(Væsentlig paa grundlag af: Dagbog over mine missionsreiser i Finmarken af Nils Vibe Stockfleth samt J. O. Forchhammers biografi.)
Omkring julen 1793 og en stund udover i det nye aar laa der paa havnen i Kristiansand et fransk krigsskib. De havde sot ombord, og mange døde. I byen var der dengang en prest, som var flink i fransk og var en modig mand. Han reiste gang paa gang ud til den franske orlogsmanden 66for at trøste og hjælpe de syge; ingen kunde faa ham fra det. Saa fik han sotten selv. Syg, som han var, gik han i kirke og bagefter ud i byen paa sygebesøg; men da han kom hjem, sagde han: «Jeg er sygere jeg end den, jeg gaar til.» Otte dage efter var han død.
Denne prestemand var far til ham, som vi her skal fortælle om. Gutten var syv aar gammel dengang. Det var hans første barnelærdom dette, at far var gaat ombord til de syge matroserne for at præke for dem, og at han var død af det. Det ser ud, som han tidlig nemmede den lærdommen. Han kom siden ind paa latinskolen i Kristiansand, og for at tjene nogle skillinger til den fattige moderen var han med og sang i kirken og paa kirkegaarden. Saa maatte han læse om natten og i fritiden, naar de andre gutterne var ude og legte eller gik lange ture opover landet.
Han holdt af den moderen. Da hun en halv snes aar efter mandens død selv blev dødssyg, pleied han hende støt og stadig og blev saa udslidt af nattevaaging og arbejde, at han siden maatte lægges ind paa sygehuset. Han var student den gangen og bodde i Kjøbenhavn. Fattig var han, baade han og broderen, som ogsaa var student, og som ogsaa kom paa sygehuset. De kunde have trængt til at blive sat paa gjødsti, da de kom ud efter fjorten uger; men de havde ikke andet end tørt brød og melk, og det er ikke stort at kvikne til paa. Om klæderne og støvlerne var de sammen. Han blev ikke sturen for det, Nils Stockfleth, og han misted ikke modet siden heller, da han stod rent paa bare bakken. Han var begyndt at læse lovkyndighed; men det havde han ingen lyst til. Saa søgte han om at blive offiser, men fik ikke svar. Ja, ja, tænkte han, saa kan du bli’ snedker. Han fandt sig en rimelig mester og gik i lære der. Men dagen før han skulde blive ordentlig indskreven — just som han stod og kogte lim —, kom der en underoffiser og banked paa med brev. Han var bleven løitnant. Fem aar senere var han med i den krigen, som skilte Danmark og Norge. Her lærte han om igjen at sulte og vaage, om han skulde have glemt det.
Da krigen var slut, kunde han have faat god forfremmelse i den danske hær. Men han var nordmand. Det merked 67han bedst nu, da Norge havde sagt sig fri og trængte modige mænd. Han reiste didop, men det var ikke saa greit; første natten strøg en kanonkugle fra vagtskibet klods forbi den vesle farkosten, som han var ombord i. Men han kom frem. Da var der ikke brug for hans arm længer; sit mod og sit hjerte fik han dog bruge. Han blev prest — prest langt nordpaa, hvor ingen vilde være. Han havde verk i brystet, den høire armen var kommen af led og fik aldrig sin styrke igjen; der var mange gode og magelige prestekald den gangen, og der var ikke mange om dem; men Stockfleth søgte Vadsø i Østfinmarken; det var der ingen om. Der var tre kirkesogn, som just ikke skal være af de letteste, og saa maatte han sørge for tre andre ogsaa, fordi de ingen prest havde vest for Vadsø. Mage til tungvindt embede skulde en lede efter verden rundt. 300 geografiske kvadratmil og mer end det skulde han raade med! I Danmark har de 500 prester paa et sligt stykke land, og oppe paa Island er der da en prest for hver tolv kvadratmil. Naar Stockfleth saa havde slidt sig frem over hav eller hei, saa kom han mangen gang til mennesker, som ikke kunde skjønne, hvad han præked, uden de havde tolk; der var jo baade finner (lapper) og kvæner deroppe. Men at have en mand imellem sig og menigheden, det er ikke brav for en prest; det stopper ordene og kjølerdem paa veien, naar der staar en ved siden af alteret eller i kordøren og tager dem op igjen eller stundom maa spørge: «Hvad var det, som presten sagde?» Det havde været slig, at da finnerne blev kristne, saa skulde de ogsaa blive nordmænd; børnene skulde lære sin kristendom paa norsk, og det orked de ikke. Stockfleth vilde ingen mellemmand have; han vilde lære finsk selv. Det kunde ikke ske hjemme paa prestens kontor; for der var ikke noget at lære efter, der var saa godt som ikke bøger paa finsk; en maatte lære det i telt og i gamme, og 46 norske mil kunde han have til de skolestuerne — i storm og i sne. Men reisen til det, som ret var, faldt aldrig for lang for Stockfleth, og han syntes, det var ret, at der blev gjort noget for finnerne nu. Lige ind i det attende aarhundrede havde der været mange af dem, som ofred til sine hedningeguder. Saa præked Thomas von Westen for dem. Han er finnernes første navngjetne apostel. Stockfleth blev den anden.
