95

I Aaret 1017 reiste Kong Olav den hellige om i det sydlige Norge. Overalt ransagede han paa det strengeste, hvorledes Folk iagttog sin Kristendom, og dem, som havde forsaget den, straffede han haardt, endog ofte med Døden. Jo længere han kom nordefter, desto daarligere var det bevendt med Kristendommen, og desto hyppigere gik det paa med Straffene. Dette rygtedes snart til Oplandene, og Kongen af Romerike, der først kunde vente sig Olavs Besøg, skyndte sig op til Kong Rørek paa Hedemarken for at overlægge med ham om, hvad der var at gjøre; thi han ansaaes som den viseste. De blev her enige om at sende Bud efter de øvrige Smaakonger, som ogsaa indfandt sig, og deres Sammenkomst holdtes paa Ringsaker, hvor saaledes alle fem Oplands-Konger paa en Gang var tilstede. Kongen af Romerike fortalte nu, hvilken Fare der truede dem alle, og bad dem at hitte paa Raad. De opfordrede nu Rørek som den klogeste til at sige sin Mening. Han sagde, at det nu var indtruffet, hvad han havde forudseet, at Olav nemlig vilde blive dem en haard og streng Overherre. „Nu,“ sagde han, „er der blot to Vilkaar at vælge imellem, enten at vi drager til Kong Olav, giver os i hans Vold og lader ham raade eller skynder os at samle alle de Folk, vi i Hast kan opdrive, for at angribe ham, medens han endnu blot har en liden Skare omkring sig.“ Kongen af Gudbrandsdalen valgte strax det sidste og sagde, at der ei var Mod og Mands Hjerte i den, som ei vovede at prøve sin Lykke mod Olav; thi ingen, sagde han, vilde kunne reise Hovedet frit i Veiret, saalænge denne Olav var i Live. Dette Raad behagede de andre bedst, og saaledes besluttede de at samle Folk for at angribe Olav. De sendte Speidere sydefter for 96at underrette dem om, hvor langt Olav var kommen; de kaldte alle Lendermænd og de fornemste Bønder af sine Fylker sammen til et Møde paa Ringsaker, sagde dem, hvad Beslutning de havde fattet, og befalede dem at drage hjem for at samle Folk, hver paa sin Kant. Enhver af Kongerne skulde have 400 Mand. Indtil Hæren samledes, vilde Kongerne forblive paa Ringsaker, hvor de gjorde store Gilder.

En af de Mænd, der havde indfundet sig til dette Møde, var den anseede Ketil paa Ringunes; denne Gaard ligger midt paa Hedemarken i det frugtbare Stange Sogn. Han havde gjort Kong Olav stor Nytte i Slaget ved Nesje mod Svein Jarl, og Olav havde til Belønning skjænket ham en Karve eller et hurtigseilende lidet Fartøi; dette fik Ketil bragt helt op i Mjøsen ved at lade det drage op efter Glommen og Vormen. Aldrig saasnart var han kommen hjem til sin Gaard om Aftenen, førend han gjorde sig reisefærdig, gik ombord paa Karven med 40 velvæbnede Mænd og satte nu afsted sydefter, alt hvad han kunde. Kong Olavs Reise gjennem Romerike var gaaet hurtigere, end Smaakongerne havde tænkt, og han var allerede kommen til Eidsvoll. Ketil ankom den næste Morgen, da Kongen gik fra Ottesang, tog ham strax afsides og fortalte ham Smaakongernes Beslutning. Kongen sammenkaldte strax sine Mænd og befalede dem at ruste sig; nogle sendte han om i Bygden for at tilsige Heste, andre op til Mjøsen for at skaffe Baade og bringe dem ned til ham, saa mange de kunde faa fat paa. Imidlertid hørte han Høimessen og spiste til Middag; da han var færdig, skyndte han sig op imod Mjøsen, hvor hans Folk mødte ham med Fartøierne. Han gik selv paa Karven med Ketil og saa mange, den kunde rumme; de øvrige fordelte sig paa Baadene; i alt udgjorde Kongens Trop henved 400 Mand. Det var blevet Aften, inden de satte fra Land; de roede hele Natten; Veiret var stille og roligt, og ingen merkede til dem. Endnu før Dag naaede de Ringsaker, skyndte sig op og omringede de Huse, hvor Kongerne var, og som Ketil og hans Mænd udpegede. Saaledes væntede de, til det blev lyst; ingen kunde komme ud, da Kongerne blot havde faa Folk om sig. De blev derfor med Lethed grebne og førte frem for Kongen. Denne lod Ring, Røreks 97Broder, og Kongerne af Romerike og Valdres slippe med at aflægge Ed paa, at de skulde forlade Norge og aldrig komme tilbage. Paa Kongen i Gudbrandsdalen lod han derimod Tungen udskjære, og Rørek, som han ansaa for den farligste, lod han blinde og beholdt ham hos sig. De oprørske Lendermænd og Bønder blev haardt straffede.

