409

Under alle Forandringer i udvortes Kaar var Holbergs Levevis og personlige Egenheder saa temmelig uforandrede fra Ungdom til Alderdom. Han maatte tidlig vænne sig til saa mange Afsavn, at Tarvelighed blev ham en Vane, og med sin svagelige Helbred befandt han sig ogsaa bedst ved den strengeste Afholdenhed. Knap og simpel Kost, flittigt Arbeide, daglig Bevægelse tilfods var saa at sige hans Diæt. Han gjorde jevnlig Fodture, herhjemme som i Udlandet; trods Modens Forskrifter gik han tilfods endog til Selskaber istedenfor at lade sig bære. Saa lidet han yndede det ceremonielle Selskabsliv, især efterat han med Aarene var bleven mere sær og pirrelig, kom han ellers gjerne mellem Folk; han kunde tale med de forskjelligste Mennesker, men holdt ikke af at gjøre sig personlig bemerket og taalte heller ingen Paatrængenhed. Med al Ligefremhed var der i hans Væsen noget tilbageholdent, selv imod gode Venner. Men han tog sig i Stilhed af deres Sager, naar han kunde gjøre noget for dem, han besøgte dem flittig og saa dem ogsaa gjerne hos sig, helst udenfor Arbeidstimerne; kun klager en af dem over, at han aldrig bevertede dem.

410Selv kjendte han ingen anden Nydelse end Kaffe; Vin skyede han „værre end Forgift.“ Det manglede, endnu i hans Alderdom, aldrig paa gode Raad og Formaninger til ikke at svække sig ved en overdreven Tarvelighed; men han beraabte sig paa sin mangeaarige Erfaring. „For 40 Aar siden var mine Kræfter saa svage, at mine Venner spaaede, jeg ikke levede længe, hvis jeg ikke vilde æde og drikke bedre; men de fleste af disse Prædikantere, som pleiede sine Legemer godt, er for længe siden baade døde og begravne. Jeg derimod, som holder ved det gamle og lever afholden, lever endnu.“ En Tidlang gik han saa vidt, at han (efter den 104-aarige Cornaros Sundhedslære) lod sin Mad veie og spiste og drak efter Vegten; men denne „mathematiske Levemaade“ befandt han sig ikke saa vel ved og opgav den snart. Saa strengt han imidlertid afholdt sig fra al Slags Overdaadighed, følte han sig dog næsten aldrig frisk.

Hans Svagheder var de samme, han allerede havde lidt af i sin Opvext, og han ansaa dem for arvelige („morbus, quo laboro, patrius mihi est“). Hans Bryst var ikke stærkt; han kunde aldeles ikke taale Kulde og led dog meget af indvortes Hede. Især var han plaget af Hovedpine, til sine Tider saa vedholdende, at han engang i to hele Aar ikke kunde meditere og maatte leve af Aviser og historiske Bøger. „Da efter de to Aars Forløb Sygdommen forflyttede sig andensteds, fornøiede han sig mest med filosofiske Betragtninger og Poesi, og i den Tid skrev han Peder Paars tilligemed Satirerne og Komedierne.“ Men selv dengang var Sygdommen ikke anderledes flyttet, end at, naar han skrev Vers, „moxen hvert Blad kostede ham en dygtig Hovedpine og tolv Skilling udi Kaffe at jage den paa Dør med.“ Sygdom, Luner, literære Stemninger gik besynderlig imellem hverandre. „De Affekter,“ siger han, „som vexelvis regjerer hos mig, er: Glæde, Bedrøvelse, Frygt, Mod, Mathed, Hurtighed, Hidsighed, Koldsindighed, ligesom de onde Vædsker sætter sig nu i en Del, nu i en anden Del af Legemet; saa at, naar de sætter sig om Hjertet, faar jeg Lyst til at reformere og sætte mig op imod hele Verden. Strax efter, naar disse onde Vædsker forflytter 411sig andensteds hen, kan ingen være mere mild og føielig, end jeg er.“ Men „hvad jeg har i Hjertet, maa herud, og enten jeg er glad eller bedrøvet, vred eller blid, saa kan man altid læse det af mit Ansigt.“ Særlig klager han over sin Pirrelighed: „en Hund, som gjør, en Dør, som tils laaes, kan bringe mig af Skik.“ Men naar han i et saadant Lune havde været hidsig og nærgaaende, søgte han gjerne Leilighed til at gjøre det godt igjen. Hans Luner gik i det hele langt mindre ud over andre end over ham selv. Selv led han ikke lidet af Griller og Ængstelser eller af Lede ved alle Ting, og blandt de mangeslags Svagheder, der hjemsøgte ham, regner han sin Hypokondri for den ulideligste: „Svagheden er vel lærd og fornemme; men det er og alt, hvad man kan sige til dens Berømmelse.“ Tillykke var netop Virkningen den, at han „ofte haver skrevet de lystigste Ting, naar Sindet haver været mest nedslagen. Saa ofte jeg henfalder til Tungsindighed, søger jeg at opmuntre Sindet enten ved at læse lystige Skrifter eller ved selv at skrive Skjemt; og befinder jeg mig bedre derved end af alle de Hjerte-Styrknings Draaber og Pulver, som Waisenhusets Apothek kan forsyne mig med.“

