Hanelil sagde til Hønelil: „Hør, min kjære! nu er Nødderne modne; skal vi ikke gaa op i Nøddeskoven paa Bjerget og engang spise os rigtig mætte paa Nødder, førend Ekorn kommer og tager dem allesammen?“ — „Jo lad os gjøre det!“ svarede Hønen, „der skal vi rigtig have os en glad Dag!“ Derpaa gik de sammen op paa Bjerget, og da det var en smuk, klar Dag, blev de gaaende deroppe og plukkede Nødder til henimod Aften. — Nu ved jeg ikke, om de havde spist formeget, eller om de var blevne storagtige, — nok, de fandt paa, at de ikke vilde gaa hjem tilfods, og da der ingen Vogn var at faa, maatte Hanen bygge en af Nøddeskaller. Da den var færdig, satte Hønen sig i den og sagde: „Naa, Hanelil, nu kan du spænde dig for og trække mig hjem!“ „Nei mange Tak, lille Høne!“ svarede den; „det var ikke Meningen. For jeg 103skulde lade mig spænde for en Vogn, før gaar jeg hjem tilfods. Kudsk vil jeg være og sidde paa Bukken; men trække selv, det gjør jeg minsandten ikke!“

Imedens de nu trættede herom, kom der en stor And vraltende og raabte med snadrende Røst: „I Tyvepak! hvem har givet jer Lov til at komme i min Nøddeskov? Jeg skal vise jer Vinterveien!“ Dermed gik den løs paa Hanen, og det saa ud, som om denne skulde faa Prygl. Men Hanelil var ikke nogen Kryster. Den satte sig dygtig til Modverge og angreb tilsidst Anden saaledes med sine skarpe Sporer, at den maatte bede om Naade og til Straf lade sig spænde for Vognen. Nu satte Hanen sig paa Bukken, og det maatte gaa i en Fart: „Afsted, And, løb alt hvad du kan!“ — Da de havde kjørt et godt Stykke Vei, mødte de to Personer, der kom gaaende tilfods, en Synaal og en Knappenaal. Disse raabte begge to: „Holdt! holdt!“ og sagde, at det nu snart vilde blive belgmørkt, saa de ikke kunde se at komme videre; desuden var Veien meget sølet, og de bad derfor om at maatte sidde paa og kjøre med. Da Hanen saa, at det var magre Folk, der ikke tog megen Plads, lod den begge sidde paa; dog maatte de love, at de hverken skulde træde den eller Hønen paa Fødderne. Sent ud paa Aftenen kom de til et Vertshus, og da de ikke havde Lyst til at kjøre længere i den mørke Nat, og Anden ogsaa var træt og daarlig tilfods, saa at den snart faldt til den ene Side, snart til den anden, tog de ind i Vertshuset. Da Verten hørte en Vogn kjøre ind i Gaarden, kom han selv ud i Døren med en Lygte; men da han saa de reisende, tænkte han ved sig selv: „Disse Folk ser ud til allehaande; det er vel neppe noget fornemt Herskab!“ Han begyndte at gjøre mange Indvendinger og sagde, hans Hus var allerede saa fuldt, at han ikke kunde tage imod flere; det var jo heller ikke saa sildigt, at de jo nok kunde kjøre videre. Men da Hanen tog ham til Side og lovede ham, at han ikke alene skulde faa det Eg, som Hønen havde lagt underveis paa Reisen, men at han ogsaa kunde beholde Anden, som hver Dag lagde et Eg, mente Verten, at han var sikker paa sin Betaling, og lod de reisende 104komme ind. Hanen bestilte en god Aftensmad, og Selskabet var lystigt og vel tilmode.

Ganske tidlig om Morgenen, da det neppe gryede ad Dag, og alle Folk i Huset endnu sov, vakte Hanen sin lille Høne og hentede Egget, som de begge spiste til Frokost; men Skallene kastede de paa Skorstenen. Derpaa gik Hanen hen til Knappenaalen, der endnu laa og sov, og greb den fat i Hovedet, og da den ikke havde synderlige Kræfter til at gjøre Modstand, tog Hanen den og stak den i Vertens Stolsæde; derefter tog den Synaalen og stak den i hans Haandklæde, lukkede Vinduet op og fløi sin Vei med Hønen ud over Marken. Anden, som havde sovet under aaben Himmel og derfor var bleven nede i Gaarden, hørte dem snurre over Hovedet paa sig og tænkte: „Det er bedst, jeg ogsaa lister mig bort!“ Den fandt en liden Bæk, som den svømmede ned ad, og dette gik ganske anderledes, end da den var spændt for Vognen. Et Par Timer efter stod Verten op, vaskede sig og vilde tørre sig paa Haandklædet, men rev sit Ansigt tilblods paa Synaalen. Derpaa gik han ud i Kjøkkenet og vilde tænde sin Pibe; men da han ragede om i Gløderne, sprang Eggeskallene i Øinene paa ham. „Jeg ved ikke, hvordan det er, idag vil alting i Hovedet paa mig!“ sagde han ganske fortrædelig og satte sig i Lænestolen for at røge sin Pibe — au! da traf Knappenaalen ham endnu værre — og det ikke i Hovedet. Nu blev Verten først tilgavns forbitret, og da han i det samme fik Mistanke til de reisende, der var komne saa sildig den forrige Aften, løb han op paa Kammeret til dem — men borte var de! — Da svor han paa, at aldrig i sine Dage vilde han mere tage saadanne Prakkerfolk i sit Hus, som fortærer meget, ikke betaler og ovenikjøbet gjør Verten al den Fortræd, de kan finde paa.

