«Anton Magliabecchi, der døde som Bibliothekar hos Hertugen af Toscana i en Alder af otti Aar, var saa berømt for sin Bogkundskab, at han i Almindelighed gik under Navnet „den literære Fraadser“. Størstedelen af sit Liv havde han tilbragt imellem Bøger og var saa optaget af sit Bibliothek, at han ikke brød sig om noget Andet. De eneste levende Væsener, han syntes at føle nogen Interesse for, vare hans Edderkopper. Dem lod han til at holde meget af, og ofte hørte man ham raabe til Fremmede, som han mistænkte for at besøge hans Bibliothek af Nysgjerrighed: „Træd ikke paa mine Edderkopper“. Men mod lærde Mænd var han yderst forekommende og, skjønt han ikke spildte Tiden med at skrive selv, viste han sig ofte at være en nyttig Raadgiver for de Forfattere, som henvendte sig til ham om Hjælp. Engang fik han Besøg af den lærde hollandske Professor Heymann. Denne fandt ham iblandt hans Bøger, hvis Antal var uhyre stort. Ikke blot vare flere Værelser i første Etage propfulde deraf, men han havde ogsaa ladet dem opstable i Gangen og paa Trapperne, ja i anden Etage vare de tilsvarende Værelser saa fulde, at det var vanskeligt at sidde og saa godt som umuligt at gaa. Intet kunde være tarveligere end hans Diæt; et Par Æg, lidt Brød og noget Vand var hans sædvanlige Kost. Heller ikke sin Dragt skjænkede han synderlig Opmærksomhed; en smudsig Skjorte, som han gik med, saalænge den holdt, vide og lange Benklæder, en sort Vams*), som rakte ham til Knæerne, og en gammel lappet Kappe var det Hele. Der findes en Medalje, som fremstiller ham siddende, omringet af Bøger paa alle Kanter, med følgende Indskrift: „For at blive viis, er det ikke nok at have læst meget, naar man læser uden Eftertanke“. [Footnote: *) Doublet.]»