At Holberg i de lystige Skrifter, hvormed han fordrev sit onde Lune, skulde have rettet Satiren ikke blot mod det menneskelige Kjøn i Almindelighed, men mod enkelte Personer, er en Beskyldning, han med Bestemthed afviser, uden forsaavidt han (navnlig i 4de Bog af Peder Paars) havde som Nødverge og altsaa „efter Krigsret“ skjemtet med sin Eftertrykker og nogle andre, som havde „uddelt smaa trykte Pasqviller imod ham;“ forresten har han opofret mangt et Indfald, ja ladet hele Ark omsætte, blot fordi det kunde udlægges som personligt. „Den eneste, jeg forsætlig skjemter med,“ siger han, „er mig selv, hvilket ingen kan fortryde paa uden jeg selv. Jeg finder hos mig selv mange Feil, og de Dyder, man tillægger mig, lidet solide; jeg lever indgetogen og regulier, fordi jeg kan ikke leve vellystig, ligesom den, der aldrig spillede, fordi han aldrig havde Penge; jeg drikker ikkun Vand, fordi jeg taaler ikke at drikke Vin. Jeg filosoferer, naar jeg haver liden Helbred; er kjed af Verden, naar hun er kjed af mig; 412saa at min Filosofi og mine Dyder ingensteds haver hjemme. Jeg finder derimod hos mig adskillige solide Feil, som man kunde gjøre smukke Komedier over, omendskjønt, hvis jeg havde været mere doven og gravet mit Pund i Jorden, man maaske havde citeret mig blandt de skikkelige Folk her i Staden.“ Hermed er nu vistnok ikke sagt, at Holberg vilde have tilladt andre at gjøre de omtalte smukke Komedier over hans Feil; men han siger tydelig nok og gjentager andensteds, at heller ikke han har gjort Komedier over andre. Imidlertid var det ikke at undgaa, at han kom til at „træffe ens Karakter mer end en andens, hvilket gav adskillige Folk Anledning til at tænke: mon han ikke mener mig? mon han ikke sigter paa dig?“ De var ogsaa strax ved Haanden med Nøgler til Peder Paars, til Nils Klim osv., som cirkulerede i Afskrifter. Holberg giver skjemtevis en Prøve paa den Slags Fortolkningskunst (i Ep. 207); han vil „forbinde sig til at trække samme Applikationer af Plauti og Aristophanis Komedier som af Peder Paars, omendskjønt de er skrevne for nogle 1,000 Aar siden og derfor ikke haver kunnet sigte paa nogen Borger i Kjøbenhavn.“

