57. Slædefart.
En aften i den glade julvi skulde ud at kjøre.Paa himlen seiled som et hjulden blanke maane, stor og gul;der var saa deiligt føre!
134Mens bedstemor blev pakket indfra foden op til haanden,strøg kulden frit min røde kind,og ret det frydede mit sindat se min egen aanden.
Nu kaldte far, og rask jeg svangmig baglængs op i dumpen. —Hvor Blakken dansed, da i gangden maatte gaa, mens bjeldenklang,til vi var over sumpen!
Men nu det lystig strøg afstedsaa fort, som Blakken vilde.Og langs den hvide flade gledvor sorte skygge op og ned —den vilde med til gilde!
I maanens underlige glans,mens vinden peb om øret,det var, som gjærdets stør fiksansog hopped os i luftig dansforbi, at prøve føret.
Men da vi kom af gaden ned,vi holdt ved husmandsstuen.Af piben hvirvled tyk og bredsig røgen op, og duftig gledden bort i maaneluen.
De andre slæder kom nu tillangs fannerne ved laaven.Saa bøied vi med munter iltil trende dombjeld-kranses spilfra sletten ind i skoven.
Der stod de lange furutrærlig søiler smukt i rader;Sin grønne krans de straktehvermod aftenbuens straaleskjær —et hvælv paa kolonnader!
Men da vi kom lidt længer ind,og tæt og sort blev skoven,gav maanen kun et sparsomtskin;men fantasien i mit sindblev mer og mer forvoven.
Og hver en busk fik liv og stand,idet vi for forbi den:til skjegget berserk blev en gran;og furuen blev riddersmand;hans svend stod tro ved siden.
I skyggen dybt en dødning stod,stiv i det hvide klæde.Han udgjød sine brødres blod,og derfor maa den muldne fodigjen af graven træde.
Se, ludende bag stubben gaaren heks med stav og hætte.Hoho! dit væsen jeg forstaar;just saadan rokker, naar hunspaar,paa ho'det gamle Mette.
Og flygtig som vort raske travsvandt alt bag skovens fletning;Ved bjeldens muntre klang begavsig ridder, dødning, heks med stavpaa flugt i modsat retning.135Men da vi kom af skoven udi maanens lyse lue,da saa de blanke stjerner ud,som skalv enhver af fryd — minGud,det var et deiligt skue!
Alt sprang med liv, og hjertetsprangomkap med hele vrimlen!Og paa den klare bjeldeklangdet let og freidig op sig svangtil stjernerne paa himlen.
J. Moe.
57. Slædefart.
En aften i den glade julvi skulle ut å kjøre.På himlen seilte som et hjulden blanke måne, stor og gul;der var så deilig føre!
134Mens bestemor ble pakket innfra foten opp til hånden,strøk kulden fritt min røde kinn,og rett det frydet mitt sinnå se min egen aanden.
Nå kalte far, og rask jeg svangmeg baklengs opp i dumpen. —Hvor Blakken danset, da i gangden måtte gå, mens bjellenklang,til vi var over sumpen!
Men nå det lystig strøk av stedså fort, som Blakken ville.Og langs den hvite flate gledvår sorte skygge opp og ned —den ville med til gilde!
I månens underlige glans,mens vinden pep om øret,det var, som gjerdets stør fikksansog hoppet oss i luftig dansforbi, å prøve føret.
Men da vi kom av gaten ned,vi holdt ved husmannsstuen.Av pipen hvirvled tykk og bredsig røyken opp, og duftig gledden bort i måneluen.
De andre sleder kom nå tillangs fannerne ved låven.Så bøyde vi med munter iltil trende dombjeld-kranses spillfra sletten inn i skogen.
Der stod de lange furutrærlig søyler smukt i rader;Sin grønne krans de straktehvermot aftenbuens straaleskjær —et hvelv på kolonnader!
Men da vi kom litt lenger inn,og tett og sort ble skogen,ga månen kun et sparsomtskinn;men fantasien i mitt sinnble mer og mer forvoven.
Og hver en busk fikk liv og stand,idet vi for forbi den:til skjegget berserk ble en gran;og furuen ble riddersmann;hans svend stod tro ved siden.
I skyggen dypt en dødning stod,stiv i det hvite klede.Han utgjøt sine brødres blod,og derfor må den muldne fotigjen av graven tre.
Se, lutende bak stubben gåren heks med stav og hette.Hoho! ditt vesen jeg forstår;just sådan rokker, når hunspaar,på ho'det gamle Mette.
Og flyktig som vårt raske travsvant alt bak skovens fletning;Ved bjellens muntre klang begavsig ridder, dødning, heks med stavpå flukt i motsatt retning.135Men da vi kom av skogen uti månens lyse lue,da så de blanke stjerner ut,som skalv enhver av fryd — minGud,det var et deilig skue!
Alt sprang med liv, og hjertetsprangom kapp med hele vrimmelen!Og på den klare bjelleklangdet lett og freidig opp seg svangtil stjernene på himlen.
J. Moe.