L. Aemilius Paulus, quum sub triumphum de Perseo rege Macedoniae actum duos filios morte amisisset, hanc orationem in concione habuit. „Quamquam, et qua felicitate rempublicam administraverim, et quae duo fulmina domum meam per hos dies perculerint, non ignorare vos, Quirites, arbitror, quum spectaculo vobis nunc triumphus meus, nunc funera liberorum meorum fuerint, tamen paucis, quaeso, sinatis me cum publica felicitate comparare eo, quo debeo, animo privatam meam fortunam. Profectus ex Italia, classem a Brundisio sole orto solvi; nona diei hora cum omnibus meis navibus Corcyram tenui. Inde quinto die Delphis Apollini pro me exercitibusque et classibus vestris sacrificavi. A Delphis quinto die in castra perveni; ubi exercitu accepto, mutatis quibusdam, quae magna impedimenta victoriae erant, progressus, quia inexpugnabilia castra hostium erant, neque cogi pugnare poterat rex, interpraesidia ejus saltum ad Petram evasi et ad Pydnam regem acie vici. Macedoniam in potestatem populi Romani redegi, et, quod bellum per quadriennium quatuor ante me consules ita gesserunt, ut semper successori traderent gravius, id ego quindecim diebus perfeci. Civitates deinde omnes Macedoniae se dediderunt; gaza regia in potestatem venit; rex ipse, tradentibus prope ipsis diis, in templum Samothracum cum liberis est captus. Mihi quoque ipsi nimia jam fortuna videri eoque suspecta esse. Maris pericula timere coepi in tanta pecunia regia in Italiam trajicienda et victore exercitu transportando. Postquam omnia secundo navium cursu in Italiam pervenerunt, neque erat, quod ultra precarer, illud optavi, ut, quum ex summo retro volvi fortuna consuesset, mutationem ejus domus mea potius quam respublica sentiret. Itaque defunctam esse fortunam publicam mea tam insigni calamitate spero, quod triumphus meus, velut ad ludibrium casuum humanorum, duobus funeribus liberorum meorum est interpositus. Et quum ego et Perseus nunc nobilia maxime sortis mortalium exempla spectemur, ille, qui ante se, captivus ipse duci liberos vidit, incolumes tamen eos habet; ego, qui de illo triumphavi, ab alterius funere filii curru in Capitolium vectus sum, ad alterum ex Capitolio prope jam exspirantem veni; neque ex tanta stirpe liberum superest, qui L. Aemilii Pauli nomen ferat. Sed hanc cladem domus meae vestra felicitas et secunda fortuna publica consolatur“.
Censorum inde comitia habita; creati M. Aemilius Lepidus et M. Fulvius Nobilior. Inter hos viros veteres inimicitiae erant, saepe multis et in senatu et ad populum atrocibus celebratae certaminibus. Comitiis confectis, ut traditum antiquitus est, censores in Campo ad aram Martis sellis curulibus consederunt; quo repente principes senatorum cum agmine venerunt civitatis, inter quos Q. Caecilius Metellus verba fecit: „Non obliti sumus, censores, vos paulo ante ab universo populo Romano moribus nostris praepositos esse, et nos a vobis et admoneri et regi, non vos a nobis debere. Indicandum tamen est, quid omnes bonos in vobis aut offendat aut certe mutatum malint. Singulos cum intuemur, M. Aemili, M. Fulvi, neminem hodie in civitate habemus, quem, si revocemur in suffragium, velimus vobis praelatum esse: ambo cum simul aspicimus, non possumus non vereri, ne male in hoc munere conjuncti sitis, nec tantum reipublicae prosit, quod omnibus nobis egregie placetis, quam, quod alter alteri displicetis, noceat. Inimicitias per annos multos vobis ipsis graves et atroces geritis, quae periculum est ne ex hac die nobis et reipublicae quam vobis graviores fiant. Has ut hodie finiatis simultates, quaesumus vos universi, et quos conjunxit suffragiis suis populus Romanus, hac etiam reconciliatione conjungi a nobis sinatis; uno animo, uno consilio legatis senatum, equites recenseatis, agatis censum, lustrum condatis; quod in omnibus fere precationibus nuncupabitis verbis, ut ea res mihi collegaeque meo bene et feliciter eveniat, id ut vere, ut ex animo velitis evenire. Non modo simultates, sed bella quoque finiuntur; ex infestis hostibus saepe socii fideles, interdum etiam cives fiunt. Vulgatum illud, quia verum erat, in proverbium venit, amicitias immortales, mortales inimicitias debere esse“. Fremitus ortus cum assensu, deinde universorum voces idem petentium confusae in unum orationem interpellarunt. Inde Aemilius questus quum alia, tum bis a M. Fulvio se certo consulatu dejectum; Fulvius contra queri, se ab eo semper lacessitum: tamen ambo significare, si alter vellet, se in potestate tot principum civitatis futuros. Omnibus instantibus, qui aderant, dextras fidemque dedere mittere vere ac finire odium. Deinde collaudantibus cunctis deducti sunt in Capitolium. Et cura super tali re principum et facilitas censorum egregie comprobata ab senatu et laudata est.
