61

(Gjenfortalt efter Vilhelm Bergsøe: „Fra mark og skov“, Robert Collett: „Fra insektverdenen“, lektor P. Olsson: „Om myrernes liv“, oversat i „Naturen“.)

Der var i oldtiden en kjæmpebygning, som havde femten hundred rum over jorden og femten hundred under, er der sagt. Og sydpaa er der kirker, som der er bygget paa i hundreder af aar, og som er saa store, at en bygdekirke vilde se ud som den laveste husmandsstue ved siden af dem. Kommer en derind, saa er det, som det rent tager pusten fra en; en staar der haandfalden over, hvad menneskeaand og menneskehaand kan bygge.

Men sjelden tænker vi, naar vi kommer forbi en maurtue, at den er et underverk den ogsaa, et af naturens store, bygget af de smaa. Disse maurene, som den mindste barnefod kan dræbe tylvter af, de bygger sig huse paa tyve høider, — med hundreder af rum baade over og under jorden.

Og hos de mange tusen derinde gaar det som efter en snor; der findes ikke ordentligere hus hverken i by eller bygd. De steller med ungerne, de henter hjem mad, de melker husdyrene sine; — for de har husdyr til og med. Og skal det være, saa 62gaar de i krig og verger sin tue som den bedste soldat. Naar solen falder, stænger de dørene og sætter vagter ud, — en kan se dem gaa frem og tilbage udover kvelden. Ja, der er maur, som staar vagt imod regnet ogsaa; de stopper sig selv i tuehullerne, skjønt de er ikke god for at taale en regnbyge paa en fjerdedels time. De staar mangengang, til de drukner paa vagten. Salomo har sagt: „Du lade, gaa til myren, se dens veie og bliv vis. Skjønt den har ingen fyrste, foged eller hersker — —“ Nei, men de har ligesom en vilje, alle disse tusen smaakryb; derfor naar de ogsaa tusen gange høiere, end en skulde tro.

Der skal mange maurben til at krafse op en grav; mange munde for at lægge de yrende muldkrummerne henover graven, saa den kan faa tag; mange vendinger skal der gjøres, før alle barnaale og bladbeter er dragne tilgaards, og flittig skal de gnage, de smaa maurkjækerne, for at sage sig igjennem træstubberne inde i granskogen, — naar de vil bygge i træ. Men det gaar. Gang efter gang, kammer efter kammer faar de færdige, og i midten har de sin samlingssal, dette store arbeidersamlaget.

Arbeidere er de nu ikke alle. Der er dem, som har vinger for at flyve høit over tuen en vakker sommerdag og holde bryllup. Det er hannerne og hunnerne. Kan hænde mødes de fra mange tuer oppe i luften, omkring trætoppe og kirkespir. Da kan det blive til hele skyer, der staar som røg ud af kirketaarnet. Men naar den korte bryllupsstund er over, saa daler skyen over hav og jord, og tit ædes den af fisk, snappes af fugl eller traakkes af menneskefod. Hannerne spørges der aldrig efter, de kan ikke verge eller greie sig selv, — saa med dem er det slut. Men hunnen river selv vingerne af sig, nu vilde hun bare have bry af dem; hun grunder sin egen tue eller blir hentet til en anden, som har brug for hende.

De kaldes arbeidere disse, som ikke har vinger, som ikke faar komme ovenover tuen. I tuen er de alting, de bygger, de verger, de steller med de smaa. De gjæter hunnen og følger hende som en fangen dronning, — bærer hende op i rummene, forat hun kan have godt af solvarmen. Og naar eggene kommer, saa tager de dem og lægger dem ind i de smaa barnekammerne og spytter paa dem, forat de kan blive til larver, og larverne mader de, naar de reiser sig i veiret ligesom sultne fugleunger, og gulper saa i dem den kost, som de selv har hentet i mark og skog. Om de saa er blevne større end dem selv, drager 63de paa dem alligevel op og ned mellem de øverste solkammerne og de nederste kjelderrum, hvor tuen giver varme. I farens stund er larven det første, de frelser. Og de hjælper den ogsaa, naar den har spundet sig ind i hylsteret sit og er bleven puppe og ikke kan komme ud igjen. Saa skjærer de med kjævesaksen sin og river en flænge og løfter ungen ud. Og tiden ved de saa grant, som om de var en klokke. De klipper hverken for tidlig eller for sent.

