Allerede et flygtigt Blik paa Kortet viser en skarp Modsætning mellem det vestenfjeldske og østenfjeldske Norge. Hvad der her er Dal, Elv og Indsø, er hist Fjord. Begge Slags Fordybninger have en ligeartet Indflydelse paa Landets Beboelse, der overalt følger Vandets Gang, hvad enten det er salt eller ferskt; men man er ikke tilbøielig til at udlede begges Tilblivelse af den samme Naturaarsag, fordi Indsnittene i Fjeldmassen paa Vestsiden, hvilke nu optage de dybt indtrængende Fjorde, bære Udseende af Revner eller voldsomt dannede Kløfter, medens Fordybningerne paa Østsiden, efter deres Form i det Hele taget, synes at være blevne til ved Udhuling. Og dog er det tilsidst et Spørgsmaal, om de store Modsætninger i vor Klodes Dannelse, som vi, kun fortrolige med Fænomener, som foregaae i korte og for Erfaringen opfattelige Tidsrum, ere tilbøielige til at tilskrive hurtigt men voldsomt virkende Naturomvæltninger, ikke maae udledes af langsomt virkende, men dog igjennem umaadelige Tidsrækker til store Resultater førende, Naturkræfter, da det 377dog er vist, at det Største og meest Forbausende, der foregaaer udenom os, skeer gjennem Fortsættelse og Overgange, og ikke ved Spring.

I det Østenfjeldske trække Hoveddalene med deres tilhørende Vanddrag sig i et nogenlunde parallelt Løb omtrent i samme Retning, skjøndt ikke fuldt saa regelmæssigt, som Fordybningerne og Vandstrømningerne paa den svenske Side; det vil sige mod Sydost. Ved deres Udspring fra Hovedfjeldet holde de sig endnu smale og steile, undertiden mere som udsprukne Fjeldkløfter, end som indhulede Fordybninger, men udvide sig ordentligviis eftersom de nærme sig Havet. Til Hoveddalene støde Sidedale, sædvanligviis brattere opadgaaende og paa et mindre Rum udsatte for større Temperaturforandringer, end Hoveddalføret, hvori de aabne sig. Som oftest rummer Sidedalen kun et enligt Sogn, sjeldnere et heelt Præstegjeld, medens det hyppigere kun giver Plads for en lille Bygd af nogle smaa Gaarde. Ofte ligger den for høit tilfjelds til at være skikket for faste Menneskebopæle, og kaldes da, naar den afgiver god Græsning for Kvæget, Sæterdal. Længst af Norges Dale er Østerdalen med dens Fortsættelse gjennem det aabne Soløer og Oudalen, tilsammen i en Strækning af over 45 geografiske Mile, Leiet for Halvøens største Flod, Glommen. Ikke fuldt saa langstrakt, men interessantere og frugtbarere, er Guldbrandsdalen med dens Forlængelse, Mjøsens lange Bassin. Dette Dalføre udtømmer sine Vande gjennem Lougen. Mindre regelmæssig og steilere opadgaaende er Valdersdalen, der aabner sig ned imod Ringeriget, og afgiver den største Vandmasse som Bidrag til det drammenske Vanddrag. En smalere Landstrækning og derfor færre og mindre Sidedale og Sideelve tilhøre Hallingdalen og Nummedalen, hvoraf den første afsænker sig mod Modum, den sidste aabner sig til et vidt Bassin nedenfor Kongsberg, 378hvorefter Vanddraget atter indtræder i en trang Dal, som først nedimod Laurvig igjen udvider sig og ophører. Over Tellemarken er udspændt et uregelmæssigt Net af Dale og Elve, hvoraf de fire nordligste samle sig i Retningen mod det betydelige Nordsø-Vand, hvori de udtømme sig, medens de tvende sydligste føre hen til det christiansandske Distrikt. Dalsystemet er i Tellemarken ikke udpræget til en fuldkommen Bestemthed, Forskjellen mellem Hoveddal og Sidedal er mindre klar; ikke heller aabne de sig i et mere udstrakt Lavland mod Havet. I Sætersdalen seer man det sidste Dalføre af betydelig Længde, ikke alene i det Søndenfjeldske, men overhovedet i det hele Land. Vistnok er Vossdalen, Romsdalen, Dalene som støde til Trondhjemsfjorden, Namsdalen o. fl. ganske mærkelige, men kunne dog i Længde ikke sættes i Sammenligning med de større østenfjeldske Dalfører. Hertil er Afstanden fra Hovedfjeldets Centralstrøg for ringe.

