Hrolf Krake
![Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, til Brug saavel i Skolen som i Huset. Samlet, udgivet og forlagt af A. S. [i. e. Frederik Barfod] · 1835 · s. 305](https://www.nb.no/services/image/resolver/URN:NBN:no-nb_digibok_2017050328001_0331/full/700,/0/native.jpg)
Læsebog for den norske Ungdom : Anden Deel · 1844 · s. 243 · Se i biblioteketDa Konning Hrolf var falden, blæste man høit i Luur.
Hiartvar, i gyldne Rustning, steg op paa Gaardens Muur
og raabte: Endt er Krigen! Jeg vilde kun Hrolfs Død;
formeget af Helteblodet her mod min Villie flød.
Jeg byder Fred og Peninge, hvo vorde vil min Mand. —
Han kunde meer ei tale; thi mod hans Skjolderand
klang vrede Danskes Pile. Han bjergede sig i Hast.
Da raabte Bodvar Bjarke, mens svenske Hjelme brast:
Eia, I ærlige Danske! Nu vinker Thor til Lyst!
Nu kaster Skjoldet paa Ryggen, kjæmper med blotte Bryst!
Binder Armbaand om Eders Hænder, at stærkere de kan slaae;
hver ærlig Mand i Døden sin Konge følge maa.
Hver træde kjæk mod Fienden, og signe Skjebnen sød,
at følge sin ædelig Herre, naar hevnet er hans Død.
Ti døde Mænd i Skjoldet Hrolf mig til Hæder gav,
ti stærke, levende Svenske jeg offrer paa hans Grav.
Mig drages ei til Minde, hvor jeg et Sværdslag saae
saa mandeligt og prægtigt; thi rundt, i Brynier blaae,
sig høine de døde Kroppe, som Bjerge, hvor jeg stod.
Men Hjalte, min Hugprude! Hvor est du Fostre god?Da raabte smilende Hjalte: Her staaer jeg, Fosterfader!
Du kjender vel ei din Hottur paa de forhugne Plader?
Af Skjoldet et lidet Stykke han har kun i sin Haand.
Jeg bløder af mine Vunder. Nu længes stærkt min Aand
at skue Hrolf og Signe. Ja ja! i Maanens Skin
jeg hende deroppe kjender paa Hullet i hendes Kind.
Det altid venligt smilte, det smilte selv dengang
jeg Hullet i Barmen bored, med Gyllenhjalte lang.Saa taled de blege Kjæmper i Livets sidste Færd.
De matte Hænder ei mere kunde løfte tunge Sværd;
men ingen voved at nærme sig Bjark’ og Hjalt’ i Døden.
Støttende sig til Sværdene de stirred i Morgenrøden
med de halvbrustne Øine. — Da Rude kjæk gik frem,
Farvel sin Husbond at sige; slet Ingen hindred dem.
Hun tog ham ømt i Favnen. Da spurgte han hende vildt:
seer du ei Odin Gamle? Han meget Blod har spilt;
ifald jeg Trolden træffer, da giver jeg ham sin Rest.
Jeg frygter ei hans Gugner og ei hans hvide Hest. —
O vend dit Sind til Gimle, du min trofaste Helt!
sagde den ædle Rude. Besindigheden snelt
igjen fik gode Bodvar. Han sukked: Læg mig hen
ved Træet, hos min Konge! Hjælp saa min blege Ven;
thi gaae han selv ei mægter. Dog end jeg skjelne kan.
Varmt af mig Blodet rinder; jeg døer som ærlig Mand.
Nedlæg mig ved Hrolfs Hoved! Hjalte, min Fostre god!
Du trænger ogsaa til Hvile, synk ved din Herres Fod;
om Ravn og Ørn paa Marken end siden vort Kjød fortære,
hvad siger det? Vi blegne med Troskab og med Ære.Disimellem var Voggur, med femhundrede Mand,
fra Roskild hurtig dragen. Han tænkte: Ene kan
jeg dog ei Hrolf forsvare. Kommer jeg tidlig nok,
da skal jeg gjøre fyldest for Kongen med min Flok;
men kommer jeg for silde, da holder jeg mit Ord,
og mindes hvad i Hallen hin gode Drot jeg svor,
da han mig Ringene skjænkte. Jeg bærer hver paa Arm;
og Tapperhed og Troskab jeg bærer kvik i Barm.Saa ilte han, den Frækne, med et uroligt Sind.
Tidt drog han dybt sin Aande, stærkt brændte Heltens Kind.
Han vilde saa gjerne redde Hrolf fra Forræderdød;
men frygted at forsinkes. Gjennem Skoven han brød,
hvor der var allertykkest, for ei af Fiender at sees.
Den blanke Hjelm og Brynien i Natten tykt besnees,
og Kvisten rev hans Ansigt. Det mærkte Helten ei;
han ønskte Flokken Vinger kun paa den sene Vei.