Saameget Holberg altid skyede at slaa ind paa det personlige, end sige at blande sig i andres private Forhold, og saameget han for sit vedkommende ønskede, at Folk vilde lade ham skjøtte sig selv *), kunde han, især i sin 413Æres og Velmagts Dage, ikke undgaa at være en stadig Gjenstand for deres Bemerkninger, som om han sad paa Forundringsstolen. Han havde kun ringe Tilbøielighed til at gjøre sig afhængig af andre Folks Mening, helst da han mer eller mindre oversaa dem; men han har dog lagt temmelig nøie Merke til deres Snak og oftere, end han maaske ellers vilde have gjort, taget Anledning til at oplyse sit Privatliv. De Domme, der hørtes om ham, var temmelig modsigende, og han følte en vis Tilfredsstillelse ved at sætte dem stik imod hverandre. Nogle „holdt ham for en overmaade lystig Mand, andre derimod tillagde ham en særdeles Austeritet.“ Nogle lastede hans Efterladenhed, fordi han forsømte visse akademiske Øvelser og lod „Komplimentsbreve“ ubesvarede; til samme Tid var der andre, som formanede ham til at dæmpe sin overstadige Arbeidsiver. Nogle lastede hans altfor store Lyst til Fruentimmer-Selskab, andre derimod bebreidede ham Koldsindighed mod samme Kjøn; da hændelsesvis det første Rygte var udspredt paa den ene af hans Hovedgaarde, blev der altid Kvinderne „skikkede udi Ambassader,“ naar der var noget at anholde om, medens paa det andet Gods, hvor han holdtes for en Fruentimmerhader, „Mændene selv agerede Ambassadeurs.“ Nogle antog ham for lunken i Religionssager, fordi han i Kjøbenhavn ikke gik i Kirke for Vinterkulden; andre dømte anderledes, fordi han om Sommeren paa Landet var en flittig Kirkegjænger. I en Gade hed det: „Se, der gaar den Gnier, som gjør ingen Mand godt; men udi en anden: Gud lade den Mand leve, som er saa god imod fattige!“ „Begge har Ret,“ tilføier han. „Jeg viser gemenligen de Folk bort, som dagligen besøger mig med Bettelbreve, og derimod leder efter andre, som aldrig har bedet mig om noget, men som jeg har udforsket at kunne have mest Aarsag dertil.“

Af alle Beskyldninger mod Holberg hørtes ingen saa enstemmig og vedholdende som denne, at han var karrig, og i sig selv er det rimeligt nok, at han efter i saamange Aar at have levet sig ind i knappe Omstændigheder ikke ret har vidst at forandre sig, da han kom i Velstand. Han skjemter selv med en gammel Gnier og sammenligner ham 414med den Mand, „der med stor Omhyggelighed satte sit Haar udi Bukler om Aftenen, da han var dømt til at miste Hovedet om Morgenen.“ Dette finder han latterligt, men menneskeligt tillige, og om sig selv tilføier han strax efter: „Saa ofte nogen censurerer min Omhyggelighed og spørger mig, til hvad Ende jeg med Arbeide og Bekymring søger at formere min Bo, giver jeg og ingen anden Aarsag dertil end denne, at jeg er et Menneske, det er paa anden Dansk: en Nar, og er forvisset om, at min Herr Censor vil blive den samme, saasnart han som jeg begynder at lægge Grundvold til en staaende Kapital.“ Imidlertid tog han sig ikke altid Beskyldningen saa let; han kommer jevnlig tilbage til den og beraaber sig med god Grund paa, at han selv kun havde Uleiligheden, medens Publikum som hans Arving skulde høste Frugten deraf, og at han levede saaledes, som han helst ønskede og befandt sig bedst ved. „Hvis megen og lekker Spise kunde kontribuere til min Helbred, tog jeg ikke i Betænkning at give en Dukat for hvert Maaltid. Og hvis jeg merkede, at mine Sager og Forretninger kunde befordres ved mange Domestiker og Opvartere, tog jeg ei i Betænkning at tillægge mig de samme; men som jeg ser, at ligesom de Insekter, der haver mange Fødder, gaar langsomt, og de, hvis Huse vrimler af Domestiker, heller gaar tilbage end frem, saa retter jeg mig herudi ikke efter andres Exempler. Jeg gaar gemenligen tilfods, efterdi min Sundhed bestaar udi idelig Bevægelse. Naar nogen gjør mig Uret for en Skilling, stiller jeg mig vred an, saasom det er langt større Forlis at tabe en Skilling ved Forsømmelse end at skille mig ved en Daler ved en Gave. Naar du dette overveier og konfererer min Levemaade med sunde økonomiske Regler, naar du merker, at jeg æder og drikker lidet for at bevæbne mig mod Feber, og at jeg gaar tilfods, efterdi jeg er ingen Elsker af Skjørbug, maa du slutte, at jeg sparer ikke for at spare paa Pengene, men for at spare paa Legemet.“ I dette som i meget andet var Holbergs Exempel heller ikke uden Virkning. „Naar nogen spørger mig, hvi jeg gaar alene, uden Tjener, svarer jeg, at Tjeneren er ude med mine yngste Døtre for at se til, at de ikke falder paa Gaden. Virkningen 415deraf er, at naar jeg møder en ung Borgersøn paa Gaden med en buntet Lakei udi Hælene, tænker han: mon du ogsaa ikke kunde gaa uden Konvoi? Og ved jeg ikke rettere, end at jeg jo med mit Exempel har konverteret adskillige. Thi for nogle Aar siden var det kommet saa vidt, at alle, indtil fattige Studenter, undsaa sig ved at gaa alene paa Gaden, men ginge med afpassede Skridt, ligesom de skulde følge Lig. Saadant kom mig efter min Hjemkomst fra udenlandske Steder des viderligere for, efterdi jeg udi Amsterdam, London og Paris havde været vant til at se Prinser, Parlaments-Herrer og andre høie Standspersoner at gaa uden Følge paa Gaderne.“

