49

(Væsentlig efter L. Lloyd og efter norske og svenske fagtidsskrifter.)

Der er folk langt sydpaa, som tror, at en ikke er tryg paa gaderne heroppe, for bjørnen gaar og lunter mellem husene midt paa lyse dagen. Aa nei, han er nok ikke saa kjær i folk, bamsen; han vil helst gaa for sig selv, han. Høit oppe i fjeldlien og inde i vilde skogen mellem sten og vindfald, helst der, hvor der ikke har været mandefod, eller ude paa multemyrene, hvor han kan rusle omkring og æde sig ulysten og bage sig i solstegen eller kanhænde tage sig en middagslur midt i myrputten, hvis det blir for varmt. Er du efter bær en tidlig høstdag og graver dig længer og længer indefter for at finde de guleste multerne, saa kan det gjerne være, du raaker ud paa beitet hans; da vil du sagtens blive staaende fjetret og ikke være god for at flytte dig hverken frem eller tilbage. Men du trænger ikke at blive saa ilde ved, naar du bare ikke kommer i skade for at gjøre som gjætergutten oppe i Land; han skulde hoppe over en skigar, og saa dansed han lige i fanget paa bjørnen, som laa og sov nedenunder. Da blev bamsen sint og tog ham i fremlabberne og bar ham lukt bort i et myrhul og satte ham paa hovedet nedi, gik saa sin vei uden at spørge, enten han havde det vel eller ilde. Ellers skal du ikke tro, at bjørnen sætter tand eller klo i smaabørn; han skjønner godt, at du ikke gjør ham noget, og han er ikke den, som egler sig ind paa folk, hverken paa smaa eller store, naar han bare faar være i fred. Han løfter paa hovedet sit og ser paa dig med de smaa kloge øinene sine, og saa tager han paa at æde igjen, der han slap. Kanhænde han har gaat og tasset slig i vildmarken hele sit liv og plukket bær ligesom du, multer og blaabær og tytebær og krækling, eller han har ædt græs som et andet storfæ, bare det, at han maatte 50have et eget slag; af kjødmad har han kanske ikke faat andet end smaa maur, og saa har han krafset frem under mosen et humlebol og snafset i sig lidt honning; kommer det høit, har han været henne i et fuglerede og jafset et par egg, som der kunde være blevet unger af kanske; — mindre kan det da ikke være, naar en skal være et skadedyr. Og der er bjørne, som lever et sligt uskyldigt liv.

Men du skal ikke være sikker paa, at denne her hører til de snilde; nøit dig tilgaards og sig fra; lad dem faa vide det paa sæterne rundt omkring, saa de kan holde god vagt med bikjer og børser; tørhænde hører han til dem, som ved, at kjød er bedre end græs, som kan slaa otte-ti heste en sommer paa fjeldet, som jager sauerne ud over fjeldrabben, saa de gaar tilsjøs eller knuser hvert ben i sig.

Er der sligt to i ham, saa er han en lei gjest, naar han kommer høgstnattes om høsten, mens folk sover, og banker paa i udhusene. Han banker ikke stille og smaat, den karen; han slaar ind de raadne væggestokkene, eller han river op taget; og derinde i det mørke, trange rummet rauter og beljer de vetskræmte dyrene og skuler efter ubestet, som stryger sin lodne krop ind imellem dem; saa vælger han sig en af flokken og bærer stakkaren ud igjennem væggehullet eller op igjennem den taglugen, han selv har hugget.

Han kommer om dagen ogsaa, det er ikke for det. Ude i fjeld og skog kaster han sig paa hesteryggen og rider afsted, til han finder et træ, som kan holde; det tager han tag i, som velter dem begge to, og saa slaar han næveslæggen sin i panden paa hesten. Han er ellers ikke kar til at kapspringe med en hest i aaben mark; men han har mandevet, som alle ved; han driver dyret ind i skogsnar og ulænde eller ud paa bløde myren; der er han mester: smyge i de trangeste holtene, hoppe over vindfald og vugge sig frem paa huskende hængemyren med de brede labberne sine — det er hans mindste kunst.