68Han var som skabt for det: nøisom og seig, modig og varm, stø og sterk. Men skulde han naa, hvad han vilde, saa maatte han ikke dele sig mellem finner og nordmænd, — ja, vi kalder dem finner, fordi de bærer det navnet hos os; kanske var det rigtigere at sige lapper.
Skulde han blive deres mand helt, saa maatte han længer vestpaa. Han tabte mange hundred daler paa det, og det var ikke greit at klare sig med 200 speciedaler om aaret. «Hvad siger du?» sagde han til sin kone, — han var gift med en prestedatter fra Valdres. «Jeg er færdig,» svarte hun. «Posten gaar imorgen. Gud hjælper os vel.» Dagen efter søgte han om Lebesby, vest for Vadsø.
Og saa drog de omkring mellem finnerne, disse to, sommer og vinter, i baad tilvands og i baad tillands, — for den slæden eller pulken, som de bruger deroppe, er som en liden trang, spids baad, den ogsaa. Stockfleth havde nu staat for skud, saa det var ikke at undres paa, om han var uræd; men konen — en skulde næsten tro, at hun havde været i krigen, hun med. Hun fik friste mangt, før de var færdige deroppe i Finmarken. Først holdt prestegaarden paa at ramle ned over hende paa Vadsø; saa kjørte hun i isen i Karasjok-elven; hun misted ikke modet, men kommanderte saa godt, mens hun laa der, at skydsen fik baade hende og pulken op igjen. Hun maatte kjøre videre i de isklæderne. Saa en anden gang gik hun hele natten over fjeldet i blæst og regn. Da hun kom frem til prestegaarden i Kistrand, saa var hendes mand reist væk og prestegaarden spigret igjen. Endelig slap hun da igjennem et af vinduerne, hvor spigrene var satte i udenpaa.
Fra prestegaarden skulde hun tilsjøs; da slog stormen roret istykker, og de syntes, det saa stygt ud, de tre unge finnegutterne, som skydsed hende; men hun misted ikke styret hun, prestekonen. Det var ikke mindst hendes skyld, at de naadde frem.
Man snakker deroppe i Finmarken om elvefinner og sjøfinner og fjeldfinner; det var fjeldfinnerne, som talte det bedste finsk. At komme op i selve fjeldet til dem, det havde Stockfleth længe stundet paa; men det kunde ikke blive før i februar 1828, to, tre aar efterat han var kommen til Vadsø. Da kaldte han fjeldfinnerne sammen, de, som var paa finnetinget 69i Polmak. Nu maatte han gaa i skole hos dem, sagde han; hans hu havde længe staat til dem. Dagen efter kom en fjeldfin ind til ham: «Er det dit alvor, at du vil til fjeldfinnerne?» «Ja.» «Ved du, at der er hunde i teltet?» «Ja.» «Skal fjeldfinnerne for din skyld jage disse hundene ud? de kan ikke være dem foruden.» Nei, de skulde ikke jage dem ud. «Mange af hundene er slemme mod fremmedfolk. Er du ræd for dem?» «Nei.» «Ved du, at der er ikke ro at faa i teltet hverken nat eller dag?» «Ja.» «Ved du, at du kan komme til at blive alene i teltet?» «Ja.» «Vil du spise, hvad ulvene har revet istykker eller dræbt?» «Spiser du det?» «Ja, vi er jo nødte til at spise det, men du?» «Jeg spiser, hvad fjeldfinnen sætter for mig,» svarte han.