Beskyldningen for Karrighed gjorde, at han lagde saameget mere Vind paa at have skjønne Værelser, kjøbte idelig Bøger og klædte sig til Stads i Fløiel og Silke, „efterdi en kostbar Klædning kan være ligesaa let at bære som en ringe.“ Allerede i sin Fattigdoms Periode var han altid net og omhyggelig klædt, ligesom han for ikke at gjøre Opsigt gik paa Gaden med opsat Paryk og sin Hat under Armen, en Mode, han ellers tidt nok gjør sig lystig over, og som ogsaa blev afskaffet i hans Tid. Han havde, som hans Portræt viser, et fint Ansigt, hvis tørre, alvorlige Miner forhøiede Indtrykket af hans satiriske Skjemt. Forresten saa han endnu i modnere Aar saa ung og spinkel ud, at han paa sin Reise i Frankrig som Professor extraordinarius hørte sin Alder anslaa med de Ord: „c’est un garçon de dix-huit ans.“ Hvad Selskabslivet angaar, var han vel ingen stor Ven af dets sædvanlige Forlystelser, men undlod ikke at tage dem i Forsvar mod Pietisternes Fordomme; om Maskerader bemærker han, at de igrunden bringer os nærmere til Naturstanden, „efterdi Regjering, Moder og Sædvaner paalægger os Masker, hvilke vi ved saadan Leg ligesom nedlægger, og at vi egentlig ikke er ret maskerede, uden naar vi gaar med blotte Ansigter.“ Fremfor alle andre selskabelige Kunster elskede han Musiken og havde i denne Kunst Følelse baade for det milde, opløftende og lidenskabelige Udtryk; den eneste Leilighed, hvor man har hørt om Holberg, at han græd, var ved Opførelsen af en høitidelig Kirkemusik. Paa sine Udenlandsreiser havde 416han lært den franske og italienske Stil at kjende og været en flittig Tilhører saavel i Kirker som i Musikforeninger. Selv spillede han flere Instrumenter, i yngre Aar Fløite (flûte-douce), siden Violin; han var med at stifte et harmonisk Selskab i Kjøbenhavn, og det var ham meget magtpaaliggende, at Modesmagen for Mislyd og Vanskeligheder ikke skulde „borttage den naturlig Sødhed af Musiken.“

Naar han siger i sit Levnet, at „Studeringer og Musik var hans eneste Fornøielser,“ saa stemmer dette Udsagn med alt, hvad vi leilighedsvis erfarer om ham. Hvorledes han, selv med sine Forretninger som Universitetets Rentemester, endnu kunde faa saameget læst og tænkt og skrevet, var mange en Gaade. Thi han fulgte trolig den Grundsætning, at „ingen Studeringer er saa vigtige, at man for deres Skyld skulde forsømme sit Embede.“ Hemmeligheden laa i, at Holberg foruden sin øvrige Økonomi især forstod at spare paa Tiden. „Jeg tager mig vare for Breve-Vexlinger,“ siger han, „helst saadanne, som bestaar udi Komplimenter, saa at alle mine Breve indeholder intet andet end Gjensvar paa Begjæring og Spørgsmaal; ja alting indtil Skjøder, Fæstebreve og Obligationer er uden sedvanlige Præludier. Jeg erindrer mig, at en Mand skikkede mig engang et Fæstebrev tilbage, efterdi det var kun forfattet udi 6 Linier; men jeg lod ham igjen vide, at hvis jeg skulde nødes til at omskrive det, skulde jeg gjøre det end en Linie kortere. Mit Middagsmaaltid, som begynder præcise Kl. 12, varer kun et Kvarter“ osv. „Et Aar bestaar af 365 Dage og hver Dag af 12 til 14 brugelige Timer, og kan i saa Maade meget i den Tid forrettes.“ Som sit Valgsprog nævner Holberg de Ord af en gammel Filosof: „Jeg planter Trær, som andre skal nyde Frugt af.“ „Mit hele Levnets Løb viser, at dette kan være mit Symbolum, eftersom jeg aldrig har havt det nærværende gode for Øine og ikke efter Haandverksfolks Exempel har arbeidet de fleste Dage i Ugen for at have en fri Mandag.“

