356

Stormægtigste, allernaadigste Arveherre og Konge! Fra min tidlige Barndom har det stedse været min Tanke, engang at blive Advokat. Dette Forsæt er opvoxet med mig, og alt som jeg blev ældre tiltog det i Klarhed og Styrke. Siden hine første Dage har jeg seet mange Illusioner synke i en tidlig Grav; men dette Ønske har dog overlevet dem alle, og Generalfiskalen har for faa Øieblikke siden berettet Deres Majestæt, med hvor trofast Udholdenhed, men tillige med hvor ringe Held jeg igjennem en Række af Aar har forfulgt mit Maal. Endelig har jeg naaet den Havn, hvortil min Higen stundede: Her staaer jeg ved Foden af Deres Majestæts Throne! Her staaer jeg i Skranken for Danmarks Høiesteret.

Men, allernaadigste Konge! hvor ganske anderledes ere de Forholde, hvorunder jeg idag — for første og rimeligviis for sidste Gang i mit Liv — har Ordet i denne ærværdige Forsamling, — o hvor forskjellige fra dem, hvorpaa min Hu var rettet! Det er ikke i Advokatens præstelige Toga: det er som Anklaget, jeg staaer for Deres Majestæt. Man har kaldt mig en Forbryder og Misgjerningsmand; man har udstødt mig af den Forsamling, hvori Medborgeres Tillid havde beredet 357mig en Hædersplads; man har i dets Sted bænket mig for Inkvisitionens Skranke; og Statsanklageren har imod mig reist den haardeste af alle sine Beskyldninger — Beskyldningen for Høiforræderi. Det er under Vægten af en saadan Anklage, at jeg her fremstaaer for Deres Majestæt; det er for at forsvare mig, min Fremtid, mit Livs Velfærd mod en saadan Sigtelse, at jeg har taget Ordet.

Det er derfor sandelig ikke med let Hjerte, og ikke med glade Følelser, at jeg gaaer til dette Værk; men dog har det aldrig noget Øieblik været mig tvivlsomt, at det saaledes var min Pligt. Jeg vilde have undgaaet dette, dersom min Sag var bleven behandlet skriftlig; den vilde Intet have tabt derved, og mig havde det sparet denne Times Ansvar og Byrde. Men dog var det mig klart, at intet personligt Hensyn turde komme tilorde, hvor det gjaldt et stort og vigtigt Princip, og ligesom det derfor var med oprigtigt Sind, at jeg ansøgte om mundtlig og offentlig Forhandling af min Sag, saaledes føler jeg mig ogsaa nu dreven til her at udtale min Tak og min Glæde over den Beslutning, der har givet dette Princip en ny, betydningsfuld Stadfæstelse. Heller ikke vilde det have været mig vanskeligt blandt denne Rets udmærkede Advokater at finde en Forsvarer, der i Dygtighed langt vilde have overgaaet mig; jeg vilde da i Ro og Mag have kunnet oppebie Sagens Udfald, og med større Fortrøstning. Men dog var det mig indlysende, at det var min Pligt, Selv her at give Møde, for selv at forsvare mine egne Handlinger, for selv at forfegte Lovligheden af de Anskuelser, til hvilke jeg bekjender mig, og hvis Bekjendelse netop har paaført mig denne Sag. Og ikke blot dennes særegne Beskaffenhed, men ogsaa mit Livs Konsekvents fordrede dette; thi Den, der paa en Maade har tilbudet sig til Andres Forsvar, vilde aabenbar 358ikke uden Selvmodsigelse have kunnet søge Ly og Beskyttelse bag nogen Anden, nu det gjaldt at forsvare sig selv.