Mad har de ikke saa vanskeligt ved at føre tilgaards; for de er ransmænd og røvere ogsaa, disse barnepigerne, og de tager sig føden, hvor de finder den, frugt og dyr, dødt og levende. De har kjaker som smaa hammere, og enten de nu har brod eller ei, saa har de ialfald giftsæk, og med den redskaben hjælper de sig langt frem. De smaa insekterne døver de let, naar de sprøiter giften over dem, og de kaster sig paa dyr, som er langt større ogsaa.

Megen mad faar de med det gode. Tit kan en se dem krybe op over lønnetrær og pæretrær; da skal de op og melke kjørene sine: det er bladlusene, som har sit beite deroppe. Myrerne stryger dem med følehornene over de smaa honningrørene, ligesom budeien melker koen. Saa suger de den søde saften, og naar spandet er fuldt, naar bugen er spændt, kryber de ned igjen og hjem til tuen og gulper op til alle disse, som have skal. Somme har bladlusene nede i jorden hos sig; der sidder de paa trevlerne og flyttes af mauren fra rod til rod, ligesom gjætergutten driver bølingen fra beite til beite. Andre holder ligesom fjøs til kjørene sine: de bygger over de stilke og blade, hvor lusene er.

Men ran og fædrift er ikke de eneste næringsveie, myrerne har: nogle af dem høster og berger i hus og — det, som er mere, — de saar. Salomo siger: „Skjønt den ikke har nogen fyrste, foged eller hersker, bereder den dog sit brød om sommeren, har sanket sin føde om høsten.” Og den gamle græske vismand, som har sagt saa mangt et sandt ord om dyr og mennesker, han fortæller, at en vinterdag havde myrerne travelt med at sole sin sæd, som var bleven vaad af regnen. Saa kom der en græshoppe og tagg og bad; den kunde ikke klare sig for sult. „Hvad har du taget dig til i sommer da,” spurgte myrerne, „siden du maa tigge nu?” „Jeg spilled og glæded de veifarende.” „Haa, haa,” sagde myrerne; „har du spillet om sommeren, saa faar du danse om vinteren.”

Baade Salomo og den græske digteren havde ret: der findes høstende myrer — ikke heroppe, her sover de om vinteren, og de, som sover, hjælper sig uden mad. Men længer sydpaa er der myrer, 64som baade samler det modne frø og kryber op i stilken, i taskegræs, bakkemynte, stjerneblom, og hvad det nu kan være. Der sætter de sig midt paa stilken, tager den mellem kjæverne og klorer bagbenene fast længer nede, og saa dreier de sig og dreier sig, til de har filet den over. Nede under jorden har de laaver med hvælvet loft, og der ligger frøet stappet som krud i en kanon. Men hvorfor spirer ikke frøet dernede i jorden? Ja, det ved en ikke. Kanske sprøiter de lidt af syren sin paa, forat det ikke skal spire. Har de faat spirende frø ind i tuen, saa bærer de det ud igjen, bager det i solen paa sandstensgrunden og lager det til malt ligesom vi.

Endnu merkeligere er det med dem, som driver agerbrug. De findes især i Texas i Nordamerika og ter sig som rigtige landmænd og skjønner sin kunst. De bygger for, saa regnvandet ikke skal svømme over marken; de rensker grunden og taaler ikke et grønt blad andet end det, som de vil skal vokse. Saa saar de og passer sit græs og luger væk med kjæverne hvert straa, som vil smyge sig op imellem det. Siden høster de smaa hvide korn, som ser ud som riskorn, naar en ser dem i forstørrelsesglas. Agnerne kaster de væk.

Han er stridbar, mauren; det vilde se fælt ud i skogen, om de store dyrene holdt slig krig som disse smaa. De kommer marscherende efter veiene sine som lange kompanier, de reiser sig op og tager tag to og to, bider efter hverandre og sprøiter gift i saaret; eller de kjæmper i flok og i rad. De holder ud lige saa godt som han i jomsvikingeslaget, som stod og sloges paa knæstumperne; ben og følehorn ligger strødde paa valen efter dem; de bider sig fast med sit sidste bid, saa hovedet eller hele kroppen bliver hængende igjen paa den, som vinder. Der er maur, som ikke kan andet end slaas; de har kjaker saa hvasse som knive, de kan bide en maurskalle igjennem som ingenting, men de kan ikke tygge. De maa rane sig arbeidere fra andre tuer, og saa gjør de krigstog efter trælle, sætter kniven i skallen paa dem, som vil verge tuen sin, og bryder ind og kommer ud igjen med pupper og larver i munden. Dem bærer mauren hjem; dem er det, som træller for den, naar de vokser til, og har den i sin magt ogsaa paa en maade. Naar krigsfolket skal æde, gaar de hen til en træl og stryger ham kjærlig med følehornene; saa faar de maden gulpet i sig som en liden unge. Fuldkommen frihed har de ikke; de maa ikke gaa ud paa anden tid end mellem to og fem om eftermiddagen, og har de ikke været heldige paa røvertoget, saa tør det hænde, at trællene tager og kaster dem ud af tuen.