M. Hammerich.

409

Under alle forandringer i utvortes kår var Holbergs levevis og personlige egenheter så temmelig uforandrede fra ungdom til alderdom. Han måtte tidlig venne seg til så mange Afsavn, at tarvelighet ble ham en vane, og med sin svakelige helbred befandt han seg også best ved den strengeste avholdenhet. Knap og simpel kost, flittig arbeide, daglig bevegelse tilfods var så å si hans Diæt. Han gjorde jevnlig Fodture, herhjemme som i utlandet; trass Modens forskrifter gikk han tilfods endog til selskaper istedenfor å la seg bære. Så lite han yndet det seremonielle selskapsliv, især etter at han med årene var blitt mer sær og pirrelig, kom han ellers gjerne mellom folk; han kunne tale med de forskjelligste mennesker, men holdt ikke av å gjøre seg personlig bemerket og tålte heller ingen påtrengenhet. Med all likefremhet var der i hans vesen noe tilbakeholdent, selv imot gode venner. Men han tok seg i stillhet av deres saker, når han kunne gjøre noe for dem, han besøkte dem flittig og så dem også gjerne hos seg, helst utenfor arbeidstimene; kun klager en av dem over, at han aldri bevertet dem.

410Selv kjente han ingen annen nytelse enn kaffe; Vin skydde han „verre enn forgift.“ Det manglet, ennå i hans alderdom, aldri på gode råd og formaninger til ikke å svekke seg ved en overdreven tarvelighet; men han beropte seg på sin mangeårige erfaring. „For 40 år siden var mine krefter så svage, at mine venner spådde, jeg ikke levde lenge, hvis jeg ikke ville ete og drikke bedre; men de fleste av disse predikanter, som pleide sine Legemer godt, er for lenge siden både døde og begravne. Jeg derimot, som holder ved det gamle og lever afholden, lever ennå.“ En Tidlang gikk han så vidt, at han (etter den 104-aarige Cornaros sunnhetslære) lot sin mat veie og spiste og drakk etter vekten; men denne „matematiske levemåte“ befandt han seg ikke så vel ved og oppga den snart. Så strengt han imidlertid avholdt seg fra all Slags overdådighet, følte han seg dog nesten aldri frisk.

Hans Svagheder var de samme, han allerede hadde lidt av i sin Opvext, og han anså dem for arvelige („morbus, quo laboro, patrius mihi est“). Hans Bryst var ikke sterkt; han kunne aldeles ikke tåle kulde og led dog meget av innvortes Hede. Især var han plaget av hodepine, til sine tider så vedholdende, at han engang i to hele år ikke kunne meditere og måtte leve av aviser og historiske bøker. „Da etter de to Aars forløp sykdommen forflyttet seg annensteds, fornøyde han seg mest med filosofiske betraktninger og poesi, og i den tid skrev han Peder Paars tillikemed satirene og komediene.“ Men selv dengang var sykdommen ikke annerledes flyttet, enn at, når han skrev vers, „moxen hvert blad kostet ham en dyktig hodepine og tolv skilling uti kaffe å jage den på dør med.“ Sykdom, luner, litterære stemninger gikk besynderlig imellom hverandre. „De affekter,“ sier han, „som vekselvis regjerer hos meg, er: Glede, bedrøvelse, frykt, mot, matthet, hurtighet, hissighet, Koldsindighed, likesom de onde væsker setter seg nå i en del, nå i en annen del av Legemet; så at, når de setter seg om Hjertet, får jeg Lyst til å reformere og sette meg opp imot hele verden. Straks etter, når disse onde væsker forflytter 411seg annensteds hen, kan ingen være mer mild og føyelig, enn jeg er.“ Men „hva jeg har i Hjertet, må herud, og enten jeg er glad eller bedrøvet, vred eller blid, så kan man alltid lese det av mitt ansikt.“ Særlig klager han over sin pirrelighet: „en hund, som gjør, en dør, som tils laaes, kan bringe meg av skikk.“ Men når han i et sådant lune hadde vært hidsig og nærgående, søkte han gjerne leilighet til å gjøre det godt igjen. Hans Luner gikk i det hele langt mindre ut over andre enn over ham selv. Selv led han ikke lite av griller og engstelser eller av Lede ved alle ting, og blant de mangeslags svakheter, der hjemsøkte ham, regner han sin hypokondri for den ulideligste: „Svakheten er vel lærd og fornemme; men det er og alt, hva man kan si til dens berømmelse.“ Tillykke var nettopp virkningen den, at han „ofte haver skrevet de lystigste ting, når sinnet haver vært mest nedslått. Så ofte jeg henfaller til tungsindighet, søker jeg å oppmuntre sinnet enten ved å lese lystige skrifter eller ved selv å skrive skjemt; og befinner jeg meg bedre derved enn av alle de hjerte-Styrknings dråper og pulver, som Waisenhusets apotek kan forsyne meg med.“