Men er han ugjerningsmand, saa er nu straffen efter ham ogsaa, og det ved han godt. Naar han har halvædt koen eller hesten, eller hvad det nu er, saa vaager han sig ikke did igjen paa de første dagene; men saa gløg og klog han er, saa hænder det nu ligefuldt, at han faar sig en kugle i bringen, naar han engang kommer: Skytteren sidder i barhytten sin eller oppe 51i furuen og bier paa ham. Eller de er efter ham med bikje opefter skog og li, til det blir for hedt for ham i den tykke felden, og han snur sig i modbakken og staar stille og slaar mod hunden. Saa kan skytteren naa frem og give ham skuddet. Eller de sætter saks og gildre for ham. Saksen faar ikke være mindre end halvanden vog og blir fæstet med jernlænke til en stubbe; men træffer det til at være en rigtig stor hanbjørn, saa er han kar til at faa kjettingen løs og drage afsted med saksen, ja, han gaar paa bagbenene lange stykkerne og bærer den i fremlabberne, svømmer over brede elve med det tunge søkket og lægger saa opefter bratte lien igjen. Ikke bedre gaar det stundom med gildren; han er for klog til at gaa ind den døren, de har sat paa gløt for ham ind til aatet; han gaar op og velter tømmerstokkene og stenene af og kommer ned den veien og tager saa for sig af det, de har eslet ham. Men slipper han unda om sommeren og høsten, saa er det værre for ham om vinteren, naar de tager ham paa sengen. Han er sengekjær; han nøier sig ikke med nattesøvn, han bruger baade dage og maaneder; han kan blive liggende lige fra november til april i hiet sit. Senhøstes begynder han at lage sengen sin istand. Han klatrer op i graner og furuer og bryder sig kvist; han kommer med store fang af lyng og mose. Alt dette lægger han i en bergskorte eller under en stor sten eller trærod eller en sjelden gang oppe i et træ, hvor stammen grener sig. Stundom lægger han sig i en maurtue eller graver sig ned paa slette moen eller reier sengen paa marken selv. Da ser den ud som en kurv eller et urimelig stort fuglerede. Før han gaar i hi, ligger han nogle dage et stykke fra for at se, om der er sikkert der. Men det er ikke sagt, det hjælper. Kanhænde er der en, som finder faret efter ham eller et afkvistet bartræ med merke efter tænder og klør eller ogsaa en veltet maurtue; saa gaar han til bygds, og tit og ofte sælger han bamsen, som ligger og sover og ved om ingenting. Og naar saa sneen er der, saa skiene kan glide, saa kommer skytteren. Stundom lager de en ring for at møde ham, om han skulde bryde ud før tiden, og saa smyger de bedste skytterne sig indenfor og leder. Det gaar smaat og sagte for ikke at vække ham op, og de andre staar i kulden og lyer efter 52hver lyd i skogen. Det smælder i furuerne, nøddeskriken gnelder, tiuren flakser op, — han faar seile sin kos idag, de tør ikke løsne skud. Men inde i skogen begynder hundene at veire; de har tæften af bjørnen. Nu borer de næsen ned i et snehul og krafser og ildgjør. Skytteren stikker ned i snefonnen; jo, staven rører sig. Han kaster skiene til siden; han vil ikke falde med døren ind i huset. Men børsen har han i næven, baade han og de andre; de ved, at staar han først op af sengen, han derinde, saa er han midt paa gulvet i et eneste sæt. Tør hænde, det er en binne, de har ringet; tør hænde, at der kommer baade en og to og tre, at ungerne i søvnørsken stikker sin snude bent op mellem skisnuderne. «Dette var en god maurtue», siger skytteren, naar de har skudt dem alle. Men det er ikke hver gang, det gaar saa glat. Kanske er det en gammel hanbjørn, som ligger vel gjemt langt inde i uren i stenstuen sin. Naar hundene søger ind og vækker ham, brøler han, saa det dønner dernede i jorden, og slaar efter dem, saa de skvætter ud som en bal, og kommer en ham for nær, saa suser den ud igjen med blodspruten efter sig, render i ring, stuper, ruller sig i sneen og fomler med labberne efter øinene, som blodet holder paa at blinde. Saa maa skytteren til med en lang stage, som han driver ned i hullet. Jo, da kommer et par gnistrende mørkegrønne øine frem i stuedøren; men ikke længer. De lukker sig, og hovedet ruller ned igjen i stuen for det sikre skud. «Det var godt, den der ikke kom op af jorden», siger skytteren. Saa kveiker de op ild og myger vidjer og lager slæde, og saa drager de skogkongen gjennem ulændet til bygd og folk. Nu blir der baade glæde og gravøl. Nu har han faat friste selv, hvor godt det er at blive uroet af ubudne gjester, naar en ligger i sin bedste søvn.