Rørek pønsede bestandig paa Hevn. Mørk og faatalende sad han stedse blandt Hoffolkene; naar nogen talte til ham, svarede han but og tvert. Kongen holdt ham særdeles vel, behandlede ham næsten som sin Ligemand, gav ham rigelig Penge til Underholdning, lod ham sidde i Høisædet hos sig og satte to Mænd til at opvarte ham. Disse ansaa Rørek dog mest som Paapassere og stræbte af alle Kræfter efter at blive dem kvit. Han fandt derfor paa hver Dag at gaa ud paa lange Vandringer afsides fra andre, snart med den ene, snart med den anden af dem; naar han da var kommen langt nok bort, pryglede han Drengen. Derfor vilde snart ingen være i hans Tjeneste; den ene efter den anden løb fra ham. Omsider fik han den, han ønskede, nemlig en vis Svein, der var noget beslegtet med ham og i tidligere Dage havde tjent ham. Ogsaa med ham vandrede han afsides ud, og de talte da om den gode gamle Tid, da han endnu havde Kongemagt, og mindedes gamle Tildragelser. Rørek aabnede hele sit Hjerte for ham, klagede over Kongens Haardhed og eggede Svein til at hjelpe ham i at tage Hevn, siden han formedelst sin Blindhed ikke selv formaaede det. Han forestillede Svein, at hvis Olav blev dræbt, vilde ingen være nærmere til Riget end han selv, og da skulde Svein blive hans Jarl. Omsider lovede virkelig Svein at gjøre et Forsøg. Med draget Sverd under Kappen stillede Svein sig i en Svalegang, gjennem hvilken Kongen maatte komme, naar han skulde til Kirken i Aftensang. Kongen kom ogsaa, men gik raskere, end Svein havde ventet; denne tabte Fatningen, blev ganske bleg og lod Armene falde. Kongen saa hans Rædsel og spurgte forundret: „Hvad feiler dig? vil du svige mig?“ Svein kastede baade Kappe og Sverd, faldt paa Knæ, tilstod det hele og bad Kongen om Naade. Kongen skjænkede ham Livet og lod ham drage bort af Landet; men med Rørek var han forsigtigere end før; han 98lod ham ikke længer sidde tilbords ved sin Side som forhen; ogsaa maatte han nu sove i et andet Kammer, hvor der laa flere Hirdmænd; tvende paalidelige Hirdmænd af prøvet Troskab satte han til at passe paa ham Nat og Dag.

Rørek var endnu sur og taus i nogle Dage, men begyndte da pludselig at blive meget lystig, dog kun rykkevis. Naar det lystige Lune kom over ham, var det stor Fornøielse at høre paa ham, saa morsomt kunde han tale for sig; da kunde det og hænde, at han drak om Kap med de andre og fik da almindeligvis drukket alle under Bordet. Ofte pleiede han og, naar han skulde gaa til Sengs, først at lade Mjød bringe ind og skjænke rigeligen for alle, der var i Stuen; thi Olav gav ham Haandpenge i Overflod, saa at han havde nok at traktere med. Det traf sig just, at Kongen skulde drage fra Hordaland til Grændsen ved Gøta-Elven for her at holde Bryllup med den svenske Kongedatter Ingegerd. Han reiste med mange Folk og megen Pragt, som det sømmede sig en Brudefærd. Rørek var ogsaa med og bevogtedes vel. Paa Reisen kom der en Oplending ved Navn Finn litle og slog sig i Følge med Tjenestefolkene; han var en liden Mand, overvættes hurtig til Fods, kjendte hver Krog og hver Sti paa Oplandene og var godt kjendt med de fornemste Mænd paa den Kant. Han havde før været i Tjeneste hos Rørek og udrettet mangt et fortroligt Erende for ham. Paa Reisen søgte han nu enhver Leilighed til at nærme sig Rørek og komme i Tale med ham. Undertiden blev han borte fra Følget i flere Dage, saa kom han tilbage igjen, og saaledes gik det den hele Tid. Ingen lagde synderlig Merke til ham; thi der var mange andre Omløbere, som nu og da slog sig til Følget. Noget før Paaske kom de til Tunsberg, som da var saagodtsom den eneste Handelsstad i Norge; der kom Skibe fra Nordtydskland og Danmark; mange Folk var samlede, og der var stort Liv og Lystighed i Byen. Ogsaa Rørek var i sit lystige Lune, og det gik høit til i hans Aften-Drikkelag. En Aften sildig, da man allerede havde drukket sterkt, lod han Finn litle endnu bringe en Bytte med Mjød ind og skjænke om til alle, som var inde. Denne Mjød var paasat med Urter og overmaade sterk, saa at allesammen paa Rørek nær snart faldt i dyb 99Søvn der, hvor de sad. Finn gik imidlertid bort. En Stund efter vakte Rørek de to Hirdmænd, der skulde passe paa ham, og bad dem følge ham ud. De fulgte ham med Lygte; thi det var belgmørkt. Paa Veien hørte de en et Stykke borte sige: „Hug ham, den Djævel“; i det samme hørte de ligesom et Hug og et Fald. Rørek sagde strax: „De derhenne har vist drukket formeget og er komne i Slagsmaal; skynd eder dog ned og skil dem ad!“ Hirdmændene tænkte ikke paa nogen Fare og skyndte sig derhen, hvorfra Lyden kom; men da de kom did, blev de begge dræbte af nogle Folk, som der stod: det var Røreks forrige Merkesmand Sigurd, som var kommen did tilligemed Finn litle og 13 andre Mænd; de havde sagt hine Ord og hugget i en Kubbe for at narre Hirdmændene, altsammen efter Overlæg med Rørek, som de nu tog med sig; de bragte ham ombord paa et Fartøi, de havde liggende færdigt, og roede bort saa hurtig, de kunde.