Den første kvelden i reiseteltet var det kanske lidt strengt; smaat og lavt var det, saa en gik opigjennem røghullet, naar en stod i midten. Han sad snørende trangt paa snegulvet med benene korslagte opunder sig for ikke at faa dem stegte paa peisen; han var hed paa den ene siden og kold paa den anden; og ret som det var, maatte han stikke ansigtet ned i sneen mellem riskvistene eller hovedet ud under teltvæggen for at svale sig, men finnerne syntes, det var deiligt og takked Gud for godt og varmt hus. De kjendte nok det, som værre var: at staa paa bare fjeldet en stormnat, naar telt ikke kunde reises, lye efter ulvene og holde paa renerne, som vilde rende sin vei.
Stockfleth tog bog og blyant —
«Presten skriver,» hvisked finnerne. Og saa skrev presten op ordene, som han skulde lære — stopped bare lidt, naar rensdyrkjødet blev hugget, og alle kasted sig over hverandre, forat han kunde faa plads, han som skulde hugge, eller naar gnister og fliser fløi i fjæset fra det flammende baal.
Og da de havde spist, og bønnen og velsignelsen var læst, gav de presten rum, saa han kunde krybe ind i sovesækken. Der laa han nu med bjørneskindskraven under hovedet og teppe over ansigtet, at det ikke skulde fryse væk i den brændkolde natten. En fin lagde hovedet sit paa sækken og sov i hans fang, — og slig laa de — hoved efter hoved i naboens fang, mens kroppene krøkte sig mod 70ilden. Smaat om senn gik den ud. Men presten tog teppet fra ansigtet og saa paa de sovende finner og paa stjernerne, som stod over ljoren, og paa nordlysene, som bued sig deroppe paa himmelen. Saa syntes han, de gik ud smaat om senn, de ogsaa. Da han vaagned, havde finnen, som laa i fanget, lagt teppet over hans ansigt. —
Ja, presten skrev; han skrev i baad og i gamme, i telt og i stue, paa fjord og paa fjeld. Han skrev til kirkestyret, at han maatte reise ud af landet for at snakke med lærde mænd, — og han kom ud. Han skrev til stortinget og bad, at de skulde lukke bibelen op for finnerne og lade dem faa bøger i sine fædres maal. Og han oversatte af bibelen og brændte det, oversatte og brændte det; for han syntes ikke, det var godt nok.
Han skrev til kongen, om han kunde faa afsked fra Lebesby og løn i otte aar, saa at han af alle sjæls og legems kræfter kunde arbeide for finnerne og deres sprog, — og altid skrev han slig, at han blev hørt. Han var i Sverige hos lapperne der for at høre, hvorledes sproget blev snakket hos dem. Han var i Finland for at lære at kjende kvænerne i deres eget land. Han var hos den navnkundige Lønnrot, som har samlet Finlands fagre folkesange, som gik paa sin fod fra bygd til bygd med ranselen paa ryggen og fløiten i lommen og tigged dem sammen, som vandred i vildmarken og mellem halvvilde folk, — som kasted sig i elvene, hvor der ingen bro var.
Og efterhvert som Stockfleth syntes, at det var brugeligt, det, han havde gjort, kom hans finske bøger: læsebog og katekisme, bibelhistorie og forklaring, sproglære og ordbog, hele det nye testamente og mange flere. Det var et ordentligt verk, naar en ved, at han saa at sige maatte lage skriftsproget og begynde med bogstaverne.
Der blev glæde paa finnerne, da de fik sine egne bøger, og var der nogen, som studsed lidt, fordi det var nyt, saa tog presten det med sit gode lynne. Han kom til Karasjok en vinterdag i 1841. «Vi vil ikke have dine bøger,» var der flere, som sagde. «Vil I ikke have bøger i eders eget sprog?» «Jo, men ikke dine, ikke dine latinske bøger.» «Hvad ondt har da de smaa uskyldige bogstaverne gjort?» spurgte han en anden gang.
71«Ingenting, men vi er enfoldige folk.»
«Jeg har ikke før vidst, at Karasjok-folket var enfoldigere end andre.»