At Holberg i de lystige skrifter, hvormed han fordrev sitt onde lune, skulle ha rettet satiren ikke blot mot det menneskelige Kjøn i alminnelighet, men mot enkelte personer, er en beskyldning, han med bestemthet avviser, uten for så vidt han (navnlig i 4de bok av Peder Paars) hadde som nødverge og altså „etter krigsrett“ skjemtet med sin Eftertrykker og noen andre, som hadde „utdelt små trykte paskviller imot ham;“ forresten har han oppofret mangt et innfall, ja ladet hele ark omsette, blot fordi det kunne utlegges som personlig. „Den eneste, jeg forsettlig skjemter med,“ sier han, „er meg selv, hvilket ingen kan fortryde på uten jeg selv. Jeg finner hos meg selv mange feil, og de dyder, man tillegger meg, lite solide; jeg lever indgetogen og regulier, fordi jeg kan ikke leve vellystig, likesom den, der aldri spilte, fordi han aldri hadde penger; jeg drikker ikkun vann, fordi jeg tåler ikke å drikke vin. Jeg filosoferer, når jeg haver liten helbred; er kjed av verden, når hun er kjed av meg; 412så at min filosofi og mine dyder ingensteds haver hjemme. Jeg finner derimot hos meg adskillige solide feil, som man kunne gjøre smukke komedier over, omenskjønt, hvis jeg hadde vært mer doven og gravet mitt pund i jorden, man maaske hadde sitert meg blant de skikkelige folk her i staden.“ Hermed er nå vistnok ikke sagt, at Holberg ville ha tillatt andre å gjøre de omtalte smukke komedier over hans feil; men han sier tydelig nok og gjentar annensteds, at heller ikke han har gjort komedier over andre. Imidlertid var det ikke å unngå, at han kom til å „treffe ens karakter mer enn en annens, hvilket ga adskillige folk anledning til å tenke: mon han ikke mener meg? mon han ikke sikter på deg?“ De var også straks ved hånden med nøkler til Peder Paars, til Nils Klim osv., som sirkulerte i avskrifter. Holberg giver skjemtevis en prøve på den Slags Fortolkningskunst (i ep. 207); han vil „forbinde seg til å trekke samme applikasjoner av Plauti og Aristophanis komedier som av Peder Paars, omenskjønt de er skrevne for noen 1,000 år siden og derfor ikke haver kunnet sikte på noen borger i Kjøbenhavn.“