65Men disse myrernes slavetog er ingenting mod de ubestene, som findes i de hedeste lande. Der er myrer, som er god for at „entre”, et skib og jage mandskabet i vandet, — slig bider de. Blindmyrerne graver sig svarte natten gjennem svarte skogen og vil ikke vide af nogen himmel over sig. Kommer de til en aaben plads, saa sender de straks folk ud for at mure en lukket gang. De kaster sig over alt levende; negerne flygter for dem, og en boaslange, som ligger og fordøier, kan de godt raade med. Saa er der hærmyrerne, de farer frem gjennem urskogene i fylkinger paa hundred tusener. De har offiserer, ser det ud til, som galoperer og kommanderer med følehornene og holder orden i rækkerne; offisererne har større hoved og er i det hele kjæmpekarer paa en halv tomme. Hvor denne hæren bryder frem, blir der liv i skogen, — aldrig har der staat større rædsel af noget hærtog: det myldrer af flygtende insekter opefter stammer og grene; kakelaker og græshopper farer i forfærdelse frem og tilbage og render tit lige i fanget paa fienden. Edderkoppen firer sig ned fra grenen og blir hængende i luften, mens de drager forbi; billerne lægger sig død; saa rører de svagsynte røverne dem ikke; ellers dræber de hvert liv, de kan raade med.

I krig og i fred er myrerne merkelige, mest i de fredelige gjerninger. Endnu kunde der være meget at nævne; nogle graver dybe brønde, andre borer sig en underjordisk gang under vandet, andre lægger sig selv som bro og lader kameraterne gaa over. Nogle kan give lyd og har kanske et sprog, som myrer kan skjønne, — alle kan de snakke til hverandre med følehornene. Nogle har ordentlige kirkegaarde udenfor byen sin, nogle skal gaa i ligfølge ogsaa, siges der, to og to, og skiftes om til at bære den døde.

Vist er det, at vi kan slutte, som vi begyndte: det er et underverk, at der kan rummes saa meget vet i det vesle myrehovedet.

61

(Gjenfortalt etter Vilhelm Bergsøe: „Fra mark og skog“, Robert Collett: „Fra insektverdenen“, lektor P. Olsson: „Om myrernes liv“, oversatt i „Naturen“.)

Der var i oldtiden en kjempebygning, som hadde femten hundre rom over jorden og femten hundre under, er der sagt. Og sydpå er der kirker, som der er bygget på i hundrer av år, og som er så store, at en bygdekirke ville se ut som den laveste husmannsstue ved siden av dem. Kommer en derind, så er det, som det rent tar pusten fra en; en står der håndfallen over, hva menneskeånd og menneskehånd kan bygge.

Men sjelden tenker vi, når vi kommer forbi en maurtue, at den er et underverk den også, et av naturens store, bygget av de små. Disse maurene, som den minste barnefot kan drepe tylvter av, de bygger seg huse på tyve høyder, — med hundrer av rom både over og under jorden.

Og hos de mange tusen derinne går det som etter en snor; der finnes ikke ordentligere hus hverken i by eller bygd. De steller med ungene, de henter hjem mat, de melker husdyrene sine; — for de har husdyr til og med. Og skal det være, så 62går de i krig og verger sin tue som den beste soldat. Når solen faller, stenger de dørene og setter vakter ut, — en kan se dem gå frem og tilbake utover kvelden. Ja, der er maur, som står vagt imot regnet også; de stopper seg selv i tuehullene, skjønt de er ikke god for å tåle en regnbyge på en fjerdedels time. De står mangengang, til de drukner på vakten. Salomo har sagt: „Du lade, gå til myren, se dens veie og bli vis. Skjønt den har ingen fyrste, fogd eller hersker — —“ Nei, men de har likesom en vilje, alle disse tusen småkryp; derfor når de også tusen gange høyere, enn en skulle tro.

