Læreplanatlas

Uranienborg

7 lesebøker14 trykktrykt 1849–1896Les i biblioteket
Læsebog, til Brug for vore Skolers nederste og mellemste Klasser, ved Underviisningen i Modersmaalet · 1849 · s. 226
Læsebog, til Brug for vore Skolers nederste og mellemste Klasser, ved Underviisningen i Modersmaalet · 1849 · s. 226 · nb.no ↗
Teksten

Du Vandringsmand ved Søen,
O, stans din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen
Og hør min Mindesang!
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg!
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.

I længst forsvundne Dage
Var den i Glans og Magt;
Nu er der knapt tilbage
Ruiner af dens Pragt.
Men i de gamle Tider,
Da var den høi og stor
Og saaes til alle Sider
Og kneisede fra Jord.

Den ikke monne være
For nogen Viking bygt;
Urania til Ære
Den reiste sig saa trygt.
Fra Menneskernes Vrimlen
Ved Havet skilt den laa
Og hæved sig mod Himlen
Og mod de Stjerner smaa.

I Volden var befæstet
Mod Øst en Port saa stor,
En anden imod Vester,
Og Spir i Syd og Nord.
Høit kneiste Borgetinden,
Dens ranke Spir derhos,
Der dreied sig for Vinden
En gylden Pegasus.

Forunderlige Taarne
I Nord og Syd man saa,
Af sterke Piller baarne
Og med Altaner paa.
Der man til alle Kanter,
Ihvor man og mon gaa,
De mægtige Kvadranter
Og store Sfærer saa.

Fra Borgen se man kunde
Saa vide over Ø,
Saa mange grønne Lunde,
Den store salte Sø.
De Sale monne prange
Med skjønne Farveskjær;
Af Haver var der mange
Med Blomster og med Trær.

Men sluktes Dagens Lue,
Og Nattetid faldt paa,
Man Stjerner fik at skue
Paa hele Himlens Blaa.
Alt fjernt man høre kunde,
Naar derpaa man gav Agt,
De fire store Hunde,
Som holdt om Natten Vagt.

Den fromme Ridder trængte
Sig ei i Ledingsfærd,
Paa Væggen bort han hængte
Sit Harnisk og sit Sverd.
Fra Jorden og dens Jammer
Han gjerne flygte gad,
Naar i sit stille Kammer
Ved Midnatstund han sad.

Da hæved han sit Øie
Alt i den Nat saa lang
Og spored i det høie
De lyse Stjerners Gang.
Og Stjernerne hans Rygte
Bar over Land og Sø,
Saa Konger selv besøgte
Ham paa den lille Ø.

Men Stjernerne de blinked
Til andre Lande hen,
Hans Skjæbne bort ham vinked,
Han kom ei mer igjen.
Alt længst de stolte Mure
Er sjunkne hen i Grus,
Og Plogen monne fure,
Urania! dit Hus.

Men hvergang Solen daler,
Ser den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld.
Vemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Frøias Stjerne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.

Da røres det og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den tror, at den erindrer
En gammel Aftenstund;
For nogle Øieblikke
Den gjerne frem sig skjød,
Men ak, det kan den ikke,
Den synker i sin Død.

Norsk læsebog. Tredje del · 1868 · s. 408 · Se i biblioteket

I lesebøkene

1880-tallet2 trykk
1890-tallet2 trykk

Mer av Johan Ludvig Heiberg