Hvo af eder har ikke hørt tale om Fredrik den anden, Preussens store konge? I ved alle, at han var meget elsket af sine soldater; han vidste ogsaa altid, med hvilke ord han bedst kunde gjøre indtryk paa dem, saavel i spøg som i alvor. Beleiringen af Breslau begyndte han den sekstende december 1757. Sit hovedkvarter havde han i et bondehus i nærheden af de netop aabnede løbegrave. Paa grund af denne vinters strenge kulde rev tropperne, som led mangel paa brænde, tilsidst lader, stalde og huse ned for at skaffe sig brændemateriale. Men da, dragonerne endog angreb træverket i hovedkvarteret uden at høre paa den vagthavende officers indtrængende forestillinger, saa denne sig nødsaget til at bruge magt, lod vagten træde ud og raabte: «Paa enhver, som bare bryder los det mindste bord, lader jeg give ild!» Soldaterne lo; thi de holdt det ikke for alvor. Kongen, som var bleven opmerksom paa den derved opstaaede larm, lod sig give beretning af officeren. «Dette er ikke den rette vei,» sagde han til ham. «Vent han kun! jeg skal snart gjøre ende paa uvæsenet.» Dermed traadte han ud foran døren. «Hør engang dragoner,» udbrød han, «naar I bliver saaledes ved, saa falder sneen ned i sengen til mig; det kan I dog ikke ville?? Nu blev kongens kvarter forskaanet.