En liden Stund efter kom Kongens tro Hirdmand Sighvat Skald den samme Vei. Med et gled han, tog for sig med Hænderne og følte noget vaadt, men tænkte ikke videre derover og lo, sigende, at Kongen nok havde gjort mange af sine Mænd usikre paa Foden. Men da de igjen kom ind i Stuen, hvor der brandt Lys, saa hans Skosvend med Forundring, at Sighvat var ganske blodig paa Hænder og Knæ, og spurgte ham, om han havde skrubbet sig til Blods i Faldet. „Nei,“ sagde Sighvat; „men her maa nok have tildraget sig noget besynderligt;“ han vakte strax Merkesmanden Tord Folessøn, der laa ved Siden af ham; de gik begge ud med Lygte, fandt Blodet og efter nogen Søgning ogsaa Ligene, som Morderne havde gjemt i en Krog mellem Husene. Ogsaa fandt de Kubben med Huggene i og kunde allerede heraf nogenledes skjønne, hvorledes det hele var gaaet til. For Sikkerheds Skyld sendte de dog Skosvenden til Røreks Sovekammer for at se, om han virkelig var borte, og saaledes forholdt det sig da ogsaa. Han vakte alle de andre i samme Stue; de gik ogsaa ud for at se paa Ligene; men ingen vovede at vække Kongen. Sighvat fandt nu paa at gaa til Kirken og bede Klokkeren ringe for de dræbte Hirdmænds Sjæle. Han gjorde saa; deraf vaagnede Kongen, 100spurgte Tord, hvad det skulde betyde, og fik altsammen at vide. Strax lod han blæse til Hirdstevne (d. e. at alle Hirdmænd skulde samles), og sendte dem, da de var komne sammen, ud fra Byen i alle Retninger for at lede efter Rørek. En af dem ved Navn Torelange, der var roet ud med 30 Mand, opdagede i Graalysningen 2 Smaaskuder og forfulgte dem; de søgte at undgaa ham, men forgjeves; thi hans Skib gik hurtigere. Det var virkelig Kong Rørek, der snart merkede, at han ikke kunde undgaa sine Forfølgere. For at redde sine Mænd, der havde vovet sit Liv for ham, lod han ro mod Land og naaede dette netop saavidt betimelig, at hans Folk kunde forlade Skibet; selv satte han sig agter i Løftingen, sagde dem Farvel og ventede rolig paa Forfølgerne. Disse kom og strax efter; men i det samme skjød Finn litle en Pil mod Tore og traf ham i Brystet, saa at han styrtede død ned. Derpaa skyndte han sig med de øvrige ind i Skoven. Tores Mænd tog Liget og bragte Rørek tilbage til Tunsberg. Kong Olav lod ham nu endnu strengere bevogte end før; men Rørek var selv lystigere end nogensinde.