Det bed. «Kjender I den gamle medhjælperen i Seida?» spurgte han igjen. «Skulde vi ikke kjende ham? han er jo her fra Karasjok», svarte de. «Baade han, gamlingen og fosterdatteren hans og den jenten, som ligger tilsengs, og mange flere i Seida læser latin som en student», sagde presten og lo, og saa gik han sin vei. Søndagen efter kundgjorde han, at han vilde holde høimesse, aftensang og aftenbøn. De kom til aftenbøn; men til aftensang var der ingen. De sagde, at de vilde ikke komme til aftensang; de vilde ikke have noget nyt paafund. «Vil I ikke komme til aftensang, kan I jo lade være,» svarte han og lo igjen; han kjendte dem, og han vidste, at han skulde faa dem i kirken endnu oftere. Et par dage efter var flere af dem inde i stuen hos ham; han tog en kasse lys frem og stelte med den. «Saa mange lys brænder du vel ikke i Karosjok?» sagde en.
«Jo, det gjør jeg; selv trænger jeg mange, skolen ogsaa og kirken ikke mindst; der skal jeg have fuldt lys tre gange hver søndag.» «Tre gange?» «Ja, høimesse, aftensang og aftenbøn, det er jo tre gange.» «Men du har jo sagt, at der ingen aftensang skal bli’?»
«Nei, det har jeg ikke sagt.»
«Hvad har du sagt da, kjære prest?»
«Jeg har bare sagt, at hvis I ikke vilde komme til aftensang, saa kan I lade være.» «Men saa blir der jo ingen aftensang?» «Jomænd gjør der saa.» «Vil du da holde aftensang, naar ingen kommer?»
«Der er en, som har sagt, at han vil komme.» «Vil du da holde aftensang for den enes skyld?» «Ja, det vil jeg.» «Hvem er da denne ene?» spurgte de, og han saa, hvor de gotted sig, fordi presten bare skulde have en eneste til at høre paa sig. Da svarte han uden at lægge vegt paa ordet, men rolig og tilfreds: «Ibmel — Gud.» Der blev ganske stille. En for en reiste de sig, bukked og gik. Men ved aftensangen havde han siden fuldt hus, og de bad ham skrive til kongen og sige, at alle prester maatte holde aftensang.
Reiser i alslags veir og uføre sled paa Stockfleths helse. Men ingen var værre end den fra Varangerfjorden til Kautokeino, 72aaret før han skulde slutte i Finmarken. Den gjorde ham ogsaa vanfør for resten af hans dage. Han var da fem og seksti aar.
Han vidste, hvad vei det var — høstens tid og med en daarlig hofte og et daarligt knæ; han vidste, at mellem Karasjok og Kautokeino var der et stykke paa to, tre dage, som han syntes, det var uraad at klare. Men han vidste ogsaa, at de trængte ham haardt deroppe, og bispen havde sendt brev og bud. Saa fik det staa til. En af de første dage gled han i baaden og gik i elven; det var lige ved land, saa han kom op igjen; men han fik ikke skiftet de væstrukne klæderne før næste dag. Siden bar det afsted mørke høstkvelden udover de lange elvestrygene, saa vandet sprøited indover baaden, og den holdt paa at synke. De maatte ud og søge tillands, hoppe fra sten til sten i det fossende elveløbet. Men værst var det paa slutten, da han vassed i myr og i bjerkeris ni mil. Da daaned han gang paa gang. Med saare og svulne fødder drog han sig frem gjennem de vinterkolde bækkene eller traakked i den tynde is paa myrhullerne. Men han var vant til at slide ondt i ødemarkerne. Naar han havde slæbt sig frem om kvelden, saa han ikke var god for at flytte en fod mere, kvikned han til igjen ved baalet og syntes, der var godt i ørkenen og hos ørkenens Gud.
I 1853 tog Stockfleth afsked, i 1860 sendte han ud en bog om sit liv i Finmarken; — da gik han med krykke og stok. Men han misted ikke reisningen for det. Hoften kommer ikke mig ved,» pleiede den kjække krøblingen at sige, «det blir doktorens sag.»
Han levede med sine smerter og med sit sunde, lyse sind til opimod de otti aar. Han bodde i Sandefjord. Inde bag den lille fjord hvilte han paa sine gamle dage, mens krykke og smerter minte ham om fjeld og sjø der nordpaa; baadflaget fra Finmarks-reiserne havde han bag sig paa væggen i lysthuset. Under det havde han prøvet et og andet, den gamle krigsmanden. Han døde i 1866. Sidste dagen bad han sin hustru læse Fadervor. Hun kunde ikke rigtig faa stemmen med. Da sagde han høit: «Sara, husk, at du er en prestekone.»