Der skal mange maurben til å krafse opp en grav; mange munde for å legge de yrende muldkrummene henover graven, så den kan få tak; mange vendinger skal der gjøres, før alle barnaale og bladbeter er dragne til gards, og flittig skal de gnage, de små maurkjækerne, for å sage seg igjennom trestubbene inne i granskogen, — når de vil bygge i tre. Men det går. Gang etter gang, kammer etter kammer får de ferdige, og i midten har de sin samlingssal, dette store arbeidersamlaget.

Arbeidere er de nå ikke alle. Der er dem, som har vinger for å flyve høyt over tuen en vakker sommerdag og holde bryllup. Det er hannene og hunnene. Kan hænde møtes de fra mange tuer oppe i luften, omkring trætoppe og kirkespir. Da kan det bli til hele skyer, der står som røg ut av kirketårnet. Men når den korte bryllupsstund er over, så daler skyen over hav og jord, og tit etes den av fisk, snappes av fugl eller tråkkes av menneskefod. Hannene spørres der aldri etter, de kan ikke verge eller greie seg selv, — så med dem er det slut. Men hunnen river selv vingene av seg, nå ville hun bare have bry av dem; hun grunner sin egen tue eller blir hentet til en annen, som har bruk for henne.

De kalles arbeidere disse, som ikke har vinger, som ikke får komme ovenover tuen. I tuen er de alting, de bygger, de verger, de steller med de små. De gjeter hunnen og følger henne som en fangen dronning, — bærer henne opp i rummene, for at hun kan ha godt av solvarmen. Og når eggene kommer, så tar de dem og legger dem inn i de små barnekamrene og spytter på dem, for at de kan bli til larver, og larvene mater de, når de reiser seg i været likesom sultne fugleunger, og gulper så i dem den kost, som de selv har hentet i mark og skog. Om de så er blitt større enn dem selv, drager 63de på dem allikevel opp og ned mellom de øverste solkamrene og de nederste kjellerrom, hvor tuen giver varme. I farens stund er larven det første, de frelser. Og de hjelper den også, når den har spunnet seg inn i hylsteret sitt og er blitt puppe og ikke kan komme ut igjen. Så skjærer de med kjevesaksen sin og river en flenge og løfter ungen ut. Og tiden ved de så grant, som om de var en klokke. De klipper hverken for tidlig eller for sent.

Mat har de ikke så vanskelig ved å føre til gards; for de er ransmenn og røvere også, disse barnepikene, og de tar seg føden, hvor de finner den, frukt og dyr, dødt og levende. De har kjaker som små hammere, og enten de nå har brodd eller ei, så har de i alle fall giftsekk, og med den redskapen hjelper de seg langt frem. De små insektene døver de lett, når de sprøyter giften over dem, og de kaster seg på dyr, som er langt større også.

Mye mat får de med det gode. Tit kan en se dem krype opp over lønnetrær og pæretrær; da skal de opp og melke kjørene sine: det er bladlusene, som har sitt beite deroppe. Myrerne stryker dem med følehornene over de små honningrørene, likesom budeien melker koen. Så suger de den søte saften, og når spannet er fullt, når buken er spent, kryper de ned igjen og hjem til tuen og gulper opp til alle disse, som har skal. Somme har bladlusene nede i jorden hos seg; der sitter de på trevlene og flyttes av mauren fra rot til rot, likesom gjetergutten driver bølingen fra beite til beite. Andre holder likesom fjøs til kjørene sine: de bygger over de stilker og blade, hvor lusene er.

Men ran og fedrift er ikke de eneste næringsveier, myrerne har: noen av dem høster og berger i hus og — det, som er mer, — de sår. Salomo sier: „Skjønt den ikke har noen fyrste, fogd eller hersker, bereder den dog sitt brød om sommeren, har sanket sin føde om høsten.” Og den gamle greske vismann, som har sagt så mangt et sandt ord om dyr og mennesker, han forteller, at en vinterdag hadde myrerne travelt med å sole sin sæd, som var blitt våt av regnen. Så kom der en græshoppe og tagg og bad; den kunne ikke klare seg for sult. „Hva har du taget deg til i sommer da,” spurte myrerne, „siden du må tigge nå?” „Jeg spillet og gledet de veifarende.” „Hå, hå,” sa myrerne; „har du spillet om sommeren, så får du danse om vinteren.”

