132

Nu han svævede kring paa det vildene hav;han for vide som jagende falk.Men for kjæmper ombord skrev han love og ret;vil du høre hans vikingebalk?

«Ei maa teltes ombord, ei maa soves i hus;inden salsdør blot fiender staa.Viking sover paa skjold og med sverdet i haand,og til telt har han himlen den blaa.

Kort er hammerens skaft hos den seirende Tor,blot en alen lang sverdet hos Frei.Har du mod, har du nok. Gaa din fiende nær,og for kort er din klinge da ei!

Naar det stormer med magt, heis da seilet i top!Det er lystigt paa stormende hav.Lad det gaa! lad det gaa! Den, som stryger, er ræd;før du stryger, gaa heller i grav.

133Mø er fredlyst paa land, maa ei komme ombord;var det Frøia, hun sveg dig dog nok;thi den grube paa kind er den falskeste grav,og et net er den flyvende lok.

Seiler kræmmeren frem, du beskytte hans skib;men den svage ei negte dig told!Du er konge paa sjø; han er vindingens træl,og saa godt som hans guld er dit staal.

Gods maa skiftes paa dæk gjennem terningekast;hvor den falder, beklag du ei dig!Men sjøkonningen selv kaster terninger ei;han beholder blot æren for sig.

Kommer vikingeskib, bliver entring og strid;det gaar hedt under skjoldene til.Om du viger et skridt, har du afsked fra os;det er loven, — gjør nu, som du vil!

Vær med seier tilfreds; den, som beder om fred,har ei sverd, er din fiende ei.Bøn er Valhallas barn; hør den blegnendes røst!Den er niding, som giver den nei.

Saar er vikingens vinding; det pryder sin mand,naar paa bryst eller pande det staar.Lad det bløde! forbind det, naar døgnet er endt —men ei før, vil du hilses som vor!»

Saa han ristede lov, og hans navn med hver dagvokste vide paa fremmede kyst,og sin lige han fandt ei paa blaanende sjø,og hans kjæmper de strede med lyst.

Es. Tegnér, ved H. Foss.

132

Nå han svevde kring på det ville hav;han for vide som jagende falk.Men for kjemper ombord skrev han love og rett;vil du høre hans vikingebalk?

«Ei må teltes ombord, ei må soves i hus;innen salsdør blot fiender stå.Viking sover på skjold og med sverdet i hånd,og til telt har han himlen den blå.

Kort er hammerens skaft hos den seirende Tor,blot en alen lang sverdet hos Frei.Har du mot, har du nok. Gå din fiende nær,og for kort er din klinge da ei!

Når det stormer med makt, heis da seilet i topp!Det er lystig på stormende hav.La det gå! la det gå! Den, som stryker, er redd;før du stryker, gå heller i grav.

133Mø er fredlyst på land, må ei komme ombord;var det Frøia, hun svek deg dog nok;thi den grube på kinn er den falskeste grav,og et nett er den flygende lok.

Seiler kremmeren frem, du beskytte hans skip;men den svage ei nekte deg toll!Du er konge på sjø; han er vindingens trell,og så godt som hans gull er ditt stål.

Gods må skiftes på dekk gjennom terningekast;hvor den faller, beklag du ei deg!Men sjøkonningen selv kaster terninger ei;han beholder blot æren for seg.

Kommer vikingeskib, blir entring og strid;det går hett under skjoldene til.Om du viker et skritt, har du avskjed fra oss;det er loven, — gjør nå, som du vil!

Vær med seier tilfreds; den, som beder om fred,har ei sverd, er din fiende ei.Bøn er Valhallas barn; hør den blegnendes røst!Den er niding, som giver den nei.

Sår er vikingens vinning; det pryder sin mann,når på bryst eller panne det står.La det bløte! forbind det, når døgnet er endt —men ei før, vil du hilses som vår!»

Så han ristet lov, og hans navn med hver dagvokste vide på fremmede kyst,og sin like han fant ei på blånende sjø,og hans kjemper de strede med lyst.

Es. Tegnér, ved H. Foss.