Homers sange var Alexander den store saa kjære, at han om natten havde dem under sin hovedpude for at kunne læse i dem, saa snart han vaagnede. Helst læste han om helten Achilles's kampe. Alexander ytrede ofte det haab, at digternes sange engang vilde forherlige hans bedrifter ligesom hin græske helts, og han udmerkede sig ligesom denne tidlig i alle legemlige øvelser. En dag blev en prægtig stridshest tilbudt hans fader; men efterat flere øvede ryttere forgjæves havde forsøgt at bestige den, tænkte kongen paa at opgive handelen. Alexander mente dog, at hans fader let kunde have fundet en bedre rytter, og fik tilladelse til selv at forsøge. Uden at betænke sig nærmede han sig straks hesten, talte venlig til den og førte den lige mod solen, fordi han havde bemerket, at dyret var bange for sin egen skygge. Ved at høre hans venlige stemme blev hesten straks roligere. Nu lod den dristige yngling sin kappe falde og sprang op paa hestens ryg. Kort efter saa man ham ride ganske rolig, som om han sad paa det tammeste dyr af verden. Filip omarmede sin søn og sagde: «Søg dig et andet kongerige; Macedonien er for lidet for dig!»