Dette, allernaadigste Konge, ere de Grunde, der have ført mig herhen. Jeg kan i alt Dette maaskee have feilet; men nærmere komme vi vel neppe det Rette, end naar vi gjøre, hvad der efter hvor bedste Overbeviisning er vor Pligt, og større Garanti kan Ingen have for, at det ikke er egoistiske Lyster, der daare hans Erkjendelse ved at paakalde Pligtens Navn, end naar han ikke kan opfylde denne, uden at beseire sine Tilbøieligheders Tilskyndelse. Saameget vil i alt Fald af det Sagte være Deres Majestæt indlysende, at naar De seer mig her, saa er det ingenlunde, fordi jeg har stor Tillid til mine egne Kræfter, eller fordi jeg lover mig synderlig Ære og Glæde af dette mit Forsvar. Sangvinske Forhaabninger og forfængelige Lyster ere i det Hele blevne mig temmelig fremmede, og jeg maatte vistnok være behersket af dem i en høist usalig Grad, dersom de ikke forstummede her — for Deres Majestæts ophøiede Throne — i denne Ærefrygt indgydende Forsamling — paa et Sted, hvortil der knytter sig Mindet om saamegen fremragende Dygtighed — ligeoverfor en i flere Henseender saa overlegen Modstander — endelig i en Sag, hvori et heelt Livs Velfærd staaer paa Spil. Derfor har jeg heller aldrig mere levende, end i dette Øieblik, følt Trangen til skaansom Overbærelse; men jeg skulde ogsaa feile storligen, om ikke min hele Stilling, baade som Uøvet og som Anklaget, gav mig god Adkomst til at finde den. Paa en for mig meget ubehagelig Maade er denne Adkomst bleven forøget ved et lille personligt Uheld, som jeg imidlertid haaber, ikke vil gjøre det umuligt for mig at fuldende mit Forsvar, til hvilket jeg nu skal gaae over — ikke i Tillid til mine egne Kræfter, men vel med Tillid, stor Tillid til min Sag. Det er denne, jeg skal søge at retfærdiggjøre.

359— Af det hele Foredrag staaer ikkun Slutningsbemærkningen tilbage, i hvilken Generalfiskalen ikke har fundet andet at paaanke, end den ene Yttring, at Spørgsmaalet efter min inderlige Overbeviisning ikke er om, men naar vi skulle faae, hvad de fleste oplyste Nationer alt have, hvad ingen, der har faaet det, vil opgive, hvad alle, der ikke have det, stræbe efter, nemlig en friere Forfatning. Er det strafværdigt at nære og at udtale denne Overbeviisning, da, allernaadigste Konge! staaer jeg ikke til at redde; thi dette er min levende, min urokkelige Tro, som jeg ligesaa lidet skal fornegte her, som jeg fornegtede den paa hiin Dag, da jeg første Gang stod lige over for Deres Majestæt. Men skulde det være tænkeligt, at det i Danmark kunde være lovstridigt at mene og sige, at saasandt vor nuværende Statsforfatning er Menneskeværk, saasandt maa den dele alle menneskelige Tings, Forkrænkelighedens Lod, — at saasandt Alt, hvad der har havt en Begyndelse, ogsaa maa have en Ende, saasandt vil tidlig eller sildig ogsaa den Dag komme, der bliver denne Forfatnings sidste. Naar dette vil skee, derom har jeg ikke yttret nogen Mening — muligen er den Tid endnu fjern — men at den engang vil komme, det veed jeg, er navnligen ogsaa Deres Majestæts Mening; thi De har, for blot at nævne dette Ene, da Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter for Deres Majestæt udtalte det Ønske, at denne Dag snart maatte oprinde over Danmark, ikkun erklæret dette Ønske for ”ubetimeligt”, altsaa ikkun sagt, at Opfyldelsens Time endnu ikke var kommen.

— — Mit Forsvar er her tilende, og jeg skal nu overantvorde min Sag og med den min Fremtids Skjebne i Deres Majestæts Haand. Jeg gjør dette med fast Fortrøstning til Høiesterets Retfærdighed; thi jo mere det ligger i Forholdenes Natur, at de administrative Autoriteter under saa 360mange krydsende Hensyns forstyrrende Indvirkning maae være udsatte for at give efter for Øieblikkets vexlende Krav: desto større Beroligelse er det for enhver Anklaget, at Dommerkaldet hviler i en lidenskabsløs Ro, høit ophøiet over Momentets ustadigt bevægede Higen, — desto større Trøst finder ogsaa jeg i, her at turde appellere til den Domstolenes Uafhængighed, som er denne Institutions skjønneste Attribut.

