57

(Af Nordahl Rolfsen.)

At barnet blir roligt i moderens hænderog puster letmed sit aandedrætved hendes hjerte, som vaager og brænder,det er ikke stort at undres paa:hun faar jo sin moders søvn, den smaa.

Hun faar den i ugers og maaneders nætter,og ingen stundhun vil ta’ blund,før mor hende op paa fanget sætter;naar mama har frelst sin lille ven,kan selv hun ei finde sin søvn igjen.

Jeg mindes, jeg saa det engang prentet,at døden stodved sengens fod;der laa en syg, som han sikkert vented.Men lægen hvisked: «Der mangler blod;der var nok frelse, — hvis nogen har mod.»

Og der var en, som aabned sin arm,og blodet sprangfra aarens gangog gik med liv til den syges barm.Hans navn fløi vidt, han blev rost som faa,og det er jo intet at undres paa.

58Men ser jeg i leg en jente, en gut,saa rød og rund,saa sød og sund,og bagefter — langsomt — moren tilslut:om munden bleg, under øiet blaa,da staar jeg stille og tænker saa:

Det er nok en, som har gi’t sit blod,sit hjerteslaghver eneste dagforuden knur og med heltemod;det er saa hverdags, at store og smaaei takker derfor eller undres derpaa.

57

(Av Nordahl Rolfsen.)

At barnet blir rolig i moderens henderog puster lettmed sitt åndedrettved hennes hjerte, som våker og brenner,det er ikke stort å undres på:hun får jo sin moders søvn, den små.

Hun får den i ugers og maaneders netter,og ingen stundhun vil ta’ blund,før mor henne opp på fanget setter;når mama har frelst sin lille venn,kan selv hun ei finne sin søvn igjen.

Jeg minnes, jeg så det engang prentet,at døden stodved sengens fot;der lå en syk, som han sikkert ventet.Men legen hvisket: «Der mangler blod;der var nok frelse, — hvis noen har mot.»

Og der var en, som åpnet sin arm,og blodet sprangfra årens gangog gikk med liv til den sykes barm.Hans navn fløy vidt, han ble rost som få,og det er jo intet å undres på.

58Men ser jeg i lek en jente, en gut,så rød og rund,så søt og sund,og bakefter — langsomt — moren til slutt:om munnen bleg, under øyet blå,da står jeg stille og tenker så:

Det er nok en, som har gi’t sitt blod,sitt hjerteslaghver eneste dagforuten knurr og med heltemot;det er så hverdags, at store og småei takker derfor eller undres derpå.