Himmelfartsdagen (15de Mai) var der stor Stads i Kirken. Kongen gik med Biskoppen og sine Mænd i Procession til Høimesse; Rørek ledsagede ham og fik Plads ved hans Side i Koret. Da Kongen havde sat sig, følte Rørek paa ham ved Axlen og sagde: „Du er jo silkeklædt idag, Frænde!“ „Ja,“ sagde Olav, „der er idag stor Kirkefest i Anledning af Kristi Himmelfart.“ „Jeg erindrer ikke saa nøie alt, hvad I fortæller om eders Kristus,“ sagde Rørek; „meget forekommer mig og utroligt; men i gammel Tid har dog mange underlige Ting tildraget sig.“ Nu begyndte Messen; Kongen reiste sig og bøiede sig mod Alteret. Herpaa havde Rørek ventet; han havde følt paa Kongen for at forvisse sig om, at han ingen Brynje havde under Klæderne; han for op og stak efter ham med en Dolk; men Stikket traf kun Kappen, der ved Kongens Bevægelse var gleden ned, og han blev ikke saaret. Kongen sprang frem paa Gulvet, og Rørek stak endnu engang efter ham og raabte, da han ikke traf ham: „Flygter du, Olav digre, for mig blinde Mand?“ Olav lod ham nu bringe ud af Kirken. 101Kongens Mænd bad ham nu indstændigen at lade Rørek dræbe; men dette vilde han paa ingen Maade; han kunde ikke overtale sig til at besmitte den lette Seier, han havde vundet over Oplendingskongerne, ved at lade nogen af dem dræbe: de var jo dog hans Frænder. Derimod vilde han gjerne faa ham bragt hen til et afsides Sted, hvor han kunde være sikker for ham.

I Tunsberg opholdt sig paa denne Tid en meget bereist Islending, Torarin Nevjolvssøn, forstandig og yndet overalt, hvor han kom, men overmaade styg, især af Lemmer. Han gjorde sig just reisefærdig til Island. Kongen, som syntes godt om ham, indbød ham til sig paa flere Dage og lod ham sove i sit eget Kammer. En Morgen, da alle endnu laa, havde Torarin tilfældigvis stukket den ene Fod frem under Teppet. Kongen saa paa den og udbrød endelig: „Mon der vel i hele Byen skulde findes saa styg en Fod som den derhenne?“ Han bad de andre at se paa den, og de mente med ham, at det vist var umuligt at finde Magen. Torarin mente jo, og Kongen tilbød at vedde derom. Torarin modtog Veddemaalet saaledes, at den, som tabte, skulde opfylde den Bøn, som den vindende fremsatte. Torarin stak nu ogsaa den anden Fod frem med de Ord: „Denne er dog endnu styggere; thi den er i sig selv ligesaa styg og mangler desuden Stortaaen.“ „Nei,“ sagde Kongen, „paa den første var der fem stygge Tær og her blot fire; jeg har derfor vundet.“ „Man pleier dog ellers,“ sagde Torarin, „at anse det for styggest, der ei er saaledes, som Vorherre fra Begyndelsen af har skabt det; men her hjelper vel ingen Modsigelse, og jeg er rede til at opfylde eders Bøn.“ Kongen bad ham nu tage Rørek med sig og bringe ham til Leiv Erikssøn i Brattalid paa Grønland. Torarin indvendte, at han aldrig havde været i Grønland og ei var kjendt i Farvandet. „Slig Seilingsmand som du er,“ siger Kongen, „maa dog ogsaa kunne sige, at du har været der, og derfor træffer dette sig beleilig.“ „Ja,“ svarede Torarin, „naar jeg endda havde kunnet opnaa, hvad jeg havde tænkt at bede om, ifald jeg havde vundet, nemlig at blive eders Hirdmand, da var jeg saameget mere pligtig at udrette eders Befaling.“ Kongen tilstod ham denne Bøn og gjorde 102ham til sin Hirdmand. Nu lovede Torarin og at bringe Rørek af Landet. Da han var reisefærdig, spurgte han Kongen, hvorledes han skulde bære sig ad, hvis Modvind og Isgang, som ofte sker, hindrede ham fra at komme til Grønland, hvor han da skulde gjøre af Rørek. „Kommer du til Island,“ sagde Kongen, „saa bring ham til en eller anden af Høvdingerne, der af Venskab for mig vil tage imod ham; kommer du andensteds, saa se til, at Rørek blot ikke kommer tilbage hid til Norge.“ Torarin seilede afsted, ud forbi Lindesnes, men fik Modvind; han forsøgte at naa Grønland, men forgjeves, laa ude hele Sommeren og maatte om Høsten lande i Breidafjorden paa Island. Her fik han Høvdingen Torgils Aressøn paa Røikjahole til at tage imod Rørek. Men denne likte sig ikke der og bad Torgils om Vaaren at lade ham bringe til Gudmund den mægtige paa Madrevoll nord i Landet. Torgils gjorde saa, og Gudmund tog imod ham for Kong Olavs Skyld; men heller ikke her holdt Rørek det ud længere end Vinteren over; da satte Gudmund ham i Kost paa en liden Gaard ved Navn Kalvskinn, hvor der kun var faa Folk, og her fandt han sig bedst, ja sagde endog, at han ingensteds havde fundet sig bedre end her, siden han mistede Kongedømmet; thi her gjorde alle mest af ham. Han blev her i tre Aar; da blev han syg og døde.

