47

(Efter Vatnsdølernes saga.)

Ingemund hedte en høvding, som i Harald Haarfagers dage bodde i Vatnsdalen paa Island.

Han var en forstandig mand; man ved ikke af, at han har havt tingtrætter eller stridigheder med nogen; thi han forligtes godt med de fleste og var ikke for at velte sig ind paa folk. Af hans fem sønner er her at nævne Torstein og Jökul; Torstein var sindig, Jökul var strid.

Ingemund havde en fostbror, som hedte Sæmund. Denne Sæmund fik engang nogle leie gjester fra Norge, som han helst vilde været fri; men det var hans nære frænder, saa han kunde ikke vel lade dem fare. Rolleiv og Ljot hedte de; Ljot var Sæmunds brorkone, og Rolleiv hendes søn.

Han var en sterk kar, men brugte ikke sine kræfter til det gode. Ugrei og lei var han og kunde ikke komme ud af det med nogen.

Saa maatte han og moderen flytte, og da blev det endnu værre. Folk syntes, som sandt var, at det var noget pak, Sæmund havde sendt dem paa halsen; det endte med, at Rolleiv blev fredløs i herredet. Sæmund mindtes nu sit gamle venskab med Ingemund og bad, at han skulde tage imod Ljot og sønnen hendes. Ingemund var ikke meget lysten paa at tage dem, kan en vide, men han gjorde det ligevel for Sæmunds skyld. Moderen var et trold, hun ogsaa, og sønnen blev ikke bedre, der han nu kom. De maatte flytte derfra. „Jeg synes, det er leit at sende dig bort,“ sagde Ingemund til Rolleiv; „det er noget, jeg aldrig har gjort før, naar jeg først har taget imod en mand.“

Men Ingemund byggede en gaard for dem, og der bodde de længe.

Engang var der stort fiske i Vatnsdalsaaen, baade laks og anden fisk. Ingemundssønnerne og Rolleiv havde fiske sammen, og det var aftalen, at han skulde faa komme til, naar Ingemundssønnerne 48eller deres mænd ikke var der; men den aftalen brydde han sig ikke om. Saa hændte det engang, at Ingemunds huskarle kom til aaen og sagde, at han skulde give plads til deres garn. Han skjeldte dem ud, jaged dem hjem, kasted en sten efter en af dem og slog ham i svime.

Da trællene kom tilgaards og fortalte dette, sad folket tilbords. Torstein mente, det var bedst at gaa frem med sindighed, men Jøkul sprang op fra bordet og ud. „Torstein, min søn,“ sagde Ingemund, „dig tror jeg bedst; far med dine brødre.“

Da Ingemunds-sønnerne kom til aaen, blev der en hel kamp. Rolleiv kasted med sten efter dem, og de svarte med sten og vaaben; Jøkul søgte efter et sted, hvor han kunde komme over. Rolleiv stod paa den anden elvebred.

En mand løb hjem til Ingemund og fortalte, hvorledes det stod til ved aaen. „Du faar sadle min hest,“ sagde Ingemund; „jeg vil ride did bort.“ Han var gammel og næsten blind dengang og havde givet fra sig hele gaardsstellet til sine sønner. Han havde med sig en af huskarlene til at leie hesten. Ingemund var i blaa kappe, og da han kom op paa elvebakken, saa hans sønner ham. De trak sig da lidt tilbage for at gjøre faderen til vilje. Men Ingemund red ned til aaen og sagde: „Gaa bort fra aaen, Rolleiv, og tænk paa, hvad der høver sig for dig.“ Da Rolleiv saa ham, kasted han et spyd efter ham og traf ham midt paa livet. Ingemund red da tilbage op paa elvebakken og sagde til huskarlen: „Følg mig hjem.“ Han traf ikke sine sønner — de kom først langt ud paa kvelden. Da Ingemund skulde stige af hesten, sagde han: „Stiv er jeg nu, en blir ikke saa stø paa foden, naar en blir gammel.“ Karlen hjalp ham af hesten, og det gav lyd i saaret; han saa, at spydet stod igjennem ham. „Du har længe været mig tro,“ sagde Ingemund; „gjør nu, som jeg byder dig, det blir vist det sidste, jeg beder dig om. Gaa til Rolleiv og sig ham, at det er venteligt, at mine sønner kommer alt før morgen og kræver hevn efter sin far, saa det er bedst, han kommer sig bort før dag. Det er ingen større hevn for mig, om han dør, men det sømmer sig for mig at verne den, som jeg engang har taget imod, saalænge jeg har mæle, hvordan det saa end vil gaa siden.“

Saa brød han skaftet af spydet og gik med karlens hjælp ind og satte sig i høisædet. Han bød ham ikke at tænde lys, før sønnerne kom hjem. Det blev ikke før sent om kvelden, som før er sagt.

49Da Torstein kom ind i ildskaalen, gled han og tog sig for med haanden. „Hvad er dette for en væde, husfrue?” sagde han. „Det har vel dryppet af Ingemund bondes klæder,” svarte hun. „Det er sleipt som blod,” sagde Torstein, „kveik straks i lys.” Det blev gjort. Ingemund sad i høisædet og var død, spydet stod igjennem ham.