Kommer bjørnen først rigtig op af jorden, faar han morgnet sig, saa kan det blive varmt nok selv paa koldeste vinterdagen. Bryder han ringen, saa faar de le’e paa sig, de vagtposterne derude ogsaa. Da blir der kapsprang paa skaren gjennem skog og aaben mark, i bugt og bent frem, opefter og nedefter. Bjørnen kaster sig udover bratteste skoglien, — og skytteren maa følge, maa ride paa skiene over bjerkeris og smaagraner, saa det pisker om ørene paa ham Kanske møder han en runne, som er for sterk, — 53saa hænger han lidt og vipper i toppen, til det bærer udover igjen. Slig kan det gaa i ti-tolv timer. Kvelden kommer, og skaren blir haardere; bjørnesporene er ikke til at skjelne; og hunden blir saar i saalerne, saa blodroserne ligger bortover sneen efter ham. Saa maa skytterne begi’; men har de langt til hus, saa gjør de varme op ensteds i skogen og bier paa dagen. Saa tager de til igjen. Kanhænde finder de ham og fælder ham tilslut, kanhænde ikke; kanske ser de ham igjen — naar de har mistet faret — oppe i en furutop, kanske høit oppe i en bergvæg, hvor det ikke er raad at slippe efter. Men han hager sig opover med labberne fra hylde til hylde. Han er lige sæl om baade sten og svul; — men der glider han, gaar rundt, — falder ned paa en knaus, — saa et rundkast i luften igjen — og ned i sneskavlen. Dette maa han sunde sig lidt paa; — han krabber sig op igjen — bortefter myren; der faar han sin bane af bly; berget kunde ikke give ham den.

Men det er ikke altid, at bjørnen løber saa langt. Faar han en kugle i sig, men ikke paa rette flekken, saa gaar han bent paa: ørene bagover, felden slet og glat, fraaden veltende ud af den vidaabne flabben. Sneen gyver omkring ham. Klikker saa børsen, reiser han sig paa to og basker med fremlabberne. Kanske har han faat et par tænder slaat ind; men han bruger godt dem, han har igjen, i laar og læg, i kind og kjæve, i hud og i hold. Værst er det, naar han flaar hele hovedskallen fra nakken og nedover øinene. Sætter han sig tungt oppaa, saa han klemmer ansigtet ned i sneen, da faar en ligge vakkert stille. Han passer vel paa, den vagtmanden. Han snuser i nakkehulen, han lyer ved bringen. Han sidder, saalænge han synes, der er veir, og ikke tør de rigtig skyde paa ham, de andre heller; slider først døden i ham, saa slider han, han med, idet, han faar tag i, og de ved, at det sidste glefset gjerne er det værste.

Rædharer maa det ikke være, som skal gaa efter bjørn. Har en baade bikje og børse af bedste slag, er det ikke værst; men at staa blottende alene med bjørnespydet mod bringen paa ham og tage rolig imod, saa blodspruten staar en om ørene og skaftfliserne sprætter for kloen hans, — det er ikke hvermands sag. Fra gamle dage fortælles der om kjæmper, som tog bjørnen i ørene og holdt ham fra sig. Endnu er 54der mænd, som er god for et sligt tag; som tør krybe ind i hiet med øksen og dunke ham i skallen med øksehammeren; som tør gaa ned i de svarte, krogede gangene, om de saa ved, at der er tre stykker dernede, — ja, som murer døren igjen, forat ingen af dem skal slippe ud; som krabber med lysestubben i næven og kikker i kriker og kroger; som sidder og lyer, hvergang skuddet er faldt og lyset gaat ud, og tæller, hvor mange af de grønne øinene der endnu skinner i mørket.