P. A. Munch.

95

I året 1017 reiste Kong Olav den hellige om i det sydlige Norge. Overalt ransaket han på det strengeste, hvorledes folk iakttok sin kristendom, og dem, som hadde forsaget den, straffet han hardt, endog ofte med døden. Jo lenger han kom nordefter, desto dårligere var det bevendt med kristendommen, og desto hyppigere gikk det på med straffene. Dette ryktedes snart til Oplandene, og Kongen av Romerike, der først kunne vente seg Olavs Besøg, skyndte seg opp til Kong Rørek på Hedemarken for å overlegge med ham om, hva der var å gjøre; thi han ansaaes som den viseste. De ble her enige om å sende bud etter de øvrige småkonger, som også innfant seg, og deres sammenkomst holdtes på Ringsaker, hvor således alle fem Oplands-konger på en gang var til stede. Kongen av Romerike fortalte nå, hvilken fare der truet dem alle, og bad dem å hitte på råd. De oppfordret nå Rørek som den klokeste til å si sin mening. Han sa, at det nå var inntruffet, hva han hadde forutsett, at Olav nemlig ville bli dem en hard og streng Overherre. „Nå,“ sa han, „er der blot to vilkår å velge imellom, enten at vi drar til Kong Olav, giver oss i hans vold og lader ham råde eller skynder oss å samle alle de folk, vi i hast kan oppdrive, for å angripe ham, mens han ennå blot har en liten Skare omkring seg.“ Kongen av Gudbrandsdalen valgte straks det siste og sa, at der ei var mot og Mands hjerte i den, som ei vovede å prøve sin lykke mot Olav; thi ingen, sa han, ville kunne reise hodet fritt i været, så lenge denne Olav var i live. Dette råd behagede de andre best, og således besluttet de å samle folk for å angripe Olav. De sendte speidere sydefter for 96å underrette dem om, hvor langt Olav var kommet; de kalte alle Lendermænd og de fornemste bønder av sine fylker sammen til et møte på Ringsaker, sa dem, hva beslutning de hadde fattet, og befalte dem å dra hjem for å samle folk, hver på sin Kant. Enhver av kongene skulle ha 400 mann. Inntil hæren samledes, ville kongene forbli på Ringsaker, hvor de gjorde store gilder.

En av de menn, der hadde innfunnet seg til dette møte, var den anseede Ketil på Ringunes; denne gård ligger midt på Hedemarken i det fruktbare Stange Sogn. Han hadde gjort Kong Olav stor nytte i slaget ved Nesje mot Svein Jarl, og Olav hadde til belønning skjenket ham en karve eller et hurtigseilende lite fartøy; dette fikk Ketil brakt helt opp i Mjøsen ved å la det dra opp etter Glommen og Vormen. Aldri så snart var han kommet hjem til sin gård om Aftenen, før han gjorde seg reisefærdig, gikk ombord på karven med 40 velvæbnede menn og satte nå av sted sydefter, alt hva han kunne. Kong Olavs reise gjennom Romerike var gått hurtigere, enn småkongene hadde tenkt, og han var allerede kommet til Eidsvoll. Ketil ankom den neste morgen, da Kongen gikk fra ottesang, tok ham straks avsides og fortalte ham småkongenes beslutning. Kongen sammenkalte straks sine menn og befalte dem å ruste seg; noen sendte han om i bygden for at tilsige hester, andre opp til Mjøsen for å skaffe båter og bringe dem ned til ham, så mange de kunne få fat på. Imidlertid hørte han høymessen og spiste til middag; da han var ferdig, skyndte han seg opp imot Mjøsen, hvor hans folk møtte ham med fartøyene. Han gikk selv på karven med Ketil og så mange, den kunne rumme; de øvrige fordelte seg på båtene; i alt utgjorde Kongens tropp henved 400 mann. Det var blitt aften, innen de satte fra land; de rodde hele natten; Været var stille og rolig, og ingen merket til dem. Ennå før Dag nådde de Ringsaker, skyndte seg opp og omringet de hus, hvor kongene var, og som Ketil og hans menn udpegede. Således ventet de, til det ble lyst; ingen kunne komme ut, da kongene blot hadde få folk om seg. De ble derfor med letthet grepne og førte frem for Kongen. Denne lot Ring, Røreks 97bror, og kongene av Romerike og Valdres slippe med å avlegge Ed på, at de skulle forlate Norge og aldri komme tilbake. På Kongen i Gudbrandsdalen lot han derimot tungen udskjære, og Rørek, som han anså for den farligste, lot han blinde og beholdt ham hos seg. De opprørske Lendermænd og bønder ble hardt straffede.