Jeg har med beraad Hu ladet mange Punkter uberørte, som en Defension i Regelen pleier at medtage. Dersom ikke Sagen selv overtyder Deres Majestæt om, at min Hensigt har været god, og at mit Forhold under hele denne Prøvelsens Tid, saavist som i mit hele tidligere Liv, har været agtværdigt, saa vilde det være forgjeves, om jeg selv her paaberaabte mig Saadant. At jeg ikke har handlet uden særdeles Foranledning, har jeg leilighedsviis alt fremhævet, saavelsom at Alt, hvad jeg har gjort, staaer i nøie Konsekvents med vor hele senere Statsudvikling, og navnligen med Indstiftelsen af det Folkeraad, hvis Medlem jeg er.

Langt betydeligere end den Straf, Hof- og Stadsretten har idømt mig, ere de Onder, den blotte Aktion har paaført mig. Den har forspildt og forbittret mig et heelt Aar af mit Liv, — et Aar, som jeg tiltraadte med saa glade Forhaabninger og med det Forsæt, ret samvittighedsfuldt deri at forberede mig til mit Kald som Stænderdeputeret; den har stødt mig tilbage fra det, der er et lovligt og sømmeligt Maal for hver Mands Stræben, — en fast Livsstilling, en bestemt Virkekreds, et sikkert Erhverv, — og det i det Øieblik, da der aabnede sig en Udsigt for mig til paa den ærefuldeste Maade at naae alt dette. Og dog, allernaadigste Konge! dog ønsker jeg Intet uskeet af hvad jeg har gjort; thi jeg har handlet i den faste Overbeviisning at opfylde min Pligt, og efter al den Opfordring til streng Selvprøvelse, som 361dette Aar har bragt mig, tør jeg udtale det — uden Overmod og uden Forsagthed, — men med den modne Selvbevidstheds rolige Styrke: min Samvittighed frikjender mig!

I denne Følelse ligger der en Fred og Hvile og livsalig Glæde, som Mennesker ikke kunne give og Mennesker ikke tage, — med denne Følelse imodeseer jeg Deres Majestæts Dom, idet jeg nu skal indlade denne min Velfærdssag til allerhøieste Paakjendelse.

(O. Lehmann. Af “Forsvarstale for Høiesteret” o. s. v. Kbhvn. 1842.)

356

Stormægtigste, allernaadigste Arveherre og konge! Fra min tidlige barndom har det stedse vært min tanke, engang å bli advokat. Dette forsett er oppvokst med meg, og alt som jeg ble eldre tiltok det i klarhet og styrke. Siden hine første dager har jeg sett mange illusjoner synke i en tidlig grav; men dette ønske har dog overlevet dem alle, og Generalfiskalen har for få øyeblikk siden berettet Deres majestet, med hvor trofast utholdenhet, men tillike med hvor ringe held jeg igjennom en rekke av år har forfulgt mitt mål. Endelig har jeg nået den havn, hvortil min higen stundede: Her står jeg ved foten av Deres Majestæts trone! Her står jeg i skranken for Danmarks Høiesteret.

Men, allernaadigste konge! hvor ganske annerledes er de Forholde, hvorunder jeg i dag — for første og rimeligviis for siste gang i mitt liv — har ordet i denne ærverdige forsamling, — o hvor forskjellige fra dem, hvorpå min hu var rettet! Det er ikke i Advokatens prestelige toga: det er som Anklaget, jeg står for Deres majestet. Man har kalt meg en forbryter og misgjerningsmann; man har utstøtt meg av den forsamling, hvori Medborgeres tillit hadde beredet 357meg en hedersplass; man har i dets sted benket meg for inkvisisjonens skranke; og Statsanklageren har imot meg reist den hårdeste av alle sine beskyldninger — beskyldningen for høyforræderi. Det er under vekten av en sådan anklage, at jeg her fremstår for Deres majestet; det er for å forsvare meg, min fremtid, mitt Livs Velfærd mot en sådan siktelse, at jeg har tatt ordet.

