371

De nu existerende Landkirker kunne, med Undtagelse af nogle faa, i den senere Tid af Teglsteen opførte, henføres til trende forskjellige Bygningsmaader, nemlig et Slags Bindingsværk, Reiseveed-Bygning kaldet, Graasteensbygning og Tømmerlaft. Reiseveedbygningen er den almindeligste i Fjelddistrikterne og skovrige Egne. Den bestaaer af et Slags Stænderværk af Mastetømmer, og adskiller sig deri fra Bindingsværk, at Væggene ikke deles i Stokværk, med mellemliggende Ramstykker, hvorimod Mastetræerne naae op over hele Bygningens Høide. Enkelte Skraastøtter danne Tverforbindelserne, og det Hele er indklædt med Bord, Taget og Taarnet sædvanligen med Spaan, hvilket Alt overstryges med Tjære. At denne Bygningsmaade er høist ufuldkommen og hidrører fra en udannet Tidsalder, er indlysende. Uagtet den overordentlige Masse af Tømmer, hvoraf Bygningen er sammensat, og dets svære Dimensioner, mangler den dog formedelst de ufuldkomne triangulære Forbindelser den Stabilitet, som Optømring af regulært Bindingsværk yder, og flere Exempler, blandt andre det Uheld, som rammede Leirdalens Hovedkirke, vise, at disse tømmerødslende Bygninger ikke modstaae Trykket af en heftig Storm. De ere dernæst uhensigtsmæssige i et koldt Klimat, da Klædningen næsten aldrig bliver tæt, saa at Vind og Veir trænger igjennem. Man har derfor idelig Klager over, at Præsterne tilsætte Helbreden under Udøvelsen af deres Kaldspligter i disse Kirker. Den store Tømmermasse, de indeholde, forøger ogsaa Faren i Ildebrandstilfælde. De fleste af disse Kirkers Grundform er en irregulær Korsdannelse. Indvendigen ere de sædvanligen prydede med en Deel, i Træ kunstigen udskaarne, Zirater i en raa Stiil. Da de alle ere fra en ældre Tid, er en stor Deel af dem i mere eller mindre Grad brøstfældige.

372I ikke saa stort Antal findes Kirker af Steen, deels tilhuggen, deels i sine naturlige Brud. Disse Kirker, som forekomme i nogle folkerige Sogne, og i adskillige Sødistrikter, have faaet deres Tilværelse i Katholicismens Tid. Skjøndt de i Almindelighed ikke ere store i Omfang, vise de mere Plan i Anlægget, end den forhen nævnte Art. Ikke sjelden ere Indgangene, Vinduerne og Gavlerne prydede med Indfatninger af Klebersteen eller Marmor, i en Slags normannisk-gothisk Stiil, som formodentlig hidrører fra Arbeidere, indkomne ved Landets Forbindelser med England i Middelalderen.

De yngste Landkirker ere de, som ere opførte af Tømmerlaft, eller horizontalt paa hinanden tømrede Stokke. Denne Bygningsmaade er nu almindeligen udbredt, og vil af flere Grunde rimeligviis fremdeles i de fleste Tilfælde blive foretrukket for den i adskillige Henseender fuldkomnere Konstruktion af brændte Steen. Træ er det sædvanligste Bygningsmaterial paa Landet i Norge. Letheden at tilveiebringe det, dets ringe Priis i Forhold til andre Materialiers, Trævæggenes Luunhed som langsomme Varmeledere, den Hurtighed, hvormed en Tømmerbygning lader sig opsætte, dens Bekvemhed til strax at kunne benyttes uden Skade for Helbreden, tilligemed Landmandens Mangel paa Bekjendtskab med enhver anden Bygningsmaade, vil længe vedligeholde Trækonstruktionens Anvendelse til Kirkebygninger, skjøndt Steenbygningen, saavel med Hensyn til Varighed, som den bestemtere og større Charakter, den er skikket til at modtage, fortjener at foretrækkes, hvor Omstændighederne ellers tillade dens Anvendelse. Blandt Steenbygningens Fortrin bør endvidere nævnes, at dens Mure ikke ere indskrænkede til en vis Længde, saaledes som Tømmervæggene, der ikke holde sig oprette ved deres egen Ligevægt, som en velopsat Muur, men blot holde sig ved den Understøtning, 373de faae af Tvervægge, hvormed de ere sammenføiede i Laftningen, og følgelig kun ere sikkre, naar de ikke overskride en vis Længde. Ved Tømmerkonstruktionen er dernæst Komponisten indskrænket til faa Former. Alle Partier maae begrændses af rette Linier, eller maae følge Tømmerets Retning. Buer og Hvælvinger, som ellers saa passende benyttes ved Kirkebygninger, ere kun lidet anvendelige i Trækonstruktionen. Skjønhedens Fordringer har saaledes Architekten vanskeligere for at tilfredsstille, naar der bygges af Træ, end naar Materialet er Steen.

