Kirken

Prøver af en ny læsebog for den norske folkeskole · 1889 · s. 58 · Se i biblioteketHan var gaat fra gaard og grund, den gamle.
Sot og uaar havde ta’t hans eie,
døden konen hans og barneflokken;
alderdom og armod var hans følge.
Fem og sytti vintre dækked ho’det
med en sne, som ingen sommer smelter.
En ting bare fik af alt han berget:
han var endnu god for at fortrøste
sig paa ham, som sender med- og modbør,
skjønt han bodde nederst nu ved døren,
var et gjemt og glemt og vanvørt lægdslem,
som fik naadsensbrød af bygdekassen.Det var jonsoksfest; da dagen grydde,
vaagned hele stuen, ung og gammel,
klædte sig i kirkeklær og stunded
til at samles snart i Herrens tempel.
Gamlingen, han fik den samme længsel,
og han gik til husbonden og bad ham:
«Faar jeg være med idag til kirken!
Fuld af verk i krogen har jeg siddet
ikke hørt et gudsord halve aaret.»
Husbond pegte ud mod sjøen. Graahvid
laa den tykke, tunge morgenskodde,
gjemte baade skjær og fjord og fjære.
«Vil du friste selv at finde veien?
Ingen anden ror idag til kirken;
landeveien krøker sig i bakker;
hest og redskab har vi ei for lægdsfolk.»Da den gamle fik det haarde svaret,
gik han stilt til stranden, løste baaden
og tog til at ro i morgenskodden.
«Han, som styrer fiskens vei i havet,
han, som styrer fuglens vei i luften,
ham vil jeg slaa følge med, han lager
det nok slig, at jeg hans kirke finder.»Bare sjø og skodde saa den gamle,
og han rodde rent i ring paa fjorden;
aaren trutned i de stive hænder,
og det var saavidt, han orked baaden.
I den stille sommermorgenstunden
blev der ringet første gang; han hørte
klokkeklangen, — den var svag og sagte,
og han skjønte, han var langt fra kirken,
længere, end da han laa ved bryggen.
Der blev ringet andre, tredje gangen; —
da var klokken endnu længer borte.
Opad løftede den gamle øiet
med et spørgsmaal til de hvidgraa skyer;
veiløst, raadløst vendte det tilbage.Men i samme stunden stødte baaden,
skured sagte mod en sten i sjøen;
over stenen skimted han i skodden
fjeld og vold, som bød den gamle hvile.
Op han steg paa stranden, saa omkring sig,
kjendte stedet, vidste, det var holme,
havde landet her de tusen gange.
Og han satte sig paa bare berget,
tankefuld og tung, og skodde var der
over baade sind og strand og himmel.
Sammen blev der ringet; som et under
stod det for den gamle: da han raadløs
løfted øiet op igjen, da saa han
grant en strime blaat, i skyen skaaret.
Bud den bar om lys. I kirken skulde
indgangssalmen synges; her paa holmen
trak det første vindpust netop aanden
mellem løvet, og den første lerke
løftede sig nu med sang mod dagen.
Over var naturens søvn, der pibled
toner efter toner; nye stemmer
kom fra berg og dal, nu var de vaagne.
Glæden klang fra skodden og fra skogen,
og den gamle reves med af sangen,
glemte al sin nød og sine sorger
og faldt ind med ord. Den vakre salmen,
sommerens: «Den blomstertid nu kommer»
sagte dirrede fra gubbens læber.Og den blomstertid var kommen, ingen
vægge mellem ham og somren mere.
Sommersenge havde han ved foden,
sommersange sused om hans hoved,
og han havde Kristus, som han kaldte
Sarons blomst og dalens hvide lilje;
Kristus kom som blomst og lilje til ham,
svarte paa hans bøn i hvert et vindpust.Da han slutted salmen, var det lettet,
skyfrit oppe, skodde nedenunder.
Men i øst steg solen af sin skyseng,
og der dalede i solopgangen
som en strøm af straaler over skodden.
Alting stilnede, og luftens skarer,
hvert et væsen søgte hvile, syntes,
at de skulde skue, ikke synge;
og den gamle fulgte med sit øie,
stum af andagt, lysets vei. Det dunkle,
det, som nys var mørkt, var nu forklaret.Op de dukked, nes paa nes, af taagen,
ø ved ø stod frem; en fager verden
vokste langsomt op af skyggens tomhed
og tog glans og farver og tog grænser.Det var længe siden morgenstunden.
Klar i øiet og med skyfri pande,
varm i sjælen reiste sig den gamle
fra sin plads og søgte ned til baaden.
Men han sendte et farvel tilbage
op mod stranden: «Nu Guds fred med eder,»
sa’ han stille, «alle skogens fugle,
unge brødre, søstre, menigheden,
som idag med mig i samme kirke
sang og priste ham, vor Gud og Herre;
tak, du sol, som nu for os har præket,
bøiet vore hjerter mod hans godhed
og lagt ud hans verk for vore øine.»