58

(Af J. L. Runeberg.)

Han var gaat fra gaard og grund, den gamle.Sot og uaar havde ta’t hans eie,døden konen hans og barneflokken;alderdom og armod var hans følge.Fem og sytti vintre dækked ho’detmed en sne, som ingen sommer smelter.En ting bare fik af alt han berget:han var endnu god for at fortrøstesig paa ham, som sender med- og modbør,skjønt han bodde nederst nu ved døren,var et gjemt og glemt og vanvørt lægdslem,som fik naadsensbrød af bygdekassen.

Det var jonsoksfest; da dagen grydde,vaagned hele stuen, ung og gammel,klædte sig i kirkeklær og stundedtil at samles snart i Herrens tempel.Gamlingen, han fik den samme længsel,og han gik til husbonden og bad ham:«Faar jeg være med idag til kirken!Fuld af verk i krogen har jeg siddetikke hørt et gudsord halve aaret.»59Husbond pegte ud mod sjøen. Graahvidlaa den tykke, tunge morgenskodde,gjemte baade skjær og fjord og fjære.«Vil du friste selv at finde veien?Ingen anden ror idag til kirken;landeveien krøker sig i bakker;hest og redskab har vi ei for lægdsfolk.»

Da den gamle fik det haarde svaret,gik han stilt til stranden, løste baadenog tog til at ro i morgenskodden.«Han, som styrer fiskens vei i havet,han, som styrer fuglens vei i luften,ham vil jeg slaa følge med, han lagerdet nok slig, at jeg hans kirke finder.»

Bare sjø og skodde saa den gamle,og han rodde rent i ring paa fjorden;aaren trutned i de stive hænder,og det var saavidt, han orked baaden.I den stille sommermorgenstundenblev der ringet første gang; han hørteklokkeklangen, — den var svag og sagte,og han skjønte, han var langt fra kirken,længere, end da han laa ved bryggen.Der blev ringet andre, tredje gangen; —da var klokken endnu længer borte.Opad løftede den gamle øietmed et spørgsmaal til de hvidgraa skyer;veiløst, raadløst vendte det tilbage.

Men i samme stunden stødte baaden,skured sagte mod en sten i sjøen;over stenen skimted han i skoddenfjeld og vold, som bød den gamle hvile.Op han steg paa stranden, saa omkring sig,kjendte stedet, vidste, det var holme,havde landet her de tusen gange.Og han satte sig paa bare berget,tankefuld og tung, og skodde var derover baade sind og strand og himmel.60Sammen blev der ringet; som et understod det for den gamle: da han raadløsløfted øiet op igjen, da saa hangrant en strime blaat, i skyen skaaret.Bud den bar om lys. I kirken skuldeindgangssalmen synges; her paa holmentrak det første vindpust netop aandenmellem løvet, og den første lerkeløftede sig nu med sang mod dagen.Over var naturens søvn, der pibledtoner efter toner; nye stemmerkom fra berg og dal, nu var de vaagne.Glæden klang fra skodden og fra skogen,og den gamle reves med af sangen,glemte al sin nød og sine sorgerog faldt ind med ord. Den vakre salmen,sommerens: «Den blomstertid nu kommer»sagte dirrede fra gubbens læber.

Og den blomstertid var kommen, ingenvægge mellem ham og somren mere.Sommersenge havde han ved foden,sommersange sused om hans hoved,og han havde Kristus, som han kaldteSarons blomst og dalens hvide lilje;Kristus kom som blomst og lilje til ham,svarte paa hans bøn i hvert et vindpust.

Da han slutted salmen, var det lettet,skyfrit oppe, skodde nedenunder.Men i øst steg solen af sin skyseng,og der dalede i solopgangensom en strøm af straaler over skodden.Alting stilnede, og luftens skarer,hvert et væsen søgte hvile, syntes,at de skulde skue, ikke synge;og den gamle fulgte med sit øie,stum af andagt, lysets vei. Det dunkle,det, som nys var mørkt, var nu forklaret.

61Op de dukked, nes paa nes, af taagen,ø ved ø stod frem; en fager verdenvokste langsomt op af skyggens tomhedog tog glans og farver og tog grænser.

Det var længe siden morgenstunden.Klar i øiet og med skyfri pande,varm i sjælen reiste sig den gamlefra sin plads og søgte ned til baaden.Men han sendte et farvel tilbageop mod stranden: «Nu Guds fred med eder,»sa’ han stille, «alle skogens fugle,unge brødre, søstre, menigheden,som idag med mig i samme kirkesang og priste ham, vor Gud og Herre;tak, du sol, som nu for os har præket,bøiet vore hjerter mod hans godhedog lagt ud hans verk for vore øine.»

