Aiskhines Sokratikos
Til eksamen 1
- 1844 · Examen artium
«Ved en Velgjerning kommer det ei an paa, hvad der gjøres eller hvad der gives, men med hvad Sind; thi Velgjerningen bestaaer ei i hvad der gjøres eller gives, men i selve Sindelaget hos den Gjørende eller Givende. Velgjerningen er altsaa ikke det selv, som udtælles eller bortgives; ligesaalidt som den Ære, der vises Guderne, bestaaer i Offrene, de være end nok saa herlige og straale af Guld, men i det gode og fromme Sindelag hos Gudernes Dyrker. Hvis Velgjerningerne bestode i de Ting, man giver, ikke i selve Villien til at gjøre vel, saa vilde de være desto større, jo større de Ting ere, som vi have modtaget. Dog det er falsk. Undertiden forbinder den os mere, som har givet smaa Gaver med Gavmildhed; som har ydet en ringe Skjærv, men gjerne; som har glemt sin egen Fattigdom, medens han tager Hensyn til vor. Da mange tilbøde Sokrates mangeslags Gaver, hver efter sin Evne, sagde en fattig Tilhører, Æschines: „Jeg kan intet opdrive, som jeg kan give dig, dig værdigt: og det er det eneste, hvorved jeg føler, at jeg er fattig. Jeg skjænker dig derfor det eneste, som jeg har, mig selv. Med denne Gave, hvordan den nu end er, beder jeg dig, du vil tage tiltakke, og tænke paa, at Andre, naar de gave dig meget, dog have levnet sig selv mere.” Sokrates svarede ham: „Hvad? skulde du ei have givet mig en stor Gave? eller kanske du vurderer dig selv ringe? Nu, saa skal jeg da drage Omsorg for at give dig dig selv tilbage bedre end jeg har modtaget dig.”»