Nær havde de sig forvildet i Nattens Mulm, i Lunden;
da skinte venligt Maanen; igjen var Veien funden;
men ak disvær: en Omvei der var i Mørket gjort.
Alt gløded Morgenrøden hist hen paa Leireport.Da de den øine kunde fra Krattet, paa en Brink,
han saae det sorte Banner, forstod sin Smaadrengs Vink.
Thi Vøggur havde befalet Pilten i Borgens Taarn:
saalænge Kongen leved, skulde der, som tilforn,
det røde Banner vaie; men strax, naar Hrolf var død,
at sætte sorten Mærke, til Varsel, Helten bød.
Nu skinte Morgenrøden hen over hviden Snee,
det sorte Banner flagred! Da følte Hjertevee
den ærlige, bolde Svenske. Han græd et Øieblik;
men snart igjen sin Fatning og Heltemod han fik.
Han vendte sig mod Flokken og raabte: Giver Tid!
Nu haster det ei længer; dog endt er ei vor Strid.
Nu lader mig gaae ene! Men seer I atter hist
det røde Banner heiset, da bryder Skovens Kvist,
fremstyrter af Eders Baghold, og hugger Fienden ned.Af Samvittigheden Hjartvars Hjerte led,
da han var Seiervinder; alle de tappre Mænd,
der faldt for deres Konge, han ønskte Liv igjen.
Han følte slig en Skares uskatteerlige Værd,
og raabte: Leirekjæmper, som vil paa dette Sværd
mig Troskabseden sværge, Freden jeg gjerne skjænker;
paa forrige Tvist og Fiendskab ikke længer tænker!
Har Skjebnen Nogen sparet, som ei Hrolf Krake fulgte?
Vøggur nu ikke længer for Hjartvar sig dulgte;
han traadte frem og sagde: Jeg blev tilbage! Jeg!
Da dog jeg er en Svenske, fandt jeg det nødigt ei,
til Odin Hrolf at følge; det var ei Døden værd.
Thi vil jeg Troskab sværge. Ræk, Hjartvar, mig dit Sværd!Hjartvar, som kjendte Vøggur, blev hjerteglad. Slig Helt
han havde saasnart ei haabet at vinde; derfor snelt
han rakte ham sit Glavind; at brat den unge Mand
paa Odden kunde sværge, som Brug var i hans Land.Vøggur betragted Sværdet med stor Opmærksomhed;
derpaa han saae paa Hjartvar og sagde: Naar en Eed
Kong Hrolf man svor i Leire, da rakte han hvergang
ei Kjæmpen Sværdebladet, men Sværdets gyldne Fang;
at han det kunde gribe. Det Tillid var og Ære,
det vidned; man skulde Vaaben tro for sin Konge bære.Hjartvar rakte Vøggur det store Glavind brad.
Med sine baade Hænder tog det da Kjæmpen fat,
og kvad: hvis ret jeg mindes, er dette samme Sværd,
som du af Luen frelste, ved Adils Nidingsfærd,
kort før ham Guderne straffed; den gode Freiers Værge,
hvorpaa trofaste Fædre steds Eden maatte sværge.
Det er det samme Glavind! svared ham Hjartvar stolt.
Og dersom ret jeg mindes, vedblev Vøggur koldt,
er det det samme Glavind, hvorpaa du Eden svor,
Hrolf Krakes Mand at vorde. Og dog du brødst dit Ord!
Velan — jeg sværger Troskab, en ærlig Faders Søn,
og giver dig, Forræder, din velfortjente Løn!Med disse Ord han Drengen paa Taarnet gav et Vink,
da vaied det røde Banner; og snelt, med Lynets Blink,
foer Sværdet i Hjartvars Hjerte. Han faldt. Da Vøggur lo
og raabte: hugger, stikker! Jeg er i Døden fro.
Jeg hevnet har min Konge, jeg opfyldt har min Eed.
Naar jeg er død, da lægger mig hos min Herre ned.
Omringet af hundred Klinger, han brugte Freiers Sværd,
da brast det i hans Hænder, — det var den sidste Færd!
Da sank den ærlige Svenske, som hørte til de Tolf,
ved Bjarkes, Hjaltes Side, ned hos den døde Hrolf.
I lesebøkene
- 1835Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, til Brug saavel i Skolen som i Huset. Samlet, udgivet og forlagt af A. S. [i. e. Frederik Barfod] «Da Hjalte kom til Lejre,»s. 305
- 1836Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle : til Brug saavel i Skolen som i huset «Da Hjalte kom til Lejre,»s. 305
- 1844Læsebog for den norske Ungdom : Anden Deel «Bøggur hevner Hrolf Krakes Død»Les teksten s. 243
- 1846Læsebog i Modersmaalet for Norske og Danske : tilligemed en Exempelsamling af den svenske Literatur og med æsthetiske og literaturhistoriske Oplysninger «Bjarkes og Hjaltes Fald»s. 365