Bjørnen og storskogen hører sammen, og den norske bonden vil ikke være af med dem, hverken den ene eller den anden. De er ligesom baade venner og uvenner paa én gang, han og bjørnen. De ligner hverandre ogsaa: tung og var til hverdags, sterk og seig i farens stund, haardhændt, naar de egges, men godlynt ogsaa. For bjørnen er godlynt. Binnen kan være strid nok, naar hun verger ungerne sine, mens de sidder oppe i trætoppene som fugle og ser paa; og hannen er endnu argere, naar han blir gammel, — det er sandt. Men faar de være i fred, saa vilde du undres ved, saa godt og godslig de kan lege sig i skogen. Har bjørnen faat sovet rigtig ud, saa gaar han og prøver og øver den stive kroppen sin, saa du vilde storle, om du saa ham. Han slaar armen om en ungbjerk og rusker den op med roden; saa kaster han sig paa ryg og slænger bjerkeleggen i luften og tager den igjen med labberne og driver og dreier den rundt som den bedste væverjente. Saa op i en tørfuru og prøve, om han har glemt at klatre.

Eller se ham om høsten, naar de brænder baal for at skræmme ham fra ageren. Det lyser lunt og varmt i den kolde høstnatten. Og det hænder, at han synes saa, bjørnen med: han sætter sig hen og varmer sig, og hvergang det vil gaa ud, er han borte efter en kornstaur og lægger paa. Saa sætter han sig ved peisen igjen som en anden husbond. Han har vel havt strid og stræv for føden, han ogsaa om dagen; nu vil han bare have hygge. Men naar solen vil til at sprætte, og de nører paa peisen inde i stuen ogsaa, saa tager han til at rusle paa sig; han er ikke stø paa, at de ikke kan komme med krav paa ham baade for vedfang og for mere til. Han lunker langt tilskogs og begynder saa smaat at samle dynerne sine sammen.

49

(Vesentlig etter L. Lloyd og etter norske og svenske fagtidsskrifter.)

Der er folk langt sydpå, som tror, at en ikke er trygg på gatene heroppe, for bjørnen går og lunter mellom husene midt på lyse dagen. Å nei, han er nok ikke så kjær i folk, bamsen; han vil helst gå for seg selv, han. Høyt oppe i fjellien og inne i ville skogen mellom stein og vindfall, helst der, hvor der ikke har vært mandefod, eller ute på multemyrene, hvor han kan rusle omkring og ete seg ulysten og bake seg i solstegen eller kanhænde ta seg en middagslur midt i myrputten, hvis det blir for varmt. Er du etter bær en tidlig høstdag og graver deg lenger og lenger indefter for å finne de guleste multene, så kan det gjerne være, du råker ut på beitet hans; da vil du saktens bli stående fjetret og ikke være god for å flytte deg hverken frem eller tilbake. Men du trenger ikke å bli så ilde ved, når du bare ikke kommer i skade for å gjøre som gjetergutten oppe i Land; han skulle hoppe over en skigar, og så danset han like i fanget på bjørnen, som lå og sov nedenunder. Da ble bamsen sint og tok ham i fremlabbene og bar ham lukt bort i et myrhull og satte ham på hodet nedi, gikk så sin vei uten å spørre, enten han hadde det vel eller ilde. Ellers skal du ikke tro, at bjørnen setter tann eller klo i småbarn; han skjønner godt, at du ikke gjør ham noe, og han er ikke den, som egler seg inn på folk, hverken på små eller store, når han bare får være i fred. Han løfter på hodet sitt og ser på deg med de små kloge øynene sine, og så tar han på å ete igjen, der han slapp. Kanhænde han har gått og tasset slig i villmarken hele sitt liv og plukket bær likesom du, multer og blåbær og tyttebær og krekling, eller han har ett gress som et annet storfe, bare det, at han måtte 50ha et eget slag; av kjøttmat har han kanskje ikke fått annet enn små maur, og så har han krafset frem under mosen et humlebol og snafset i seg litt honning; kommer det høyt, har han vært henne i et fuglerede og jafset et par egg, som der kunne være blitt unger av kanskje; — mindre kan det da ikke være, når en skal være et skadedyr. Og der er bjørne, som lever et slikt uskyldig liv.