Saameget Holberg alltid skyede å slå inn på det personlige, enn si å blande seg i andres private forhold, og saameget han for sitt vedkommende ønsket, at folk ville la ham skjøtte seg selv *), kunne han, især i sin 413Æres og Velmagts dager, ikke unngå å være en stadig gjenstand for deres bemerkninger, som om han satt på Forundringsstolen. Han hadde kun ringe tilbøyelighet til å gjøre seg avhengig av andre Folks mening, helst da han mer eller mindre overså dem; men han har dog lagt temmelig nøye merke til deres snakk og oftere, enn han maaske ellers ville ha gjort, tatt anledning til å opplyse sitt privatliv. De Domme, der hørtes om ham, var temmelig modsigende, og han følte en viss tilfredsstillelse ved å sette dem stikk imot hverandre. Noen „holdt ham for en overmåte lystig mann, andre derimot tillagde ham en særdeles Austeritet.“ Noen lastede hans Efterladenhed, fordi han forsømte visse akademiske øvelser og lot „komplimentsbrev“ ubesvarede; til samme tid var der andre, som formante ham til å dempe sin overstadige arbeidsiver. Noen lastede hans altfor store Lyst til fruentimmer-selskap, andre derimot bebreidet ham Koldsindighed mot samme Kjøn; da hændelsesvis det første rykte var utspredt på den ene av hans hovedgårder, ble der alltid kvinnene „skikkede uti ambassader,“ når der var noe å anholde om, mens på det andre gods, hvor han holdtes for en fruentimmerhater, „mennene selv agerede Ambassadeurs.“ Noen antok ham for lunken i religionssaker, fordi han i Kjøbenhavn ikke gikk i Kirke for vinterkulden; andre dømte annerledes, fordi han om sommeren på landet var en flittig kirkegjenger. I en gate het det: „Se, der går den gnier, som gjør ingen mann godt; men uti en annen: Gud lade den mann leve, som er så god imot fattige!“ „Begge har rett,“ tilføyer han. „Jeg viser gemenligen de folk bort, som dagligen besøker meg med Bettelbreve, og derimot leder etter andre, som aldri har bedt meg om noe, men som jeg har utforsket å kunne ha mest årsak dertil.“

Av alle beskyldninger mot Holberg hørtes ingen så enstemmig og vedholdende som denne, at han var karrig, og i seg selv er det rimelig nok, at han etter i så mange år å ha levet seg inn i knappe omstendigheter ikke rett har visst å forandre seg, da han kom i velstand. Han skjemter selv med en gammel gnier og sammenligner ham 414med den mann, „der med stor omhyggelighet satte sitt Haar uti bukler om Aftenen, da han var dømt til å miste hodet om morgenen.“ Dette finner han latterlig, men menneskelig tillike, og om seg selv tilføyer han straks etter: „Så ofte noen sensurerer min omhyggelighet og spør meg, til hva ende jeg med arbeide og bekymring søker å formere min bo, giver jeg og ingen annen årsak dertil enn denne, at jeg er et menneske, det er på annen Dansk: en narr, og er forvisset om, at min Herr Censor vil bli den samme, så snart han som jeg begynner å legge grunnvoll til en stående kapital.“ Imidlertid tok han seg ikke alltid beskyldningen så lett; han kommer jevnlig tilbake til den og beraaber seg med god grunn på, at han selv kun hadde uleiligheten, mens publikum som hans arving skulle høste frukten derav, og at han levde således, som han helst ønsket og befandt seg best ved. „Hvis mye og lekker spise kunne kontribuere til min helbred, tok jeg ikke i betenkning å gi en dukat for hvert måltid. Og hvis jeg merket, at mine saker og forretninger kunne befordres ved mange Domestiker og Opvartere, tok jeg ei i betenkning å tillegge meg de samme; men som jeg ser, at likesom de insekter, der haver mange føtter, går langsomt, og de, hvis hus vrimler av Domestiker, heller går tilbake enn frem, så retter jeg meg herudi ikke etter andres eksempler. Jeg går gemenligen tilfods, efterdi min sunnhet består uti idelig bevegelse. Når noen gjør meg Uret for en skilling, stiller jeg meg vred an, saasom det er langt større forlis å tape en skilling ved forsømmelse enn å skille meg ved en daler ved en gave. Når du dette overveier og konfererer min levemåte med sunde økonomiske regler, når du merker, at jeg eter og drikker lite for å bevæpne meg mot feber, og at jeg går tilfods, efterdi jeg er ingen elsker av skjørbuk, må du slutte, at jeg sparer ikke for å spare på pengene, men for å spare på Legemet.“ I dette som i meget annet var Holbergs Exempel heller ikke uten virkning. „Når noen spør meg, hvi jeg går alene, uten tjener, svarer jeg, at tjeneren er ute med mine yngste døtre for å se til, at de ikke faller på gaten. Virkningen 415derav er, at når jeg møter en ung Borgersøn på gaten med en buntet lakei uti hælene, tenker han: mon du også ikke kunne gå uten konvoi? Og vet jeg ikke rettere, enn at jeg jo med mitt eksempel har konvertert adskillige. Thi for noen år siden var det kommet så vidt, at alle, inntil fattige studenter, unnså seg ved å gå alene på gaten, men ginge med avpassede skritt, likesom de skulle følge Lig. Sådant kom meg etter min hjemkomst fra utenlandske steder des viderligere for, efterdi jeg uti Amsterdam, London og Paris hadde vært vant til å se prinser, Parlaments-herrer og andre høye standspersoner å gå uten følge på gatene.“

