417

Før var der knapt skrevet paa Dansk en Bog,Som ret kunde Hjerterne hue,Kun Eventyr, brugbart i Kakkelovnskrog,Kun Vise til Spinderskens Stue.

Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund,Latin paa Papiret kun malte,Med Fruerne Fransk og Tydsk med sin HundOg Dansk med sin Tjener han talte.

Da seiled et Skib fra Bergens Fjord,En kostelig ladet Snekke;Thi Ludvig Holberg var der ombord;Han stirred saa vide fra Dække.

Og Øiet opdager ved Øresunds KystDe Taarne, som kneiser mod Himmel;Da banker hans Hjerte af salig LystAt skue Axelstads Vrimmel.

Og snildt han ser paa det brogede Spil,Smil funkler i Øinenes Lue:„Nu, der skal en dygtig Lugekniv tilDet Ukrud i Vexten at kue!

Von Tyboe kneiser saa strunk som et Siv;Hvad om han bøied sig noget?Magistren om Pavens Skjeg ypper KivOg er baade skimlet og kroget.

Sieur Herman pudser paa Folk og Land;Hvad om han polered sin Kande?Og hvad om Hans Fransen fik hjemme ForstandOg skaante de fremmede Lande?“

Og Holberg sin mandige Røst oplodOm Daarernes Lader og Fagter,Saa levende, som de gik og stodMed Ansigt, med Tale og Dragter.

Som rensende Stormvind hans Tale klangTil Solskin i kommende Dage;Indsmuglede Noder som Græshopper sprangDen Vei, de var komne, tilbage.

Vel føres fra fremmede Lande herhidRet meget, hvorved vi oplives;Men Latter, saa sund som ved Holbergs Vid,Kan ikke med Posten forskrives.

418Han lærte de danske, at Dansken er fødAt tale med Fædrenes Tunge;Thi hjemmebrygt var jo den herlige Mjød,Som styrkede Hjerte og Lunge.

Og Tanken fløi fra sit taagede Skjul,Behøved om Ord ei at lede,Ret som naar til Sang opvaagner en Fugl,Naar Morgensol hilser dens Rede.

Saa længe som derfor med Liv og med AandDen danske kan synge i Lunden,Saa længe som ikke hans SmilebaandAf Moden i Knuder er bunden,

Saa længe en Draabe gammeldags BlodKan Vei gjennem Hjerterne finde,Saalænge som Bøgen ved Sorø slaar Rod,Skal leve vor Holbergs Minde.

Chr. Wilster.

417

Før var der knapt skrevet på Dansk en bok,Som rett kunne hjertene hue,Kun eventyr, brukbart i Kakkelovnskrog,Kun vise til Spinderskens stue.

Hver mann, som med kløkt gikk i lærdom til bunn,Latin på papiret kun malte,Med fruene fransk og tysk med sin hundOg Dansk med sin tjener han talte.

Da seilte et skip fra Bergens fjord,En kostelig ladet snekke;Thi Ludvig Holberg var der ombord;Han stirret så vide fra dekke.

Og Øiet oppdager ved Øresunds kystDe tårn, som kneiser mot himmel;Da banker hans hjerte av salig LystÅ skue Axelstads vrimmel.

Og snilt han ser på det brokete spill,Smil funkler i øynenes lue:„Nå, der skal en dyktig Lugekniv tilDet Ukrud i veksten å kue!

Von Tyboe kneiser så strunk som et Siv;Hva om han bøyde seg noe?Magistren om Pavens skjegg ypper kivOg er både skimlet og kroket.

Sieur Herman pusser på folk og land;Hva om han polered sin kanne?Og hva om Hans Fransen fikk hjemme forstandOg skånte de fremmede land?“

Og Holberg sin mandige røst oplodOm dårenes Lader og fakter,Så levende, som de gikk og stodMed ansikt, med Tale og drakter.

Som rensende stormvind hans Tale klangTil Solskin i kommende dager;Indsmuglede noder som gresshopper sprangDen Vei, de var kommet, tilbake.

Vel føres fra fremmede land herhidRett meget, hvorved vi oplives;Men Latter, så sund som ved Holbergs Vid,Kan ikke med posten forskrives.

418Han lærte de danske, at Dansken er fødtÅ tale med Fædrenes tunge;Thi hjemmebrygt var jo den herlige mjød,Som styrkede hjerte og lunge.

Og Tanken fløy fra sitt tåkete skjul,Behøved om ord ei å lede,Rett som når til sang opvaagner en fugl,Når morgensol hilser dens Rede.

Så lenge som derfor med liv og med åndDen danske kan synge i Lunden,Så lenge som ikke hans SmilebaandAv Moden i knuter er bunden,

Så lenge en dråpe gammeldags blodKan vei gjennom hjertene finne,Så lenge som bøken ved Sorø slår rot,Skal leve vår Holbergs Minde.

Chr. Wilster.