Men du skal ikke være sikker på, at denne her hører til de snilde; nøit deg til gards og sig fra; la dem få vite det på setrene rundt omkring, så de kan holde god vagt med bikjer og børser; tørhænde hører han til dem, som ved, at kjøtt er bedre enn gress, som kan slå åtte-ti hester en sommer på fjellet, som jager sauene ut over fjellrabben, så de går til sjøs eller knuser hvert ben i seg.

Er der slikt to i ham, så er han en lei gjest, når han kommer høgstnattes om høsten, mens folk sover, og banker på i uthusene. Han banker ikke stille og smått, den karen; han slår inn de råtne væggestokkene, eller han river opp taget; og derinne i det mørke, trange rommet rauter og beljer de vettskremte dyrene og skuler etter ubestet, som stryker sin lodne kropp inn imellom dem; så velger han seg en av flokken og bærer stakkaren ut igjennom væggehullet eller opp igjennom den takluken, han selv har hugget.

Han kommer om dagen også, det er ikke for det. Ute i fjell og skog kaster han seg på hesteryggen og rider av sted, til han finner et tre, som kan holde; det tar han tag i, som velter dem begge to, og så slår han nevesleggen sin i pannen på hesten. Han er ellers ikke kar til at kappspringe med en hest i åpen mark; men han har mannevett, som alle ved; han driver dyret inn i skogsnar og ulende eller ut på bløde myren; der er han mester: smyge i de trangeste holtene, hoppe over vindfall og vugge seg frem på huskende hengemyren med de brede labbene sine — det er hans minste kunst.

