Der gives Stater i Europa, som baade Naturen og deres politiske Naboskab har bestemt til Unionsstater, saasom England, Skotland og Irland; Tydskland, og Staterne paa den skandinaviske, pyrenæiske og italienske Halvø. Den politiske Skilsmisse, som Fortidens Begivenheder have frembragt mellem disse Stater, og som ofte har kostet saa meget Blod, kan nu ikke ophæves ved noget andet Middel. Hvad var der blevet baade af England og Skotland i den sidste Revolutionsepoke, naar Skotland, med sit gamle Nabosind og med sin gamle Forbindelse med Frankrig, havde vedligeholdt sin Uafhængighed af England? Hvad maatte Tydskland ikke lide formedelst sin svage politiske Forbindelse? Hvad har Italien ikke lidt og lider endnu formedelst sin politiske Adskillelse, eller Udstykningen af det italienske Folks Kræfter? Af hvilke Farer blev ikke Portugal truet i den sidste Revolutionsperiode? Udgik ikke den pyrenæiske Halvøes Redning fra Portugal? Blev ikke de fleste af disse Staters 374Uafhængighed næsten reddet ved et Underværk? Hvad havde de to Stater paa den skandinaviske Halvø ikke lidt siden Calmarunionens Adskillelse, og hvilken Fare svævede der ikke, førend den sidste Forening, over det hele skandinaviske Nordens fremtidige Uafhængighed? Hvor vigtig er ikke denne nye skandinaviske Forening baade for Europas almindelige og den skandinaviske Halvøes særdeles Forsvar? Den er saa vigtig for begge Dele, at man tildeels maa ansee Alt, hvad der svækker denne Forening, om det endog var eensidig godt, for et stort Onde, og derimod Alt, hvad der befæster Foreningen, om det endog virker eensidig ufordeelagtigt, for et overveiende Gode. Hovedsagen vil blive, at man ikke tager Feil af Midlerne til Unionens Befæstelse.
(N. Tidemand. Af „Om de sammensatte Staters Foreningsmaade o. s. v.“ Chnia. 1829.)