Herodian staaer over de fleste latinske Historieskrivere baade i Maadehold og Sandhedskjærlighed; men i Fremstillingens Kunst overgaaer han dem uendeligt. Naar der derfor forekommer en dobbelt Beretning, see vi ham sigte det Sikre fra det Usikre, og at svæve i Tvivl om, hvad han skal følge; andetsteds, hvis han fortæller, at et Jertegn er indtruffet, synes han, temmelig fri for Lettroenhed, blot at ville omtale Rygtet og Mængdens Mening. Og dette maa i den Tidsalder, der i den Grad var hengiven til al Slags Overtroe, regnes for Viisdom. Ikke mindre fortjener han at roses derfor, fordi han da, naar de fæleste Exempler paa Laster kunde afvende den meest Sandhedskjærlige for selve Dydens Skyld fra Sandheden, har bevaret sin Dom ubestukken og sit Maadehold. Herved frygter jeg dog for, at han undertiden ved Daddel over Fyrsterne har beholdt det første alt formeget. Thi, hvis vi ved Tab af de øvrige Historieskrivere, alene maatte høre ham som Vidne, vilde Ingen, tænker jeg, troe at Menneskeslægtens Ulykke dengang virkelig har været saastor.
Præclare Aristoteles, si essent, inqvit, qvi sub terra semper habitavissent, bonis et illustribus domiciliis, qvæ essent ornata signis atqve picturis instructaqve rebus iis omnibus, qvibus abundant ii, qvi beati putantur, nec tamen exissent unqvam supra terram: accepissent autem fama et auditione esse qvoddam numen ac vim Deorum: deinde aliqvo tempore, patefactis terræ faucibus, ex illis abditis sedibus evadere in hæc loca, qvæ nos incolimus, atqve exire potuissent: cum repente terram et maria cælumqve vidissent: nubium magnitudinem ventorumqve vim cognovissent, aspexissentqve solem, ejusqve tum magnitudinem pulcritudinemqve tum etiam efficientiam cognovissent, qvod is diem efficeret, toto cælo luce diffusa: cum autem terras nox opacasset, tum cælum totum cernerent astris distinctum et ornatum lunæqve luminum varietatem tum crescentis tum senescentis eorumqve omnium ortus et occasus atqve in omni ætate ratos immutabilesqve cursus; hæc cum viderent, profecto et esse Deos, et hæc tanta opera esse Deorum arbitrarentur. Atqve hæc qvidem ille. Nos autem tenebras cogitemus tantas, qvantæ qvondam eruptione Ætneorum ignium finitimas regiones obscuravisse dicuntur, ut per biduum nemo hominem homo agnosceret, tertio autem die reducto sole revixisse sibi viderentur. Qvod si hoc idem ex æternis tenebris contingeret, ut subito lucem adspiceremus, qvænam species cæli videretur? Sed assiduitate qvotidiana et consvetudine oculorum assvescunt animi, neqve admirantur neqve reqvirunt rationes earum rerum, qvas semper vident: proinde qvasi novitas nos magis qvam magnitudo rerum debeat ad exqvirendas causas excitare.