Beskyldningen for karrighet gjorde, at han la saameget mer vind på å ha skjønne værelser, kjøpte idelig bøker og kledde seg til Stads i Fløiel og silke, „efterdi en kostbar kledning kan være likeså lett å bære som en ringe.“ Allerede i sin Fattigdoms periode var han alltid nett og omhyggelig kledd, likesom han for ikke å gjøre Opsigt gikk på gaten med oppsatt parykk og sin hatt under armen, en mote, han ellers titt nok gjør seg lystig over, og som også ble avskaffet i hans tid. Han hadde, som hans portrett viser, et fint ansikt, hvis tørre, alvorlige miner forhøiede inntrykket av hans satiriske skjemt. Forresten så han ennå i modnere år så ung og spinkel ut, at han på sin reise i Frankrig som professor extraordinarius hørte sin alder anslå med de ord: „c’est un garçon de dix-huit ans.“ Hva selskapslivet angår, var han vel ingen stor venn av dets sedvanlige forlystelser, men unnlot ikke å ta dem i forsvar mot Pietisternes fordommer; om maskerader bemerker han, at de i grunnen bringer oss nærmere til Naturstanden, „efterdi regjering, mor og sedvaner pålegger oss masker, hvilke vi ved sådan Leg likesom nedlegger, og at vi egentlig ikke er rett maskerede, uten når vi går med blotte ansikter.“ Fremfor alle andre selskapelige kunster elsket han musikken og hadde i denne kunst følelse både for det milde, oppløftende og lidenskapelige uttrykk; den eneste leilighet, hvor man har hørt om Holberg, at han gråt, var ved oppførelsen av en høytidelig kirkemusikk. På sine utenlandsreiser hadde 416han lært den franske og italienske stil å kjenne og vært en flittig tilhører såvel i kirker som i musikkforeninger. Selv spilte han flere instrumenter, i yngre år fløyte (flûte-douce), siden Violin; han var med å stifte et harmonisk selskap i Kjøbenhavn, og det var ham meget maktpåliggende, at Modesmagen for mislyd og vanskeligheter ikke skulle „borttage den naturlig søthet av musikken.“

Når han sier i sitt Levnet, at „Studeringer og musikk var hans eneste fornøyelser,“ så stemmer dette utsagn med alt, hva vi leilighetsvis erfarer om ham. Hvorledes han, selv med sine forretninger som Universitetets Rentemester, ennå kunne få saameget lest og tenkt og skrevet, var mange en gåte. Thi han fulgte trolig den grunnsetning, at „ingen Studeringer er så viktige, at man for deres skyld skulle forsømme sitt embete.“ Hemmeligheten lå i, at Holberg foruten sin øvrige økonomi især forstod å spare på tiden. „Jeg tar meg vare for brev-vekslinger,“ sier han, „helst sådanne, som består uti komplimenter, så at alle mine brev inneholder intet annet enn gjensvar på begjæring og spørsmål; ja alting inntil skjøter, festebrev og obligasjoner er uten sedvanlige preludier. Jeg erindrer meg, at en mann skikkede meg engang et festebrev tilbake, efterdi det var kun forfattet uti 6 linjer; men jeg lot ham igjen vide, at hvis jeg skulle nødes til å omskrive det, skulle jeg gjøre det enn en linje kortere. Mitt middagsmåltid, som begynner præcise Kl. 12, varer kun et kvarter“ osv. „Et år består av 365 dager og hver dag av 12 til 14 brukelige timer, og kan i så måte meget i den tid forrettes.“ Som sitt Valgsprog nevner Holberg de ord av en gammel filosof: „Jeg planter trær, som andre skal nyte frukt av.“ „Mitt hele Levnets løp viser, at dette kan være mitt Symbolum, ettersom jeg aldri har hatt det nærværende gode for øyne og ikke etter Haandverksfolks eksempel har arbeidet de fleste dager i uken for å ha en fri mandag.“

M. Hammerich.