58

(Av J. L. Runeberg.)

Han var gått fra gård og grunn, den gamle.Sot og uår hadde ta’t hans eie,døden konen hans og barneflokken;alderdom og armod var hans følge.Fem og sytti vintre dekket ho’detmed en sne, som ingen sommer smelter.En ting bare fikk av alt han berget:han var ennå god for å fortrøstesig på ham, som sender med- og motbør,skjønt han bodde nederst nå ved døren,var et gjemt og glemt og vanvørt legdslem,som fikk nådsensbrød av bygdekassen.

Det var jonsoksfest; da dagen grydde,våknet hele stuen, ung og gammel,kledde seg i kirkeklær og stundettil å samles snart i Herrens tempel.Gamlingen, han fikk den samme lengsel,og han gikk til husbonden og bad ham:«Får jeg være med i dag til kirken!Full av verk i kroken har jeg sittetikke hørt et gudsord halve året.»59Husbond pekte ut mot sjøen. Gråhvitlå den tykke, tunge morgenskodde,gjemte både skjær og fjord og fjære.«Vil du friste selv å finne veien?Ingen annen ror i dag til kirken;landeveien krøker seg i bakker;hest og redskap har vi ei for legdsfolk.»

Da den gamle fikk det harde svaret,gikk han stilt til stranden, løste båtenog tok til å ro i morgenskodden.«Han, som styrer fiskens vei i havet,han, som styrer fuglens vei i luften,ham vil jeg slå følge med, han lagerdet nok slig, at jeg hans kirke finner.»

Bare sjø og skodde så den gamle,og han rodde rent i ring på fjorden;åren trutnet i de stive hender,og det var såvidt, han orket båten.I den stille sommermorgenstundenble der ringet første gang; han hørteklokkeklangen, — den var svak og sakte,og han skjønte, han var langt fra kirken,lenger, enn da han lå ved bryggen.Der ble ringet andre, tredje gangen; —da var klokken enda lenger borte.Oppad løftet den gamle øyetmed et spørsmål til de hvitgrå skyer;veiløst, rådløst vendte det tilbake.

Men i samme stunden støtte båten,skuret sakte mot en stein i sjøen;over steinen skimtet han i skoddenfjell og vold, som bød den gamle hvile.Opp han steg på stranden, så omkring seg,kjente stedet, visste, det var holme,hadde landet her de tusen gange.Og han satte seg på bare berget,tankefull og tung, og skodde var derover både sinn og strand og himmel.60Sammen ble der ringet; som et understod det for den gamle: da han rådløsløftet øyet opp igjen, da så hangrant en strime blått, i skyen skåret.Bud den bar om lys. I kirken skulleinngangssalmen synges; her på holmentrakk det første vindpust nettopp aandenmellom løvet, og den første lerkeløftet seg nå med sang mot dagen.Over var naturens søvn, der pibledtoner etter toner; nye stemmerkom fra berg og dal, nå var de våkne.Gleden klang fra skodden og fra skogen,og den gamle reves med av sangen,glemte all sin nød og sine sorgerog falt inn med ord. Den vakre salmen,sommerens: «Den blomstertid nå kommer»sakte dirret fra gubbens lepper.

Og den blomstertid var kommet, ingenvegger mellom ham og sommeren mer.Sommersenger hadde han ved foten,sommersanger suste om hans hode,og han hadde Kristus, som han kalteSarons blomst og dalens hvite lilje;Kristus kom som blomst og lilje til ham,svarte på hans bøn i hvert et vindpust.

Da han sluttet salmen, var det lettet,skyfritt oppe, skodde nedenunder.Men i øst steg solen av sin skyseng,og der dalte i soloppgangensom en strøm av stråler over skodden.Alting stilnet, og luftens skarer,hvert et vesen søkte hvile, syntes,at de skulle skue, ikke synge;og den gamle fulgte med sitt øye,stum av andakt, lysets vei. Det dunkle,det, som nys var mørkt, var nå forklaret.

61Opp de dukket, nes på nes, av tåken,ø ved ø stod frem; en fager verdenvokste langsomt opp av skyggens tomhetog tok glans og farger og tok grenser.

Det var lenge siden morgenstunden.Klar i øyet og med skyfri panne,varm i sjelen reiste seg den gamlefra sin plass og søkte ned til båten.Men han sendte et farvel tilbakeopp mot stranden: «Nå Guds fred med dere,»sa’ han stille, «alle skogens fugler,unge brødre, søstre, menigheten,som i dag med meg i samme kirkesang og priste ham, vår Gud og Herre;takk, du sol, som nå for oss har præket,bøyet våre hjerter mot hans godhetog lagt ut hans verk for våre øyne.»