Det er derfor sannelig ikke med lett hjerte, og ikke med glade følelser, at jeg går til dette verk; men dog har det aldri noe øyeblikk vært meg tvilsomt, at det således var min plikt. Jeg ville ha unngått dette, dersom min Sag var blitt behandlet skriftlig; den ville intet have tapt derved, og meg hadde det spart denne Times ansvar og byrde. Men dog var det meg klart, at intet personlig hensyn turde komme til orde, hvor det gjaldt et stort og viktig prinsipp, og likesom det derfor var med oppriktig sinn, at jeg ansøkte om muntlig og offentlig forhandling av min Sag, således føler jeg meg også nå dreven til her å uttale min takk og min glede over den beslutning, der har gitt dette prinsipp en ny, betydningsfull stadfestelse. Heller ikke ville det ha vært meg vanskelig blant denne retts udmærkede advokater å finne en forsvarer, der i dyktighet langt ville ha overgått meg; jeg ville da i ro og Mag have kunnet oppebie Sagens utfall, og med større fortrøstning. Men dog var det meg innlysende, at det var min plikt, selv her å gi møte, for selv å forsvare mine egne handlinger, for selv å forfekte lovligheten av de anskuelser, til hvilke jeg bekjenner meg, og hvis bekjennelse nettopp har påført meg denne Sag. Og ikke blot dennes særegne beskaffenhet, men også mitt Livs Konsekvents fordret dette; thi Den, der på en måte har tilbudet seg til Andres forsvar, ville åpenbar 358ikke uten selvmotsigelse have kunnet søke ly og beskyttelse bak noen Anden, nå det gjaldt å forsvare seg selv.

Dette, allernaadigste konge, er de grunner, der har ført meg herhen. Jeg kan i alt Dette maaskee have feilet; men nærmere kommer vi vel neppe det rette, enn når vi gjør, hva der etter hvor beste overbevisning er vår plikt, og større garanti kan Ingen have for, at det ikke er egoistiske lyster, der dåre hans erkjennelse ved å påkalle pliktens Navn, enn når han ikke kan oppfylle denne, uten å beseire sine Tilbøieligheders tilskyndelse. Saameget vil i alt fall av det Sagte være Deres majestet innlysende, at når De ser meg her, så er det ingenlunde, fordi jeg har stor tillit til mine egne krefter, eller fordi jeg lover meg synderlig ære og glede av dette mitt forsvar. Sangvinske forhåpninger og forfengelige lyster er i det hele blitt meg temmelig fremmede, og jeg måtte vistnok være behersket av dem i en høist usalig grad, dersom de ikke forstummet her — for Deres Majestæts opphøyde trone — i denne ærefrykt inngytende forsamling — på et sted, hvortil der knytter seg minnet om saamegen fremragende dyktighet — ligeoverfor en i flere henseender så overlegen motstander — endelig i en Sag, hvori et helt Livs Velfærd står på spill. Derfor har jeg heller aldri mer levende, enn i dette øyeblikk, følt trangen til skånsom Overbærelse; men jeg skulle også feile storligen, om ikke min hele stilling, både som Uøvet og som Anklaget, ga meg god adkomst til å finne den. På en for meg meget ubehagelig måte er denne adkomst blitt forøket ved et lille personlig uhell, som jeg imidlertid håper, ikke vil gjøre det umulig for meg å fullende mitt forsvar, til hvilket jeg nå skal gå over — ikke i tillit til mine egne krefter, men vel med tillit, stor tillit til min Sag. Det er denne, jeg skal søke å rettferdiggjøre.