Rørek pønsede bestandig på hevn. Mørk og faatalende satt han stedse blant hoffolkene; når noen talte til ham, svarte han butt og tvert. Kongen holdt ham særdeles vel, behandlet ham nesten som sin likemann, ga ham rikelig penger til underholdning, lot ham sitte i høysetet hos seg og satte to menn til å oppvarte ham. Disse anså Rørek dog mest som Paapassere og strebet av alle krefter etter å bli dem kvit. Han fant derfor på hver dag å gå ut på lange vandringer avsides fra andre, snart med den ene, snart med den annen av dem; når han da var kommet langt nok bort, pryglede han drengen. Derfor ville snart ingen være i hans tjeneste; den ene etter den annen løp fra ham. Omsider fikk han den, han ønsket, nemlig en viss Svein, der var noe beslektet med ham og i tidligere dager hadde tjent ham. Også med ham vandret han avsides ut, og de talte da om den gode gamle tid, da han ennå hadde kongemakt, og mintes gamle tildragelser. Rørek åpnet hele sitt hjerte for ham, klagede over Kongens hardhet og eggede Svein til å hjelpe ham i å ta hevn, siden han formedelst sin blindhet ikke selv formådde det. Han forestilte Svein, at hvis Olav ble drept, ville ingen være nærmere til riket enn han selv, og da skulle Svein bli hans Jarl. Omsider lovede virkelig Svein å gjøre et forsøk. Med draget sverd under kappen stillede Svein seg i en Svalegang, gjennom hvilken Kongen måtte komme, når han skulle til kirken i aftensang. Kongen kom også, men gikk raskere, enn Svein hadde ventet; denne tapte fatningen, ble ganske bleg og lot armene falle. Kongen så hans redsel og spurte forundret: „Hva feiler deg? vil du svike meg?“ Svein kastet både kappe og sverd, falt på kne, tilstod det hele og bad Kongen om nåde. Kongen skjenket ham livet og lot ham dra bort av landet; men med Rørek var han forsiktigere enn før; han 98lot ham ikke lenger sitte til bords ved sin side som forhen; også måtte han nå sove i et annet kammer, hvor der lå flere hirdmenn; tvende pålitelige hirdmenn av prøvet troskap satte han til å passe på ham natt og Dag.

Rørek var ennå sur og taus i noen dager, men begynte da plutselig å bli meget lystig, dog kun rykkevis. Når det lystige lune kom over ham, var det stor fornøyelse å høre på ham, så morsomt kunne han tale for seg; da kunne det og hænde, at han drakk om Kap med de andre og fikk da almindeligvis drukket alle under bordet. Ofte pleide han og, når han skulle gå til Sengs, først å la mjød bringe inn og skjenke rikelig for alle, der var i stuen; thi Olav ga ham håndpenger i overflod, så at han hadde nok å traktere med. Det traff seg just, at Kongen skulle dra fra Hordaland til grensen ved Gøta-elven for her å holde Bryllup med den svenske Kongedatter Ingegerd. Han reiste med mange folk og mye prakt, som det sømmede seg en brudeferd. Rørek var også med og bevogtedes vel. På reisen kom der en Oplending ved navn Finn litle og slo seg i følge med tjenestefolkene; han var en liten mann, overvettes hurtig til fots, kjente hver krok og hver sti på Oplandene og var godt kjent med de fornemste menn på den Kant. Han hadde før vært i tjeneste hos Rørek og utrettet mangt et fortrolig ærend for ham. På reisen søkte han nå enhver leilighet til å nærme seg Rørek og komme i Tale med ham. Undertiden ble han borte fra følget i flere dager, så kom han tilbake igjen, og således gikk det den hele tid. Ingen la synderlig merke til ham; thi der var mange andre Omløbere, som nå og da slo seg til følget. Noe før påske kom de til Tunsberg, som da var så godt som den eneste Handelsstad i Norge; der kom skip fra Nordtydskland og Danmark; mange folk var samlede, og der var stort Liv og lystighet i byen. Også Rørek var i sitt lystige lune, og det gikk høyt til i hans aften-drikkelag. En Aften sildig, da man allerede hadde drukket sterkt, lot han Finn litle ennå bringe en bytte med mjød inn og skjenke om til alle, som var inne. Denne mjød var paasat med urter og overmåte sterk, så at allesammen på Rørek nær snart falt i dyp 99søvn der, hvor de satt. Finn gikk imidlertid bort. En Stund etter vakte Rørek de to hirdmenn, der skulle passe på ham, og bad dem følge ham ut. De fulgte ham med Lygte; thi det var belgmørkt. På veien hørte de en et stykke borte si: „Hug ham, den djevel“; i det samme hørte de likesom et Hug og et fall. Rørek sa straks: „De derhenne har vist drukket formeget og er kommet i slagsmål; skynd dere dog ned og skill dem ad!“ Hirdmennene tenkte ikke på noen fare og skyndte seg derhen, hvorfra lyden kom; men da de kom dit, ble de begge drepte av noen folk, som der stod: det var Røreks forrige merkesmann Sigurd, som var kommet dit tillikemed Finn litle og 13 andre menn; de hadde sagt hine ord og hugget i en kubbe for å narre hirdmennene, altsammen etter overlegg med Rørek, som de nå tok med seg; de brakte ham ombord på et fartøy, de hadde liggende ferdig, og rodde bort så hurtig, de kunne.