(A. Schweigaard. Af ”Norges Statistik.” Chnia. 1840.)

Allerede et flyktig blikk på kortet viser en skarp motsetning mellom det vestenfjeldske og østenfjeldske Norge. Hva der her er dal, elv og innsjø, er hist fjord. Begge Slags fordypninger have en likeartet innflytelse på Landets Beboelse, der overalt følger vannets gang, hva enten det er salt eller ferskt; men man er ikke tilbøyelig til å utlede begges tilblivelse av den samme naturårsak, fordi innsnittene i fjellmassen på vestsiden, hvilke nå oppta de dypt inntrengende Fjorde, bære utseende av revner eller voldsomt dannede kløfter, mens fordypningene på østsiden, etter deres form i det hele tatt, synes å være blitt til ved uthuling. Og dog er det til sist et spørsmål, om de store motsetninger i vår Klodes dannelse, som vi, kun fortrolige med fenomener, som foregå i korte og for erfaringen opfattelige tidsrom, er tilbøyelige til å tilskrive hurtig men voldsomt virkende naturomveltninger, ikke må utledes av langsomt virkende, men dog igjennom umåtelige tidsrekker til store resultater førende, naturkrefter, da det 377dog er vist, at det Største og mest Forbausende, der foregaaer utenom oss, skeer gjennom fortsettelse og overganger, og ikke ved Spring.

I det Østenfjeldske trekke Hoveddalene med deres tilhørende Vanddrag seg i et noenlunde parallelt løp omtrent i samme retning, skjønt ikke fullt så regelmessig, som fordypningene og vannstrømningene på den svenske side; det vil si mot Sydost. Ved deres utspring fra Hovedfjeldet holde de seg ennå smale og steile, undertiden mer som udsprukne fjellkløfter, enn som innhulede fordypninger, men utvide seg ordentligvis ettersom de nærme seg havet. Til Hoveddalene støte Sidedale, sædvanligviis brattere oppadgående og på et mindre rom utsatte for større Temperaturforandringer, enn Hoveddalføret, hvori de åpner seg. Som oftest rummer sidedalen kun et enligt Sogn, sjeldnere et helt prestegjeld, mens det hyppigere kun giver plass for en lille bygd av noen små Gaarde. Ofte ligger den for høyt til fjells til å være skikket for faste Menneskebopæle, og kalles da, når den avgir god Græsning for kveget, seterdal. Lengst av Norges daler er Østerdalen med dens fortsettelse gjennom det åpne Soløer og Oudalen, tilsammen i en strekning av over 45 geografiske mil, Leiet for Halvøens største Flod, Glommen. Ikke fullt så langstrakt, men interessantere og frugtbarere, er Guldbrandsdalen med dens forlengelse, Mjøsens lange Bassin. Dette dalføre uttømmer sine Vande gjennom Lougen. Mindre regelmessig og steilere oppadgående er Valdersdalen, der åpner seg ned imot Ringeriget, og avgir den største vannmasse som bidrag til det drammenske Vanddrag. En smalere landstrekning og derfor færre og mindre Sidedale og sideelver tilhøre Hallingdalen og Nummedalen, hvorav den første afsænker seg mot Modum, den siste åpner seg til et vidt Bassin nedenfor Kongsberg, 378hvoretter Vanddraget atter inntrer i en trang dal, som først nedimot Laurvig igjen utvider seg og opphører. Over Tellemarken er utspent et uregelmessig nett av daler og elver, hvorav de fire nordligste samle seg i retningen mot det betydelige Nordsø-vann, hvori de uttømmer seg, mens de tvende sydligste føre hen til det kristiansandske distrikt. Dalsystemet er i Tellemarken ikke utpreget til en fullkommen bestemthet, forskjellen mellom Hoveddal og sidedal er mindre klar; ikke heller åpne de seg i et mer utstrakt lavland mot havet. I Sætersdalen ser man det siste dalføre av betydelig lengde, ikke alene i det Søndenfjeldske, men overhodet i det hele land. Vistnok er Vossdalen, Romsdalen, Dalene som støte til Trondhjemsfjorden, Namsdalen o. fl. ganske merkelige, men kunne dog i lengde ikke settes i sammenligning med de større østenfjeldske Dalfører. Hertil er avstanden fra Hovedfjeldets sentralstrøk for ringe.

(A. Schweigaard. Av ”Norges Statistik.” Chnia. 1840.)