De nu existerende Landkirker kunne, med Undtagelse af nogle faa, i den senere Tid af Teglsteen opførte, henføres til trende forskjellige Bygningsmaader, nemlig et Slags Bindingsværk, Reiseveed-Bygning kaldet, Graasteensbygning og Tømmerlaft. Reiseveedbygningen er den almindeligste i Fjelddistrikterne og skovrige Egne. Den bestaaer af et Slags Stænderværk af Mastetømmer, og adskiller sig deri fra Bindingsværk, at Væggene ikke deles i Stokværk, med mellemliggende Ramstykker, hvorimod Mastetræerne naae op over hele Bygningens Høide. Enkelte Skraastøtter danne Tverforbindelserne, og det Hele er indklædt med Bord, Taget og Taarnet sædvanligen med Spaan, hvilket Alt overstryges med Tjære. At denne Bygningsmaade er høist ufuldkommen og hidrører fra en udannet Tidsalder, er indlysende. Uagtet den overordentlige Masse af Tømmer, hvoraf Bygningen er sammensat, og dets svære Dimensioner, mangler den dog formedelst de ufuldkomne triangulære Forbindelser den Stabilitet, som Optømring af regulært Bindingsværk yder, og flere Exempler, blandt andre det Uheld, som rammede Leirdalens Hovedkirke, vise, at disse tømmerødslende Bygninger ikke modstaae Trykket af en heftig Storm. De ere dernæst uhensigtsmæssige i et koldt Klimat, da Klædningen næsten aldrig bliver tæt, saa at Vind og Veir trænger igjennem. Man har derfor idelig Klager over, at Præsterne tilsætte Helbreden under Udøvelsen af deres Kaldspligter i disse Kirker. Den store Tømmermasse, de indeholde, forøger ogsaa Faren i Ildebrandstilfælde. De fleste af disse Kirkers Grundform er en irregulær Korsdannelse. Indvendigen ere de sædvanligen prydede med en Deel, i Træ kunstigen udskaarne, Zirater i en raa Stiil. Da de alle ere fra en ældre Tid, er en stor Deel af dem i mere eller mindre Grad brøstfældige.
372I ikke saa stort Antal findes Kirker af Steen, deels tilhuggen, deels i sine naturlige Brud. Disse Kirker, som forekomme i nogle folkerige Sogne, og i adskillige Sødistrikter, have faaet deres Tilværelse i Katholicismens Tid. Skjøndt de i Almindelighed ikke ere store i Omfang, vise de mere Plan i Anlægget, end den forhen nævnte Art. Ikke sjelden ere Indgangene, Vinduerne og Gavlerne prydede med Indfatninger af Klebersteen eller Marmor, i en Slags normannisk-gothisk Stiil, som formodentlig hidrører fra Arbeidere, indkomne ved Landets Forbindelser med England i Middelalderen.
De yngste Landkirker ere de, som ere opførte af Tømmerlaft, eller horizontalt paa hinanden tømrede Stokke. Denne Bygningsmaade er nu almindeligen udbredt, og vil af flere Grunde rimeligviis fremdeles i de fleste Tilfælde blive foretrukket for den i adskillige Henseender fuldkomnere Konstruktion af brændte Steen. Træ er det sædvanligste Bygningsmaterial paa Landet i Norge. Letheden at tilveiebringe det, dets ringe Priis i Forhold til andre Materialiers, Trævæggenes Luunhed som langsomme Varmeledere, den Hurtighed, hvormed en Tømmerbygning lader sig opsætte, dens Bekvemhed til strax at kunne benyttes uden Skade for Helbreden, tilligemed Landmandens Mangel paa Bekjendtskab med enhver anden Bygningsmaade, vil længe vedligeholde Trækonstruktionens Anvendelse til Kirkebygninger, skjøndt Steenbygningen, saavel med Hensyn til Varighed, som den bestemtere og større Charakter, den er skikket til at modtage, fortjener at foretrækkes, hvor Omstændighederne ellers tillade dens Anvendelse. Blandt Steenbygningens Fortrin bør endvidere nævnes, at dens Mure ikke ere indskrænkede til en vis Længde, saaledes som Tømmervæggene, der ikke holde sig oprette ved deres egen Ligevægt, som en velopsat Muur, men blot holde sig ved den Understøtning, 373de faae af Tvervægge, hvormed de ere sammenføiede i Laftningen, og følgelig kun ere sikkre, naar de ikke overskride en vis Længde. Ved Tømmerkonstruktionen er dernæst Komponisten indskrænket til faa Former. Alle Partier maae begrændses af rette Linier, eller maae følge Tømmerets Retning. Buer og Hvælvinger, som ellers saa passende benyttes ved Kirkebygninger, ere kun lidet anvendelige i Trækonstruktionen. Skjønhedens Fordringer har saaledes Architekten vanskeligere for at tilfredsstille, naar der bygges af Træ, end naar Materialet er Steen.
(H. D. F. Linstow. Af “Udkast til Kirkebygninger paa Landet i Norge o. s. v.” Chnia. 1829.)