359— Av det hele foredrag står ikkun slutningsbemerkningen tilbake, i hvilken Generalfiskalen ikke har funnet annet å påanke, enn den ene ytring, at spørsmålet etter min inderlige overbevisning ikke er om, men når vi skulle få, hva de fleste opplyste nasjoner alt have, hva ingen, der har fått det, vil oppgi, hva alle, der ikke have det, strebe etter, nemlig en friere forfatning. Er det straffverdig å nære og å uttale denne overbevisning, da, allernaadigste konge! står jeg ikke til å redde; thi dette er min levende, min urokkelige tro, som jeg likeså lite skal fornekte her, som jeg fornektet den på hin Dag, da jeg første gang stod like over for Deres majestet. Men skulle det være tenkelig, at det i Danmark kunne være lovstridig å mene og si, at så sant vår nåværende statsforfatning er menneskeverk, så sant må den dele alle menneskelige Tings, Forkrænkelighedens Lod, — at så sant Alt, hva der har hatt en begynnelse, også må ha en ende, så sant vil tidlig eller sildig også den dag komme, der blir denne Forfatnings siste. Når dette vil skje, derom har jeg ikke ytret noen mening — muligens er den tid ennå fjern — men at den engang vil komme, det vet jeg, er navnligen også Deres Majestæts mening; thi De har, for blot å nevne dette Ene, da Kjøbenhavns borgerrepresentanter for Deres majestet uttalte det ønske, at denne dag snart måtte opprinne over Danmark, ikkun erklært dette ønske for ”ubetimeligt”, altså ikkun sagt, at oppfyllelsens time ennå ikke var kommet.

— — Mitt forsvar er her til ende, og jeg skal nå overantvorde min Sag og med den min Fremtids skjebne i Deres Majestæts hånd. Jeg gjør dette med fast fortrøstning til Høiesterets rettferdighet; thi jo mer det ligger i Forholdenes natur, at de administrative autoriteter under så 360mange krydsende Hensyns forstyrrende innvirkning må være utsatte for å gi etter for øyeblikkets vekslende krav: desto større beroligelse er det for enhver Anklaget, at dommerkallet hviler i en lidenskapsløs ro, høyt opphøyd over Momentets ustadig bevægede higen, — desto større trøst finner også jeg i, her at turde appellere til den Domstolenes uavhengighet, som er denne institusjons skjønneste attributt.

Jeg har med beraad hu ladet mange punkter uberørte, som en Defension i regelen pleier at medtage. Dersom ikke Sagen selv overtyder Deres majestet om, at min hensikt har vært god, og at mitt forhold under hele denne Prøvelsens tid, så visst som i mitt hele tidligere Liv, har vært aktverdig, så ville det være forgjeves, om jeg selv her påberopte meg Saadant. At jeg ikke har handlet uten særdeles foranledning, har jeg leilighetsvis alt fremhevet, saavelsom at Alt, hva jeg har gjort, står i nøye konsekvens med vår hele senere statsutvikling, og navnligen med innstiftelsen av det folkeråd, hvis medlem jeg er.

Langt betydeligere enn den straff, Hof- og Stadsretten har idømt meg, er de onder, den blotte Aktion har påført meg. Den har forspilt og forbittret meg et helt år av mitt liv, — et år, som jeg tiltrådte med så glade forhåpninger og med det forsett, rett samvittighetsfullt deri å forberede meg til mitt kald som Stænderdeputeret; den har støtt meg tilbake fra det, der er et lovlig og sømmelig mål for hver Mands streben, — en fast Livsstilling, en bestemt virkekrets, et sikkert erverv, — og det i det øyeblikk, da der åpnet seg en utsikt for meg til på den ærefulleste måte at nåe alt dette. Og dog, allernaadigste konge! dog ønsker jeg intet uskeet av hva jeg har gjort; thi jeg har handlet i den faste overbevisning å oppfylle min plikt, og etter all den oppfordring til streng selvprøvelse, som 361dette år har brakt meg, tør jeg uttale det — uten overmot og uten forsagthet, — men med den modne selvbevissthets rolige styrke: min samvittighet frikjenner meg!

I denne følelse ligger der en fred og hvile og livsalig glede, som mennesker ikke kunne gi og mennesker ikke ta, — med denne følelse imøteser jeg Deres Majestæts dom, idet jeg nå skal innlate denne min velferdssak til allerhøieste Paakjendelse.

(O. Lehmann. Av “Forsvarstale for høyesterett” o. s. v. Kbhvn. 1842.)