Ræven var en Vintermorgen gaaet ud paa Fangst og vendte tilbage med et godt Bytte, en fed Gaas, som den neppe kunde slæbe hjem. Da mødte Ulven den, og uden at sige et Ord snappede den Gaasen fra Ræven, der var for sterkt belæsset til at kunne løbe fra Ulven. Ræven tænkte ved sig selv: „Giv kun Tid, jeg skal nok huske dig det!“ og sagde ganske rolig: „Det er mig kjært, at jeg møder dig her! Jeg vilde just bringe dig denne Gaas til Frokost. Den er god og fed. Jeg tænker, den skal smage dig; vel bekomme dig, naar du faar spist!“ — „Du skal have mange Tak!“ knurrede Ulven mellem Tænderne; thi den havde allerede Munden fuld. Men Ræven gik sin Vei. Næste Dag fandt den paa den tilfrosne Sø en stor død Gjedde; denne bandt den til sin Hale og gik saaledes afsted for at møde Ulven.

„Tak for igaar, Mikkel!“ sagde Ulven ganske hastig og spurgte, hvor den havde faaet denne gode Fisk henne. — „Den har jeg fanget der ude paa Søen,“ svarede Ræven, „og naar du vil gjøre som jeg, kan du ikke komme til at mangle Vinterføde, saalænge Søen er tilfrossen.“ — „Hvorledes 102da?“ spurgte Ulven ganske begjærlig. Ræven viste den nu et Hul paa Isen og sagde: „Her stak jeg min Hale ned som Fiskesnøre; Fiskene bed paa, og jeg trak den ene op efter den anden.“ Ulven takkede for god Underretning og sagde, han vilde endnu samme Dag føre sig den til Nytte. „Du vil ikke angre paa det,“ sagde Ræven; „men du maa have lidt Taalmodighed. En Times Tid maa du lade Halen hænge i Vandet, og naar du føler en sterk Svie, maa du hurtig trække den op; thi da bider Fisken paa.“ Ulven gik ud paa Isen, og da den havde siddet en god Time med Halen i Vandet, følte den en sterk Svie og tænkte: „Nu bider Fisken paa!“ Den rykkede da til; men da det frøs meget sterkt, var dens Hale frossen fast i Vandet, og den kunde ikke faa den op. „Det maa være en meget stor og tung Fisk!“ tænkte den da og rykkede til med saadan Kraft, at Halen gik af og blev siddende i Isen. Nu merkede den, hvorledes Ræven havde narret den, og da den næste Morgen mødte den, begyndte Ulven at skjelde den stygt ud; men Ræven lo dygtig og sagde: „Med saadanne Garn fanger man saadanne Fiske!“

Holberg.

Ræven var en vintermorgen gått ut på fangst og vendte tilbake med et godt bytte, en fet gås, som den neppe kunne slepe hjem. Da møtte Ulven den, og uten å si et ord snappet den gåsen fra Ræven, der var for sterkt belesset til å kunne løpe fra Ulven. Ræven tenkte ved seg selv: „Gi kun tid, jeg skal nok huske deg det!“ og sa ganske rolig: „Det er meg kjært, at jeg møter deg her! Jeg ville just bringe deg denne gås til frokost. Den er god og fet. Jeg tenker, den skal smake deg; vel bekomme deg, når du får spist!“ — „Du skal ha mange takk!“ knurret Ulven mellom tennene; thi den hadde allerede munnen full. Men Ræven gikk sin vei. Neste dag fant den på den tilfrosne Sø en stor død gjedde; denne bandt den til sin hale og gikk således av sted for å møte Ulven.

„Takk for i går, Mikkel!“ sa Ulven ganske hastig og spurte, hvor den hadde fått denne gode fisk henne. — „Den har jeg fanget der ute på sjøen,“ svarte Ræven, „og når du vil gjøre som jeg, kan du ikke komme til å mangle Vinterføde, så lenge sjøen er tilfrossen.“ — „Hvorledes 102da?“ spurte Ulven ganske begjærlig. Ræven viste den nå et Hul på isen og sa: „Her stak jeg min hale ned som fiskesnøre; Fiskene bet på, og jeg trakk den ene opp etter den annen.“ Ulven takket for god underretning og sa, han ville ennå samme dag føre seg den til nytte. „Du vil ikke angre på det,“ sa Ræven; „men du må ha lidt tålmodighet. En Times tid må du lade halen henge i vannet, og når du føler en sterk svie, må du hurtig trekke den opp; thi da biter fisken på.“ Ulven gikk ut på isen, og da den hadde sittet en god time med halen i vannet, følte den en sterk svie og tenkte: „Nå biter fisken på!“ Den rykket da til; men da det frøs meget sterkt, var dens hale frossen fast i vannet, og den kunne ikke få den opp. „Det må være en meget stor og tung fisk!“ tenkte den da og rykket til med sådan kraft, at halen gikk av og ble sittende i isen. Nå merket den, hvorledes Ræven hadde narret den, og da den neste morgen møtte den, begynte Ulven å skjelle den stygt ut; men Ræven lo dyktig og sa: „Med sådanne garn fanger man sådanne fisker!“

Holberg.