Anton Magliabecchi, der døde som Bibliothekar hos Hertugen af Toscana i en Alder af otti Aar, var saa berømt for sin Bogkundskab, at han i Almindelighed gik under Navnet „den literære Fraadser“. Størstedelen af sit Liv havde han tilbragt imellem Bøger og var saa optaget af sit Bibliothek, at han ikke brød sig om noget Andet. De eneste levende Væsener, han syntes at føle nogen Interesse for, vare hans Edderkopper. Dem lod han til at holde meget af, og ofte hørte man ham raabe til Fremmede, som han mistænkte for at besøge hans Bibliothek af Nysgjerrighed: „Træd ikke paa mine Edderkopper“. Men mod lærde Mænd var han yderst forekommende og, skjønt han ikke spildte Tiden med at skrive selv, viste han sig ofte at være en nyttig Raadgiver for de Forfattere, som henvendte sig til ham om Hjælp. Engang fik han Besøg af den lærde hollandske Professor Heymann. Denne fandt ham iblandt hans Bøger, hvis Antal var uhyre stort. Ikke blot vare flere Værelser i første Etage propfulde deraf, men han havde ogsaa ladet dem opstable i Gangen og paa Trapperne, ja i anden Etage vare de tilsvarende Værelser saa fulde, at det var vanskeligt at sidde og saa godt som umuligt at gaa. Intet kunde være tarveligere end hans Diæt; et Par Æg, lidt Brød og noget Vand var hans sædvanlige Kost. Heller ikke sin Dragt skjænkede han synderlig Opmærksomhed; en smudsig Skjorte, som han gik med, saalænge den holdt, vide og lange Benklæder, en sort Vams*), som rakte ham til Knæerne, og en gammel lappet Kappe var det Hele. Der findes en Medalje, som fremstiller ham siddende, omringet af Bøger paa alle Kanter, med følgende Indskrift: „For at blive viis, er det ikke nok at have læst meget, naar man læser uden Eftertanke“. [Footnote: *) Doublet.]
Considius holdtes indesluttet i Adrumetum og det saa ud til¹), at han vilde forsvare Byen til det Yderste. Legaten L. Plancus bad da Cæsar om, at han skulde give ham Tilladelse²) til at underhandle med Considius; han haabede, sagde han, at denne endnu paa en eller anden Maade kunde bringes til Fornuft³). Da denne Tilladelse var given, skriver han et Brev og overleverer det til en Fange for at bringes til Considius. Saasnart Fangen var kommen derhen og han, saaledes som det var ham befalet, vilde overlevere Brevet, spurgte Considius, fra hvem han bragte det. Da Fangen svarede, at det var ham givet af Overanføreren⁴), forat han skulde levere det til Considius selv, svarede denne: “Romerfolket har fortiden⁵) kun een Overanfører, nemlig⁶) Scipio.” Derpaa lod han Fangen lige for sine Øine strax dræbe og gav Brevet forseglet, som⁷) det var, til en paalidelig Mand, som skulde bringe det til Scipio. 1) videri. 2) facultas. 3) sanitas. 4) imperator. 5) oversæt: paa denne Tid. 6) “nemlig” oversættes ikke. 7) ut.
Napoleon Bonaparte var født den 15de august 1769 i Ajaccio paa øen Korsika. I krigsskolen i Brienne var han bleven uddannet til officer og havde allerede som underfeltherre indlagt sig glimrende fortjehester af Frankrige, hvorfor han hurtig blev befordret til en høiere militær virkekredss Naturen havde rigt udstyret ham med alle de egenskaber, som i vildt bevægede tider henriver hære til beundring. For ham gaves der ingen uovervindelig modstand, ingen fare; thi hvor faren havde kunnet skræmme enhver anden, selv den modigste, der ilede han den i tillid til sit geni seiersikker og uden nølen imøde, og ved at foregaa sine soldater med et saadant eksempel gjorde han endog den ringeste blandt sine skarer til helt. Saaledes bragte han det til, at hans ord, hans blik, hans navn fortryllede de soldater, som han anforte, og at de mente at kjæmpe for fædreland og frihed, naar de kjæmpede for hans person. Uagtet han i virkeligheden anvendte sin sjeldne kraft og udholdenhed i ærgjerrighedens og herskesygens tjeneste, vil man neppe finde mange feltherrer, som mere villigen blev adlydte af sine undergivne.
Karl den 5tes Liv i Klosteret Yuste. Klokken ti kom nogle af Keiserens Kammertjenere for at hjælpe ham med Paaklædningen. Ved Middagstid hørte han Messe. Naar han var frisk nok, overvar han altid Gudstjenesten i egen Person, idet han indtog sin Plads i Koret. Til andre Tider sad han gjerne i sit Kammervindu, der, som vi have seet, vendte mod Alteret, hvor man kunde høre hans Stemmes klare Toner, der blandede sig med Korsangernes nedenunder. Strax efter Messen spiste han Middag — et vigtigt Maaltid, som altid optog megen Tid for ham, saavel i Klosteret som ved Hoffet. I Yuste beholdt han endnu den af Kongeværdigheden krævede uselskabelige Forrettighed at spise alene. Han fordrev imidlertid Tiden med at samtale med en af Hoffolkene, som var tilstede under Maaltidet. Efter Middagsmaden læste Munken for sin Herre Noget af Kirkefædrene; til andre Tider dreiede Samtalen sig om lettere og mere verdslige Gjenstande. Derpaa kom en kort Middagslur, efter hvilken Keiseren begav sig i Kirken, hvor han tre Gange om Ugen hørte paa en Prædiken af en af sine Kapellaner.