En liten stund etter kom Kongens tro hirdmann Sighvat skald den samme vei. Med et gled han, tok for seg med hendene og følte noe vått, men tenkte ikke videre derover og lo, sigende, at Kongen nok hadde gjort mange av sine menn usikre på foten. Men da de igjen kom inn i stuen, hvor der brandt lys, så hans Skosvend med forundring, at Sighvat var ganske blodig på hender og kne, og spurte ham, om han hadde skrubbet seg til Blods i fallet. „Nei,“ sa Sighvat; „men her må nok ha tildratt seg noe besynderlig;“ han vakte straks merkesmannen Tord Folessøn, der lå ved siden av ham; de gikk begge ut med Lygte, fant blodet og etter noen søkning også likene, som morderne hadde gjemt i en krok mellom husene. Også fant de kubben med huggene i og kunne allerede heraf nogenledes skjønne, hvorledes det hele var gått til. For Sikkerheds skyld sendte de dog Skosvenden til Røreks Sovekammer for å se, om han virkelig var borte, og således forholdt det seg da også. Han vakte alle de andre i samme stue; de gikk også ut for å se på likene; men ingen vovede å vekke Kongen. Sighvat fant nå på å gå til kirken og bede klokkeren ringe for de drepte hirdmenns Sjæle. Han gjorde så; derav våknet Kongen, 100spurte Tord, hva det skulle bety, og fikk altsammen å vite. Straks lot han blåse til Hirdstevne (d. e. at alle hirdmenn skulle samles), og sendte dem, da de var kommet sammen, ut fra byen i alle retninger for å lede etter Rørek. En av dem ved navn Torelange, der var roet ut med 30 mann, opdagede i grålysningen 2 Smaaskuder og forfulgte dem; de søkte å unngå ham, men forgjeves; thi hans skip gikk hurtigere. Det var virkelig Kong Rørek, der snart merket, at han ikke kunne unngå sine forfølgere. For å redde sine menn, der hadde vovet sitt liv for ham, lot han ro mot land og nådde dette nettopp såvidt betimelig, at hans folk kunne forlate skipet; selv satte han seg akter i løftingen, sa dem Farvel og ventet rolig på forfølgerne. Disse kom og straks etter; men i det samme skjød Finn litle en pil mot Tore og traff ham i brystet, så at han styrtet død ned. Derpå skyndte han seg med de øvrige inn i skogen. Tores Mænd tok liket og brakte Rørek tilbake til Tunsberg. Kong Olav lot ham nå enda strengere bevokte enn før; men Rørek var selv lystigere enn noensinne.