Men er han ugjerningsmann, så er nå straffen etter ham også, og det vet han godt. Når han har halvædt koen eller hesten, eller hva det nå er, så våker han seg ikke dit igjen på de første dagene; men så gløgg og klok han er, så hender det nå ligefuldt, at han får seg en kule i bringen, når han engang kommer: Skytteren sitter i barhytten sin eller oppe 51i furuen og bier på ham. Eller de er etter ham med bikje opefter skog og li, til det blir for hett for ham i den tykke felden, og han snur seg i motbakken og står stille og slår mot hunden. Så kan skytteren nå frem og gi ham skuddet. Eller de setter saks og gildre for ham. Saksen får ikke være mindre enn halvannen vog og blir festet med jernlenke til en stubbe; men treffer det til å være en riktig stor hanbjørn, så er han kar til å få kjettingen løs og drage av sted med saksen, ja, han går på bakbenene lange stykkene og bærer den i fremlabbene, svømmer over brede elver med det tunge søkket og legger så opefter bratte lien igjen. Ikke bedre går det stundom med gildren; han er for klok til å gå inn den døren, de har satt på gløtt for ham inn til åtet; han går opp og velter tømmerstokkene og stenene av og kommer ned den veien og tar så for seg av det, de har eslet ham. Men slipper han unna om sommeren og høsten, så er det verre for ham om vinteren, når de tar ham på sengen. Han er sengekjær; han nøyer seg ikke med nattesøvn, han bruker både dage og måneder; han kan bli liggende like fra november til april i hiet sitt. Senhøstes begynner han å lage sengen sin i stand. Han klatrer opp i graner og furuer og bryder seg kvist; han kommer med store fang av lyng og mose. Alt dette legger han i en bergskorte eller under en stor stein eller trerot eller en sjelden gang oppe i et tre, hvor stammen grener seg. Stundom legger han seg i en maurtue eller graver seg ned på slette moen eller reier sengen på marken selv. Da ser den ut som en kurv eller et urimelig stort fuglerede. Før han går i hi, ligger han noen dage et stykke fra for å se, om der er sikkert der. Men det er ikke sagt, det hjelper. Kanhænde er der en, som finner faret etter ham eller et afkvistet bartre med merke etter tenner og klør eller også en veltet maurtue; så går han til bygds, og tit og ofte selger han bamsen, som ligger og sover og ved om ingenting. Og når så sneen er der, så skiene kan glide, så kommer skytteren. Stundom lager de en ring for å møte ham, om han skulle bryte ut før tiden, og så smyger de beste skytterne seg innenfor og leder. Det går smått og sakte for ikke å vekke ham opp, og de andre står i kulden og lyer etter 52hver lyd i skogen. Det smeller i furuene, nøtteskriken gnelder, tiuren flakser opp, — han får seile sin kos i dag, de tør ikke løsne skudd. Men inne i skogen begynner hundene at veire; de har teften av bjørnen. Nå borer de nesen ned i et snøhull og krafser og ildgjør. Skytteren stikker ned i snefonnen; jo, staven rører seg. Han kaster skiene til siden; han vil ikke falle med døren inn i huset. Men børsen har han i neven, både han og de andre; de vet, at står han først opp av sengen, han derinne, så er han midt på gulvet i et eneste sett. Tør hænde, det er en binne, de har ringet; tør hænde, at der kommer både en og to og tre, at ungene i søvnørsken stikker sin snute bent opp mellom skisnuderne. «Dette var en god maurtue», sier skytteren, når de har skudt dem alle. Men det er ikke hver gang, det går så glatt. Kanskje er det en gammel hanbjørn, som ligger vel gjemt langt inne i uren i steinstuen sin. Når hundene søker inn og vekker ham, brøler han, så det dønner dernede i jorden, og slår etter dem, så de skvetter ut som en bal, og kommer en ham for nær, så suser den ut igjen med blodspruten etter seg, render i ring, stuper, ruller seg i sneen og fomler med labbene etter øynene, som blodet holder på å blinde. Så må skytteren til med en lang stage, som han driver ned i hullet. Jo, da kommer et par gnistrende mørkegrønne øyne frem i stuedøren; men ikke lenger. De lukker seg, og hodet ruller ned igjen i stuen for det sikre skudd. «Det var godt, den der ikke kom opp av jorden», sier skytteren. Så kveiker de opp ild og myker vidjer og lager slede, og så drager de skogkongen gjennom ulendet til bygd og folk. Nå blir der både glede og gravøl. Nå har han fått friste selv, hvor godt det er å bli uroet av ubudne gjester, når en ligger i sin beste søvn.

Kommer bjørnen først riktig opp av jorden, får han morgnet seg, så kan det bli varmt nok selv på kaldeste vinterdagen. Bryter han ringen, så får de le’e på seg, de vaktpostene derude også. Da blir der kappsprang på skaren gjennom skog og åpen mark, i bukt og bent frem, opefter og nedefter. Bjørnen kaster seg utover bratteste skoglien, — og skytteren må følge, må ride på skiene over bjerkeris og smaagraner, så det pisker om ørene på ham Kanske møter han en runne, som er for sterk, — 53så henger han litt og vipper i toppen, til det bærer utover igjen. Slig kan det gå i ti-tolv timer. Kvelden kommer, og skaren blir hårdere; bjørnesporene er ikke til å skjelne; og hunden blir sår i sålene, så blodroserne ligger bortover sneen etter ham. Så må skytterne begi’; men har de langt til hus, så gjør de varme opp ensteds i skogen og bier på dagen. Så tar de til igjen. Kanhænde finner de ham og feller ham til slutt, kanhænde ikke; kanskje ser de ham igjen — når de har mistet faret — oppe i en furutopp, kanskje høyt oppe i en bergvegg, hvor det ikke er råd å slippe etter. Men han hager seg opover med labbene fra hylle til hylle. Han er like sæl om både stein og svul; — men der glider han, går rundt, — faller ned på en knaus, — så et rundkast i luften igjen — og ned i snøskavlen. Dette må han sunde seg litt på; — han krabber seg opp igjen — bortefter myren; der får han sin bane av bly; berget kunne ikke gi ham den.

