Det hvide Kors benævner man St. Olafs Kors, og antager det at have sin Oprindelse som Vaabenmærke fra Slaget ved Stiklestad, i hvilket Olaf den Hellige, efter Sagaernes Beretning, lod sine Stridsmænd til Kjendetegn optrække hvide Kors paa deres Hjelme og Skjolde. Men herved maa bemærkes: 1) At det efter Beretningens Sammenhæng er tydeligt nok, at Korstegnet her var det Væsentlige, ikke Farven, og at den hvide Farve rimeligviis brugtes af de ringere Stridsmænd, fordi den var lettest at erholde, medens derimod Kong Olaf selv, i dette Slag ligesom tidligere i Slaget ved Nesiar, i hvilket han tilkjæmpede sig Norges Kongedømme, udtrykkelig siges at have baaret et hvidt Skjold med gyldent 379Kors. 2) At et saadant hvidt Kors, saavidt mig bekjendt, i senere Tider aldrig findes omtalt, hverken i Sagaerne eller vore andre historiske Kilder, som et Mærke for de norske Konger eller deres Stridsmænd, med mindre man vil uddrage en saadan Slutning af Birkebenernes almindelige Krigsraab: ”Frem Christmænd! Korsmænd” ɔ: ”den hellige Kong Olafs Mænd!” — hvoraf man dog vel i det Høieste ikkun kan slutte, at Birkebenerne i Kampen betegnede sig, til Adskillelse fra deres Fiender, med et Kors, uvist af hvilken Farve. Endelig 3) at selve Benævnelsen: St. Olafs Kors, saavidt mig bekjendt, ingen anden historisk Hjemmel har end den, at et Kors af ovenbeskrevne Form, men uvist af hvilken Farve, mellem tvende fravendte Øxer førtes i Nidaros-Erkebispedømmets Segl og Mynter ved Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, dog heller ikke tidligere, hvilket de mange endnu tilværende Erkebiskops-Sigiller fra forskjellig Tid noksom godtgjøre.
(R. Keyser. Af ”Historisk-heraldisk Undersøgelse angaaende Norges Rigsvaaben og Flag.” Chria. 1842.)