5. Af det Svenske.
6. Iisfarten.
Kong Ring med sin Dronning til Gjestebud foer,og Isen ligger saa blank paa Fjord.
“Tag ei over Isen!“ — den Fremmede bad --“Den brister, og dybt er det kolde Bad.“
Ei Konge drukner saa let, kvad Kong Ring;Den, som er ræd, kan gaae Kyst omkring.
Den Fremmede syntes i Hu saa mod;dog spændte han Staalsko i Hast paa Fod.
Og Skagler nu spændtes til stærken Bov,og Isen bølged for staalklædt Hov.
“Stræk ud, raabte Kongen, min Traver god!lad see om du er af Sleipners Blod!“
Over Isen det gaaer som en Kastevind;ei agtes paa Dronningens blege Kind.
Men staalskoet Gjest staaer ei heller stil;han farer forbi dem saa tidt han vil.
Han slaaer mangen Rune i Isens Favn,og Ingeborg kjører henover sit Navn.
398Så ila de fram på den glatta ban,men under dem lurar den falska Ran.
Hon stöter ett hål i sitt silfvertak,och släden ligger i öppen vak.
Skön Ingeborg vardt så blek på kind.Då kommer den gäst som en hvirfvelvind.
Han borrar sin stålsko i isen fast,och griper i gångarns man med hast.
Då svänger han lätt med ett enda hoppbåd’ häst och släde på isen opp.
Det tag vill jag prisa, sad’ kungen fort,ei Frithiof den starke det bättre gjort.
Så vände de åter till kungsgård om;den främmande blef der tills våren kom.
(E. Tegner. Af ”Frithjofs Saga.”)
399Saa storme de frem paa Banen glat,men Rana, den Falske, opvaagned brat.
Hun stødte et Hul i sit Sølvertag,og Hest og Slæde sank ned med Brag.
Og blegere end blev Ingeborgs Kind;da kommer den Gjæst som en Hvirvelvind.
Han bored Staalsko i Isen fast,og greb saa i Traverens Man med Hast.
Han bøied forover sin Kjæmpekrop,og rev med et Ryk Hest og Slæde op.
Ring sagde: ”det Tag kan man kalde stort;selv Frithjof ei skulde det bedre gjort.”
Saa vendte de atter til Kongsgaard om.Den Fremmede blev der til Vaaren kom.
(H. Foss. Chnia. 1827.)
Sidestykke.
5. Af det Svenske.
6. Iisfarten.
Kong Ring med sin Dronning til Gjestebud foer,og Isen ligger saa blank paa Fjord.
“Tag ei over Isen!“ — den Fremmede bad --“Den brister, og dybt er det kolde Bad.“
Ei Konge drukner saa let, kvad Kong Ring;Den, som er ræd, kan gaae Kyst omkring.
Den Fremmede syntes i Hu saa mod;dog spændte han Staalsko i Hast paa Fod.
Og Skagler nu spændtes til stærken Bov,og Isen bølged for staalklædt Hov.
“Stræk ud, raabte Kongen, min Traver god!lad see om du er af Sleipners Blod!“
Over Isen det gaaer som en Kastevind;ei agtes paa Dronningens blege Kind.
Men staalskoet Gjest staaer ei heller stil;han farer forbi dem saa tidt han vil.
Han slaaer mangen Rune i Isens Favn,og Ingeborg kjører henover sit Navn.
398Så ila de fram på den glatta ban,men under dem lurar den falska Ran.
Hon stöter ett hål i sitt silfvertak,och släden ligger i öppen vak.
Skön Ingeborg vardt så blek på kind.Då kommer den gäst som en hvirfvelvind.
Han borrar sin stålsko i isen fast,och griper i gångarns man med hast.
Då svänger han lätt med ett enda hoppbåd’ häst och släde på isen opp.
Det tag vill jag prisa, sad’ kungen fort,ei Frithiof den starke det bättre gjort.
Så vände de åter till kungsgård om;den främmande blef der tills våren kom.
(E. Tegner. Af ”Frithjofs Saga.”)
399Saa storme de frem paa Banen glat,men Rana, den Falske, opvaagned brat.
Hun stødte et Hul i sit Sølvertag,og Hest og Slæde sank ned med Brag.
Og blegere end blev Ingeborgs Kind;da kommer den Gjæst som en Hvirvelvind.
Han bored Staalsko i Isen fast,og greb saa i Traverens Man med Hast.
Han bøied forover sin Kjæmpekrop,og rev med et Ryk Hest og Slæde op.
Ring sagde: ”det Tag kan man kalde stort;selv Frithjof ei skulde det bedre gjort.”
Saa vendte de atter til Kongsgaard om.Den Fremmede blev der til Vaaren kom.
(H. Foss. Chnia. 1827.)