135

Jeg frostatingslovenog odelsret gav,og rensede voveni Norriges hav.Jeg elskede freden,og still’ var min færd,men skalv ei i hedenblandt klirrende sverd.

I by og paa hedejeg bønderne bad,ei tro paa de lede,de aser i rad;men trodsig de klirredi rustningens baand,og sverdene dirredi kjæmpernes haand.

Da maatte jeg finde,ei tiden end er,da mørket skal svindefor dagslysets skjær.

Ei tro kan jeg bøiei vaabeners larm,men du i det høie,smelt du deres barm!

Vildt baunerne lystefra klippernes kant,og danerne gyste,hvor blodbækken randt;og nordmænd de sterkejeg viste, at Kristei veg under merkegjør drotter forvist.

Jeg seirende segnedpaa Fitje i gny,og dengang jeg blegned,da klang det i sky;thi Øivind sit kvædeblandt fjeldene sang,saa kjæmperne grædepaa blodige vang.

Heyerdahl.

135

Jeg frostatingslovenog odelsrett ga,og renset voveni Norriges hav.Jeg elsket freden,og still’ var min ferd,men skalv ei i hedenblant klirrende sverd.

I by og på hedejeg bøndene bad,ei tro på de lede,de aser i rad;men trossig de klirreti rustningens bånd,og sverdene dirreti kjempenes hånd.

Da måtte jeg finne,ei tiden enn er,da mørket skal svinnefor dagslysets skjær.

Ei tro kan jeg bøyei vaabeners larm,men du i det høye,smelt du deres barm!

Vilt baunene lystefra klippenes kant,og danene gyste,hvor blodbekken rant;og nordmenn de sterkejeg viste, at Kristei veg under merkegjør drotter forvist.

Jeg seirende segnetpå Fitje i gny,og dengang jeg bleknet,da klang det i sky;thi Øivind sitt kvedeblant fjellene sang,så kjempene gråtepå blodige vang.

Heyerdahl.