6. Iisfarten.
Kong Ring med sin Dronning til Gjæstebud skal.Paa Sø blinker Isen som klar Krystal.
”Far ei over Isen!” — den Fremmede bad —”Den brister; for dybt er det kolde Bad.”
”Ei Konger drukne saa let” -- sagde Ring.”Den, som er ræd, kan gaa Søen omkring.”
Varmere ruller den Fremmedes Blod.Han spænder Staalsko i Hast paa Fod.
Traveren sætter med Magt afsted,dens Øine flamme af Lyst derved.
400“Stræk ud” — skreg Kongen — “min Ganger god!Lad see om du er af Sleipners Blod.”
Det gaaer som en Storm over breden Fjord.Den Gamle ei agter sin Dronnings Ord.
Men staalskoet Gjæst staaer ei heller stil;han farer forbi dem saa tit han vil.
Han rister Runer i Isens Favn.Skjøn Ingeborg ager over sit Navn.
Saa ile de frem over stivnet Vand,men under dem lurer den falske Ran.
Hun støder et Hul i sit Sølvertag,og Slæden ligger deri med Brag.
Skjøn Ingeborg blev saa bleg paa Kind,da kommer den Gjæst som en Hvirvelvind.
Han borer sin Staalsko i Isen fast,og griber i Gangerens Man med Hast.
Da svinger han let, med et kraftigt Hop,baade Hest og Slæde paa Isen op.
“Det Tag vil jeg prise” — kvad Kongen fort.“Selv Frithjof ei havde det bedre gjort.”
Saa vendte de atter til Kongsgaard om.Den Fremmede blev der til Vaaren kom.
(C. Monsen. Chnia. 1843.)
6. Iisfarten.
Kong Ring med sin dronning til gjestebud skal.På Sø blinker isen som klar krystall.
”Far ei over isen!” — den Fremmede bad —”Den brister; for dypt er det kalde Bad.”
”Ei konger drukne så lett” -- sa Ring.”Den, som er redd, kan gå sjøen omkring.”
Varmere ruller den Fremmedes blod.Han spenner stålsko i hast på fot.
Traveren setter med makt av sted,dens øyne flamme av lyst derved.
400“Strekk ut” — skreg Kongen — “min ganger god!La se om du er av Sleipners blod.”
Det går som en Storm over breden fjord.Den Gamle ei akter sin Dronnings ord.
Men staalskoet gjest står ei heller stil;han farer forbi dem så tit han vil.
Han rister runer i Isens favn.Skjønn Ingeborg ager over sitt Navn.
Så ile de frem over stivnet vann,men under dem lurer den falske Ran.
Hun støter et Hul i sitt Sølvertag,og sleden ligger deri med brak.
Skjønn Ingeborg ble så bleg på kinn,da kommer den gjest som en virvelvind.
Han borer sin stålsko i isen fast,og griper i Gangerens Man med hast.
Da svinger han lett, med et kraftig Hop,både hest og slede på isen opp.
“Det Tag vil jeg prise” — kvad Kongen fort.“Selv Frithjof ei hadde det bedre gjort.”
Så vendte de atter til kongsgård om.Den Fremmede ble der til våren kom.
(C. Monsen. Chnia. 1843.)