Læreplanatlas

Fra min Barndom

19 lesebøker34 trykktrykt 1861–1964Les i biblioteket
Læsebog i Modersmaalet for Børn og Ungdommen · 1861 · s. 28
Læsebog i Modersmaalet for Børn og Ungdommen · 1861 · s. 28 · nb.no ↗
Teksten

En Aften i den glade Jul
Vi skulde ud at kjøre.
Paa Himlen seiled som et Hjul
Den blanke Maane, stor og gul;
Der var saa deiligt Føre!

Mens Bedstemo’r blev pakket ind
Fra Foden op til Haanden,
Strøg Kulden frit min røde Kind,
Og ret det frydede mit Sind
At se min egen Aanden,

Nu kaldte Fa’r, og rask jeg
Mig baglængs op i Dumpen —
Hvor Blakken dansed, da i
Den maatte gaa, mens Bjelden
Til vi var over Sumpen!

Men nu det lystig strøg afsted,
Saa fort som Blakken vilde.
Og langs den hvide Flade gled
Vor sorte Skygge op og ned —
Den vilde med til Gilde!

I Maanens underlige Glans,
Mens Vinden peb om Öret,
Det var, som Gjerdets Stør fik
Og hopped os i luftig Dans
Forbi, at prøve Føret.

Men da vi kom af Gaden ned,
Vi holdt ved Husmandsstuen.
Af Piben hvirvled tyk og bred
Sig Røgen op, og duftig gled
Den bort i Maaneluen.

De andre Slæder kom nu til
Langs Fannerne ved Laaven.
Saa bøied vi med munter Il
Til trende Dombjeldkranses Spil
Fra Sletten ind i Skoven.

Der stod de slanke Furutrær
Lig Søiler smukt i Rader:
Sin grønne Krans de strakte hver
Mod Aftenbuens Straaleskjær —
Et Hvælv paa Kollonader!

Men da vi kom lidt længer ind,
Og tæt og sort blev Skoven,
Gav Maanen kun et sparsomt
Men Fantasien i mit Sind
Blev mer og mer forvoven.

Og hver en Busk fik Liv og
Idet vi for forbi den:
Til skjegget Berserk blev en
Den ranke Fyr var Riddersmand;
Hans Svend stod tro ved Siden.

I Skyggen dybt en Dødning stod,
Stiv i det hvide Klæde.
Han udgjød sine Brødres Blod,
Og derfor maa den muldne Fod
Igjen af Graven træde.

Se, ludende bag Stubben gaar
En Hex med Stav og Hætte.
Hoho! dit Væsen jeg forstaar:
Just saadan rokker, naar hun
Paa Ho’det gamle Mette.

Og flygtig som vort raske Trav
Svandt alt bag Skovens Fletning:
Ved Bjeldens muntre Klang
Sig Ridder, Dødning, Hex med
Paa Flugt i modsat Retning.

Men da vi kom af Skoven ud
I Maanens lyse Lue,
Da saa de blanke Stjerner ud,
Som skalv enhver af Fryd — min
Det var et deiligt Skue!

Alt sprang med Liv, og Hjertet
Omkap med hele Vrimlen!
Og paa den klare Bjeldeklang
Det let og freidig op sig svang
Til Stjernerne paa Himlen.

Norsk læsebog. Tredje del · 1868 · s. 359 · Se i biblioteket

I lesebøkene

1860-tallet2 trykk
1870-tallet3 trykk
1890-tallet3 trykk
1930-tallet2 trykk

Mer av Jørgen Moe