47

(Etter Vatnsdølernes saga.)

Ingemund hette en høvding, som i Harald Haarfagers dage bodde i Vatnsdalen på Island.

Han var en forstandig mann; man vet ikke av, at han har hatt tingtretter eller stridigheter med noen; thi han forligtes godt med de fleste og var ikke for å velte seg inn på folk. Av hans fem sønner er her å nevne Torstein og Jökul; Torstein var sindig, Jökul var strid.

Ingemund hadde en fostbror, som hette Sæmund. Denne Sæmund fikk engang noen leie gjester fra Norge, som han helst ville vært fri; men det var hans nære frender, så han kunne ikke vel la dem fare. Rolleiv og Ljot hette de; Ljot var Sæmunds brorkone, og Rolleiv hennes sønn.

Han var en sterk kar, men brukte ikke sine krefter til det gode. Ugrei og lei var han og kunne ikke komme ut av det med noen.

Så måtte han og moren flytte, og da ble det enda verre. Folk syntes, som sandt var, at det var noe pakk, Sæmund hadde sendt dem på halsen; det endte med, at Rolleiv ble fredløs i herredet. Sæmund mintes nå sitt gamle vennskap med Ingemund og bad, at han skulle ta imot Ljot og sønnen hennes. Ingemund var ikke meget lysten på å ta dem, kan en vide, men han gjorde det likevel for Sæmunds skyld. Moren var et troll, hun også, og sønnen ble ikke bedre, der han nå kom. De måtte flytte derfra. „Jeg synes, det er leit å sende deg bort,“ sa Ingemund til Rolleiv; „det er noe, jeg aldri har gjort før, når jeg først har tatt imot en mann.“

Men Ingemund bygde en gård for dem, og der bodde de lenge.

Engang var der stort fiske i Vatnsdalsaaen, både laks og annen fisk. Ingemundssønnerne og Rolleiv hadde fiske sammen, og det var avtalen, at han skulle få komme til, når Ingemundssønnerne 48eller deres menn ikke var der; men den avtalen brydde han seg ikke om. Så hendte det engang, at Ingemunds huskarle kom til åen og sa, at han skulle gi plass til deres garn. Han skjelte dem ut, jaget dem hjem, kastet en stein etter en av dem og slo ham i svime.

Da trellene kom til gards og fortalte dette, satt folket til bords. Torstein mente, det var best å gå frem med sindighet, men Jøkul sprang opp fra bordet og ut. „Torstein, min sønn,“ sa Ingemund, „deg tror jeg best; far med dine brødre.“

Da Ingemunds-sønnene kom til åen, ble der en hel kamp. Rolleiv kastet med stein etter dem, og de svarte med stein og våpen; Jøkul søkte etter et sted, hvor han kunne komme over. Rolleiv stod på den annen elvebredd.

En mann løp hjem til Ingemund og fortalte, hvorledes det stod til ved åen. „Du får sadle min hest,“ sa Ingemund; „jeg vil ride dit bort.“ Han var gammel og nesten blind dengang og hadde gitt fra seg hele gårdsstellet til sine sønner. Han hadde med seg en av huskarlene til å leie hesten. Ingemund var i blå kappe, og da han kom opp på elvebakken, så hans sønner ham. De trakk seg da litt tilbake for å gjøre faren til vilje. Men Ingemund red ned til åen og sa: „Gå bort fra åen, Rolleiv, og tenk på, hva der høver seg for deg.“ Da Rolleiv så ham, kastet han et spyd etter ham og traff ham midt på livet. Ingemund red da tilbake opp på elvebakken og sa til huskarlen: „Følg meg hjem.“ Han traff ikke sine sønner — de kom først langt ut på kvelden. Da Ingemund skulle stige av hesten, sa han: „Stiv er jeg nå, en blir ikke så stø på foten, når en blir gammel.“ Karlen hjalp ham av hesten, og det ga lyd i såret; han så, at spydet stod igjennom ham. „Du har lenge vært meg tro,“ sa Ingemund; „gjør nå, som jeg byr deg, det blir vist det siste, jeg beder deg om. Gå til Rolleiv og si ham, at det er ventelig, at mine sønner kommer alt før morgen og krever hevn etter sin far, så det er best, han kommer seg bort før dag. Det er ingen større hevn for meg, om han dør, men det sømmer seg for meg å verne den, som jeg engang har tatt imot, så lenge jeg har mæle, hvordan det så enn vil gå siden.“

Så brød han skaftet av spydet og gikk med karlens hjelp inn og satte seg i høysetet. Han bød ham ikke å tenne lys, før sønnene kom hjem. Det ble ikke før sent om kvelden, som før er sagt.

49Da Torstein kom inn i ildskålen, gled han og tok seg for med hånden. „Hva er dette for en væte, husfrue?” sa han. „Det har vel dryppet av Ingemund bondes klæder,” svarte hun. „Det er sleipt som blod,” sa Torstein, „kveik straks i lys.” Det ble gjort. Ingemund satt i høysetet og var død, spydet stod igjennom ham.