En preussisk husar blev taget til fange af franskmændene. Han hørte til det saakaldte sorte regiment, der bestod af hærens dristigste ryttere ; der fortaltee om dem, at de gik i kampen som til en dans, og at de aldrig vendte tilbage uden bytte. Fangen blev ført frem for den franske general, som spurgte ham, hvor preusserne stod. «Hvor I ikke vil kunne angribe den,» var svaret. Paa spørgsmaalet, hvor talrige de var, svarede han: «Gaar hen og tæller dem ! Generalen var langt fra at tage soldaten disse svar ilde op; han syntes godt om hans kjækhed og spurgte, om hans konge havde mange saadanne soldater som ham. Husaren svarede: s«Jeg hører til de daarligste; ellers var jeg ikke nu eders fange.» Man lod ham gaa og gav ham penge til; men skjønt han selv var udplyndret, vægrede han sig ved at modtage dem; «af mit fædrelands fiender,» sagde han, «tør jeg ingen gaver modtage.» Der blev tilbudt ham tjeneste i den franske hær; man vilde endog gjøre ham til officer, forgjæves; med de ord: s&Jeg er en preusser,» drog han stolt tilbage til sine.