Da Scipio den ældre var kommen til Sicilien, for derfra at sætte over til Afrika, dannede han af de Frivillige, som forhen i Masse vare strømmede til ham, Centurier, og væbnede dem; men Trehundrede af de meest blomstrende og kraftige unge Mænd beholdt han ubevæbnede om sin Person, uden at disse vidste, til hvad Brug de, hverken inddeelte eller bevæbnede, bestemtes. Derpaa udvalgte han af hele Siciliens Ungdom Trehundrede, som vare de fornemste og rigeste, der skulde gjøre Tjeneste til Hest og sætte over med ham til Afrika, og bestemte dem Dagen, da de skulde indfinde sig, forsynede med Heste og rustede med Vaaben. Besværlig syntes dem denne Krigstjeneste fjern fra Hjemmet og forbunden med mange Møisommeligheder, store Farer til Lands og Vands; og ikke dem selv alene, men deres Forældre og Slægtninge ængstede denne Bekymring. Da den bestemte Dag, kom, fremviste de Vaaben og Heste. Da sagde Scipio: man meldte ham, at nogle siciliske Ryttere skrækkedes for denne Tjeneste, som haard og besværlig; var Nogen saaledes til Sinds, ønskede han heller, de alt nu tilstode ham dette, end siden førte Klager og viste sig som træge og for Staten unyttige Krigsfolk. De skulde kun frit sige, hvad de meente; han vilde gunstigt høre dem. Da nu En af dem vovede at ytre, at, hvis han havde frit Valg, saa vilde han slet ikke gjøre Krigstjeneste, siger Scipio til ham: ”Siden du, unge Mand, ikke har lagt Skjul paa hvad du meente, saa skal jeg skaffe dig En til at træde i dit Sted, hvem du kan overgive Vaaben og Hest og den øvrige Krigsrustning, og strax herfra føre hjem med dig, øve og lade oplære i Brugen af Hest og Vaaben.” Da denne med Glæde modtog Tilbudet, saa overgiver han ham en af de Trehundrede, som endnu vare ubevæbnede. Da de Øvrige saae Rytteren paa denne Maade frigiven fra Tjenesten med Feltherrens gode Villie, saa undslog nu Enhver sig og modtog en Mand i sit Sted. Saaledes bleve de trehundrede Sicilianere erstattede ved romerske Ryttere uden Udgift for Staten. Dette skal være blevet et fortræffeligt Rytterkorps, som i mangfoldige Slag har ydet Staten god Tjeneste.
I Carthago havde paa denne Tid Dommernes Stand al Magten især derfor, fordi Dommerne vare det paa Livstid. Alles Formue, Ære og Liv var i deres Haand. Den som havde een af denne Stand, havde alle imod sig; og aldrig manglede det paa en Klager for opbragte Dommere. Hannibal, som under disses Voldherredømme — thi ikke brugte de sin overvættes Magt, som det sømmer Borgere mod Borgere — var bleven Prætor, lod Skatmesteren kalde til sig. Denne agtede slet ikke paa det; thi deels var han af det modsatte Parti, deels følte han, fordi man fra Skatmesterposten traadte over i Dommernes almægtige Stand, allerede et Hovmod, som svarede til hans snart kommende Magt. Men opbragt herover sendte Hannibal en Retstjener til at paagribe ham; trak ham derpaa for Folkeforsamlingen og anklagede ham ligesaavel som den hele Dommerstand, for hvis Overmod og Magt hverken Lovene eller Embedsmændene gjaldt noget; og da han mærkede, at hans Tale modtoges med gunstige Øren, og at selv de Ringeste følte sin Frihed trykket ved hines Overmod, saa fremsatte han strax et Lovforslag og drev igjennem: at Dommerne skulde vælges paa eet Aar, og at Ingen maatte være Dommer to Aar i Rad. Hertil føiede han en anden Daad, hvorved han til Statens Bedste paadrog sig private Fiendskaber. Efterat have bragt i Erfaring, hvor store Indkomsterne vare af Land og Hav, og hvortil de bevilgedes, hvad de regelmæssige Statsbehov deraf medtog og hvormeget Underslæbet fravendte, saa inddrev han alle Pengerestancer, eftergav Borgerne Skatten og erklærede derpaa i en Folkeforsamling, at Staten vilde være riig nok til at udrede Tributen til Romerne, og holdt sit Løfte.
Opperiebatur Otho nuntium illius pugnæ, in qua omnem suam fortunam verti credebat, nequaquam trepidus et consilii certus. Moesta primum fama, dein profugi e proelio perditas res patefaciunt. Non expectavit ardor militum, præsidium Othonis agitantium, vocem imperatoris; bonum haberet animum jubebant: superesse adhuc novas vires, et ipsos extrema passuros ausurosque. Neque erat adulatio: ire in aciem, erigere partium fortunam furore quodam et instinctu flagrabant. Qui procul adstiterant, tendere manus, et proximi prensare genua, promptissimo eorum Plotio Firmo. Is, prætorii præfectus, identidem orabat, ne fidissimum exercitum, ne optime meritos milites desereret: majore animo tolerari adversa, quam relinqui; fortes et strenuos etiam contra fortunam insistere spei, timidos et ignavos ad desperationem formidine properare. Quas inter voces ut flexerat vultum aut induraverat Otho, clamor militum aut gemitus. Nec prætoriani tantum, præsens Othonis miles, talem animum præ se tulere, sed præmissi e Moesia milites eandem obstinationem adventantis exercitus, et legiones Moesicas Aquileiam ingressas nuntiabant; — ut nemo dubitet potuisse renovari bellum atrox, lugubre, incertum victis et victoribus. Ipse Otho, aversus a consiliis belli, hunc, inquit, animum, hanc virtutem vestram ultra periculis objicere nimis grande vitæ meæ pretium puto. Quanto plus spei ostenditis, si vivere placeret, tanto pulchrior mors erit. Hæc atque talia locutus et amicos moestos consolatus, noctem quietam, atque affirmatur, non insomnem egit; et luce prima in ferrum pectore incubuit.
Major pars mortalium de naturæ malignitate conqueritur, quod in exiguum ævi gignamur, quod tam velociter, tam rapide hæc dati nobis temporis spatia decurrant; adeo ut, exceptis admodum paucis, ceteros in ipso vitæ apparatu vita destituat. Nec huic publico, ut opinantur, malo turba tantum et imprudens vulgus ingemuit: clarorum quoque virorum hic animi affectus querelas evocavit. Inde illa maximi medicorum exclamatio est, vitam brevem esse, longam artem. Inde Aristoteli cum rerum natura expostulanti minime conveniens sapienti viro lis est: illam animalibus tantum indulsisse, ut quina aut dena secula edurent, homini, in tam multa ac magna genito, tanto citeriorem terminum stare. Non exiguum temporis habemus: sed multum perdimus. Satis longa vita et in maximarum rerum consummationem large data est, si tota bene collocaretur. Sed ubi per luxum ac negligentiam defluit, ubi nulli bonæ rei impenditur; ultima demum necessitate cogente, quam ire non intelleximus, transisse sentimus. Ita est: non accepimus brevem vitam sed facimus; nec inopes eius, sed prodigi sumus. Sicut amplæ et regiæ opes, ubi ad malum dominum pervenerunt, momento temporis dissipantur, at quamvis modicæ, si bono custodi traditæ sunt, usu crescunt: ita ætas nostra bene disponenti multum patet.