Både Salomo og den greske dikteren hadde rett: der finnes høstende myrer — ikke heroppe, her sover de om vinteren, og de, som sover, hjelper seg uten mat. Men lenger sydpå er der myrer, 64som både samler det modne frø og kryper opp i stilken, i taskegress, bakkemynte, stjerneblom, og hva det nå kan være. Der setter de seg midt på stilken, tar den mellom kjevene og klorer bakbenene fast lenger nede, og så dreier de seg og dreier seg, til de har filet den over. Nede under jorden har de låver med hvelvet loft, og der ligger frøet stappet som krutt i en kanon. Men hvorfor spirer ikke frøet dernede i jorden? Ja, det ved en ikke. Kanskje sprøyter de litt av syren sin på, for at det ikke skal spire. Har de fått spirende frø inn i tuen, så bærer de det ut igjen, bager det i solen på sandstensgrunden og lager det til malt likesom vi.

Enda merkeligere er det med dem, som driver agerbrug. De finnes især i Texas i Nordamerika og ter seg som riktige landmenn og skjønner sin kunst. De bygger for, så regnvannet ikke skal svømme over marken; de rensker grunnen og tåler ikke et grønt blad annet enn det, som de vil skal vokse. Så sår de og passer sitt gress og luker vekk med kjevene hvert strå, som vil smyge seg opp imellom det. Siden høster de små hvite korn, som ser ut som riskorn, når en ser dem i forstørrelsesglass. Agnene kaster de vekk.

Han er stridbar, mauren; det ville se fælt ut i skogen, om de store dyrene holdt slig krig som disse små. De kommer marsjerende etter veiene sine som lange kompanier, de reiser seg opp og tar tak to og to, biter etter hverandre og sprøyter gift i såret; eller de kjemper i flok og i rad. De holder ut like så godt som han i jomsvikingeslaget, som stod og sloges på knestumpene; ben og følehorn ligger strødde på valen etter dem; de biter seg fast med sitt siste bid, så hodet eller hele kroppen blir hengende igjen på den, som vinner. Der er maur, som ikke kan annet enn slaas; de har kjaker så hvasse som knive, de kan bite en maurskalle igjennom som ingenting, men de kan ikke tygge. De må rane seg arbeidere fra andre tuer, og så gjør de krigstog etter trelle, setter kniven i skallen på dem, som vil verge tuen sin, og bryter inn og kommer ut igjen med pupper og larver i munnen. Dem bærer mauren hjem; dem er det, som treller for den, når de vokser til, og har den i sin makt også på en måte. Når krigsfolket skal ete, går de hen til en trell og stryker ham kjærlig med følehornene; så får de maten gulpet i seg som en liten unge. Fullkommen frihet har de ikke; de må ikke gå ut på annen tid enn mellom to og fem om ettermiddagen, og har de ikke vært heldige på røvertoget, så tør det hænde, at trellene tar og kaster dem ut av tuen.

65Men disse myrernes slavetog er ingenting mot de ubestene, som finnes i de heteste lande. Der er myrer, som er god for å „entre”, et skip og jage mannskapet i vannet, — slig biter de. Blindmyrerne graver seg svarte natten gjennom svarte skogen og vil ikke vite av noen himmel over seg. Kommer de til en åpen plass, så sender de straks folk ut for å mure en lukket gang. De kaster seg over alt levende; negerne flykter for dem, og en boaslange, som ligger og fordøyer, kan de godt råde med. Så er der hærmyrerne, de farer frem gjennom urskogene i fylkinger på hundre tusener. De har offiserer, ser det ut til, som galoperer og kommanderer med følehornene og holder orden i rekkene; offiserene har større hode og er i det hele kjempekarer på en halv tomme. Hvor denne hæren bryter frem, blir der liv i skogen, — aldri har der stått større redsel av noe hærtog: det myldrer av flyktende insekter opefter stammer og grener; kakelaker og gresshopper farer i forferdelse frem og tilbake og render tit like i fanget på fienden. Edderkoppen firer seg ned fra grenen og blir hengende i luften, mens de drager forbi; billene legger seg død; så rører de svaksynte røverne dem ikke; ellers dreper de hvert liv, de kan råde med.

I krig og i fred er myrerne merkelige, mest i de fredelige gjerninger. Ennå kunne der være meget å nevne; noen graver dype brønner, andre borer seg en underjordisk gang under vannet, andre legger seg selv som bro og lader kameratene gå over. Noen kan gi lyd og har kanskje et språk, som myrer kan skjønne, — alle kan de snakke til hverandre med følehornene. Noen har ordentlige kirkegårder utenfor byen sin, noen skal gå i likfølge også, siges der, to og to, og skiftes om til å bære den døde.

Vist er det, at vi kan slutte, som vi begynte: det er et underverk, at der kan rommes så meget vet i det vesle myrehovedet.