Den eneste fornuftige Hensigt af en Forening imellem uafhængige Stater til et Stats-Forbund eller en Forbunds-Stat maa være, at man sikkrere, end ved blotte Alliance-Traktater, skal vinde de fornødne Kræfter til at modstaae mægtigere Staters Vold og Undertrykkelse. Denne Hensigt kan Norge ikke opnaae ved en saadan Forening med Danmark, saasom disse Riger af Naturen ere adskilte og ei engang paa et eneste Punkt berøre hinanden, saa at de ikke uden ved Hjælp af Flaade kunne sende hinanden Bistand, hvilket er misligt, da Fraskillelsen ikke er af den Art, som f. Ex. Irelands fra Storbritannien. Hvo erindrer ikke, hvor vanskeligt eller rettere sagt umuligt det i Aaret 1807 var, fra Fyen og det øvrige Danmark at bringe Understøttelse til det 375af Briterne besatte Sjæland, og dog var Afstanden for Intet at regne imod Afstanden imellem Norge og Danmark. En saadan Forening imellem disse Riger er derfor lige imod Naturens Plan; ikke kan for den anføres, hvad der i sin Tid gjældte for en Forening imellem Litauen og Polen, eller hvad der gjælder for en Forening imellem de arragonesiske og kastilianske Riger i Spanien, eller imellem Norge og Sverige. Som indsluttede paa den store nordiske Halvø have disse tvende sidstnævnte Riger, ligesom den pyrenæiske Halvøes Lande, naar man betragter dem med Hensyn til Fremmede, fælles naturlige og deres Uafhængighed temmelig betryggende Grændser, hvilke Grændser, som Oberst Tidemand i Forerindringen til Skriftet om de sammensatte Staters Regjeringsmaade S. V bemærker, Rigernes Sammenhæng, tilligemed Halvøens Afsondring og Form, fordrer at de med fælles Anstrengelse forsvare. Den Bistand, som Norge og Danmark kunne yde hinanden, maa derimod indskrænke sig til den, der kan opnaaes ved Alliance-Traktater, saaledes som man kan betinge sig f. Ex. hos den britiske eller enhver anden Magt, som vi (Norge og Sverige) efter Omstændighedernes Medfør i de enkelte Tilfælde have Interesse af at forbinde os med, ligesom den igjen af at forbinde sig med os. Men om nu dette end ikke forholdt sig saaledes, saa gjør det Sammenhæng, hvori det fra Norge fjerne Danmarks Hovedbestanddeel, den jydske Halvø, staaer med Tydskland og altsaa med det større europæiske Fastland, det aldeles urimeligt for Norge, som for dettes Medforbundne Sverige, at indlade sig i nogen Forening med Danmark; thi derved blive disse to Riger ikkun indviklede i Tydsklands og det øvrige Fastlands, dem i Almindelighed uvedkommende, Anliggender; og i hvilken fornuftig Hensigt skulde man ved en saadan Forening udsætte sig for de af denne Danmarks uheldige Beliggenhed nødvendig flydende 376Ulemper? Hvad led ikke Norge under den 1807 udbrudte Krig? og hvilken anden Grund var der til, at Norge indvikledes deri, end netop Foreningen med Danmark, hvis Stilling gjorde dette Land tilligemed Holsteen afhængigt af Fastlandets daværende Diktator Napoleon, uden at Norge havde mindste Interesse af en Alliance med Napoleon eller af at sværge til hans Fane? Beliggenheden medfører ogsaa, at Danmark kan have Interesser, særlige for dette Rige, uden at disse i nogen Maade røre Halvøens Riger.

(J. C. Berg. Af “Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie.” B. 3. (Anm. Pag. 169). Chnia. 1835).

Den eneste fornuftige hensikt av en forening imellom uavhengige stater til et Stats-Forbund eller en Forbunds-stat må være, at man sikrere, enn ved blotte allianse-traktater, skal vinne de fornødne krefter til å motstå mektigere Staters vold og undertrykkelse. Denne hensikt kan Norge ikke oppnå ved en sådan forening med Danmark, saasom disse riker av naturen er adskilte og ei engang på et eneste punkt berøre hinannen, så at de ikke uten ved hjelp av flåte kunne sende hinannen bistand, hvilket er misligt, da fraskillelsen ikke er av den art, som f. Ex. Irelands fra Storbritannien. Hvo erindrer ikke, hvor vanskelig eller rettere sagt umulig det i året 1807 var, fra Fyen og det øvrige Danmark å bringe understøttelse til det 375av britene besatte Sjæland, og dog var avstanden for intet å regne imot avstanden imellom Norge og Danmark. En sådan forening imellom disse riker er derfor like imot Naturens plan; ikke kan for den anføres, hva der i sin tid gjaldt for en forening imellom Litauen og Polen, eller hva der gjelder for en forening imellom de arragonesiske og kastilianske riker i Spanien, eller imellom Norge og Sverige. Som innesluttede på den store nordiske halvøy have disse tvende sistnevnte riker, likesom den pyreneiske halvøys land, når man betrakter dem med hensyn til Fremmede, felles naturlige og deres uavhengighet temmelig betryggende grenser, hvilke grenser, som oberst Tidemand i Forerindringen til skriftet om de sammensatte Staters regjeringsmåte S. V bemerker, Rigernes sammenheng, tillikemed Halvøens avsondring og form, fordrer at de med felles anstrengelse forsvare. Den bistand, som Norge og Danmark kunne yte hinannen, må derimot innskrenke seg til den, der kan oppnås ved allianse-traktater, således som man kan betinge seg f. Ex. hos den britiske eller enhver annen makt, som vi (Norge og Sverige) etter omstendighetenes medfør i de enkelte tilfelle have interesse av å forbinde oss med, likesom den igjen av å forbinde seg med oss. Men om nå dette enn ikke forholdt seg således, så gjør det sammenheng, hvori det fra Norge fjerne Danmarks Hovedbestanddeel, den jyske halvøy, står med Tydskland og altså med det større europeiske Fastland, det aldeles urimelig for Norge, som for dettes Medforbundne Sverige, å innlate seg i noen forening med Danmark; thi derved bli disse to riker ikkun indviklede i Tydsklands og det øvrige Fastlands, dem i alminnelighet uvedkommende, anliggender; og i hvilken fornuftig hensikt skulle man ved en sådan forening utsette seg for de av denne Danmarks uheldige beliggenhet nødvendig flytende 376ulemper? Hva led ikke Norge under den 1807 utbrutte krig? og hvilken annen grunn var der til, at Norge indvikledes deri, enn nettopp foreningen med Danmark, hvis stilling gjorde dette land tillikemed Holsteen avhengig av Fastlandets daværende diktator Napoleon, uten at Norge hadde minste interesse av en allianse med Napoleon eller av å sverge til hans fane? Beliggenheten medfører også, at Danmark kan ha interesser, særlige for dette rike, uten at disse i noen måte røre Halvøens riker.

(J. C. Berg. Av “Samlinger til det norske Folks språk og historie.” B. 3. (Anm. Pag. 169). Chnia. 1835).