408

Du Vandringsmand ved Søen,O, stans din raske Gang!Vend hisset dig mod ØenOg hør min Mindesang!Vend derhen dine Tanker,Din Længsel og din Sorg!Paa hine gule BankerStod før en Ridderborg.

I længst forsvundne DageVar den i Glans og Magt;Nu er der knapt tilbageRuiner af dens Pragt.Men i de gamle Tider,Da var den høi og storOg saaes til alle SiderOg kneisede fra Jord.

Den ikke monne væreFor nogen Viking bygt;Urania til ÆreDen reiste sig saa trygt.Fra Menneskernes VrimlenVed Havet skilt den laaOg hæved sig mod HimlenOg mod de Stjerner smaa.

I Volden var befæstetMod Øst en Port saa stor,En anden imod Vester,Og Spir i Syd og Nord.Høit kneiste Borgetinden,Dens ranke Spir derhos,Der dreied sig for VindenEn gylden Pegasus.

Forunderlige TaarneI Nord og Syd man saa,Af sterke Piller baarneOg med Altaner paa.Der man til alle Kanter,Ihvor man og mon gaa,De mægtige KvadranterOg store Sfærer saa.

Fra Borgen se man kundeSaa vide over Ø,Saa mange grønne Lunde,Den store salte Sø.De Sale monne prangeMed skjønne Farveskjær;Af Haver var der mangeMed Blomster og med Trær.

Men sluktes Dagens Lue,Og Nattetid faldt paa,Man Stjerner fik at skuePaa hele Himlens Blaa.Alt fjernt man høre kunde,Naar derpaa man gav Agt,De fire store Hunde,Som holdt om Natten Vagt.

Den fromme Ridder trængteSig ei i Ledingsfærd,Paa Væggen bort han hængteSit Harnisk og sit Sverd.Fra Jorden og dens JammerHan gjerne flygte gad,Naar i sit stille KammerVed Midnatstund han sad.

409Da hæved han sit ØieAlt i den Nat saa langOg spored i det høieDe lyse Stjerners Gang.Og Stjernerne hans RygteBar over Land og Sø,Saa Konger selv besøgteHam paa den lille Ø.

Men Stjernerne de blinkedTil andre Lande hen,Hans Skjæbne bort ham vinked,Han kom ei mer igjen.Alt længst de stolte MureEr sjunkne hen i Grus,Og Plogen monne fure,Urania! dit Hus.

Men hvergang Solen daler,Ser den til Hveen huld,Hvor Aftenrøden malerSig end erindringsfuld.Vemodig Maanen ilerForbi sin elskte Kyst,Og Frøias Stjerne smilerMed hellig Elskovs Lyst.

Da røres det og tindrerI Borgens dybe Grund:Den tror, at den erindrerEn gammel Aftenstund;For nogle ØieblikkeDen gjerne frem sig skjød,Men ak, det kan den ikke,Den synker i sin Død.

J. L. Heiberg.

408

Du vandringsmann ved sjøen,O, stans din raske gang!Vend hisset deg mot ØenOg hør min minnesang!Vend derhen dine tanker,Din lengsel og din sorg!På hine gule bankerStod før en Ridderborg.

I lengst forsvundne dagerVar den i glans og makt;Nå er der knapt tilbakeRuiner av dens prakt.Men i de gamle tider,Da var den høy og storOg saaes til alle siderOg kneisede fra jord.

Den ikke monne væreFor noen Viking bygget;Urania til æreDen reiste seg så trygt.Fra Menneskernes vrimmelenVed havet skilt den låOg hevet seg mot HimlenOg mot de stjerner små.

I Volden var befestetMot øst en port så stor,En annen imot Vester,Og Spir i Syd og nord.Høyt kneiste Borgetinden,Dens ranke Spir derhos,Der dreide seg for vindenEn gylden Pegasus.

Forunderlige tårnI nord og Syd man så,Av sterke piller bårneOg med altaner på.Der man til alle kanter,Ihvor man og mon gå,De mektige kvadranterOg store sfærer så.

Fra Borgen se man kunneSå vide over Ø,Så mange grønne Lunde,Den store salte Sø.De Sale monne prangeMed skjønne Farveskjær;Av Haver var der mangeMed blomster og med trær.

Men sluktes Dagens lue,Og Nattetid falt på,Man stjerner fikk å skuePå hele Himlens Blaa.Alt fjernt man høre kunne,Når derpå man ga akt,De fire store hunder,Som holdt om natten vagt.

Den fromme ridder trengteSig ei i ledingsferd,På veggen bort han hengteSitt harnisk og sitt sverd.Fra Jorden og dens jammerHan gjerne flykte gad,Når i sitt stille kammerVed midnattstund han satt.

409Da hevet han sitt ØyeAlt i den natt så langOg sporet i det høyeDe lyse Stjerners gang.Og Stjernerne hans rykteBar over land og Sø,Så konger selv besøkteHam på den lille Ø.

Men Stjernerne de blinketTil andre land hen,Hans Skjæbne bort ham vinket,Han kom ei mer igjen.Alt lengst de stolte murerEr sunkne hen i grus,Og Plogen monne fure,Urania! ditt hus.

Men hvergang solen daler,Ser den til Hveen huld,Hvor aftenrøden malerSig enn erindringsfull.Vemodig månen ilerForbi sin elskte kyst,Og Frøias stjerne smilerMed hellig Elskovs Lyst.

Da røres det og tindrerI Borgens dype grunn:Den tror, at den erindrerEn gammel Aftenstund;For noen øyeblikkDen gjerne frem seg skjød,Men ak, det kan den ikke,Den synker i sin død.

J. L. Heiberg.