«Sertorius, som vilde være bleven regnet til de største Romere, hvis en lykkeligere Lod var tilfalden ham, besad alle de Aandens og Hjærtets Gaver, som skabe den store Feltherre og Statsmand. Krænket Ærgjerrighed og varm Iver for Demokratiet havde bragt ham paa Marius's Side; men den hjemvendende Sulla's Seire havde nødt ham til at flygte til Spanien, hvor han efter mangen Lykkes-Omvexling, understøttet ved Levningerne af det marianske Parti, og endnu mere ved Lusitanernes og Spaniernes Kjerlighed og Overtro, bragte en stor Armee sammen, som han hurtigt disciplinerede og gjorde frygtelig for de romerske Feltherrer. Hans Plan var at trænge frem til Italien, og i Rom at gjenoprette Republiken, som han nu kun fandt i sin Leir, hvor han dannede et Senat af 300 Personer, og hvorfra han i den romerske Folks Navn underhandlede med den pontiske Mithridates. Forgjeves sendte Sulla ham Metellus imøde. Denne gamle Feltherres Erfaring formaaede intet mod Sertorius's dristige Foretagelses-Aand. Heller ikke Pompeius, i sin Alders Blomst, sendt Metellus til Bistand, var istand til at undertrykke Sertorius. Først da hans Haardhed fornærmede hans fornemste Officierer, og Svig nærmede sig ham under Skin af Venskab, faldt Sertorius, og selv da ikke ved sine Fienders Tapperhed, men ved Perperna's Troløshed, som dræbte ham af Iversyge ved et Gjestebud.»