Men det er ikke alltid, at bjørnen løper så langt. Får han en kule i seg, men ikke på rette flekken, så går han bent på: ørene bakover, felden slet og glatt, fråden veltende ut av den vidåpne flabben. Sneen gyver omkring ham. Klikker så børsen, reiser han seg på to og basker med fremlabbene. Kanskje har han fått et par tenner slått inn; men han bruker godt dem, han har igjen, i lår og legg, i kinn og kjeve, i hud og i hold. Verst er det, når han flår hele hovedskallen fra nakken og nedover øynene. Setter han seg tungt oppå, så han klemmer ansiktet ned i sneen, da får en ligge vakkert stille. Han passer vel på, den vaktmannen. Han snuser i nakkehulen, han lyer ved bringen. Han sitter, så lenge han synes, der er vær, og ikke tør de riktig skyde på ham, de andre heller; sliter først døden i ham, så sliter han, han med, idet, han får tak i, og de vet, at det siste glefset gjerne er det verste.

Rædharer må det ikke være, som skal gå etter bjørn. Har en både bikje og børse av beste slag, er det ikke verst; men å stå blottende alene med bjørnespydet mot bringen på ham og ta rolig imot, så blodspruten står en om ørene og skaftflisene spretter for kloen hans, — det er ikke hvermands sak. Fra gamle dage fortelles der om kjemper, som tok bjørnen i ørene og holdt ham fra seg. Ennå er 54der menn, som er god for et slikt tak; som tør krype inn i hiet med øksen og dunke ham i skallen med øksehammeren; som tør gå ned i de svarte, krokete gangene, om de så ved, at der er tre stykker dernede, — ja, som murer døren igjen, for at ingen av dem skal slippe ut; som krabber med lysestubben i neven og kikker i kriker og kroker; som sitter og lyer, hvergang skuddet er falt og lyset gått ut, og teller, hvor mange av de grønne øynene der ennå skinner i mørket.

Bjørnen og storskogen hører sammen, og den norske bonden vil ikke være av med dem, hverken den ene eller den annen. De er likesom både venner og uvenner på én gang, han og bjørnen. De ligner hverandre også: tung og var til hverdags, sterk og seig i farens stund, hardhendt, når de egges, men godlynt også. For bjørnen er godlynt. Binnen kan være strid nok, når hun verger ungene sine, mens de sitter oppe i tretoppene som fugler og ser på; og hannen er enda argere, når han blir gammel, — det er sandt. Men får de være i fred, så ville du undres ved, så godt og godslig de kan leke seg i skogen. Har bjørnen fått sovet riktig ut, så går han og prøver og øver den stive kroppen sin, så du ville storle, om du så ham. Han slår armen om en ungbjørk og rusker den opp med roten; så kaster han seg på rygg og slenger bjerkeleggen i luften og tar den igjen med labbene og driver og dreier den rundt som den beste væverjente. Så opp i en tørfuru og prøve, om han har glemt å klatre.

Eller se ham om høsten, når de brenner bål for å skremme ham fra åkeren. Det lyser lunt og varmt i den kalde høstnatten. Og det hender, at han synes så, bjørnen med: han setter seg hen og varmer seg, og hvergang det vil gå ut, er han borte etter en kornstaur og legger på. Så setter han seg ved peisen igjen som en annen husbond. Han har vel hatt strid og strev for føden, han også om dagen; nå vil han bare have hygge. Men når solen vil til å sprette, og de nører på peisen inne i stuen også, så tar han til å rusle på seg; han er ikke stø på, at de ikke kan komme med krav på ham både for vedfang og for mer til. Han lunker langt til skogs og begynner så smått å samle dynene sine sammen.