— — Til denne den theologiske Videnskabs Gjenfødelse knytter sig ogsaa Haabet om en Fornyelse af den religiøse Tænkemaade hos det christne Folk; men Opfyldelsen deraf vil tildeels afhænge saavel af den Iver og Begeistring, som af den Forstand og Besindighed, hvormed Theologerne og de Geistlige ville gjøre Anvendelse af Videnskabens Resultater til Menighedens Tarv. Skal det lykkes i vor Tid at skaffe Religionen dens forrige Anseelse og Indflydelse tilbage hos Folket, da kan det hverken skee ved at begunstige en dunkel og mørk Mysticisme, der skyer og foragter Forstandens Lys, ei heller ved en Reformationsiver, der enten vil føre en Mængde Former tilbage, hvis Betydning ikke længere forstaaes af Menigheden, og hvilke derfor ikke kunne virke paa dens Følelser, eller som, ad den modsatte Vei, bortsondrer af Christendommen Alt, hvad der ikke tilsiger en eensidig og indskrænket Forstandsretning, og hvorved ligeledes den dybere og inderligere Følelse ingen Næring finder. Religionen maa tilfredsstille 355Forstand og Hjerte tilsammen. Det er denne Fordring, som den nyere Theologi, ved at slutte sig til en stedse grundigere og dybere Forskning i den hellige Skrift, stræber at komme imøde. Men, hvis man vil vække Opmærksomhed og Tillid for dens Resultater, da oversee man for Alting ikke den historiske Udvikling af Menighedens religiøse Dannelse. Deri vil man finde Grunden ikke blot til den sørgelige og vidt udbredte Indifferentisme hos Mængden, men tillige til den store Forskjellighed i deres Synsmaader, hvilke Religionen virkelig er et Hjertesanliggende. Der gives Mennesker i vore Dage, der have Agtelse for Religion og Christendom, men kun have lært at opfatte denne i saa ufuldkommen en Skikkelse, at selve Benævnelserne paa mange Yttringer af det eiendommelig christelige Liv som: Gjenfødelse, Tro, Retfærdiggjørelse og dsl. ere dem aldeles uforstaaelige, og som med hine Udtryk kun forbinde Forestillingen om Sværmeri og Mysticisme. Der gives Andre, som kalde al Religion Hedendom, naar de religiøse Ideer ikke idelig og altid fremstilles i de Udtryk og den Indklædning, som tiltalede en forsvunden Olds religiøse Følelse. Det gjælder da her snart om at vække og fremkalde Liv, snart om at nære og udvikle hvad der er begyndt at spire frem, snart om at lede og holde tilbage hvad der truer med skadelig Udvæxt. Her maa den theologiske Videnskabsmand og den praktiske Geistlige række hinanden Haanden til fælles Bistand. Studium og Erfaring, Anviisning og Exempel ere Midler til at naae hiint Maal, men den Betingelse, hvoraf deres Virksomhed er afhængig, er dog først og fremmest hiin høiere Gudsfrygtens, Kjærlighedens, Begeistringens Aand, uden hvilken al Viisdom og Klogskab kun er forfængelig Hverdagskløgt, al Besindighed og Forsigtighed kun smaalig Hensynsfuldhed. Hvor derimod Herrens Aand er, der er Frihed. Men en saadan Frihed aabner Menneskets 356Øie for Alt hvad der i Sandhed tjener til Guds Riges Fremme; thi Kjærligheden er sindrig, og Troen vækker Kræfter, som overgaae al Forstand. Med dem skal Christi Kirke bygges, og det er den uforgjængelige Grundvold for Templet til Faderens, Sønnens og Aandens Ære i al Evighed!

(C. E. Scharling. Af ”Nogle Betragtninger over det theologiske Lære-Embedes Betydning i vore Dage.” Kbhvn. 1834.)

— — Til denne den teologiske vitenskaps gjenfødelse knytter seg også håpet om en fornyelse av den religiøse tenkemåte hos det kristne folk; men oppfyllelsen derav vil til dels avhenge såvel av den Iver og begeistring, som av den forstand og besindighet, hvormed teologene og de Geistlige ville gjøre anvendelse av Videnskabens resultater til menighetens Tarv. Skal det lykkes i vår tid å skaffe religionen dens forrige anseelse og innflytelse tilbake hos folket, da kan det hverken skje ved å begunstige en dunkel og mørk mystisisme, der skyer og forakter Forstandens lys, ei heller ved en reformasjonsiver, der enten vil føre en mengde former tilbake, hvis betydning ikke lenger forstås av menigheten, og hvilke derfor ikke kunne virke på dens følelser, eller som, ad den motsatte vei, bortsondrer av kristendommen Alt, hva der ikke tilsiger en ensidig og innskrenket Forstandsretning, og hvorved likeledes den dypere og inderligere følelse ingen næring finner. Religionen må tilfredsstille 355forstand og hjerte tilsammen. Det er denne fordring, som den nyere teologi, ved å slutte seg til en stedse grundigere og dypere forskning i den hellige skrift, streber å komme imøte. Men, hvis man vil vekke oppmerksomhet og tillit for dens resultater, da overse man for Alting ikke den historiske utvikling av menighetens religiøse dannelse. Deri vil man finne grunnen ikke blot til den sørgelige og vidt utbredte indifferentisme hos mengden, men tillike til den store forskjellighet i deres synsmåter, hvilke religionen virkelig er et Hjertesanliggende. Der gives mennesker i våre dager, der har aktelse for religion og kristendom, men kun have lært å oppfatte denne i så ufullkommen en skikkelse, at selve benevnelsene på mange Yttringer av det eiendommelig christelige Liv som: Gjenfødelse, tro, rettferdiggjørelse og dsl. er dem aldeles uforståelige, og som med hine uttrykk kun forbinde forestillingen om svermeri og mystisisme. Der gives andre, som kalle all religion hedendom, når de religiøse ideer ikke idelig og alltid fremstilles i de uttrykk og den Indklædning, som tiltalede en forsvunnen Olds religiøse følelse. Det gjelder da her snart om å vekke og fremkalle Liv, snart om å nære og utvikle hva der er begynt å spire frem, snart om å lede og holde tilbake hva der truer med skadelig utvekst. Her må den teologiske vitenskapsmann og den praktiske Geistlige rekke hinannen hånden til felles bistand. Studium og erfaring, anvisning og eksempel er midler til at nåe hint mål, men den betingelse, hvorav deres virksomhet er avhengig, er dog først og fremst hin høyere Gudsfrygtens, kjærlighetens, Begeistringens Aand, uten hvilken all visdom og klokskap kun er forfengelig hverdagskløkt, all besindighet og forsiktighet kun smålig hensynsfullhet. Hvor derimot Herrens Aand er, der er frihet. Men en sådan frihet åpner Menneskets 356Øye for Alt hva der i sannhet tjener til Guds Riges fremme; thi kjærligheten er sinnrik, og troen vekker krefter, som overgå all forstand. Med dem skal Christi Kirke bygges, og det er den uforgjengelige grunnvoll for templet til Faderens, Sønnens og åndens ære i all evighet!

(C. E. Scharling. Av ”Nogle betraktninger over det teologiske lære-Embedes betydning i våre dager.” Kbhvn. 1834.)