(H. D. F. Linstow. Af “Udkast til Kirkebygninger paa Landet i Norge o. s. v.” Chnia. 1829.)

371

De nå eksisterende Landkirker kunne, med unntakelse av noen få, i den senere tid av teglstein oppførte, henføres til trende forskjellige bygningsmåter, nemlig et Slags bindingsverk, Reiseveed-bygning kalt, Graasteensbygning og Tømmerlaft. Reiseveedbygningen er den alminneligste i fjelldistriktene og skogrike Egne. Den består av et Slags stenderverk av Mastetømmer, og adskiller seg deri fra bindingsverk, at veggene ikke deles i stokkverk, med mellomliggende Ramstykker, hvorimot mastetrærne nåe opp over hele Bygningens høyde. Enkelte skråstøtter danne tverrforbindelsene, og det hele er innkledd med bord, taket og tårnet sædvanligen med spon, hvilket Alt overstryges med tjære. At denne Bygningsmaade er høist ufullkommen og hidrører fra en udannet tidsalder, er innlysende. Uaktet den overordentlige masse av tømmer, hvorav bygningen er sammensatt, og dets svære dimensjoner, mangler den dog formedelst de ufullkomne triangulære forbindelser den stabilitet, som Optømring av regulært bindingsverk yter, og flere eksempler, blant andre det uhell, som rammede Leirdalens hovedkirke, vise, at disse tømmerødslende bygninger ikke motstå trykket av en heftig Storm. De er dernest uhensiktsmessige i et kaldt klima, da kledningen nesten aldri blir tett, så at vind og vær trenger igjennom. Man har derfor idelig klager over, at prestene tilsette helbreden under utøvelsen av deres kallsplikter i disse kirker. Den store Tømmermasse, de inneholder, forøker også faren i Ildebrandstilfælde. De fleste av disse Kirkers grunnform er en irregulær Korsdannelse. Innvendig er de sædvanligen prydede med en del, i tre kunstig utskårne, Zirater i en rå stil. Da de alle er fra en eldre tid, er en stor del av dem i mer eller mindre grad brøstfeldige.

372I ikke så stort antall finnes kirker av Steen, dels tilhugget, dels i sine naturlige brud. Disse kirker, som forekomme i noen folkerike Sogne, og i adskillige Sødistrikter, have fått deres tilværelse i Katholicismens tid. Skjønt de i alminnelighet ikke er store i omfang, vise de mer plan i anlegget, enn den forhen nevnte art. Ikke sjelden er inngangene, vinduene og gavlene prydede med innfatninger av kleberstein eller marmor, i en Slags normannisk-gotisk stil, som formodentlig hidrører fra arbeidere, innkomne ved Landets forbindelser med England i middelalderen.

De yngste Landkirker er de, som er oppførte av Tømmerlaft, eller horisontalt på hinannen tømrede Stokke. Denne Bygningsmaade er nå almindeligen utbredt, og vil av flere grunner rimeligviis fremdeles i de fleste tilfelle bli foretrukket for den i adskillige henseender fuldkomnere konstruksjon av brente Steen. Tre er det sædvanligste bygningsmaterial på landet i Norge. Letheden å tilveiebringe det, dets ringe pris i forhold til andre Materialiers, treveggenes lunhet som langsomme Varmeledere, den hurtighet, hvormed en Tømmerbygning lader seg oppsette, dens Bekvemhed til straks å kunne benyttes uten skade for helbreden, tillikemed Landmandens mangel på bekjentskap med enhver annen Bygningsmaade, vil lenge vedlikeholde trekonstruksjonens anvendelse til kirkebygninger, skjønt steinbygningen, såvel med hensyn til varighet, som den bestemtere og større karakter, den er skikket til å motta, fortjener å foretrekkes, hvor omstendighetene ellers tillate dens anvendelse. Blant steinbygningens fortrinn bør endvidere nevnes, at dens murer ikke er indskrænkede til en viss lengde, således som tømmerveggene, der ikke holde seg opprette ved deres egen likevekt, som en veloppsatt mur, men blot holde seg ved den Understøtning, 373de få av tverrvegger, hvormed de er sammenføiede i Laftningen, og følgelig kun er sikre, når de ikke overskride en viss lengde. Ved tømmerkonstruksjonen er dernest komponisten innskrenket til få former. Alle partier må begrenses av rette linjer, eller må følge Tømmerets retning. Buer og hvelvinger, som ellers så passende benyttes ved kirkebygninger, er kun lite anvendelige i trekonstruksjonen. Skjønnhetens fordringer har således arkitekten vanskeligere for å tilfredsstille, når der bygges av tre, enn når materialet er Steen.

(H. D. F. Linstow. Av “utkast til kirkebygninger på landet i Norge o. s. v.” Chnia. 1829.)