Emporiæ i det tarraconensiske Spanien bestod af to ved en Muur adskilte Stæder. Den ene beboede Grækere, nedstammende fra Phocæa ligesom Massilienserne, den anden Spaniere. Men den græske By, som var lagt udad mod Havet, omfattede med sin hele Muurkreds ikke fulde 400 Skridt; den spanske Muur, ført mere indad mod Landet fra Havet, havde i Omkreds 3000 Skridt. Et tredie Folkefærd, romerske Colonister, har Julius Cæsar tilføiet efter Seieren over Pompejus's Sønner. Nu ere Alle sammensmeltede til eet Heelt, efterat først Spanierne, endelig ogsaa Grækerne have erholdt romersk Borgerret. Hvo, som dengang saae disse, udsatte paa den ene Side for det aabne Hav, paa den anden Side for Spanierne, dette saa vilde og krigerske Folk, maatte forundret spørge, hvad der beskyttede dem. Streng Tugt var Svaghedens Vogter; den bliver midt imellem Stærkere bedst holdt vedlige ved Frygten. Den mod Landsiden vendte Deel af sin Muur holdt de fortræffeligt befæstet; kun een Port var anbragt mod den Kant, hvis bestandige Bevogter var En af Øvrighedspersonerne. Natten over holdt Trediedelen af Borgerne Vagt paa Murene; og ei blot for Skikkens eller Lovens Skyld holdt de Vagten og gjorde Runden, men med en Omhu, som om Fienden stod for Portene. Ingen Spanier lode de komme ind i Byen. Ikke engang de selv gik lettelig ud af Staden; til Havet stod Udgangen aaben for Alle.
Socrates, omnium sui ævi hominum facile sapientissimus, nihil ultra petendum a diis immortalibus arbitrabatur, quam ut bona tribuerent: quia ii demum scirent, quid unicuique esset utile; nos autem plerumque id votis expetere, quod non impetrasse melius foret. Etenim densissimis tenebris involuta mortalium, mens in latissime patentem errorum quasi campum preces suas spargit. Divitias appetimus, quæ multis exitio fuerunt: honores concupiscimus, qui complures pessum dederunt: regna nobiscum volvimus, quorum exitus sæpenumero miserabiles cernuntur: splendida conjugia affectamus, quæ, ut aliquando illustrant, ita nonnumquam funditus domos evertunt. Desinendum igitur futuris malorum causis quasi felicissimis rebus inhiare; nosque totos coelestium arbitrio permittere debemus, qui, quum omnia mortalibus bona tribuant, etiam eis aptissima eligere possint. Idem Socrates expedita et compendiaria via eos ad veram gloriam solos pervenire dicebat, qui id agerent, ut, quales videri vellent, tales etiam essent. Qua quidem prædicatione aperte monebat, ut homines ipsam potius virtutem, quam ejus umbram et speciem consectarentur. Illud enim nos præcipue in virtutis via impedit, quod nimis cito nobismet ipsi placemus. Si invenimus, qui nos bonos viros, qui prudentes, qui peritos et strenuos dicat, libenter et facile agnoscimus; optimos nos esse, sapientissimos affirmantibus assentimur; adeoque indulgemus nobis, ut laudari postremo velimus vel ob id, cui contraria quum maxime facimus. Sed vana illa virtutis species, si quis consecutus sit, brevi facile clara veritatis luce aborta evanescet.