Himmelfartsdagen (15de mai) var der stor Stads i kirken. Kongen gikk med biskopen og sine menn i prosesjon til høymesse; Rørek ledsaget ham og fikk plass ved hans side i koret. Da Kongen hadde satt seg, følte Rørek på ham ved akselen og sa: „Du er jo silkekledd i dag, frende!“ „Ja,“ sa Olav, „der er i dag stor kirkefest i anledning av Kristi Himmelfart.“ „Jeg erindrer ikke så nøye alt, hva dere forteller om deres Kristus,“ sa Rørek; „meget forekommer meg og utrolig; men i gammel tid har dog mange underlige ting tildratt seg.“ Nå begynte messen; Kongen reiste seg og bøyde seg mot alteret. Herpå hadde Rørek ventet; han hadde følt på Kongen for å forvisse seg om, at han ingen brynje hadde under kledene; han for opp og stak etter ham med en dolk; men stikket traff kun kappen, der ved Kongens bevegelse var gleden ned, og han ble ikke såret. Kongen sprang frem på gulvet, og Rørek stak enda engang etter ham og ropte, da han ikke traff ham: „Flykter du, Olav digre, for meg blinde mann?“ Olav lot ham nå bringe ut av kirken. 101Kongens menn bad ham nå innstendig å la Rørek drepe; men dette ville han på ingen måte; han kunne ikke overtale seg til å besmitte den lette Seier, han hadde vundet over Oplendingskongerne, ved å la noen av dem drepe: de var jo dog hans frender. Derimot ville han gjerne få ham brakt hen til et avsides sted, hvor han kunne være sikker for ham.

I Tunsberg oppholdt seg på denne tid en meget bereist islending, Torarin Nevjolvssøn, forstandig og yndet overalt, hvor han kom, men overmåte stygg, især av lemmer. Han gjorde seg just reisefærdig til Island. Kongen, som syntes godt om ham, innbød ham til seg på flere dager og lot ham sove i sitt eget kammer. En Morgen, da alle ennå lå, hadde Torarin tilfeldigvis stukket den ene fot frem under teppet. Kongen så på den og utbrøt endelig: „Mon der vel i hele byen skulle finnes så stygg en fot som den derhenne?“ Han bad de andre å se på den, og de mente med ham, at det vist var umulig å finne magen. Torarin mente jo, og Kongen tilbød å vedde derom. Torarin mottok veddemålet således, at den, som tapte, skulle oppfylle den Bøn, som den vindende fremsatte. Torarin stak nå også den annen fot frem med de ord: „Denne er dog enda styggere; thi den er i seg selv likeså stygg og mangler dessuten stortåen.“ „Nei,“ sa Kongen, „på den første var der fem stygge tær og her blot fire; jeg har derfor vundet.“ „Man pleier dog ellers,“ sa Torarin, „å anse det for styggest, der ei er således, som Vorherre fra begynnelsen av har skapt det; men her hjelper vel ingen motsigelse, og jeg er rede til å oppfylle deres Bøn.“ Kongen bad ham nå ta Rørek med seg og bringe ham til Leiv Erikssøn i Brattalid på Grønland. Torarin innvendte, at han aldri hadde vært i Grønland og ei var kjent i farvannet. „Slig seilingsmann som du er,“ sier Kongen, „må dog også kunne si, at du har vært der, og derfor treffer dette seg beleilig.“ „Ja,“ svarte Torarin, „når jeg enda hadde kunnet oppnå, hva jeg hadde tenkt å bede om, i fall jeg hadde vundet, nemlig å bli deres hirdmann, da var jeg saameget mer pliktig å utrette deres Befaling.“ Kongen tilstod ham denne Bøn og gjorde 102ham til sin hirdmann. Nå lovede Torarin og å bringe Rørek av landet. Da han var reisefærdig, spurte han Kongen, hvorledes han skulle bære seg ad, hvis motvind og isgang, som ofte skjer, hindret ham fra å komme til Grønland, hvor han da skulle gjøre av Rørek. „Kommer du til Island,“ sa Kongen, „så bring ham til en eller annen av høvdingene, der av vennskap for meg vil ta imot ham; kommer du annensteds, så se til, at Rørek blot ikke kommer tilbake hit til Norge.“ Torarin seilte av sted, ut forbi Lindesnes, men fikk motvind; han forsøkte å nå Grønland, men forgjeves, lå ute hele sommeren og måtte om høsten lande i Breidafjorden på Island. Her fikk han høvdingen Torgils Aressøn på Røikjahole til å ta imot Rørek. Men denne likte seg ikke der og bad Torgils om våren å la ham bringe til Gudmund den mektige på Madrevoll nord i landet. Torgils gjorde så, og Gudmund tok imot ham for Kong Olavs skyld; men heller ikke her holdt Rørek det ut lenger enn vinteren over; da satte Gudmund ham i kost på en liten gård ved navn Kalvskinn, hvor der kun var få folk, og her fant han seg best, ja sa endog, at han ingensteds hadde funnet seg bedre enn her, siden han mistet kongedømmet; thi her gjorde alle mest av ham. Han ble her i tre år; da ble han syk og døde.

P. A. Munch.