for å ofre hemmelig til et lite Torsbillede, han bar i sin pung; hans Avindsmænd, der misunte ham den Yndest, hvori han stod hos Kongen, bagvaskede ham, og Kongen skal omsider, for å straffe ham eller sette ham på prøve, have sendt ham i det farlige ærend til den mektige Torleiv spake, enten å drepe eller blinde ham, fordi han ei ville anta kristendommen, et ærend, som Hallfred kun halvt utførte, da han etter å ha stukket det ene Øye ut på Torleiv lot ham beholde det andre og i stedet derfor stak øyet ut på en av sine bakvaskere. Kongen skal dog ei have tatt Hallfred dette ilde opp, og Hallfred sluttet seg nå til Kongen med en svermerisk Kjærlighed. Han digtede flere Kvad om Kongen, og hva der av disse Kvad er oss oppbevart, inneholder de sikreste etterretninger, vi har om Olav Tryggvessøns Livs og Regjerings historie.

P. A. Munch.