Hanelil sa til Hønelil: „Hør, min kjære! nå er nøttene modne; skal vi ikke gå opp i nøtteskogen på Bjerget og engang spise oss riktig mette på nøtter, før ekorn kommer og tar dem allesammen?“ — „Jo la oss gjøre det!“ svarte Hønen, „der skal vi riktig have oss en glad Dag!“ Derpå gikk de sammen opp på Bjerget, og da det var en smuk, klar Dag, ble de gående deroppe og plukket nøtter til henimot aften. — Nå vet jeg ikke, om de hadde spist formeget, eller om de var blitt storaktige, — nok, de fant på, at de ikke ville gå hjem tilfods, og da der ingen vogn var å få, måtte hanen bygge en av nøtteskaller. Da den var ferdig, satte Hønen seg i den og sa: „Nå, Hanelil, nå kan du spenne deg for og trekke meg hjem!“ „Nei mange takk, lille høne!“ svarte den; „det var ikke meningen. For jeg 103skulle la meg spenne for en vogn, før går jeg hjem tilfods. Kusk vil jeg være og sitte på bukken; men trekke selv, det gjør jeg minsandten ikke!“

Imens de nå trættede herom, kom der en stor And vraltende og ropte med snadrende røst: „I Tyvepak! hvem har gitt jer Lov til å komme i min nøtteskog? Jeg skal vise jer vinterveien!“ Dermed gikk den løs på hanen, og det så ut, som om denne skulle få Prygl. Men Hanelil var ikke noen kryster. Den satte seg dyktig til motverge og angrep til sist Anden således med sine skarpe sporer, at den måtte bede om nåde og til straff lade seg spenne for vognen. Nå satte hanen seg på bukken, og det måtte gå i en fart: „Av sted, And, løp alt hva du kan!“ — Da de hadde kjørt et godt stykke vei, møtte de to personer, der kom gående tilfods, en synål og en knappenål. Disse ropte begge to: „Holdt! holdt!“ og sa, at det nå snart ville bli belgmørkt, så de ikke kunne se å komme videre; dessuten var Veien meget sølet, og de bad derfor om å måtte sitte på og kjøre med. Da hanen så, at det var magre folk, der ikke tok mye plass, lot den begge sitte på; dog måtte de love, at de hverken skulle tre den eller Hønen på føttene. Sent ut på Aftenen kom de til et vertshus, og da de ikke hadde Lyst til å kjøre lenger i den mørke natt, og Anden også var trett og dårlig tilfods, så at den snart falt til den ene side, snart til den annen, tok de inn i vertshuset. Da verten hørte en vogn kjøre inn i gården, kom han selv ut i døren med en Lygte; men da han så de reisende, tenkte han ved seg selv: „Disse folk ser ut til allehånde; det er vel neppe noe fornemt herskap!“ Han begynte å gjøre mange innvendinger og sa, hans hus var allerede så fullt, at han ikke kunne ta imot flere; det var jo heller ikke så sildigt, at de jo nok kunne kjøre videre. Men da hanen tok ham til side og lovede ham, at han ikke alene skulle få det Eg, som Hønen hadde lagt underveis på reisen, men at han også kunne beholde Anden, som hver dag la et egg, mente verten, at han var sikker på sin betaling, og lot de reisende 104komme inn. Hanen bestilte en god aftensmat, og selskapet var lystig og vel tilmode.

Ganske tidlig om morgenen, da det neppe grydde ad dag, og alle folk i huset ennå sov, vakte hanen sin lille høne og hentet egget, som de begge spiste til frokost; men skallene kastet de på skorsteinen. Derpå gikk hanen hen til knappenålen, der ennå lå og sov, og grep den fat i hodet, og da den ikke hadde synderlige krefter til å gjøre motstand, tok hanen den og stak den i Vertens stolsete; deretter tok den synålen og stak den i hans håndkle, lukkede vinduet opp og fløy sin vei med Hønen ut over marken. Annen, som hadde sovet under åpen himmel og derfor var blitt nede i gården, hørte dem snurre over hodet på seg og tenkte: „Det er best, jeg også lister meg bort!“ Den fant en liten bekk, som den svømte ned ad, og dette gikk ganske annerledes, enn da den var spent for vognen. Et par timer etter stod verten opp, vasket seg og ville tørre seg på håndkleet, men rev sitt ansikt tilblods på synålen. Derpå gikk han ut i kjøkkenet og ville tenne sin pipe; men da han raget om i glødene, sprang eggeskallene i øynene på ham. „Jeg vet ikke, hvordan det er, i dag vil alting i hodet på meg!“ sa han ganske fortredelig og satte seg i lenestolen for å røke sin pipe — au! da traff knappenålen ham enda verre — og det ikke i hodet. Nå ble verten først tilgavns forbitret, og da han i det samme fikk mistanke til de reisende, der var kommet så sildig den forrige aften, løp han opp på kammeret til dem — men borte var de! — Da svor han på, at aldri i sine dager ville han mer ta sådanne Prakkerfolk i sitt hus, som fortærer meget, ikke betaler og ovenikjøbet gjør verten all den fortred, de kan finne på.