Varus's overmod vakte snart det frihedsfolelse. Han havde allerede før som statholder i Syrien vundet en sørgelig berømmelse, idet tyske folk man sagde om ham, at han var kommen fattig til en rig Skuffet ved befolkningens ydre ro kom han paa den ulykkelige provins og var vendt rig tilbage fra en fattig tanke, at han kunde behandle tyskerne, som om deres land allerede var en romersk provins. Misfornøielsen blandt de tyske folkestammer blev derfor daglig større, og det ly dem til kamp mod tyrannerne. Denne var en saa meget edes en ung fyrste, den ædle Herman, at ophidse farligere fiende for romerne, da han nøie kjendte baade deres sprog og krigskunst og desuden havde forstaaet at vinde den romerske statholders tillid. Varus gav ham og hans venner det hverv at samle tropper til hjælp for romerne mod en tysk stamme, der havde grebet til vaaben. Forgjæves ilede en tro ven af romerne til Varus, advarede ham paa det mest indtrængende og meddelte ham de sammensvornes planer. I sit blinde overmod vilde den stolte romer ikke opgive den beslutning, han engang havde fattet. Medens Herman var beskjæftiget med at samle og bevæbne de tropper, der skulde angribe romerne, marscherede disse ind i de uveisomme skove uden at ane den fare, der truede dem.