Glimrede end hans Geni mere i Axtorna-Slaget, saa maae vi dog i denne jævne, fortsatte Virken for Fødelandet ei mindre her beundre den standhaftige Charakter, det vedholdende Mod, der hverken ved Hindringer, Farer eller Gjenvordigheder bringes til Vaklen, men, stedse sig selv liig, følger ufortrødent sin Plan. Udførtes denne kun med noget af det Liv, vi alt kjende som Sjelen hos Daniel Ranzau, da var Skylden kun pestartig Sygdoms. Det maa forbause os, at han under saa uheldige Omstændigheder allerede kunde udrette saa meget. Men andet Aar, anden Lykke. Adaare kommer han vel igien. Han maa rastløs følge sin Idee saalænge han lever. Det er Geniets Særkjende. Han vil vel, dersom ellers ei Fred forinden byder Fiendtlighed standse, ligesaavel da som nu hellere selv gjæste Sverige, end lade sig hjemme gjæste.
Thi for ham kan det frodige Skaane ei være noget Capua. Hvad er Daniel Ranzaus Daad i Livet? Hviler han mageligstolt paa Laurbærene?
Lader os kaste et Blik ind i hans Leir!
362Først sørger han omhyggeligt for Hærens Tarv. De tydske Knegte maae ikke ligge i Malmø. Det kunde blive dem fristende. Landets Børn skal det holdes tilbedste. De Andre udbredes i Landet, der ligelig skiftes imellem dem, saa at hver veed, hvo der skal tilføre ham Levnetsmidler for en billig Betaling af Solden, der punktlig skal tiltælles Soldaterne af deres Officerer.
Nu har Daniel Ranzau Tid til at hengive sig til sine Studier, der stedse endnu ere hans kjæreste Syssel. Selv i Felttoge saaes han, rundt omgivet af Leirens Tummel, uforstyrret under sit Telt at offre mangen Time til Videnskaberne. Hvormeget roligere kan han nu, i Borgeleiets Stilhed, arbeide paa sin Aand! Krigsvidenskaben, i alle sine Grene, lader han afvexle med Oldtidens store Mønstre og med egne Udarbeidninger. Saaledes beskriver han i det tydske Sprog Krigens Gang mod Sverrig. Han underholder sig i latinske Breve med sine fraværende Venner; thi den vilde Krigslarm har ikke overdøvet Venskabets blide Følelser, der stedse endnu udgjøre hans Lykke. Det er hans første Bestræbelse, at Intet maa mishage de fraværende Venner. O! hvor beskedent dømmer den store Mand sig, selv der, hvor Alle beundre ham, og kun stræbe efter heelt at kunne fatte ham!
Det er Daniel Ranzaus Hjerte, der drager os til ham med inderlig Kjærlighed, medens hans Krigstalenter, hans Heltemod vække vor hele Beundring.
Dette Hjerte, rigt paa Følelse, som hans Aand var rig paa Tanke, kunde ei ønske Krig uden som en retfærdig Gjengjeldelse. Sværdet brugte han som det tugtende Vaaben, der af Guddommen selv var lagt ham i Haand. Palmen greb han — ei for hans egen Skyld; da var den for blodigt erhvervet! — men for Fødelandets Skyld, hvis Ære han 363maatte redde, hvis nylig ved Günther plettede Navn ikkun Blod kunde reentvætte.
Saaledes drog han i Leding af Pligt, som Fødelandskjærlighed gav Lue; af fuldmoden Overbeviisning, som Gudsfrygt gav Næring og Styrke. Men kom det til Slag, da foer han frem i sit Element paa Begeistringens Vinger; thi han var født Helt med Geni.
(P. Tetens. Af “Lovtale over Daniel Ranzau.” Kbhvn. 1819.)